Kollektivet kan hjælpe os med at få angsten ud af præstationsræset. Men det kan også opslide os

Litteraturforskeren Tania Ørum var barn i 1950’erne.
Hun voksede op med sine forældre forskellige steder i Danmark, og da hun som 16-årig flyttede alene til Aarhus, oplevede hun, hvordan hendes klassekammerater blev sendt hjem fra gymnasiet, hvis de havde den frækhed at møde op i cowboybukser eller iført makeup. Der var meget social kontrol. Men også en dyrkelse af det individuelle og en overbevisning om den enkeltes eksistentielle ensomhed.
Tiden var konform – og individualistisk.
I midten af 1960’erne ændrede det hele sig. Ungdommen opstod som gruppe, som Tania Ørum i dag formulerer det, og dens oprør handlede først og fremmest om at gøre ting i fællesskab.
Det kom selvfølgelig også til udtryk i kunsten. I musikken blev popgrupper pludselig mere interessante end enkeltstjerner. Tania Ørum og hendes venner identificerede sig med fællesskabet.
»Pludselig kunne jeg se, hvor meget man kunne i fællesskab. Til den nye musik kunne man danse sammen med alle mulige,« siger hun. »Det var lige meget, om det var en akademiker eller en murerlærling.«
Mest læste
Information.dk
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
spændende at høre om de mange ting, der har været i gang.
Husker I også at skrive om Informations kollektive fortid?
I dag er der vist ikke ligeløn i St. Kongensgade længere.
Kollaboration er for mig at se en langt mere fremkommelig vej, hvis man skal undgå opslidning på den ene side og ensretning på den anden. Med kollaboration menes, at alle bidrager med det, de kan bibringe det fælles projekt.