Baggrund
Læsetid: 9 min.

Efter nedlukningen spirer kollektivet på Betty Nansen Teatret igen. Men det er instruktøren, der taler højest

På Betty Nansen Teatret arbejder de med en mere kollektiv arbejdsproces, end hvad der sædvanligvis er muligt på et institutionsteater. Det giver alle en stemme i processen, fortæller de her i andet kapitel af Informations føljeton fra Betty Nansen Teatret. Men er det også et brud med teaterets traditionelle rollefordeling?
På Betty Nansen Teatret eksperimenterer man med en mere kollektiv og langstrakt arbejdsproces, end hvad der sædvanligvis er mulighed for på et institutionsteater.

På Betty Nansen Teatret eksperimenterer man med en mere kollektiv og langstrakt arbejdsproces, end hvad der sædvanligvis er mulighed for på et institutionsteater.

Kultur
18. juni 2020

Anden gang, Information besøger Betty Nansen Teatret, er ret forskellig fra den første. Det hænger nok sammen med den pandemi, som siden vores første besøg i februar har vendt op og ned på mange ting – også teaterverdenen – hvor forestillinger og prøver er blevet aflyst.

Men i maj er vi endelig tilbage på teatret, og vi kommer ikke bare bag scenen, men op på den. På de skrå brædder, som er, ja skrå, sidder fire skuespillere, en instruktør, en scenograf, en manuskriptforfatter, en projektleder og en dramaturgisk konsulent under de spotlys og metalkæder, der hænger i loftet over scenen.

Her sidder de ved et par borde, der er blevet sat sammen til et meget stort bord, så der er behørig afstand mellem dem. På bordet står et par bøtter håndsprit og et par »coronavenlige« snacks – bananer og chokolader indpakket i papir.

En femte skuespiller, Ena Spottag, er med på Skype fra Aalborg.

»Hej, Ena,« råber de begejstret, da hendes ansigt dukker op på Mac-computeren, der bliver placeret midt på bordet.

»Vi skal løse nogle ting i dag, som jeg ikke kan løse alene,« indleder dramatiker Line Knutzon. »Vi skal undersøge, hvordan man kommer fra det ene sted til det andet, så det, vi har, ikke bare er scener.«

En person, der samtidig er mange

Vi er til workshop på teaterforestillingen Livstidsgæsterne. Forestillingen, som får premiere til efteråret, er en del af satsningen BETTY UDVIKLER, hvor man eksperimenterer med en mere kollektiv og langstrakt arbejdsproces, end hvad der sædvanligvis er mulighed for på et institutionsteater.

Som regel mødes man nemlig fem-syv uger før en premiere og afholder prøver på en forestilling, hvor manuskript og scenografi vil ligge nogenlunde fast.

Men her er det lidt anderledes.

I dag er én blandt en række workshops, hvor man har samlet forestillingens ensemble for at arbejde med noget materiale, der hverken som manuskript eller scenografisk udtryk endnu ligger fast, og på den måde konkret sat tid af til fordybelse, eksperimenter – og »tid til at fejle,« som forestillingens instruktør og kunstnerisk leder på Betty Nansen Teatret, Elisa Kragerup, har formuleret det. Den workshopbaserede praksis har hun arbejdet med, siden hun var instruktør i ensemblet Det Røde Rum, der hørte til på Det Kongelige Teater.

»Teater er altid, i større eller mindre grad, udtryk for en samskabende proces. Men det, som kendetegner kollektivbegrebet her i huset, er, at man samskaber i alle faser,« fortæller Mette Tranholm, der er projektleder på BETTY UDVIKLER.

Hun er med til dagens workshop med den arbejdsopgave at dokumentere de øvelser og erfaringer, de gør sig undervejs, så det på sigt kan anvendes til en samling af arbejdsmetoder af en eller anden art.

Så det at være samskabende i alle faser indebærer, at alle får en stemme i processen. Men indebærer og nødvendiggør det et brud med teaterets traditionelle rollefordeling?

Det mener Mette Tranholm ikke.

»Endemålet er ikke at arbejde sig mod en homogen enhed, eller at strukturen skal være flad,« fortæller hun.

Endemålet er produktet.

»Det handler om at kunne sprænge de snævre rammer, der typisk er på et institutionsteater, og lave noget helt sindssygt, være nyskabende og lave ny scenekunst. Hvis vi vil det, må vi også forsøge at producere det på en ny måde.«

Det foregår oppe i hovedet

»De seneste ti dage har jeg været et helt andet sted,« siger Line Knutzon, og alle kigger på hende. »I går løb jeg op på kontoret og kiggede på manuskriptet,« siger hun og sukker dybt.

»Det er, som jeg siger, herinde,« siger hun og slår på bagsiden af sit hoved. »Det skal bare ud.«

De griner.

Line Knutzon og Lau Tobias Tronegård-Madsen, dramaturgisk konsulent, havde »et skidegodt møde« for et par uger siden, fortæller Knutzon, så nu har hun lavet en »lille tør og røvkedelig oversigt« til skuespillerne, så de har noget at klamre sig til.

»Det er ikke en scenegennemgang,« understreger hun, »men alligevel en række scener. Noget, der kunne være en form. En dårlig form dog.«

Rundt om bordet griner de igen.

Livstidsgæsterne er en forestilling, der foregår oppe i en persons hoved; om både hykleriske, megalomane og ængstelige tanker, som kan fise igennem sådan et. I dag skal de finde ud af, hvordan man konkret forløser det på en teaterscene. Hvordan introducerer man et menneske, der samtidig er seks skuespillere?

Line Knutzon tager ordet:

»Jeg synes, noget er ved at falde på plads. Men det svære her er, at vi har at gøre med en person, som stikker i øst og vest … Kan I følge mig?«

Ingen når at svare på hendes spørgsmål, før instruktør og kunstnerisk leder på teateret, Elisa Kragerup, siger, at hun har nogle ideer til en åbning. Ensemblet skal ud og arbejde på gulvet.

»Selvfølgelig med afstand og håndsprit, men som skal deale med den mekanisme, de har sammen – og overgangen fra en ting til en anden,« siger hun.

»Kunne man have en forestilling, hvor scenerne skifter på den måde, som tankerne gør? I ved – at man midt i noget begynder at miste interessen og langsomt skrider et sted hen. Det kunne være interessant, hvis scenerne kunne det. Altså at hele organismen flytter sig et andet sted hen, selv om vi som publikum tænker: Hey, vi var lige i gang med noget!«

»Ja,« siger nogle af skuespillerne bekræftende.

Elisa Kragerup fortsætter: »Når man er inden i et menneske, kan man være mange ting på én gang. Man kan have dårligt selvværd, og samtidig kan man drømme om at udleve den fedeste version af sig selv. Nogle gange kan man også bygge noget op. Vi kunne også prøve at arbejde med den selvforelskelse, måske opstår der en forelskelse mellem dem alle seks.«

En imaginær, men afsprittet kop kaffe

Skuespilleren Niels Ellegaard kommer halsende langs rækkerne af stole i salen og beklager, at han kommer for sent. »Undskyld. Hvor skal jeg sidde,« siger han og lægger sin skuldertaske fra sig.

»Bare bliv stående, vi skal nemlig ud på gulvet,« siger Elisa Kragerup og skridter ud i midten af rummet:

»Okay, I skal alle sammen tage en tom kaffekop og en teske. Ena,« siger hun og vender sig til den bærbare computer på bordet, »du skal være den femte spiller. Det bliver måske lidt svært.«

Alle samles rundt om macbooken, der viser direkte billeder fra Nordjylland, hvorfra Ena Spottag kigger med.

Kragerup forklarer, at de skal arbejde med, hvordan det ser ud, når en tanke eller følelse eskalerer.

»Helt simpelt laver vi en kæde, hvor I på skift skal gøre handlingen stærkere og stærkere. Den første gør det ret neutralt, og så bliver det gradvist mere ukontrolleret.«

Hun stiller en trappestige i midten af rummet. Det er morgenbordet. Øvelsen består i, at skuespillerne skal hælde en kop imaginær kaffe op, røre den rundt med teskeen og drikke den til sidst. Inden de går i gang, spritter hun kaffekanden af.

»Det skal I så gøre med stigende fysisk nervøsitet.«

Den første er Niels Ellegaard, der bevæger sig hen til den imaginære kaffekande uden at fortrække en mine og skænker op, som om det er den mest ligegyldige handling i verden.

Efterfølgende går Tryggvi Sæberg Björnsson hen til morgenbordet. Lidt mere bævrende i sine bevægelser klirrer han med kaffekoppen og bevæger sig nærmest undskyldende. Så Elliott Crosset Hove – endnu mere urolig, og så spritter og drikker Ena med via computeren.

Sidst er det Xenia Noetzelmann, som løber mod kanden og spilder ud over det hele, idet hun nervøst og rystende hælder kaffe op. Metalskeen klirrer mod porcelænet.

Jeg og du og vi

»Er I okay med at være lidt tæt på hinanden,« spørger Elisa Kragerup. »Så kan I næste gang ligesom gå ind og overtage neurosen fra hinanden med stigende ængstelighed.«

Skuespillerne ser lidt forvirrede ud. Skal de interagere med hinanden?

»Det kunne være fint, hvis I kan prøve at følge Niels Ellegaard med det sprog, han har gang i,« svarer Kragerup. Når hun siger sprog, refererer hun ikke kun til det, der konkret bliver sagt, men til etableringen af kropslige tilgange til forestillingen.

I næste øvelse skal de bygge oven på hinandens improvisationer i en ny scene, hvor personen går til læge, men samtidig er i dialog med sig selv. Er der overhovedet noget galt, eller foregår det oppe i personens hoved? Det er de forskellige tanker uenige om, og den ene tanke overtager eller ignorerer den anden.

Xenia Noetzelmann indleder med at sætte sig ned som en undskyldning for sig selv og siger, at hun altså har det helt fint, og hun slet ikke ved, hvem der har booket tiden, men hun har måske lidt trykken i maven og peger mod tyktarmen.

»Jeg har det fint!« råbe-afbryder en af de andre skuespillere. »Måske har jeg det ikke helt fint, for jeg kan lidt mærke, at der er noget, der trykker.«

»AAAH, jeg har det fint! Jeg aner ikke, hvem der har booket den her tid! Jeg har ingen idé om det! Jeg ved, jeg har det fint, jeg har det ganske udmærket.«

»Tag mig sammen!« råber Xenia Noetzelmann pludselig. »Tag mig sammen!«

De griner, og der opstår lidt debat om de personlige pronominer – hvem har det egentlig fint? For de spiller jo samme krop, så hvordan skal de tiltale hinanden?

»Skal vi sige ’du’ eller ’jeg’? Hedder det ’tag mig sammen’,« spørger Xenia Noetzelmann.

Eller hvad med ’jeg er glutenallergiker’, eller ’hvad var det, jeg lige sagde?’ Det bliver der også spurgt om i plenum.

Alle ser på Elisa Kragerup.

»Måske kan vi gøre sådan, at vi både bruger ’vi’ og ’du’ og ’jeg’ og lader det skifte. Var der noget sjovt i det? Hvad oplevede I nu, hvad havde I lyst til?«

»Jeg havde lyst til at sige Niels,« siger Elliot Crosset Hove.

»Det, man også kan lære af det, er, at der skal ikke mere end en bisætning til,« siger Line Knutzon. »Bare at man i en bisætning råber ’TAG MIG SAMMEN’ og så tilbage til du. Det er nok nemmere at lave noget sjovt, hvis der ikke er regler. Hvis man flexer lidt.«

»Det er ligesom i fodbold,« siger skuespiller Elliot Crosset Hove. »Man har tendens til at sige: ’vi vandt!’ Men hvis man tabte, så siger man: ’De spiller ad helvede til!’«

»Det kommer vi til at rode med,« skærer Elisa Kragerup igennem. Men det er godt nu at erfare, hvad der går gennem hovederne på jer, og hvad I oplevede. Lad os lige tage fem!«

Penge og solskin

Efter pausen og nogle printerproblemer uddeler Line Knutzon det foreløbige manuskript til alle.

»Nu er vi et andet liv, vi er i tresserne, øh, vi er i Massachusets hjemme hos George,« begynder dramatikeren. »Han er professor på universitetet, og hans barn Rupert er lige graduated fra university.«

Det sidste siger hun på karikeret New England-engelsk.

»Ena er Brad Pitt,« fortsætter Line Knutzon. Der lyder et »yes« fra computerskærmen.

Brad Pitt, som ikke er født på det tidspunkt, men alligevel kommer på besøg.

Line Knutzon rejser sig fra bordet og går rundt i cirkler om det. De skal læse fra scenen, der indtil videre hedder »Dinner at George’s House – The American Dream.«

Efter højtlæsning af scenen diskuterer de miljøet, scenen udspiller sig i.

»Det skal være et cocktailparty,« er der én, som foreslår. »Penge og solskin.« »Ena Spottag er ikke Brad Pitt, hun er Arthur Miller!,« foreslår en anden. »Der skal spilles Wagner i baggrunden,« bliver der sagt. »Nej jazz! Der skal køre jazz i baggrunden,« foreslår en anden.

Sådan går snakken frem og tilbage og udvikler sig til sin egen improvisationsøvelse.

»Did he … hvad hedder at forske,« siger en af skuespillerne, imens Elliot Crosset Hove bevæger sig rundt imellem stolene og serverer drinks til cocktailfestens gæster. 

»Jeg er rigtig vild med, hvad du skriver, Line,« siger Ena Spottag, der strikker med på skærmen.

»Nej, du var ej,« svarer dramatikeren.

Det er kroppen, der skal gøre det

Efter de har spist frokost, skal de afprøve et anslag til forestillingen. Noget »hun har nerver over,« siger Line Knutzon. 

Hun går ud på gulvet og begynder at forklare. Skuespillerne skal stå ligesom figurerne i The Sims, et computerspil, hvor man simulerer tilværelsen. De skal stå på stedet og vente på en handling. Pludselig at blive tildelt et mål, og så bevæge sig derhen. Line demonstrerer.

»Jeg er glad for, at du, Line, både springer ud i skuespil og instruktion,« siger Elisa Kragerup spøgende. De må have talt om det her før, for Elisa Kragerup tager naturligt over og fortsætter præsentationen af øvelsen, hvor Line Knutzon slap. Det er tankerne, der skiftevis sætter i gang og stopper op. Tankerne skal være fysiske, men man skal ikke psykologisere det.

»Det er bare kroppen, der skal gøre det,« siger hun. Og det er det fælles erfaringsgrundlag i ensemblet.

Serie

Information i kunstkollektiv

Fællesskaber ser ud til at blomstre i isolations- og præstationstider, også i samtidskunsten, hvor kollektiver spirer frem. Over sommeren tager Informations kulturredaktion på opdagelse i danske kunstkollektiver for at forstå, hvor deres arbejdsform drager – og hvor den er besværlig. Vi følger en længere kollektiv arbejdsproces på Betty Nansen Teatret, besøger gamle og nye kunstkollektivister og kaster os selv ud i kollektiveksperimenter, der kan styrke – eller svække – samarbejdet på redaktionen. Hvordan kan kunsten inspirere til at løfte i flok?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Dødspændende. I dag var der åben prøve streamet over zoom - det var dog på 'Kejseren af Portugalien' - og på lørdag er der en mulighed igen, dér er det prøver på 'Mørkt Forår'.