Læsetid: 6 min.
Fra nøgne grækere til Ørntoft og Schwarzenegger: Sådan ser fitnesscentrene ud i kulturen
Torsdag åbner fitnesscentrene efter tre måneders coronanedlukning. Hvilken verden og kultur, de spandex- og lycradominerede centre repræsenterer, bringer kulturredaktionen her seks bud på – hentet fra romaner, podcast, installationskunst, film og en enkelt græsk statue
11. juni 2020
’SOLAR’: Proteinshakes over bogreceptioner
Hovedpersonen i Theis Ørntofts roman Solar tilhører en kulturel klasse, der kan finde på at sige, at fitness er kropsdyrkelse frakoblet sjæl og et billede på kapitalismens meningstomme musehjul.
Mest læste
Information.dk
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Måske er der - psykologisk set - ikke videre forskel på Anoreksi og 'Fitness-afhængighed'?
Set udefra synes det samme patologiske behov for kontrol og selv-optimisering at gøre sig gældende.
I et vist perspektiv - et perspektiv, der interesserer sig for trauma - flyder disse 'kropskulter' sammen i et..
Jeg må her naturligvis understrege, at jeg ikke bebrejder hverken anorektikere eller fitness-afhængige deres patologiske optagethed af kroppen. Ligesom jeg naturligvis heller ikke er blind for, at de fysiologiske konsekvenser af disse patologier er vidt forskellige.
Nej, jeg er alene interesseret i den psykologi, som sådanne fænomener forudsætter.
Det er bestemt fornuftigt at dyrke motion, at holde sin krop i form. Den skal som bekendt gerne holde hele livet. Men hvilket rettænkende menneske kan dog se ind i Fitness-akvarierne(!) uden at blive ramt af den foruroligende tanke, at et eller andet er fuldstændig galt...?
Jeg er 87 og har regelmæssigt frekventeret et fitness-center i ca. 30 år. På intet tidspunkt har det været for at optimere min muskelmasse. Men jeg har da været vidne til mange, som tilsyneladende har det som deres primære formål. Jeg glæder mig til igen at kunne gå ned og lave mine målrettede øvelser. Som primært går ud på at styrke min 'core', dvs mave- og rygmuskler. Men også lidt bicepstræning, samt smidighed i skuldre og arme. Alt sammen for at kunne være en god bedstefar for mine børnebørn, lege og tumle med dem, give dem svingture. Og ikke mindst for, som et minimum, at kunne bære min egen kuffert op til 3. sal, når vi har været på besøg hos dem. Og så naturligvis mine cykel- og gåture i omegnen af Aalborg
Ja, artiklen giver en søgt vinkel på en praktisk foranstaltning for mange brugere. Fitness-centrene er, så vidt jeg forstår det ikke mindst : en relativ billig badefacilitet --åbent de fleste af døgnets vågne timer- tilgængelig over hele landet med det samme medlemskort, besøgene giver en genkendelig til det familiære .struktur i hverdagen, et pusterum, et uforpligtigende mellemrum i en travl hverdag, hvor andre sørger for rengøring og vedligehold.
såvidt jeg kan bedømme giver artiklen ikke en, men seks vinkler, og jeg tror umiddelbart ikke der er noget søgt over dem, idet de jo alle kan være relevante, og så tror jeg virkelig ikke en hujende fis på badeteorien som jeg synes er søgt om noget, men sådan er vi jo så forskellige heldigvis.
Hvor er det ærgerligt at sætte lighedstegn mellem fitnesscentre og ét segment af træningsfaciliternes brugere. Lad os lade være med at kalde andres adfærd patologisk uden videre, for så er det jo både patologisk ikke at være i form, at være i for god form, at have små muskler, at have store muskler, osv. For nogle er træningen en hobby, for andre bliver det en besættelse, ligesom med så uendeligt mange andre ting. Hvor er det skønt, at mennesker er forskellige.
Fitnesscentres holdtræning, maskiner og alt hvad dertil kommer er for mange en genial måde at få motion og styrketræning ind i en postmoderne hverdag med 8 timers fysisk inaktivitet og en lille cykeltur som største kraftanstrengelse.
(Måske havde et journalistisk greb som en rammesætning af de 6 perspektiver og en stillingtagen til artiklens historiefortælling været på sin plads.)
Godt at Information i det mindste tager emnet fitnesscentre op da flere medarbejdere har skrevet/talt meget negativt om dem (Lærke Cramon og Rune Lykkeberg). Fordommen om fitnesscentre synes at være præget af fx nogle af disse film - og synet af et fitnesscenter udefra af folk der pukler på løbebånd, cykler eller maskiner. Sikkert med guldkæder om halsen og epo i blodet?? - og i hvert fald sygeligt optaget af deres kroppe.
Virkeligheden i mange fitnesscentre er noget helt andet: ganske almindelige mennesker som gerne vil vedligeholde deres krop (og måske også lave et mentalt pusterum) - i alle størrelser, aldre og farver. De store kæder har måske mange "kropsfikserede" brugere, men rigtig mange centre drives af fysioterapeuter. Her er der hold for folk med KOL, slid- eller leddegigt, knogleskørhed, parkinson, dårlige knæ, ryg eller nakke, og der er yoga, boksning, dans osv. Og så en masse gode almindelige træningshold som gerne vil have en kompetent underviser og holdkammerater.
Absolut at anbefale - find det der passer dig - og lad være med at dømme dem der vælger noget andet. (Og jeg er ikke fysioterapeut!)