Kollektivet kan hjælpe os med at få angsten ud af præstationsræset. Men det kan også opslide os

Litteraturforskeren Tania Ørum var barn i 1950’erne.

Hun voksede op med sine forældre forskellige steder i Danmark, og da hun som 16-årig flyttede alene til Aarhus, oplevede hun, hvordan hendes klassekammerater blev sendt hjem fra gymnasiet, hvis de havde den frækhed at møde op i cowboybukser eller iført makeup. Der var meget social kontrol. Men også en dyrkelse af det individuelle og en overbevisning om den enkeltes eksistentielle ensomhed.

Tiden var konform – og individualistisk.

I midten af 1960’erne ændrede det hele sig. Ungdommen opstod som gruppe, som Tania Ørum i dag formulerer det, og dens oprør handlede først og fremmest om at gøre ting i fællesskab.

Det kom selvfølgelig også til udtryk i kunsten. I musikken blev popgrupper pludselig mere interessante end enkeltstjerner. Tania Ørum og hendes venner identificerede sig med fællesskabet.

»Pludselig kunne jeg se, hvor meget man kunne i fællesskab. Til den nye musik kunne man danse sammen med alle mulige,« siger hun. »Det var lige meget, om det var en akademiker eller en murerlærling.«