Baggrund
Læsetid: 7 min.

Lad litteraturen guide dig til, hvor du skal holde ferie i Danmark

Det er sommer, og selv om grænserne så småt er ved at genåbne, er verden ikke, som den plejer. Heldigvis kan litteraturen give inspiration til, hvor du i alle årstider kan feriere i Danmark
Det er sommer, og selv om grænserne så småt er ved at genåbne, er verden ikke, som den plejer. Heldigvis kan litteraturen give inspiration til, hvor du i alle årstider kan feriere i Danmark

Amalie Sommerfeld Gran

Kultur
26. juni 2020

Bornholm, den jyske hede, den jyske vestkyst, Tisvilde, det sydfynske øhav, Lolland, Sønderjylland. Lige meget hvor du skal holde din sommerferie i Danmark, findes stedet allerede beskrevet i vores litteratur.

Forfatterne har været alle steder og i romaner, noveller og digte beskrevet det landskab og den natur, de selv er rundet af, og som mange til sommer vil færdes i – også selv om grænserne så småt er ved at genåbne. Kom med på en opdagelse, når vi guider til, hvor du skal holde din ferie i Danmark.

Lokation: Den jyske hede

Finn Byrum

St. St. Blicher, ’Hosekræmmeren’ (1829)

»Og befandt jeg mig saaledes for en Deel Aar siden en stille, varm Septemberdag langt ude i denne samme Hede, som jeg i arabisk Forstand kalder min. Ingen Vind bevægede den rødmende Lyng; Luften var lummer og døsig. De fjerne Bakker, som begrændsede Synskredsen syntes at svømme, liig Skyer, omkring den uhyre Slette; og antoge mange vidunderlige Skikkelser af Huse, Taarne, Slotte, Mennesker og Dyr; men alle af dunkle uformede Omrids, ustadige vexlende som Drømmebilleder: snart forvandledes en Hytte til en Kirke, denne igjen til en Pyramide; hist hævede sig et Spiir, her sank et andet; et Menneske blev til en Hest, og denne igjen til en Elephant; her gyngede en Baad, og der et Skib med udspændte Sejl. '– Længe forlystede sig mit Øje ved Beskuelsen af disse phantastiske Figurer – et Panorama, som kun Søemanden og Ørkens Indvaaner har Lejlighed at nyde – da jeg omsider træt og tørstig begyndte at lede om et rigtigt Huus blandt de mange falske; jeg ønskede ret inderligt at bortbytte alle mine prægtige Feeslotte for en eneste menneskelig Hytte. Det lykkedes: jeg opdagede snart en virkelig Gaard uden Spiir og Taarne, hvis Omrids bleve tydeligere og skarpere, jo nærmere jeg kom den, og som, flankeret af Tørvestakke, saae langt større ud, end den virkelig var.«

Lokation: Bulbjerg ved Hanstholm

Jens Bludau/Wikimedia Commons

Naja Marie Aidt, ’Bulbjerg’ fra novellesamlingen ’Bavian’ (2006)

»Pludselig befandt vi os midt i et overraskende landskab: lysende, hvide sandbakker til alle sider, vindblæste, små træer der stod og vred sig under den store, åbne himmel. Vi hev frydefuldt efter vejret, som om vi dykkede op efter luft efter alt for lang tid under vandet. Vi standsede og så os omkring, vi missede med øjnene efter at have holdt blikket fast ved grusvejen og plantagens mørke så længe.Selv duften her var anderledes, salt og frisk, havet måtte være meget tæt på nu. Men vi havde for længst mistet orienteringen. Vi kørte i ring. Det var varmt. Vi havde en seksårig dreng og en gravhund med os. Cyklerne var gamle og rustne, faren for punktering overhængende. Vi stod helt stille og lyttede. Vinden gik gennem løvet med en svag raslen, fuglene sang, en enkelt skreg, hæst og desperat, som for sit liv. Sebastian kiggede ængsteligt på mig. ’Det er bare musvågen. Der er ikke noget at være bange for’.«

Lokation: Gurre Slot ved Helsingør

Morten Langkilde

Frank Jæger, ’Kirsten og Vejen fra Gurre’ (1948)

Det løvfald, som vi kom så altfor nær,
bedrog os med de ting, vi havde kær:
Den strenge, hvide sol. En sløret regn.
Et gult forundringssmil i Nyrup Hegn.
Hvor kom vi altfor nær på alle ting.
Det løvfald lod os se en sjælden ring:
Der stod en hest med samme hvide hår,
som vore arme unger engang får.
Din lille, varme hånd sad fast i min,
og der kom blæsten rendende med sin.
I vejens våde, blanke asfalt-å
drev mange flere blade end vi så.
Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.

 

Lokation: Bornholm

Kysten ved Gudhjem på Bornholm.

Kysten ved Gudhjem på Bornholm.

Gert S Laursen

Martin Andersen Nexø, ’Lønningsdag. En idyl’ fra ’Muldskud’ (1923-26)

»I havstokken ligger der en lille by. Den skylder klippen sin eksistens, og husene vender mange små ruder som årvågne øjne ind mod stenbruddet hvor forsørgerne færdes. Jorden er mager, mest sten; men selve stenen bliver brød og giver fra uge til uge hvad man bruger til at leve, stundom mindre, aldrig mere. Men som regel slår det lige til.«

»Den lille bys tage skinner røde gennem den hvide sne. Rødt og hvidt – det kunne se ud som om man flagede for fattigdommen. Solen er ved at gå ned langt inde, og det hvide land får let rosenskær. Og fra hver arne i byen stiger der røg – blå røg – lige i vejret, som var arnens simple brændstoffer af tang og græstørv og kogødning taget til nåde af de lunefulde guder. Kokasserne krummer sig, og tangen knitrer, og lørdagsilden flammer op, rede til at tage imod hvad forsørgerne har købt på vejen hjem. Børnene stikker ansigterne ind til flammen, der glitrer i deres store øjne og rindende næser; mødrene løber uroligt til og fra køkkenvinduet. Nu svandt solen, de – forsørgerne – skulle allerede være undervejs.«

Lokation: Den jyske vestkyst

Kysten ved Klitmøller.

Kysten ved Klitmøller.

Patrick Pleul

Amalie Smith, ’De næste 5000 dage’ (2010)

»Jeg går en tur langs stranden, op mod kirken på skrænten. Jeg har mit videokamera med og filmer – bølger, høfder, måger, huse. Havet har ædt af kysten her. Kirken lå midt i sit sogn. Bunkeren lå oven på skrænten. Huset lå inde i landet. Nu er det tæt på havet. Man kunne tro, at landskabet var i bevægelse. Men som sagt: Det ligger stille nu.«

»Vi tager op til Kystcentret, en halv times kørsel nordpå. Jeg opdager, at mine forældre ikke ved så meget om kysten og havet, som jeg troede, de gjorde. De har altid sagt om havet, at det æder. Det eroderer. Det flytter materiale. Vores sand flyttes sydpå, ned til vadehavet.«

Lokation: Rødbyhavn, Lolland

Lars Havn Eriksen

Helle Helle, ’Rødby-Puttgarden’ (2005)

»Vi passerede de tre huse med bliktag, som vores mor altid havde benævnt Stinkeby. En overgang så Tine lidt en af døtrene derudefra, og når hun kom hjem, lugtede hun ganske rigtigt underligt. Af noget ubestemmelig råddenskab, køkkenaffald og gedelorte, sagde vores mor. De havde dyr gående rundt overalt derude. Tine og stinkebypigen havde fået lov til at spise et kvart kilo sukker til de rabarber, de plukkede omme ved møddingen. Tine havde spist og spist, og da hun kom hjem, havde hun mavepine, og tillige en lodden fornemmelse i munden, som næsten var det værste. Hvor meget hun end børstede sine tænder, gik den ikke væk.«

»Mens jeg boede i Næstved, drømte jeg flere gange om Stinkeby. Jeg faldt på knæ og kyssede pløjemarkerne derude, som om jeg endelig var kommet hjem. Når jeg vågnede, kunne jeg tydeligt genkalde mig den lugt, der hang i Tines trøje og hår. Hun lå og klagede sig på sin seng, hendes mave buldrede og bragede.«

Lokation: Tisvilde

Karsten Schnack

Martin Kongstad, ’Sidste sommer i Tisvilde’ fra ’Han danser på sin søns grav’ (2009)

»Selv var jeg lige ankommet med toget. Ved første øjekast havde det hele lignet sig selv. Der var den forventningsfulde summen nede foran Købmandshjørnet; små flokke, skjorten uden på bukserne, ubændig trang til at grine. Og det var også efter bogen, at Thomas inde hos Vin & Grønt gik og satte økologisk Macon på køl, men skråt overfor var den rygende gal. Babs og Nutte, den semi-vegetariske tøserestaurant havde fået en drastisk make-over. Væk var de hjemmemalede, turkis stole og de storblomstrede voksduge. Nu hed den Le Petit Fer à Cheval, og de nye ejere havde importeret originalt, fransk cafémøblement og opsat Côte d’Azur-lignende parasoller med logo fra Moët et Chandon. På den nyanlagte træterasse stod champagnedrikkende mennesker. Solbriller i håret, pullovers over skuldrene, tynde piger i uklædeligt dyre jeans.

’Har du set, hvad der er sket med Babs og Nutte?’ sagde jeg.

’Ja,’ sagde Tine og kiggede ud over vandet. Smilede hun? En kæmpestor fugl fløj over os. Det lignede en rovfugl. Dette karakteristiske svæv. Det var en måge. Havde hun ikke andet at sige end ja?«

Lokation: Marstal

Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Carsten Jensen, ’Vi, de druknede’ (2006)

»Laurids lå på vandet, mens bålene flammede op, og grinte godt over al den ravage, han havde forårsaget. Men da han lagde til i Marstal, så han lys alle vegne, og gaderne var fulde af mennesker, selv om det var sent på aftenen. Nogle råbte uforståelige ordrer, andre græd og bønfaldt. En kampberedt flok stormede allerede op ad Markgade bevæbnede med leer, høtyve og enkelte geværer. Unge mødre løb i skræk rundt i gaderne med deres skrigende spædbørn på armen, overbeviste om, at tysken ville spidde deres afkom på bajonetterne. Ved brønden på hjørnet af Markgade og Vestergade stod en skipperkone og skændtes med en tjenestepige. Konen havde fået den idé, at de skulle gemme sig for tysken i brønden, og befalede pigen og springe først ned i det stort dyb.

’Efter Dem,’ sagde pigen.

Da tumulten trængte ind hos pastor Zachariassen på præstegården i Kirkestræde, hvor der samme aften var fremmede, besvimede en dame af bevægelse, men den tolvårige søn Ludvig greb en ilddrager for at forsvare fædrelandet mod den indtrængende fjende. Hjemme hos lærer Isager, der også virkede som degn, gjorde familien sig klar til det forestående angreb. Alle tolv sønner, der var hjemme for at fejre den tykke fru Isagers fødselsdag, blev af deres mor udstyret med lerpotter fyldt med aske og fik ordre til at kaste asken i hovedet på tysken, hvis han skulle finde på at storme degneboligen.«

Lokation: Sønderborg Slot på Als

Terkel Broe Christensen

Johannes V. Jensen. Kongens Fald (1900-1901)

»Det var en dag først i oktober måned at de sejlede over Alssund. Skovene hvælvede sig med falmede kanter derovre, det røde slot lå så bart ud til stranden. Da de næsten var ovre, fløj en flok snehvide duer op fra tårnet og kastede sig ud over sundet, snart synlige og snart usynlige mod den blegblå himmel, Jakob så efter dem og nikkede til Ide, det var et møde, der varslede godt. De sad trøstig i båden og omfavnede deres bylter, Jakob så til sine træsko, hvor den ene gjord var sprungen, jo det var på tide.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her