Klassisk musikskole
Læsetid: 7 min.

Mezzosopranen: »Min lyd kan være fuldstændig anderledes onsdag, end den var to dage før«

Tuva Semmingsen blev ikke operasanger for spotlysets skær, men for at føle sig som en del af noget større. Og så kan hun ikke holde ud at høre optagelser af sine egne koncerter
Tuva Semmingsen er mezzosopran. Det betyder, at hun synger i et stemmeleje, der er lidt dybere end en sopran og lidt lysere end en alt. I modsætning til de andre klassiske instrumenter, vi har besøgt i denne serie, så bærer hun altid sit instrument med sig. Hun er sit instrument.

Tuva Semmingsen er mezzosopran. Det betyder, at hun synger i et stemmeleje, der er lidt dybere end en sopran og lidt lysere end en alt. I modsætning til de andre klassiske instrumenter, vi har besøgt i denne serie, så bærer hun altid sit instrument med sig. Hun er sit instrument.

Kultur
5. juni 2020

I Tuva Semmingsens have på Østerbro, står der en nyplantet rose i et bed og gemmer sig. Den er ikke faldet helt til endnu, og bladene krøller lidt, men snart vil den springe ud i tætte, dybrøde roser. Planten er dog ikke købt så meget for sine blomster som for sit navn: Benjamin Britten-rosen.

»Den er et plaster på såret. Jeg købte den, da jeg syntes, jeg havde grædt mine bitre tårer længe nok,« siger Tuva Semmingsen og nærstuderer en af knopperne. Rosen deler navn med den britiske komponist, som er ophavsmand til operaen En skærsommernatsdrøm, der er baseret på William Shakespeares romantiske komedie af samme navn.

Tuva Semmingsen var næsten færdig med prøverne til forestillingen, der skulle have været opført på Malmø Opera i foråret, men som blev aflyst på grund af coronapandemien. Hun skulle have spillet Hermia – en ung kvinde, der skal giftes med en anden mand end den, hun elsker.

»Benjamin Britten har smeltet traditionen med kostskolekor og drengekor fra kirkerne ind i det her overjordiske univers, som afspejler sig meget i de klange, han får frem i orkestret. Hans orkestreringer er fænomenale. Jeg havde ventet i 22 år på at få lov at lave den opera. Det er en chance, man kun får én gang i livet.«

Tuva Semmingsen er mezzosopran. Det betyder, at hun synger i et stemmeleje, der er lidt dybere end en sopran og lidt lysere end en alt. I modsætning til de andre klassiske instrumenter, vi har besøgt i denne serie, så bærer hun altid sit instrument med sig. Hun er sit instrument.

Et organisk instrument

Den eneste lillebitte gode ting i al den verserende viruselendighed er, at vi efterhånden alle sammen har forstået, at man skal huske at vaske sine fingre og ikke skal hoste eller pille næse, mener Tuva Semmingsen. Når man lever af sin stemme, er sådan noget som en almindelig forkølelse ødelæggende.

»Det er den angst, man lever med som sanger i forkølelsessæsonen. Jeg har i flere år siddet med maske i flyvere. For hvis jeg bliver forkølet, så er det en aflysning, og så er det mit levebrød, der bare forsvinder.«

Tuva Semmingsen retter sig op i havestolen og lægger en hånd på maven.

»Man bruger hele kroppen, når man synger. Man kan inddele instrumentet i generatoren, der sidder i mavemusklerne, i vibratorniveauet, som er stemmebåndene, der vibrerer og laver lyd og i ræsonatoren, som er dit klangrum,« forklarer hun og peger på sin mund.

Hun bruger flere timer om dagen på at stemme sit instrument, studere det og holde det ved lige.

»Use it or lose it. Det er det samme som muskeltræning, så den skal bruges hver dag. Man kan blive både fysisk og emotionelt drænet, hvis der er en produktion, som er krævende. Det er faktisk en atletisk øvelse.«

Musiker: Tuva Semmingsen

Født i Norge og uddannet på Opera-Akademiet i København. Tuva Semmingsen debuterede i 1999 på Det Kongelige Teater i rollen som drengen Cherubino i Mozarts opera ’Figaros bryllup’ og var i mange år fastansat samme sted.

Nu synger hun i de produktioner, hun har lyst til og er ved at tage en uddannelse i vokalpædagogik på Musikkonservatoriet, og til efteråret tiltræder hun som docent i sang på konservatoriet i Bergen, hvor hun skal forske og undervise.

Fordi Tuva Semmingsens instrument er en integreret del af hende, så ændrer det sig, når hun gør. Hendes stemme er blevet dybere med alderen og ændrede sig en smule, efter hun fik sine tre børn. I mange år kunne hun indtage rollen som den unge dreng Cherubino i Mozarts opera Figaros Bryllup, men nu passer hendes stemme ikke længere helt til ham.

»Jeg er stadigvæk elev, og det vil jeg være resten af min karriere, fordi jeg er så nysgerrig efter at finde ud af, om jeg kan udnytte hele potentialet i min stemme. For den ændrer sig, og det ville da også være ærgerligt, hvis jeg bare lød, som jeg lød, da jeg var 25 og bare skulle synge de samme roller resten af min karriere.«

Stemmens foranderlighed begrænser sig ikke kun til livsfaser eller livsbegivenheder – den er elastisk helt ned på dagsbasis.

»Min lyd kan være fuldstændig anderledes på en onsdag, end den var to dage før.«

Som babygråd

I lige så høj grad, som Tuva Semmingsen aktiverer sit mellemgulv og sine stemmebånd, når hun synger, aktiverer hun sine følelser, som hun betragter som en lige så essentiel del af sit instrument. Dels lytter publikum med følelserne, og dels er det rent lavpraktisk lettere at skabe god lyd, hvis man er til stede emotionelt, mener hun.

»Emotionel koncentration gør det lettere at finde sine sweet spots, hvor man kan mærke, at nu klinger overtonerne i de rette frekvenser. Når du hører en baby græde, så ligger dens overtoner i det samme frekvensområde, så det er en lyd, som er emotionelt potent på den måde.«

Tuva Stemmingsen.

Tuva Stemmingsen.

Når Tuva Semmingsen synger, forsøger hun at formidle sine følelser for værket til publikum. Men det er ikke altid, det lykkes helt, som hun håber på.

»Første gang, jeg lyttede til mig selv, var, efter jeg havde haft min eksamenskoncert på musikhøjskolen i Oslo. Man bør lige vente lidt, men dagen efter min koncert tænkte jeg, at den skulle jeg da lige lytte til. Jeg fik et chok, for jeg følte, at de intentioner, jeg havde haft kom ud som noget helt andet,« siger Tuva Semmingsen. Siden da har hun prøvet at undgå at lytte til optagelser af sig selv.

»Jeg priser mig lykkelig over, at det ikke er mig, der skal lytte til mine pladeindspilninger, for jeg kan ikke holde ud at lytte til mig selv.«

I stedet for at prøve at regne ud, om publikum oplever det, som hun havde forestillet sig, at de skulle opleve, går hun efter at synge med ærlighed og tilstedeværelse. Så kan det ikke gå helt galt.

»Hvis jeg ikke er til stede i det, jeg synger, så kan jeg ikke ramme mit publikum. Hvis jeg står og tænker på min teknik eller på, hvad jeg skal have til aftensmad, så er den forbindelse død.«

En lille brik

Tuva Semmingsen er født i Norge, og hun pludresang, før hun kunne tale. Ingen i familien spillede musik på højt plan, men hendes mor sendte hende til sangundervisning på den lokale musikskole. Da hun så filmen om Mozarts liv, Amadeus, som teenager, forelskede hun sig i hans lyd. På cd-hylden stod en optagelse af Figaros bryllup, og hun lyttede til den hele eftermiddage igen og igen, indtil hun havde besluttet sig for, at hun ville gøre lyden af Mozart til sin levevej.

»Som 14-årig havde jeg nok en meget romantisk opfattelse af, hvordan det er at være sanger. Jeg havde også set tv-serien Fame, hvor de svedte, og de boede på skolen, og de levede for det. Sådan troede jeg, det ville være,« siger Tuva Semmingsen.

Sådan blev det ikke helt. Snarere er operasangen et arbejde, hun kommer hjem og holder fri fra. En hverdag som så mange andres.

Det mest Fame-agtige ved Tuva Semmingsens tilværelse er, at hendes mand, Joachim Knop, også er operasanger. Han sidder nede i den anden ende af haven og er ved at blive interviewet af en journalist fra Her&Nu.

Men det har nu heller aldrig været glamouren eller spotlyset, der har motiveret hende, tværtimod.

»Jeg skal overkomme mig selv, hver gang jeg skal ud og være på, og jo ældre jeg bliver, des mere mærker jeg faktisk, at behovet for at være usynlig bliver større og større.«

Netop derfor elsker Tuva Semmingsen Benjamin Brittens En skærsommernatsdrøm. Den er en ensembleopera og er altså ikke centreret om hende som mezzosopran, men om et større hold af sangere, børn som voksne. Det er det fællesskab, hun altid søger.

Værk: En skærsommernatsdrøm

En opera fra 1960 af britiske Benjamin Britten skrevet over William Shakespeares romantiske skuespil af samme navn. Operaen udspiller sig i et magisk univers beboet af elverfolk og feer og er en ensembleopera, hvilket vil sige, at musikstykkerne bliver sunget af flere sangere end blot en enkelt.

»Jeg elsker at være en lille brik i en stor helhed. Det har jeg altid elsket. Der findes sangere, der er mere ekstroverte end mig, men for mig, der er det at få lov at bade i Brittens orkesterklange og få lov at være en del af fællesskabet det største. Det at stå på sidescenen og se de børn, der er med i stykket, arbejde så disciplineret og spontant på en gang og det at stå og se teknikerne arbejde hårdt i kulissen, det er det, der giver mening for mig.«

»Du kan ikke tage et af komponenterne ud og sige, at det er det her, der bærer værket. Nej, det er båret af alt, der kommer sammen.«

I 2016 sagde Tuva Semmingsen sin stilling som solist ved Det Kongelige Teater op og har siden da blot takket ja til de projekter, hun har haft lyst til at være med i. Imens har hun arbejdet på en masteruddannelse i vokalpædagogik, og til efteråret tiltræder hun en stilling som docent i sang på konservatoriet i Bergen. Her skal hun forske i stemmen og undervise i sang.

»Jeg er bare mest en teamplayer. Det er nok også årsagen til, at jeg nu har valgt at gå den pædagogiske vej. Det er en udfordring at undervise i sang, for du kan ikke bare åbne instrumentet og kigge ind.«

Indtil da plejer hun sin rose og sit håb om, at En skærsommernatsdrøm bliver genoplivet, når vi får kollektivt bugt med virussen.

Serie

Informations klassiske musikskole

Den klassiske musik er kun en lukket verden for den, der ikke forsøger at nærme sig den. I artikelserien Informations klassiske musikskole beder vi en række musikere, komponister og dirigenter om at åbne døren til den klassiske musik ved at fortælle om et konkret mesterværk. Vi stiller de spørgsmål, du aldrig selv har turdet stille, og vores kritiker Valdemar Lønsted guider til de værker, du ikke vidste, du ville høre. Så tag med i skole. Vi lover, det bliver sjovt

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Aktor

Hendes stemme var nu perfekt til Cherubino.

Steffen Gliese

Åh, hun var og er det store håb for barok og belcanto i Danmark. Hun ville stadig kunne gøre Rossinis drenge-til-mænd roller uforligneligt.

Er desuden fremragende til Ennio Moricone

Ennio Morricone - Så afgjort

https://www.youtube.com/watch?v=enuOArEfqGo

att. Jan Boisen:Tak for henvisningen og et glædeligt gensyn og genhør.