Læsetid: 7 min.

Kingo bedriver poetisk rovdrift på naturen, men ender alligevel med at hylde den

Tanken i Thomas Kingos »Fjerde aftensang« er, at menneskene er underlagt samme lov som vores omgivelser i naturen. Vi skal dø, og mens vi lever, fordærves vi af synd og samvittighedsnag
Tanken i Thomas Kingos »Fjerde aftensang« er, at menneskene er underlagt samme lov som vores omgivelser i naturen. Vi skal dø, og mens vi lever, fordærves vi af synd og samvittighedsnag

Sofie Holm Larsen

5. juni 2020

Kun i rent teknisk forstand er Thomas Kingos »fjerde aftensang« fra 1674 et naturdigt. Dets bærende tema er altings forgængelighed og menneskelivets korthed, og for at illustrere dette bruger digteren solen, der går ned, blomsten, der visner, og græsset, der bliver til hø.

Teksten bestod i originaludgaven af 14 strofer indeholdende adskillige gentagelser. I salmebogen fra 2002 er stroferne kortet ned til seks, og to af dem er tilmed slået noget hårdhændet sammen. Vi har her valgt at bringe otte, for nemheds skyld i moderniseret retskrivning, med enkelte ordforklaringer. Derved bliver der mulighed for at vise, at digtets anvendelse af naturbilleder ikke foregår så enkelt, som det måske kan se ud til i første omgang.

I sin kontekst, Aandelige Siunge-Koor, præsenteres salmen som en ramme om aftenandagten, med tid og rum for eftertanke, selvransagelse. Dagen går på hæld i første strofe, og i den sidste går jeget til ro. Salmen vil gennem dette interval gøre mennesket til sit eget livs rolige, tænksomme betragter. Altså skal der oprettes en serie retoriske positioner.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kenneth Jacobsen
  • Trond Meiring
  • Jonatan Pedersen
Kenneth Jacobsen, Trond Meiring og Jonatan Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu