Interview
Læsetid: 10 min.

Når de bliver uenige i Center for Vild Analyse, tager de en ’surhedsrunde’

I filosofien er der ikke tradition for at tænke sammen – men derimod at skrive i eget navn og stå på mål for det. Men gør det så et tænkekollektiv som Center for Vild Analyse til en rygdækning eller en styrke, spørger vi i vores serie om kollektiver
Kultur
9. juni 2020
I filosofien er der ikke tradition for at tænke sammen – men derimod at skrive i eget navn og stå på mål for det. Men gør det så et tænkekollektiv som Center for Vild Analyse til en rygdækning eller en styrke, spørger vi i vores serie om kollektiver

Jesse Jacob

I midten af 00’erne er de to filosofistuderende Kasper Porsgaard og Steen Thykjær til foredrag på Aarhus Universitet. Lektor Kirsten Hyldgaard fortæller om Sigmund Freud og hans begreb om »vild psykoanalyse«.

En vild psykoanalyse er, når man som læge kommer til at give en alt for vild forklaring på en patients problemer og foreskriver en kur, som ikke er baseret på det, patienten selv har fortalt.

Dette foredrag skal blive starten på Center for Vild Analyse, »et kollektivt subjekt, der tænker og taler i den offentlige debat«.

»Psykoanalyse må ikke blive til vild psykoanalyse, siger Freud. Psykoanalysen er en meget streng disciplin,« forklarer Henrik Jøker Bjerre en onsdag i maj, hvor vi har sat ham og to andre medlemmer af Center for Vild Analyse, Rasmus Ugilt og Brian Benjamin Hansen stævne.

Center for Vild Analyse er et tænkekollektiv, der hver lørdag optræder her i avisens weekendsektion, Moderne Tider, med analyser af alt fra dronning Margrethes position i samfundet, til hvorfor vi deler billeder af vores bogreol på Facebook.

I Center for Vild Analyse har de et princip: Hvis der er to ud af de fem medlemmer til stede, så kan de tale på centerets vegne. I dag er det tre medlemmer, der via min computerskærm taler i Center for Vild Analyses navn.

Ud af den egolåste tale

Men først tilbage til den gang, CVA bare var en vild idé.

Efter foredraget spiser de to filosofistuderende Kasper Porsgaard og Steen Thykjær frokost sammen med Henrik Jøker Bjerre, der er ph.d.-studerende. Foredraget har sat noget i gang hos Kasper Porsgaard, og lidt for sjov siger han, at han vil starte et »center for vild analyse,« som skal arbejde med psykoanalyse. Den griber Henrik Jøker Bjerre og Steen Thykjær, og med tiden bliver det Center for Vild Analyse.

I begyndelsen var det et blogfællesskab på 10-15 personer. Det var et forum for tænkning og analyser af kulturen, som medlemmerne frit kunne udgive på hjemmesiden. Dengang var det anonymt. Dem, der var med, vidste godt, hvem hinanden var, men de vidste ikke, hvem der havde skrevet hvad.

I takt med at de skrev deres første bog sammen og i 2010 begyndte at skrive klummer i denne avis, blev de efterhånden til en mere fasttømret gruppe på fem personer. Interessen bevægede sig fra at gælde anonymiteten til det at være og tænke i et kollektiv – det blev de fem, fordi det var dem, der havde lyst til at skrive sammen og stod tættest på hinanden rent filosofisk.

»Vi fandt ud af, at der var en opfindelse i det her med at kunne tænke sammen. Det er ikke en tradition, der findes inden for filosofi eller humaniora. Der har traditionen mere været, at man har været sit eget navn, og så har man stået på mål for det, der nu engang skulle siges i det navn, og det er også det, der kendetegner den offentlige debat. Den type af mere egolåst tale, den ville vi gerne ud af,« fortæller Brian Benjamin Hansen.

Tænker i fællesskab

Og hvordan slipper man så ud af den egolåste talte? Når Center for Vild Analyse skriver deres ugentlige analyseklummer her til avisen, lægger et af medlemmerne ud og skriver et udkast, der derefter rettes til af de andre. Det første udkast skiftes de til at lave. Derefter retter og skriver de andre medlemmer teksten til. Måske tilføjer de en indskudt sætning eller sætter noget i parentes, indtil teksten, og det argument den kommunikerer, finder en færdig form. Teksten, altså inden den kommer i avisen, befinder sig i en mappe på en fildelingsside.

»Så er der en, der siger: ’Nu tager jeg lige dokumentet, så I andre kan lige holde jer væk’,« forklarer Henrik Jøker Bjerre. »Og så kommer der en række versioner, afhængigt af hvor meget vi kommer til at skændes om det.« Typisk kommer der et sted mellem tre og syv versioner, før de alle er tilfredse.

Arbejdsmetoden har udviklet sig undervejs. Før i tiden sad de sammen til lange møder og diskuterede, hvad de skulle skrive, før de gik i gang, og sad også i samme rum og skrev. I dag er det lidt mere effektiviseret.

»Man kan sige, at vi undervejs er blevet bedre til at vide, hvad et CVA-greb kunne være på en sag,« siger Henrik Jøker Bjerre. »Det er en fornemmelse af, at noget mangler at blive sagt i den offentlige debat – og at det er netop, hvad CVA skal sige om det.«

Centeret omtaler de i tredje person. Eller skulle jeg nærmere skrive: Centeret omtaler sig selv i tredje person.

Den tredje person kan nemlig ikke være nogen af dem, forklarer centeret, men befinder sig et tredje sted imellem dets medlemmer. Det er et sted, der kommer i spil, når medlemmerne tænker kollektivt. Det kan føles ret fedt, fortæller Rasmus Ugilt:

»Der er en hel klar eufori, som ligger i at opdage, at man i fællesskab kan tænke noget, som man ikke kunne tænke for lidt siden.«

Ingen kredit på den akademiske karrierestige

Kasper Porsgaards kommentar ved frokostbordet om at bedrive vild psykoanalyse var en spontan idé, men på samme tid et udtryk for en uforløsthed i den måde, universitetet er skruet sammen på i dag. Selv om de alle er filosoffer, flere har skrevet ph.d., og nogle af dem sågar underviser på universitetet, synes de stadig ikke rigtigt, de passer ind i den verden.

»Vi mener, at der burde tænkes mere og på bedre måder, end der bliver tænkt. Universitetet er ved at gå til i administration, bullshit og forskningsprojekter, der nærmest er skrevet på forhånd,« siger Henrik Jøker Bjerre.

Det arbejde, de laver i CVA, tæller ikke særligt højt i universitetsmetrikker, hvor man skal opnå kredit på den rigtige måde ved at udgive de rigtige steder, fortæller Rasmus Ugilt.

Universitetet er i dag blevet markedsgjort og individualiseret, mener de, og det er svært at lave klassisk, seriøs tænkning. I den akademiske verden er der flere, der arbejder i teams og på tværs, men kollektivt er usædvanligt.

»Den måde CVA bedriver filosofi på passer ikke ind i universitetet. Det er både for småt og for storladent på en gang,« siger Rasmus Ugilt.

Centerets medlemmer er bundet sammen af at have arbejdet sammen og forpligtet hinanden i mange år. Faktisk var det en overgang ikke muligt at melde sig ud af den lukkede klub, som CVA også er – en udmeldelse skulle bevilges af de andre. I det lå, at det var nødvendigt for centerets overlevelse, at de følte sig gensidigt forpligtede, og at en ikke bare meldte sig ud, hvis de havde travlt eller var i dårligt humør. De var ret bevidste om, at hvis én meldte sig ud, så ville Center for Vild Analyse blive opløst.

Men de er nu ikke bare knyttet sammen af pligt og tvang, men af en skæv, psykoanalytisk tilgang til filosofien med udgangspunkt i psykoanalytikerne Jacques Lacan og Slavoj Zizek, og den klassiske tyske filosofi hos Friedrich von Schelling, Georg W.F. Hegel og Immanuel Kant. En tilgang, som de oplever er ildeset i filosofikredse.

»En del af den vilde analyse er jo at kunne se den store tænkning i det hverdagslige. Her er Zizek en foregangsmand. Han laver filosofi med toiletter, Kinderæg og dåselatter,« siger Rasmus Ugilt. »Og det gør vi også.«

Fra joke til klasseteori

I 2006, da centeret endnu ikke var Centeret for Vild Analyse, men stadig studerende på Aarhus Universitet, var de på vej til en Slavoj Zizek-konference i Oxford.

De følte sig lidt som en flok bonderøve, sådan at skulle til fin konference. Så i håbet om at blive taget alvorligt, opfinder de Dansk Selskab for Lacaniansk Intervention og skriver det på deres navneskilte.

»Der fik vi lidt den der fornemmelse af, at man bare kan lave noget, og så findes det. Det blev lidt det samme, der skete i CVA,« siger Henrik Jøker Bjerre.

På baggrund af bloggen blev de kontaktet af en journalist, der ville have deres mening om, at Fogh-regeringen havde nedsat et demokratiudvalg. I artiklen, som de medvirkede i, blev de omtalt som tænketanken Center for Vild Analyse – på linje med KVINFO og Cepos.

»Der er mange, der tror, CVA findes,« siger Henrik Jøker Bjerre.

– Vent lige lidt … Center for Vild Analyse findes ikke?

»Ikke som noget konkret, en bygning eller en pengetank. Det er et navn, så i den forstand er der en betegner, der står der, men den betegner egentlig ikke noget konkret, men en tænkeaktivitet,« siger Brian Benjamin Hansen.

»Det helt præcise svar på det der spørgsmål,« afbryder Rasmus Ugilt, »er nej, CVA findes ikke som en akkrediteret institution eller en uddannelse. Men det findes som nævnt på en helt bestemt måde, nemlig når der er to medlemmer af CVA til stede, som arbejder sammen om at tænke. Så i den forstand findes det også lige nu, spredt ud over landet fra Aarhus til Amager.«

»Hvis Amager altså findes, det ved jeg ikke,« siger Brian Benjamin Hansen i spøg.

Center for Vild Analyse griner.

»Jeg er stadig i tvivl,« siger Rasmus Ugilt.

Måske læser vi snart i en analyse fra det kollektive subjekts hånd, hvad det mener om den sag.

Surhedsrunder

CVA fortæller, at der er flere klummer, der er opstået som en god samtale, mens de har været i sauna eller ude at spille squash sammen.

Men det skal ikke blive alt for hyggeligt, for indimellem bliver de også uenige om, hvad det kollektive subjekt mener.

Faktisk bliver de mistænksomme, hvis der ikke er nogen, der bliver sure, når de arbejder sammen. For vreden forstår de som et udtryk for, at der er noget, der skal tænkes forfra, og det er det, de er sat i verden for, siger Rasmus Ugilt: »at åbne sprækker af tænkning rundt omkring«.

Når de bliver uenige og synes, at hinanden er nogle røvhuller, tager de det, de kalder en ’surhedsrunde’.

– Hvad bliver der sagt i sådan en surhedsrunde?

»Men du kan da for fanden godt se,« parafraserer Henrik Jøker Bjerre, inden han afbrydes af Rasmus Ugilts indforståede fnisen.

Det kan også foregå på den mere passivt-aggressive måde, siger Brian Benjamin Hansen. At man simpelthen går.

»Men det, vi bliver vrede over, er faktisk bare, at de andre ikke kan forstå, hvor vi vil hen,« siger Henrik Jøker Bjerre.

Når de har haft sådan en runde, hvor de har været helt oppe at køre, og har talt en masse ting ud, plejer tingene at falde på plads. Enten har den ene eller anden ret, eller også opdager de noget helt tredje, som så kan skrives.

»Det er ikke sådan en innovativ pingpong med tavler og tænkehatte, og hvor er det bare godt, og vi drikker cappuccino hele vejen igennem, imens vi klapper hinanden på skuldrene,« siger Brian Benjamin Hansen.

Nej, det er omvendt. Det er stædighed, og det er stædigheden, der gør det, de laver, godt, siger han.

»Det der med at formulere en sandhed, det kræver nogle gange, at man også vender sig på hovedet.«

Usynlighedskappe for filosoffer

– Er det ikke også lidt en rygdækning, at I deltager i den offentlige debat fra et kollektivt subjekt i stedet for jeres navne?

Det afviser Brian Benjamin Hansen ikke. Men det er heller ikke det centrale.

»På en måde har man jo altid muligheden for at fraskrive sig den og sige, at det er centeret, der har talt, og ikke sig selv. Men det er ikke, fordi vi ikke vil stå frem med navn, det handler om det, centeret kan tænke.«

»Jeg synes nu heller ikke, vi gemmer os,« fortsætter Henrik Jøker Bjerre. »Jeg har prøvet at møde nogen, vi har skrevet ret hårdt om i vores klummer, der selv om de har opdaget, at jeg var med i CVA, blev ved med at omtale centeret i tredje person. Det er en lidt sjov effekt, som viser, at det kan et eller andet, det, vi gør. Det er at gøre det mere muligt at få sagt nogle ting. At få dem arbejdet igennem og gjort dem så præcise som muligt.«

Engang blev de spurgt ind til deres politiske position. Det, de kunne komme op med som svar, var, at deres form var deres politiske position. At der er brug for tænkende kollektiver til grænseoverskridende problematikker – »tænk bare på globalisering, forurening eller klimaforandringer«, siger Henrik Jøker Bjerre.

»Den normale måde at se på det offentlige rum, det politiske felt og internationale relationer er, at vi er os selv først, og så går vi over og møder de andre i konkurrence, i krig, eller måske i det, man kalder fællesskaber. Men der er vores politiske position, hvis den er der, ikke en række adskilte individer, der har hver deres kæpheste og vinkler, de skal have testet igennem. Der er noget væsentligt ved at forsøge at slippe den narcissisme en lille smule. Det kunne man nok også kalde en politisk position,« siger Rasmus Ugilt.

Serie

Information i kunstkollektiv

Fællesskaber ser ud til at blomstre i isolations- og præstationstider, også i samtidskunsten, hvor kollektiver spirer frem. Over sommeren tager Informations kulturredaktion på opdagelse i danske kunstkollektiver for at forstå, hvor deres arbejdsform drager – og hvor den er besværlig. Vi følger en længere kollektiv arbejdsproces på Betty Nansen Teatret, besøger gamle og nye kunstkollektivister og kaster os selv ud i kollektiveksperimenter, der kan styrke – eller svække – samarbejdet på redaktionen. Hvordan kan kunsten inspirere til at løfte i flok?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dejligt at se at de gamle drenge Kant og Hegel optræde blandt Centerets inspirationskilder. Selv om de begge er blevet afskrevet som støvede i flere omgange, er der stadig mere gods i dem end i fx Nietzsche og Derrida.

Maj-Britt Kent Hansen

Hvilken kontrast: Center for Vild Analyse >< Det Danske Akademi.

CVA længe leve!