Kommentar
Læsetid: 6 min.

Kvinder har talent for andet end kærlighed, erklærer Jo fra ’Little Women’ og gifter sig

Louisa May Alcotts ’Little Women’ filmatiseres igen og igen, optræder løbende i populærkulturen og utallige moderne kvinder er inspireret af dens frigørelseshistorie. Men både i bog og fortolkninger kan det for den rebelske hovedperson stadig ikke ende med andet end kærlighed
Saoirse Ronan (øverst) spiller Jo, der skriver teaterstykker, som søstrene optræder i, i Greta Gerwigs filmatisering af Louisa May Alcotts ’Little Women’. Til venstre Florence Pugh som Amy og Emma Watson som Meg.

Saoirse Ronan (øverst) spiller Jo, der skriver teaterstykker, som søstrene optræder i, i Greta Gerwigs filmatisering af Louisa May Alcotts ’Little Women’. Til venstre Florence Pugh som Amy og Emma Watson som Meg.

SF Studios 

Kultur
19. juni 2020

I et afsnit af 1990’ernes populære komedieserie Venner læser rigmandsdatteren Rachel (Jennifer Aniston) og sæbeoperaskuespilleren Joey (Matt Le Blanc) som en udfordring hinandens yndlingsbøger. Da Joey kun har læst »bøger med Jack Nicholson i hovedrollen«, som en af de andre venner siger, skal Rachel læse Ondskabens Hotel, mens Joey får udleveret Little Women – Louisa May Alcotts roman om de fire søstre fra den økonomisk trængte familien March: Beth, Amy, Meg og Jo og deres overgang fra barndom til voksenliv i borgerkrigstidens USA.

At Rachel vælger netop Little Women er ikke overraskende. Romanen fra 1860’erne er fortsat umådeligt populær i USA og hyldes som en kvindelig frigørelsesbog, som det er oplagt at kæde sammen med Rachels personlige frigørelseshistorie i Venner. Men der er også andre lighedspunkter mellem Rachels skæbne og Little Women, og det er, at den som en historie om kvindelig selvrealisering ender lidt paradoksalt. Det kom jeg til at tænke på igen i forbindelse med biografpremieren på Greta Gerwigs fremragende og anmelderroste filmatisering af Alcotts klassiker.

De, der holder af Little Women, fremhæver ofte, at den handler om, at der er mange måder, man kan være kvinde på. Beth er kærlig, men frygtelig genert, Meg er traditionel, men snobbet, Amy er ambitiøs, men forfængelig og misundelig. Alle March-pigerne har kunstnerisk talent. Jo er bogens uerklærede hovedperson, og hun er en slags forbillede for mange amerikanske kvinder. Hun er en nysgerrig, temperamentsfuld pige, der vil være forfatter, forsøger at arbejde sig uden om konventioner og åbenlyst ærgrer sig over, at hun ikke blev født som dreng, fordi hun føler sig begrænset af sit køn. Hun vil ikke gifte sig til penge, eller med den som alle forventer, hun vil.

En udbredt amerikansk kvindeskæbne

Rachel møder vi i første afsnit af Venner som en runawaybride. Hun er vokset op i et overklassemiljø i forstæderne, og indtil bryllupsdagen havde det været hendes eneste ambition at blive gift med en mand, der kunne sikre hende økonomisk, så hun kunne opretholde sin livsstil. Men hun flygter altså fra Barry og konventionerne, søger sin egen frihed og ender med at skabe sig en karriere i modebranchen.

Rachels brud med en meget udbredt amerikansk kvindeskæbne er et tilbagevendende tema i serien. Da Rachels mor vil skilles fra hendes far og ønsker sig et festligere og friere liv i ’the city’ og overvejer jobmuligheder, forklarer hun valget til en undrende og lidt forarget Rachel: »Ser du, du giftede dig ikke med din Barry. Men jeg giftede mig med min,« siger hun alvorstungt. At Rachel netop vælger at få Joey til at læse Little Women siger altså ikke bare meget om dens popularitet, men understreger også Rachels egen kamp for at få lov at udleve sine ambitioner – ligesom Jo.

Og Rachel er på mange måder en arketype på en kvindelig figur i amerikansk fiktion, som man kan genfinde meget af i Louisa May Alcotts Little Women. Mange har ladet sig inspirere af Alcotts idé om kvinders forskellighed, talent og ambitioner. I forbindelse med premieren på Greta Gerwigs film har næsten samtlige toneangivende amerikanske aviser og tidsskrifter publiceret personlige essays af kvinder, der hylder Little Womens betydning for dem – særligt den rebelske, passionerede og selvstændige Jo. »Jo var alt det, jeg gerne ville være,« lyder overskriften på en artikel i The New York Times, hvor fem kvindelige forfattere fortæller om deres begejstring for Little Women.

I bogen Meg, Jo, Beth, Amy: The story of Little Women and why it still matters skriver den amerikanske litteratur- og kønsforsker, Anne Boyd Rioux: »Særligt Jo har tændt ild under utallige pigers drøm om en dag selv at frigøre sig og gøre noget exceptionelt«, og hun oplister en lang række kvinder, der har peget på Jo som en inspirationskilde: Hillary Rodham Clinton, Patti Smith, J.K. Rowling, Caitlin Moran og Gloria Steinem blandt andre.

Jo blev et feministisk forbillede, fordi hun insisterer på, at kvinder har talent for andet end kærlighed. Netop det udsagn har kørt som hovedbudskab i trailers for Greta Gerwigs film. Det er da også rigtigt, at barnet Jo i Little Women er en vidunderligt ilter, målrettet, ukonventionel (nærmest queer) og opfindsom pige i stil med andre heltinder fra den internationale børnelitteratur: Anne Shirley fra Anne fra Grønnebakken, Pippi Langstrømpe, Hermione Granger fra Harry Potter og Georg fra Enid Blytons De fem-serie.

Men det er, når vi når til historien om kvinden Jo, at det begynder at blive paradoksalt. Inden vi går videre, skal en lille bemærkning falde om, at internettet stadig er sure over, at Rachel i Venner-afsnittet afslører store dele af plottet, så lige en advarsel: Hvis du ikke vil kende til mere af handlingen i Little Women eller Greta Gerwigs film, så stop her.

Happy ever after

Som voksen møder Jo en professor, der er endog meget kritisk over for hendes måde at skrive på. Hun gifter sig med ham, opgiver sin forfatterkarriere og vælger i stedet familielivet. Hvad gør man så, hvis man elsker Little Women for karakteren Jo, der som barn ville alt andet end det? Man leder måske efter en forklaring, og den kan man heldigvis finde.

Forfatteren Louisa May Alcott er næsten lige så berømt som sin bog, og en af de mest kendte historier om hende er, at hun ikke selv ønskede, at hendes romankarakter Jo skulle giftes. Men hun blev afkrævet denne slutning af sin (mandlige) forlægger. Kvindelige hovedpersoner skulle nemlig enten dø eller giftes, ellers solgte bøgerne ikke, var argumentet.

Louisa May Alcott har skrevet Little Women baseret på sin egen opvækst og forholdet til sine egne søstre, men modsat Jo blev Alcott aldrig selv gift. Hendes forfatterskab gjorde hende økonomisk uafhængig, hun var aktiv fortaler for øgede rettigheder til kvinder og afskaffelsen af slaveriet. Hun var selv den, som man nok håbede, Jo ville blive. Derfor er filmatiseringer af den elskede bog ofte lige så stærkt inspireret af historien om Alcotts egen viljefaste personlighed.

Det bliver helt konkret i Greta Gerwigs film. Her agerer Saoirse Ronan ikke kun som Jo, men også som Alcott. Gerwig har simpelthen blandet deres skæbner sammen og gjort Jo til forfatteren af Little Women. I en spændende metascene ser vi Saoirse Ronan forhandle med en forlægger og opnå en bedre økonomisk aftale og sikre sig ophavsrettighederne som modydelse for at lade hovedpersonen i sin bog gifte sig. Disse klip smelter sammen med, at Jo erkender sin kærlighed til professoren og i en smuk romantisk scene genforenes med ham. På den måde får Greta Gerwig både i pose og sæk: Både den konventionelle, romantiske kvindeskæbne og den lykkelige slutning, som Alcott måske havde ønsket sig – nemlig sin egen som enlig kvinde, der kunne leve af at skrive bøger. Gerwig gør Alcotts indvilgen i at begrænse kvinders frihed til en feministisk handling. Det er snedigt. For uanset om det er ment som en spydighed, så ender det jo i filmen under alle omstændigheder med det forløsende passionerede kærlighedskys, som det så ofte gør for kvinder i fiktionen.   

Således også i Rachel fra Venners frihedsfortælling. I seriens sidste afsnit springer hun fra en kæmpe karrieremulighed i Paris for at blive hjemme i USA hos sit livs kærlighed, Ross, der gennem hele serien har været sygeligt jaloux og har gjort grin med hendes karrierevalg. Men åh, hvilket kys!

Både i en amerikansk 1860’er-, 1990’er- og 2020-offentlighed er tosomheden den lykkelige slutning for en kvinde. Så selv om Alcotts Little Women bestemt er en kærlig fejring af søsterskab, passion og respekt for hinandens forskelligheder, er det så alligevel ikke lidt nedslående, at Alcotts redaktør stadig får sin vilje hver gang?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her