Klumme
Læsetid: 4 min.

Gid man kunne flytte ind hos Sussi & Leo – og tage 2.000 unikke gipsskulpturer med

I denne uge lytter Kulturredaktionen både til Steffen Brandt og til protestrap om Black Lives Matter-bevægelsen. Vi ærgrer os over, at Den Kongelige Afstøbningssamling er truet på livet og at det er surt at arbejde på Radio Loud. Verden er af lave – undtagen hos Sussi & Leo
I DR3-dokumentarserien ’Pludselig boede jeg hos Sussi og Leo’ møder vi 16-årige Lukas, der sammen med sin depressive mor er flyttet ind hos hendes onkel og tante i Saltum. De er ikke hvem som helst, men musikerne, ægteparret og fænomenet Sussi & Leo.

I DR3-dokumentarserien ’Pludselig boede jeg hos Sussi og Leo’ møder vi 16-årige Lukas, der sammen med sin depressive mor er flyttet ind hos hendes onkel og tante i Saltum. De er ikke hvem som helst, men musikerne, ægteparret og fænomenet Sussi & Leo.

Henrik Dam Nielsen

Kultur
5. juni 2020

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Stilhed og larm for Floyd

Ralf Christensen

Popkulturens reaktion på mordet på George Floyd har været prompte. Kendte og pop- og rapstjerner som Billie Eilish, Kim Kardashian, ellers så apolitiske Michael Jordan, Demi Lovato, Snoop Dogg og T.I. har været på de virtuelle barrikader. Og Ava DuVernay, der instruerede Martin Luther King-filmen Selma, skrev »You deserved your breath« til afdøde Floyd i et tweet.

Hiphop-ikonet og forretningsmogulen Jay Z har sågar talt med Minnesotas guvernør Tim Walz, og veteranen LL Cool J har udsendt en rap: »For 400 years, you had your knees on our necks«.

I tirsdags var det en ny slags Black Tuesday, da musikselskaber og streamingtjenester donerede penge, og websites henviste til afroamerikanske velgørenhedsorganisationer. På dagen kunne man på Spotify på flere playlister finde et track med otte minutter og 46 sekunders stilhed. Det var den tid, det tog George Floyd at udånde.

Hvem skal nu pakke Folketinget ind i sølvpapir?

Bodil Skovgaard Nielsen

Man skal være en meget stor – eller i hvert fald meget iøjnefaldende – kunstner, før man får lov til at snurre kæmpemæssige Reichstag i Berlin eller den berømte bro Pont Neuf i Paris ind i store stykker stof. Det var den bulgarskfødte kunstner Christo, der døde som 84-årig i weekenden. Han blev sammen med sin kone og kunstneriske samarbejdspartner Jeanne-Claude kendt for at lave noget så uhørt som kunstværker, der ikke varer ved; for når deres bløde, enorme stofindpakninger blev taget ned igen, ofte kun efter én dags udstilling, var der intet tilbage. Christo kunne få os til at fantasere om, at der var noget andet end et kedeligt, velkendt Folketing under gavepapiret, og forhåbentlig følger nye, kunstneriske arvtagere i hans drømmende fodspor. 

I 1995 pakkede Christo den tyske Reichstag ind.

I 1995 pakkede Christo den tyske Reichstag ind.

Reinhard Krause

Hjem til Sussi & Leo

Mette Kierstein

Et nyt skud på DR3-stammen er dokumentarserien i fire afsnit Pludselig boede jeg hos Sussi og Leo. I serien møder vi 16-årige Lukas, der sammen med sin depressive mor er flyttet ind hos hendes onkel og tante i Saltum. De er ikke hvem som helst, men musikerne, ægteparret og fænomenet Sussi & Leo, der ved at optræde i vilde kostumer og tale eksplicit om deres sexliv, har opnået status af kitsch og dansk folkeeje.

Men egentlig er de blot bipersoner i tv-serien, hvor Lukas, en teenager i Nordjylland, der godt kan lide at spille lastbilssimulatorspil og skrue på sin scooter, fortæller os om hans syn på tilværelsen i en gennemgående speak: »For første gang i lang tid er alt godt,« siger han i introduktionen til serien. Absolut seværdig og humoristisk tv om at passe på hinanden og finde sin egen vej – uanset hvilken alder man har.

 
Pludselig boede jeg hos Sussi og Leo | DR3

Kender du det, når familien er mega cringe? Så forestil dig at bo hos Sussi og Leo ... Det gør Lukas nemlig.

Posted by DR3 on Friday, May 22, 2020

Stor ståhej for stakkels DAB-radio

Rasmus Elmelund

Forløbet om det udbud, som Radio Loud vandt, har været helt barokt. En skamplet på dansk mediepolitik. Men nu er situationen altså den, at Danmark har en ungdomskanal på DAB. Jeg lyttede med første sendedag, og det var ikke helt så dårligt, som man kunne frygte. Men kanalen har angiveligt stadig ingen lyttere, og samtidig står den uforvarende midt i den uendelige politiske kamp om udbuddet og lukningen af Radio24syv.

I sidste uge blev kulturministeren således grillet på et samråd og blandt andet stillet til ansvar for radioens kvalitet. Oven i hatten udsættes de unge værter for perfid chikane, mobning og trusler, som Fagbladet Journalisten har beskrevet. Gode tanker herfra til hårdtprøvede kolleger.

Hvor er Europa, spørger Steffen Brandt

Christian Monggaard

Dansk revykunst møder Leonard Cohen i TV-2’s fine genfortolkning og opdatering af Mogens Dams smukke, elegiske hyldest til et sønderskudt Europa. Den sidste turist i Europa, som Lulu Ziegler første gang sang i 1948, var en reaktion på verdenskrigen – og en hyldest til den kunst og kultur, som tidligere samlede europæerne.

TV-2’s version udspringer af coronakrisens isolation og en tid præget af kapitalisme og egoisme. Som Steffen Brandt på et tidspunkt synger, ja, nærmest messer: »Og jeg søger i det skrantende Europa efter det, mange troede på engang/ frihed, lighed, broderskab på tværs af grænser/ hver en stemme i den store fællessang.«

Forslag om kolonihistorisk museum i Vestindisk Pakhus

Lone Nikolajsen

Den Kongelige Afstøbningssamlings godt 2.000 gipsskulpturer står og passer sig selv i et pakhus med et skrøbeligt sprinklersystem på Københavns havnefront. Det har været lukket siden 2016, da grønthøsterbesparelserne rullede hen over Statens Museum for Kunst.

Det synes foreningen Afstøbningssamlingens Venner er en skam. At Kulturministeriet overvejer at sælge Vestindisk Pakhus, som bygningen hedder, er man endnu mere imod.

Foreningen foreslår nu at udnytte bygningens kolonihistoriske betydning og indrette et kolonihistorisk museum i de øverste etager. Pakhuset er opført af Vestindisk Handelsselskab, som ikke var direkte involveret i slavehandlen, men havde slaveejere og -handlere blandt direktionsmedlemmerne. Selskabets mødelokale står stadig intakt med guldmalede lister og polstrede stole på pakhusets øverste etage. Og siden 2018 har Danmarks første kolonihistoriske mindesmærke, I am Queen Mary, tronet ude foran. Et flertal i Folketinget har nu bedt kulturministeren undersøge, hvad sådan et museum ville koste.

Kunstværket I am Queen Mary foran Vestindisk Pakhus.

Kunstværket I am Queen Mary foran Vestindisk Pakhus.

Emma Line Sejersen

Serie

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her