Interview
Læsetid: 9 min.

Helle Thorning på en sokkel: Hvilken historisk person ville vi opføre en statue af i dag?

De seneste uger har vi debatteret, om statuer, der hylder mænd fra kolonitiden, skal tages ned eller markeres på en særlig måde. Men hvis vi i dag skulle opføre nye statuer af historiske personer, hvem skulle vi så afbilde? Information har spurgt to kunstnere og tre historikere
Kunstner og billedhugger Elisabeth Toubro ville vælge at opføre en statue af Helle Thorning-Schmidt: »Ligegyldigt hvordan man synes, at hun klarede det, så er hun Danmarks første kvindelige statsminister, og det er en kæmpe bedrift. Ikke engang i Sverige, hvor de er superfeminister alle sammen, har de haft en kvindelig statsminister.«

Kunstner og billedhugger Elisabeth Toubro ville vælge at opføre en statue af Helle Thorning-Schmidt: »Ligegyldigt hvordan man synes, at hun klarede det, så er hun Danmarks første kvindelige statsminister, og det er en kæmpe bedrift. Ikke engang i Sverige, hvor de er superfeminister alle sammen, har de haft en kvindelig statsminister.«

Finn Frandsen

Kultur
25. juni 2020

For tiden er der megen debat om statuer i det offentlige rum. Fortidens helte, hvis storhed engang blev støbt i bronze, bliver revurderet efter nutidens værdier – og bliver til skurke. Men hvem ville vi i dag opføre statuer af? Hvem fortjener at blive sat på sokkel? Tre historikere og to kunstnere kommer  med deres bud.

Helle Thorning-Schmidt

Elisabeth Toubro. Uddannet kunstner og billedhugger på Kunstakademiet i København. Står bag både Vanddragen på Store Torv i Århus og monumentet for Inge Lehmann på Vor Frue Plads

– Hvem vil du sætte på sokkel?

»Vi kunne begynde med at sætte flere kvinder op. Man kunne for eksempel lave statuer af Olivia Nielsen, der var formand for Kvindeligt Arbejderforbund, kunstneren Anna Ancher eller modstandskvinden Else Marie Pade, som også var den første dansker til at introducere elektronisk musik.«

»Men jeg ville sætte en statue af Helle Thorning-Schmidt op.«

– Hvorfor Helle Thorning-Schmidt?

»Når vi laver statuer af folk, har de oftest gjort noget ekstraordinært. Ligegyldigt hvordan man synes, at hun klarede det, så er hun Danmarks første kvindelige statsminister, og det er en kæmpe bedrift. Ikke engang i Sverige, hvor de er superfeminister alle sammen, har de haft en kvindelig statsminister.«

»Men som politiker fik hun ikke en chance. Så det, jeg ikke vil have med på den statue, er høje hæle og dametasker.«

»Det var et stort problem, at man hele tiden fokuserede på hendes høje hæle. Jeg glemmer aldrig et klip, hvor hun skulle holde en tale, og hvor man så hende gå op ad en trappe, mens man zoomede ind på de høje hæle. Altså, det er jo nedladende. Hun skal ud og sige noget vigtigt som statsminister, men det eneste, man fokuserer på, det er hendes høje hæle. Det kan jeg ikke holde ud – i øvrigt synes jeg, at hun blev behandlet meget dårligt hele vejen igennem – så hun skal have den oprejsning.«

– Hvordan ville du udforme statuen?

»Hvis jeg skulle lave statuen, ville jeg gå dybt ind i hendes virke og undersøge alle aspekter af, hvad der skete i hendes tid som statsminister for at hylde hende og det, at hun faktisk blev vores første kvindelige statsminister.«

»En statue er en statue, og bare fordi det er en kvinde, skal den ikke laves i glas. Statuer er ofte lavet af sten eller bronze, der kan stå længe. Det må man holde sig til, også når det er en kvindelig statsminister, man portrætterer. Men der er stor forskel på hvid marmor og sort granit, og hvad der giver det bedste udtryk til hende, må jeg tænke over.«

David Hamilton Jackson

Erik Gøbel. Forhenværende seniorforsker hos Rigsarkivet. Cand.mag. ved Københavns Universitet i 1979. Holder historiske foredrag om De Dansk Vestindiske Øer

David Hamilton Jackson.

Paul Thompsen
– Hvem ville være oplagt at opføre en statue af i Danmark?

»Man kunne sætte en statue op af David Hamilton Jackson. Han var en arbejderfører i Dansk Vestindien i de sidste ti år, før Danmark solgte øerne til USA i 1917, og de blev til de Amerikanske Jomfruøer. Han organiserede arbejderne på øerne og ledte dem i strejker, og det viste sig, at de sorte arbejdere var meget bedre organiserede end de hvide arbejdsgivere. På den måde fik han forbedringer igennem – både i forhold til løn og arbejdstimer.«

»Han startede også den frie presse i Vestindien ved at stifte den første private avis, The Herald, som var meget kritisk over for det danske styre. Med fuld ret. De sidste 20-30 år under dansk flag var Dansk Vestindien en social kirkegård, hvor forholdene var ualmindeligt ringe, hvad angår boliger, undervisning, sociale forhold og hospitalsvæsen.«

– Hvilket signal ville det sende, hvis vi opførte en statue af David Hamilton Jackson i Danmark?

»Man ville gøre den almindelige danske befolkning opmærksom på en idealist, som nærmest ingen kender i dag. Han var en vigtig arbejderfører, der kæmpede for sit folk i en del af det danske rige, og derfor tænker jeg også, at den socialdemokratiske regering i dag ville synes, at det var en god idé med en statue af ham.«

»Han er symbolet på arbejderen og den lokale, undertrykte befolkning. Først undertrykt som slaver, og efter 1848, hvor man ophævede slaveriet, undertrykt som en meget underbetalt og dårligt behandlet arbejdskraft i det vestindiske landbrug, som Danmark havde ansvar for.«

– Hvad kan vi lære af David Hamilton Jacksons historie i dag?

»Han er et eksempel på, at folk, der begynder med et meget dårligt udgangspunkt – underkuet og underbetalt og set ned på, fordi han havde sort hud – alligevel har formået at kæmpe sig til forandringer. Det er beundringsværdigt.«

Nella Larsen

Michelle Eistrup. Visuel kunstner og kurator. Har blandt andet udgivet Bridging Art and Text, der viser et væld af postkoloniale kunstnere og skribenter

Nella Larsen.

Granger Collection
– Hvem vil du sætte på sokkel?

»Min idé er Nella Larsen. Hun blev født af en dansk mor og havde en vestindisk far. Selv var hun forfatter og en del af den såkaldte Harlem Renaissance, som var opblomstringen af det afroamerikanske kulturelle og intellektuelle liv for godt 100 år siden. Hun er interessant, da hun har forbindelse til verden omkring os, men samtidig reflekterer hun også Danmark. Det, at hun blev forfatter, er i sig selv inspirerende, når man ser på samtiden.«

– Hvad kan statuen oplyse os om?

»Man skal stille sig selv spørgsmålene: Hvem laver man statuer til? Hvorfor laver man dem? Statuer er hukommelser, som den yngre generation kan se op til, som de kan se som et forbillede. At se hende kan være en inspiration for mange. Vi kunne også se op til Karen Blixen, men Nella Larsen har en anden herkomst – og en anden måde at skrive på. Den kan måske skabe et syn på verden som den større enhed, Danmark er med i.«

»Desuden uddør kunstnere med sort baggrund, selv om de har bidraget til kunstens verden. Danmark har været for langsomme til at anerkende deres bidrag. Man læser ikke Nella Larsen. Det samme skete for Ernest Mancoba, der var en avantgardekunstner. Ham ser man ikke. De er blevet glemt. Vi har brug for at have statuer af farvede mennesker i Danmark, ellers uddør de, og de bliver aldrig en del af historien – selv om de har bidraget til historien. Men fordi de ikke blev anerkendt i samtiden, blev de ikke en del af den danske hukommelse.« 

»Man skaber en smal kanon, en hvid kanon, og man ekskluderer sorte kunstnere. Det er derfor, vi har problemet nu. Der er brug for en diskussion, og det kan statuen skabe.«

– Hvordan ville du lave statuen?

»Jeg ville bruge hendes forfatterskab som indhugget tekst i statuen. Måske i hendes kjole. Man bør også tænke grundigt over stenens historie, inden man vælger materialet.«

Spejl på piedestal

Bo Lidegaard. Historiker, dr.phil. og forfatter til flere bøger om dansk diplomati

Lasse Kristensen
– Hvem ville du sætte på sokkel?

»Der er ingen mennesker fra fortiden, der er ligesom os. Kigger man nøje efter, så vil selv de største helte vise sig at bryde med de værdier, som vi i dag lægger afgørende vægt på. Man skal ikke lede efter personer i fortiden, der bekræfter os i det, vi lægger vægt på i dag. Hvis man kun vil lave monumenter, der er i overensstemmelse med de værdier og normer, som vi nu bakker op om, så er den eneste mulighed at opstille spejle på piedestaler. På den måde kan vi nemlig se os selv og se os selv bekræftet i, at historien kun er gået fremad til det øjeblik, vi kom til, og at vi er dem, der står på det moralske højdepunkt af menneskehedens historie.«

»Hvis man interesserer sig for historien og måske også har en fornemmelse af, at dem, der kommer efter os, ikke vil være enige med os i, at det er os, der er historiens højdepunkt, så er det interessant at stille nogen af de personer op fra fortiden, der har haft betydning for at skabe det nu, der er vores. Med alle deres ufuldkommenheder, alle deres tvetydigheder og med alle deres paradokser.«

– Hvem kunne det være?

»Det kunne let være nogen som dem, som vi allerede har stående. Det kunne også være så mange andre, og det kan enhver jo have sine egne meninger om. Men uanset hvem man måtte vælge, så ville de vise sig ikke at være fuldkomne efter vores værdier – for det er vi ikke, og det var historiske personer heller ikke. Tværtimod er fortiden jo fuld af uretfærdighed, brutalitet og undertrykkelse nøjagtig som nutiden.«

– Hvad skal et spejl på en piedestal få os til at tænke over?

»Det skal få os til at tænke over, om det nu er rigtigt at dømme fortiden ud fra nutidens præmisser? Om det vigtigste er at bruge vores fælles historiske erfaring til at bekræfte os i, at vi er bedre end vores forfædre?«

– Hvad mener du med det?

»Hvis det eneste, vi interesserer os for i historien, er, hvorfor historiske personer ikke var lige så gode, som vi er, så lærer vi ingenting og får ingen erfaring med fra historien. Vi kan jo ikke lave historien om. Men vi kan prøve at forstå datidens mennesker på datidens præmisser. Derfor er det interessant med statuer og monumenter, der reelt afspejler den tid, der var deres, for det er kun på den måde, vi kan lære noget. Hvis vi ikke vil det, fordi vi ikke vil ære nogen, der ikke deler vores værdier, så er de eneste, vi kan ære, os selv.

»Og hvis vi gør dét, bekræfter det os kun i troen på, at vi er bedre, mere moralske, mere retfærdige, mindre grusomme, end de var. En historisk arrogance og bedreviden, som gør os blinde for nutidens uretfærdighed og handlingslammede i forhold til det, vi faktisk kan gøre for at skabe en bedre verden – nu, hvor vi lever.«

Toussaint L’Ouvertures

Anders Juhl. Historiker og næstformand for Foreningen for Kolonihistorisk Center

Toussaint L'Ouvertures.

Gerty Images
– Hvem skal vi opstille en hyldest til?

»Det er et interessant tankeeksperiment – man kunne for eksempel opstille en buste af Toussaint L’Ouverture, som var en sort general og intellektuel, der ledte den første succesfulde sorte opstand i 1789 på Haiti, der dengang hed San Domingo og var en fransk koloni. Han var afgørende for, at Haiti blev den første frie sorte republik i 1804. Og så er han interessant, fordi han var inspireret af den franske revolutions tanker om frihed, lighed og broderskab, og han var inspireret af menneskerettighedserklæringen fra 1789, som blandt andet har påvirket vores grundlov i Danmark. Den inspiration brugte han til at lede et oprør af slavegjorte videre til en egentlig samfundsomvæltning, og han fik Haiti til at fungere økonomisk med betalt arbejde på plantagerne.«

»Han var i kamp med både englænderne, franskmændene og spanierne, som alle rottede sig sammen imod ham. I 1802 inviterede en af Napoleons generaler ham til et forhandlingsmøde, hvor de brød alle aftaler, arresterede ham og smed ham i fængsel. Her døde han et år efter. Jeg foreslår en buste af ham foran den franske ambassade i København i et samarbejde med franskmændene.«

– Hvorfor var Toussaint L’Ouverture vigtig?

»Han er en af de exceptionelle personer, som dukker op i historien en gang imellem. Han døde i 1803, og i 1804 lykkedes det at få Haiti frigjort under en anden general. Der er ikke nogen historikere i dag, der betvivler den rolle, Toussaint L’Ouverture spillede i den proces.«

– Hvad kan hans historie fortælle os i dag?

»Den kan fortælle os, at selv om vi i Vesten var inspireret af den franske revolutions idealer, overså vi andre menneskers behov for frihed og retfærdighed. Og det er vigtigt at huske i dag, at vi har en blind vinkel.«

– Hvilket signal ville en buste foran den franske ambassade sende?

»Han betegnede sig selv som Jakobiner (fransk politisk bevægelse, red.), så det ville være en anerkendelse af den franske revolution og dens idealer og påvirkning af Danmark. Og det ville samtidig være en påmindelse til både Danmark og Frankrig om, at vi i Europa i kolonitiden knægtede nogle af de tanker, som vi selv var med til at sætte i gang.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Eva Schwanenflügel, hvem ville du sætte en statue op til?

"Naturligvis mig selv.
Jeg er den mest fantastiske person jeg kender, og desuden mener jeg at jeg altid har ret i alt hvad jeg mener på mavefornemmelser."

Eva, er du ikke en smule enøjet?

"Overhovedet ikke.
Jeg er meget misforstået altid.
Folk aner ikke, hvilken forskel jeg kunne udvirke."

- Men lad os da tale om det, hvilken stor forskel kunne du faktisk have, hvis du fik din vilje?

Eva stryger sin kat over ryggen, den spinder.
En edderkop firer sig pludselig ned over mig...

AAAARGH.....

Christian De Thurah

Ideen med at opstille spejle i stedet for statuer er rigtig god. Hvorfor dog spilde tid på fortidens dumme og onde mennesker, når vi selv er så meget klogere og bedre?

Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Spejle på en piedestal? Fin ide - idag. Og hvis folk om 100 år er klogere end "vi" er nu, kan de pille spejlene ned og tilbage står piedestalen som kejseren i "Kejserens nye Klæ'r"

Torben Lindegaard

@Elisabeth Toubro

Jeg håber, at det kan lykkes for dig at få en statue op af Helle Thorning-Schmidt.

Jeg var selv ret begejstret og stolt over Helle Thorning - ikke indenrigspolitikken med Fair-det-ene&det-andet .... Fred være med al det nu, så mange år senere.

Men hver gang jeg så hende på skærmen, blev jeg stolt over, at vi her til lands havde valgt vores første kvindlige statsminister - og i EU-sammenhænge var jeg noget så rævestolt over hendes fremtoning på de bonede gulve og positive og engagerede medvirken til et godt forhandlingsresultat.

Inden det kom dertil, havde hun helt blæst mig helt om kuld ved at hoppe lige ud af flyveren fra Bruxelles og slå Auken-fløjens kandidat i kampen om formandsposten efter Mogens Lykketoft.
Det var ret sejt gået.

Ete Forchhammer

Hvis Carsten Niebuhr havde rejst i Afrika og ikke i Arabien, var han vel også blevet foreslået?
Interessant at læse om de oversete, glemte personer. De historier var en bog eller en film værdige.
Men det konkrete spørgsmål om en statue / et monument(?) blev nok bedst besvaret af Elisbath Toubro.
Mest sorgmuntert aktuelt af Bo Lidegaard.

Mon ikke der bliver rejst en statue af HTS i Libyen?

Hun var jo en drivende kraft bag ved bombningen af landet, afsættelsen af Ghaddafi og den efterfølgende manglende vilje til at tage ansvar for udviklingen. Nu har Libyen snart været hærget af borgerkrig i ti år og landet er blevet fuldstændigt smadret.

Marianne Ljungberg

Meget fin rundspørge til forskellige kompetencer - tankevækkende og oplysende. Godt gået.

Henrik Ljungberg

Peter Jensen

Man rejser normalt ikke statuer af nulevende personer. Hvis man undtagelsesvis alligevel gør det, er der som regel tale om en meget lokal dyrkelse af en eller anden kulturpersonlighed. Men officielle staturer af nulevende statsledere og politikere. dyrkes normalt kun af selvforherligende diktatorer. Thornings potentiale som statue, er således et spørgsmål for fremtidige generationer.

Men hvis man spørger om hvem "man" skal hylde med en statue, må man også spørge om hvem "man" er. Det er jo ikke alene overladt til staten og kommunerne at opsætte statuer. Hvis man mener at der bør rejses en statue af en bestemt person, kan man således selv starte en indsamling til formålet.

Nils Jørgensen

En statue af Helle Thorning-Schmidt ?

En åndssvag, indskrænket, kriminel gås, der nu
skider med gumpen blandt dårligt begavede
vindmølle og Facebook folk.

Margit Johansen

Statuer af enkeltpersoner giver ikke mening i velfærdsstaten og retsstaten. Alle er lige. Alt er teamwork eller et led i værdikæder et andet sted.