Baggrund
Læsetid: 6 min.

Fra nøgne grækere til Ørntoft og Schwarzenegger: Sådan ser fitnesscentrene ud i kulturen

Torsdag åbner fitnesscentrene efter tre måneders coronanedlukning. Hvilken verden og kultur, de spandex- og lycradominerede centre repræsenterer, bringer kulturredaktionen her seks bud på – hentet fra romaner, podcast, installationskunst, film og en enkelt græsk statue
Efter måneders nedlukning åbner også fitnesscentrene nu igen.

Efter måneders nedlukning åbner også fitnesscentrene nu igen.

Kultur
11. juni 2020

’SOLAR’: Proteinshakes over bogreceptioner

Hovedpersonen i Theis Ørntofts roman Solar tilhører en kulturel klasse, der kan finde på at sige, at fitness er kropsdyrkelse frakoblet sjæl og et billede på kapitalismens meningstomme musehjul.

Gyldendal
Men i stedet for vennernes yoga og mindfulness, hvis »psykologiske effekter man berettede om lød tiltalende«, begynder han alligevel en dag til styrketræning i Fitness World på Nørrebro. Og der skal ikke mere til end tre øvelser i en tilfældig maskine og en proteinshake, før han er på vej ind i en ny stamme. Snart tiltrækker hans trænede krop »fremmede kvinders blikke, blikke den ikke var vant til at blive mødt af, fra andre sociale segmenter, som aldrig før havde værdiget [ham] et blik. Hvilken tilfredsstillelse!«

Han scorer en kvinde fra Vestegnen med strutrøv i sorte spandexgamacher, kan snart lave »tre sæt hack squats med samlede fødder«, flytter til Albertslund, har pornosex med sin nye fitnesskæreste og føler her en hidtil ukendt slags lykke, (»højere kunne man som heteroseksuelt mandevæsen ikke nå inden for livets system«), nu befriet fra gamle forestillinger om »at realisere det helt enestående og særlige«. Herfra går han og romanen i opløsning, men den opløser i hvert fald også åndshierarkiet mellem bøger, Hærvejen og arthousefilm og så dips, skråpres og brystpres.

Katrine Hornstrup Yde

’Burn After Reading’: Et godt sted at arbejde (for idioter)

FotoWare ColorFactory
I filminstruktørerne Joel og Ethan Coens kriminalkomedie Burn After Reading (2008) følger vi to trestjernede fjolser på deres arbejdsplads, Hardbodies Fitness Center i Washington, D.C. Den ene er Brad Pitt i en af karrierens bedre roller som den absolut tomhjernede Chad, der plaprer løs om energidrikke og i stort set alle scener er iført træningstøj og har en iPod fæstnet til sin overarm.

Hans kollega Linda (Frances McDormand), der er marginalt kvikkere, drømmer om at få råd til en skønhedsoperation. Ved et tilfælde får de to fingre i den deserterede og udbrændte CIA-agent Osbourne Cox’ (John Malkovich) uudgivede memoirer, hvilket sætter gang i et halsbrækkende afpresningsforløb.

Til sidst i filmen – efter en lang række af tåbeligheder – bryder fitnesscentrets vattede chef, Ted (Richard Jenkins), ind i Osbourne Cox’ hjem. I kælderen overraskes han af CIA-agenten, som har en ladt pistol i hånden.

»Jeg ved godt, hvem du er,« siger Cox til indbrudstyven. »Du er ham fra træningscentret.«

»Jeg er ikke her som repræsentant for Hardbodies,« tøver Ted.

»Jeg ved udmærket, hvad du repræsenterer. Du repræsenterer vore dages idioti,« svarer Cox og peger pistolen direkte mod Ted.

»Du tilhører en hærskare af idioter. Det er alle jer, jeg har bekæmpet hele mit liv.«

Rasmus Elmelund

’Missing Richard Simmons’: Fitnessinstruktøren som guru og celebrity

FotoWare ColorFactory
Richard Simmons (f. 1948) er fitnessinstruktør i virkelighedens verden. Men ikke hvilken som helst af slagsen. Han er et fænomen. En fitnessguru i den karakteristiske uniform: korte shorts, tanktop og svedbånd om både pande og håndled – kendt for sin flamboyante personlighed og intense aerobictimer.

Til hans timer sveder man nemlig ikke bare. Man græder også, imens man bøjer og strækker sig i takt til musikken.

Hans følgere møder ikke bare op til en aerobictime for at træne, de indgår i et følelsesmæssigt ritual for at få inspiration og støtte. Derfor var det også et stort chok for dem, da Simmons i 2014, fra den ene dag til den anden, og uden videre forklaring, ikke længere mødte op og gav timer i Slimmons Studio, som han grundlagde 40 år forinden.

I podcasten Missing Richard Simmons udfolder en af Simmons’ fans, instruktør Dan Taberski, det mystiske omkring Simmons pludselige beslutning om at gå i flyverskjul og kortlægger det tomrum, det efterlod for hans fans. En af dem er 94-årige Gerry Sinclair, som Simmons plejede at køre til træning, når det sneede.

Samtidigt med at podcasten søger efter svar, tegner den et portræt af Simmons, og den fitnesskulturstidslomme, han repræsenterer, hvor motionsvideoer er en ting, og paroler om selvudvikling og vægttab ikke problematiseres.

Mette Kierstein

‘Pumping Iron‘/‘Sagen er bøf‘: Som at have sex med en kvinde og komme

Ritzau
Arnold Schwarzenegger er i himlen, når han træner. Det forklarer han i dokumentarfilmen Pumping Iron fra 1977. Filmen (som i øvrigt fik den tidstypiske danske titel Sagen er bøf) følger nogle af verdens bedste bodybuildere op til Mr. Olympia-stævnet i Sydafrika, hvor det skal afgøres, hvem der har verdens største, mest markerede, velproportionerede og symmetriske muskler.

Schwarzenegger ligner en stor godmodig bøf blandt andre godmodige bøffer, der hjælper hinanden med at optimere de levende skulpturer, deres kroppe er.

Og så fortæller han om sin strenge østrigske opdragelse, om vigtigheden af at ignorere alle former for smerte – hvad enten den udspringer af benhård træning, parforhold eller ens fars død – og om at narre sine konkurrenter med falske gode råd, lige inden de skal posere om kap. Allermest taler han om tilfredsstillelsen ved at pumpe jern:

»Når man træner biceps, suser blodet ind i musklerne. (…) De føles stramme, og det er, som om huden kan eksplodere hvert øjeblik, det skal være. (…) Det er lige så tilfredsstillende som at have sex med en kvinde og komme (…) Jeg får følelsen af at komme i træningslokalet, derhjemme, backstage, når jeg varmer op, og på scenen, når jeg poserer foran 5.000 mennesker. (…) Så jeg er i himlen.«

Lone Nikolajsen

’Everyone Has a Smell’: Hulahopring, mød modernisme og håndværkstradition

FotoWare ColorFactory
Ahhh … lugten af gymnastiksalens sure tæer, møre gummimadrasser og svedige kroppe. Har vi ikke bare savnet det? Everyone Has a Smell hed Maiken Bents udstilling på det i 2009 spritnye kunstnerdrevne sted IMO Projects ved Carlsberg.

Det rå industrielle rum var omdannet til en regulær træningssal med spejle og ribber, plinte, hulahopringe og boksebolde og med et redskabsrum nede bagved med opmagasinerede madrasser og flere plinte. Det eneste, der manglede, var de svedende kroppe, som titlen hentydede til.

Al grejet og træningsudstyret var blevet iklædt Bents karakteristiske farverige patchwork – madrasser med geometriske mønstre hang på væggen, en boksebold, der hang fra loftet, havde fået ny lækker beklædning, selv hulahopringene var blevet iført funky farver i gul, guld og lilla.

Hele installationen kunne ses som et elegant clash mellem readymade-traditionen (alle de fundne objekter), modernismens formelle linjer (geometrien) og så en mere feminin håndværkstradition med at sy og formgive (patchworken). Måske var det i virkeligheden kunsthistoriens rigide hierarkier, der lugtede lidt, og som Bent forsøgte at forene i et nyt udtryk i form af en funky farverig træningssal?

Maria Kjær Themsen

Diskoskasteren: Græsk fitness var uden tøj på

FotoWare ColorFactory
Troede du, at fitnesscentrets idealkrop var en moderne opfindelse? Så tro om igen, for ideen stammer helt tilbage fra antikken. Den græske skulptør Myrons berømte statue af Diskoskasteren (ca. 460-450 f.Kr) forestiller en ung mand, der skal til at kaste den tunge skiveformede diskos. Der er perfekt afmålte størrelsesforhold mellem lægmuskler og biceps, intet er for stort eller småt, og kroppen, der kaster, er overordentligt symmetrisk.

Selv om statuen er i stillestående marmor, så kan man fornemme spændingen i sekundet før kastet. Men ansigtet og skuldrene afslører ingen anstrengelse. Diskoskast var blot en af flere udfordringer i disciplinen femkamp, og derfor skal man ikke lægge så meget i netop frisbeespillet, men i stedet til værdierne i den stærke og slanke krop.

Kroppen, der skal kunne vinde i flere discipliner, afspejler harmoni og proportionalitet, rytme og balance. Det var også samfundsnyttige værdier. Disciplin og mådehold, som træning kræver, er nyttigt i filosofiske diskussioner såvel som på slagmarken.

Den type optimering af kroppen til flere forskellige formål kender man stadig i fitnesskulturens fokus på afmålte proteindrikke og nøjagtige træningsregimer. En radikal forskel fra i dag er dog, at atleterne i Grækenland trænede splitternøgne. Den går vist ikke i Fitness World.

Bodil Skovgaard Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Måske er der - psykologisk set - ikke videre forskel på Anoreksi og 'Fitness-afhængighed'?

Set udefra synes det samme patologiske behov for kontrol og selv-optimisering at gøre sig gældende.

I et vist perspektiv - et perspektiv, der interesserer sig for trauma - flyder disse 'kropskulter' sammen i et..

Jeg må her naturligvis understrege, at jeg ikke bebrejder hverken anorektikere eller fitness-afhængige deres patologiske optagethed af kroppen. Ligesom jeg naturligvis heller ikke er blind for, at de fysiologiske konsekvenser af disse patologier er vidt forskellige.

Nej, jeg er alene interesseret i den psykologi, som sådanne fænomener forudsætter.

Det er bestemt fornuftigt at dyrke motion, at holde sin krop i form. Den skal som bekendt gerne holde hele livet. Men hvilket rettænkende menneske kan dog se ind i Fitness-akvarierne(!) uden at blive ramt af den foruroligende tanke, at et eller andet er fuldstændig galt...?

Ib Jørgensen

Jeg er 87 og har regelmæssigt frekventeret et fitness-center i ca. 30 år. På intet tidspunkt har det været for at optimere min muskelmasse. Men jeg har da været vidne til mange, som tilsyneladende har det som deres primære formål. Jeg glæder mig til igen at kunne gå ned og lave mine målrettede øvelser. Som primært går ud på at styrke min 'core', dvs mave- og rygmuskler. Men også lidt bicepstræning, samt smidighed i skuldre og arme. Alt sammen for at kunne være en god bedstefar for mine børnebørn, lege og tumle med dem, give dem svingture. Og ikke mindst for, som et minimum, at kunne bære min egen kuffert op til 3. sal, når vi har været på besøg hos dem. Og så naturligvis mine cykel- og gåture i omegnen af Aalborg

Margit Johansen

Ja, artiklen giver en søgt vinkel på en praktisk foranstaltning for mange brugere. Fitness-centrene er, så vidt jeg forstår det ikke mindst : en relativ billig badefacilitet --åbent de fleste af døgnets vågne timer- tilgængelig over hele landet med det samme medlemskort, besøgene giver en genkendelig til det familiære .struktur i hverdagen, et pusterum, et uforpligtigende mellemrum i en travl hverdag, hvor andre sørger for rengøring og vedligehold.

Jan Fritsbøger

såvidt jeg kan bedømme giver artiklen ikke en, men seks vinkler, og jeg tror umiddelbart ikke der er noget søgt over dem, idet de jo alle kan være relevante, og så tror jeg virkelig ikke en hujende fis på badeteorien som jeg synes er søgt om noget, men sådan er vi jo så forskellige heldigvis.

Philip Andreas

Hvor er det ærgerligt at sætte lighedstegn mellem fitnesscentre og ét segment af træningsfaciliternes brugere. Lad os lade være med at kalde andres adfærd patologisk uden videre, for så er det jo både patologisk ikke at være i form, at være i for god form, at have små muskler, at have store muskler, osv. For nogle er træningen en hobby, for andre bliver det en besættelse, ligesom med så uendeligt mange andre ting. Hvor er det skønt, at mennesker er forskellige.

Fitnesscentres holdtræning, maskiner og alt hvad dertil kommer er for mange en genial måde at få motion og styrketræning ind i en postmoderne hverdag med 8 timers fysisk inaktivitet og en lille cykeltur som største kraftanstrengelse.

(Måske havde et journalistisk greb som en rammesætning af de 6 perspektiver og en stillingtagen til artiklens historiefortælling været på sin plads.)

Kirsten Larsen

Godt at Information i det mindste tager emnet fitnesscentre op da flere medarbejdere har skrevet/talt meget negativt om dem (Lærke Cramon og Rune Lykkeberg). Fordommen om fitnesscentre synes at være præget af fx nogle af disse film - og synet af et fitnesscenter udefra af folk der pukler på løbebånd, cykler eller maskiner. Sikkert med guldkæder om halsen og epo i blodet?? - og i hvert fald sygeligt optaget af deres kroppe.
Virkeligheden i mange fitnesscentre er noget helt andet: ganske almindelige mennesker som gerne vil vedligeholde deres krop (og måske også lave et mentalt pusterum) - i alle størrelser, aldre og farver. De store kæder har måske mange "kropsfikserede" brugere, men rigtig mange centre drives af fysioterapeuter. Her er der hold for folk med KOL, slid- eller leddegigt, knogleskørhed, parkinson, dårlige knæ, ryg eller nakke, og der er yoga, boksning, dans osv. Og så en masse gode almindelige træningshold som gerne vil have en kompetent underviser og holdkammerater.
Absolut at anbefale - find det der passer dig - og lad være med at dømme dem der vælger noget andet. (Og jeg er ikke fysioterapeut!)