Kommentar
Læsetid: 6 min.

Ny ballade i Det Danske Akademi efter Marianne Stidsens Black Lives Matter-udtalelse

Krisen i Det Danske Akademi, som mandag fik ny sekretær, ulmer stadig. Efter medlemmet Marianne Stidsen har udtalt sig kritisk om Black Lives Matter-bevægelsen, skriver akademimedlem Thomas Boberg, at »akademiet er splittet og gisper efter vejret«
»Jeg har hele tiden støttet, at man skal have ret til at have alle mulige synspunkter, men her kæder hun (Marianne Stidsen, red.) sine synspunkter sammen med akademiet. Det er det, jeg bliver vred over,« siger forfatter og akademimedlem Thomas Boberg.

»Jeg har hele tiden støttet, at man skal have ret til at have alle mulige synspunkter, men her kæder hun (Marianne Stidsen, red.) sine synspunkter sammen med akademiet. Det er det, jeg bliver vred over,« siger forfatter og akademimedlem Thomas Boberg.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
18. juni 2020

Godt 24 timer skulle der gå, fra Det Danske Akademi mandag aften pegede på Lasse Horne Kjældgaard som manden, der i rollen som sekretær skal samle stumperne af den kriseramte institution, til medlemmet Marianne Stidsen med nye udtalelser i pressen udstillede akademiets dybe kløfter.

I en artikel i onsdagens Kristeligt Dagblad siger Stidsen:

»Det er mit eget store ønske, at akademiet kan komme på sporet igen. Det er en meget vigtig institution i en tid som denne her, hvor mange kulturinstitutioner vakler, det ser vi blandt andet med Black Lives Matter-demonstrationerne.«

Denne udtalelse har fået digter og forfatter Thomas Boberg til tasterne.

I et indlæg, han har sendt til Information, forklarer han, hvorfor han indtil nu har været tavs.

»Jeg er selv tilhænger af, at der skal være plads til forskellige synspunkter i Det Danske Akademi, også de mere radikale, der skal være en rummelighed, ellers giver det ingen mening for mig,« skriver han.

Derfor kunne han heller ikke støtte de seks medlemmer, der i foråret skrev en fælles opfordring til Marianne Stidsen, om at hun skulle gå selv.

»Jeg ville ikke være med til at forsøge at skubbe nogen ud, et sådant akademi ville stride mod min overbevisning.«

Medlemmer af Det Danske Akademi har tavshedspligt, og der har været konsensus om ikke at udtale sig, skriver han i indlægget, men efter han læste hendes citater i Kristeligt Dagblad, kunne han alligevel ikke holde sig tilbage. Han har derfor skrevet et indlæg, hvor han blandt andet skriver:

»Hun bruger her akademiet til at legitimere sin egen utryghed eller antipati mod Black Lives Matter-bevægelsen. Det er totalt forkasteligt.«

Indlægget kan læses herunder i sin fulde længde.

Thomas Boberg ønsker ikke at udtale sig om sin fremtid i akademiet, men han understreger over for Information, at han er vred over Stidsens udtalelser.

»Jeg har hele tiden støttet, at man skal have ret til at have alle mulige synspunkter, men her kæder hun sine synspunkter sammen med akademiet,« siger han. »Det er det, jeg bliver vred over. Pludselig bliver akademiet en institution, som skal modgå den trussel, som Black Lives Matter tilsyneladende er. Det synes jeg er for langt ude.«

Information har bedt Marianne Stidsen uddybe sin udtalelse til Kristeligt Dagblad. Hun siger:

»Det ville nok have været mere præcist at sige: Det, der er sket i forbindelse med nogle af Black Lives Matter-demonstrationerne.«

– Hvad er det præcis for nogle demonstrationer, du mener?

»Det er dem, der er mundet ud i, at folk er begyndt at vælte og smadre statuer.«

– Hvordan kan det få kulturinstitutioner til at ’vakle’, som du siger?

»Det griber jo om sig – også i forhold til, at bestemte navne skal fjernes fra historien og kulturhistorien,« siger hun og nævner den franske præsident Emmanuel Macron, som i en tale for nylig gjorde det klart over for det franske folk, at republikken Frankrig ikke kommer til at medvirke til at fjerne statuer eller navne fra historien.

»Det er i samme boldgade.«

– Men hvad har det med Det Danske Akademi at gøre?

»Det har intet med Det Danske Akademi at gøre – andet end at der er en tendens til, at kulturinstitutionerne er under pres. Det var bare for at anskueliggøre det med et helt friskt eksempel. Andet lå der ikke i det.«

Marianne Stidsen afviser, at hendes udtalelser skulle koble Black Lives Matter-demonstrationernes institutionskritik til betydningen af akademiets overlevelse som institution, som Thomas Boberg skriver.

»Det er ikke min mening at lave den type kobling,« siger hun. »Og det er helt fint, at Thomas Boberg går ud og fortæller, hvad hans synspunkter er på det her område. Jeg går ind for, at institutionen skal være en rummelig organisation, hvor vi har forskellige holdninger til tingene, og hvor vi også har lov til at gå ud og sige dem i offentligheden. Men hvis det lille eksempel bliver trukket ud af kontekst og gjort til hovedindholdet af det, jeg sagde, mener jeg, det er fuldstændig misvisende og ude af proportioner.«

– Men bruger du ikke i det lille eksempel akademiet til at legitimere din egen holdning til Black Lives Matter?

»Nej. Det er hverken sådan, det er tænkt eller sagt. Jeg sagde udtrykkeligt, at det var mit synspunkt – min personlige oplevelse af tingene,« siger hun og understreger, at hun på intet tidspunkt har forsøgt at tage akademiet til indtægt for sine holdninger.

Akademiets nyvalgte sekretær, Lasse Horne Kjældgaard, ønsker hverken at kommentere Stidsens udtalelser eller Bobergs indlæg, men bemærker, at Det Danske Akademi ikke har nogen holdning eller defineret funktion i forhold til Black Lives Matter-bevægelsen.

»Det ligger ikke inden for vores arbejdsområde som samlet akademi at skulle have et synspunkt om det,« siger han.

Thomas Bobergs kommentar

Medlem af Det Danske Akademi Thomas Boberg har hidtil ikke udtalt sig om krisen i akademiet. I denne kommentar skriver han, at Marianne Stidsen med sine udtalelser om Black Lives Matter »hamrer endnu et søm i den kiste, hvor Det Danske Akademi, hvis ikke der sker en drastisk vending, meget snart ligger i«.

Jeg har været tøvende i forhold til at udtale mig til pressen, og det har de fleste i Akademiet. Det har været konsensus. Vi vil ikke bryde vores tavshedspligt i en tid, hvor det meste af den danske presseverden synes at interessere sig utroligt meget for Det Danske Akademi, noget man ikke kan sige har været tilfældet før krisen. Ja, det er en stor krise. Søren Ulrik Thomsen har, fordi han selv har ønsket det, trukket sig. Og der er valgt ny sekretær, det er Lasse Horne Kjældgaard, det er ikke længere nogen hemmelighed.

Alle, der har beskæftiget sig med denne sag, ved, at de fire forfattere, som trak sig, gjorde det, fordi de ikke længere kunne holde Marianne Stidsens radikale meningstilkendegivelser i pressen ud. De følte, at hun brugte Akademiet til at promovere sine egne meninger, som bestemt ikke deles af resten af Akademiets medlemmer.

Jeg var vildt ked af, at de gik (jeg vil ikke tale på andres vegne her). Jeg ville have ønsket, at vi kunne have haft et møde om den krise, inden de tog beslutningen, så vi kunne have drøftet det, men corona forhindrede dette. Jeg er selv tilhænger af, at der skal være plads til forskellige synspunkter i Det Danske Akademi. Derfor kunne jeg ikke støtte deres fælles opfordring til Marianne Stidsen, om at hun skulle gå selv. Jeg ville ikke være med til at forsøge at skubbe nogen ud, et sådant akademi ville stride mod min overbevisning.

Så kom lækagen. Historien blev en anden. Historien er en anden. Det er en bevidst handling, som nogen har foretaget, det er en ekstremt skadelig handling, som har forgiftet atmosfæren yderligere. Vi ved ikke, hvem der har gjort det. Det blev også resultatet efter mødet i går. Vi kan tilsyneladende ikke få det opklaret, det er der, vi står, så må vi se, om vi kan rette op på det derfra.

Nu finder jeg så ud af, at Marianne Stidsen har udtalt sig i Kristeligt Dagblad efter mødet. Der står blandt andet:

»Og det er mit eget store ønske, at akademiet kan komme på sporet igen. Det er en meget vigtig institution i en tid som denne her, hvor mange kulturinstitutioner vakler, det ser vi blandt andet med Black Lives Matter-demonstrationerne.«

Jeg mener, det er en vanvittig udtalelse at komme med lige efter et stort krisemøde, hvor hendes fremturen med sine radikale (rabiate) meningsytringer i pressen er en af årsagerne til samme krise. Hun kobler Black Lives Matter-demonstrationernes racisme og institutionskritik til betydningen af akademiets overlevelse som institution.

Det er altså, ifølge Marianne Stidsen, derfor, Det Danske Akademi er vigtig som institution, fordi bevægelser som Black Lives Matter er en trussel. Det er sådan, jeg læser hendes udsagn. Hun har selv udtalt, at hendes mening er personlig, at den ikke repræsenterer akademiets holdning, fordi akademiet ikke har nogen politisk holdning.

Men den holder ikke her.

Hun bruger her akademiet til at legitimere sin egen utryghed eller antipati mod Black Lives Matter-bevægelsen. Det er totalt forkasteligt. For det er udelukkende hendes egen holdning og har ikke en skid med betydningen af akademiets fortsatte overlevelse som institution at gøre.

Akademiet er splittet og gisper efter vejret. Her hamrer Marianne Stidsen endnu et søm i den kiste, hvor Det Danske Akademi, hvis ikke der sker en drastisk vending, meget snart ligger i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rune Stilling

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se logikken i Bobergs udtalelse. Stidsen siger, at kulturinstitutionerne vakler (og det gør Det Danske Akademi vel også), og så giver hun et eksempel. Jeg kan simpelthen ikke se nogen implicit kobling, ud over at begge dele er kulturinstitutioner.

Men, hvad jeg kan læse ud af citatet er snarere, at hun gerne vil have, at Det Danske Akademi agerer og forholder sig politisk. Og så er vi jo tilbage ved sagens kerne. Stidsen vil i modsætning til stort set alle andre i akademiet godt have politik på dagsordenen, og det står i modsætning til den kunst, som de øvrige medlemmer ser som det primære arbejdsområde. Hun vil også gerne bruge akademiet som en platform for sine personlige agendaer i den forbindelse.

Altså er Stidsen fortsat komplet tonedøv, dvs. jeg tror faktisk hun handler helt bevidst. Hun forsøger, og indtil videre med held, at kapre Akademiet som platform for en (personlig) politisk kamp, og hun nægter at lave om på det forhold.

Med andre ord kan de øvrige medlemmer enten smide hende ud, eller selv gå, og eventuelt stifte et nyt akademi, hvor man kan forsøge at gardere sig mod trojanske heste som Stidsen.

Jane Doe, David Zennaro, Estermarie Mandelquist, Ete Forchhammer , peter juhl petersen, Steffen Gliese og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Det undrer mig, at Thomas Boberg ikke kan acceptere Marianne Stidsens udmeldinger om hendes egne holdninger vedrørende Det Danske Akademis betydning i det danske samfund, selv om han er uenig i dem og ikke kan se relevansen i hendes sammenligning med en kulturel bevægelse og en tendens i tiden.

Hans problem må være, at han ved, at der er andre medlemmer af Akademiet, der er langt mere fintfølende i deres personlige "image" - pleje, som "politisk korrekte", end han selv er det. og som han vil beskytte af hensyn til at undgå yderligere intern ballade i Akademiet.

Det Danske Akademi er ikke et politisk parti, der er nødt til at sikre overholdelse af partilinjen i forhold til kontroversielle spørgsmål. Det er heller ikke en virksomhed, der skal tænke på at styrke sit Brand, hvilket kan være afgørende, når det gælder om at fastholde sine markedsandele.

Akademiet har vel netop sin styrke ved, at det er hævet over den slags parti - kommercielle og virksomheds - kommercielle interesser, og at der er plads til, at meningerne kan brydes, også når medlemmerne benytter sig af deres ret til, ifølge vedtægterne, at deltage i debatter. Det må vel også gælde debatter om, hvorfor Det Danske Akademi stadig har en væsentlig betydning for det danske samfund.

Niels Duus Nielsen, Christian Larsen, Frank Hansen, Ole jakob Dueholm Bech og Jakob Knudsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Hvis Det Danske Akademi ikke kan udvikle sig til en tidssvarende institution, der bliver en synlig del af det danske samfund, har det ikke længere en eksistensberettigelse.

Med tidssvarende mener jeg bl.a. en accept af, at forsøget på at adskille kunst, kultur og samfund, og dermed politik, bryder sammen i forbindelse med samtidens konflikter om identitetspolitiske spørgsmål i relation til kunsten, ikke mindst litteraturen.

Det er illusorisk at tro, at Det Danske Akademi kan holde den slags spørgsmål ”ud i strakt arm” og antage, at det ikke er noget, der vedrører dets medlemmer og dermed Akademiet.

Især i betragtning af, at institutionernes, mediernes (især de sociale mediers) og litteraturens indbyrdes relationer er mere omfattende og har mere kompleks karakter end for bare 20 år siden.

Akademiet skal ikke eksponere sig selv ved eksplicit stillingtagen til en række kulturelle og litterære spørgsmål, men må acceptere, at det ikke kan undgå indirekte at blive eksponeret, når dets medlemmer, som fundatsen lægger op til, at de kan gøre, forholder sig til en række kulturelle og litterære fænomener, der får politisk karakter.

Niels Duus Nielsen, Jakob Knudsen, Søren Dahl og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar
Young-suk No

Den eneste løsning må være at afskaffe Akademiets livsvarig medlemskab og indføre en 2-årig litteraturpanel der består af forfatter, anmelder, bibliotekar, læser osv.
Det er mere demokratisk og opdateret til nutid og så forhindre folk i at udnytte sin position for sin personlige agenda/at gøre sådan som der passer en fordi man ikke kan blive ekskluderet.

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Jane Doe, Peter Mikkelsen, Nike Forsander Lorentsen, Ejvind Larsen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Marianne Ljungberg

Har Stidsen nogensinde underskrevet sig som "medlem af DDA" i en offentlig sammenhæng?

Henrik Ljungberg

Rune Stilling

Ida Jessen om Marianne Stidsen:

»Hun må bruge sin ytringsfrihed lige så tosset, hun vil – og polemisere og polarisere på livet løs. Men vi sidder sammen med hende i en institution – et arbejdsfællesskab – med et fundatsbestemt formål, som vi skal forsøge at opfylde på bedste vis. Det er yderst vanskeligt. For med sine skældsord har Marianne Stidsen ramt flere af os og vore holdninger, og nogle af os må således opleve at blive fremstillet som delinkventer, der skal retsforfølges efter en af straffelovens strengeste paragraffer. Af en akademikollega. Igen skal vi understrege, at det ikke handler om Marianne Stidsens meninger, men om hendes adfærd. Når man begynder at kriminalisere andres synspunkter, er det vanskeligt at fortsætte samtalen og samarbejdet. Ordet er frit, men ord har konsekvenser. Det handler derfor heller ikke om Marianne Stidsens ytringsfrihed, men om hendes loyalitet over for Akademiet, som hun efter vores overbevisning har svigtet.«

Suzanne Brøgger svar til Søren Ulrik Thomsens opfordring til at akademimedlemmer, der er uenige i Stidsens udmeldinger, skal melde sig i den offentlige debat:

»Dit synspunkt er lige præcis dét, der gør, at jeg ikke kan være medlem af det, som Det Danske Akademi – nu igen – har afviklet sig til at være: en politisk, ideologisk diskussionsklub frem for et litterært selskab. Jeg er ikke polemiker. Lige siden ‘Stjernfelt-affæren’, 2010, har jeg skullet bide det i mig, dette pres i retning af at ‘ytre mig’. Men man kan ikke tvinge nogen til at være polemiker. Og en polemiker kan ikke kræve at blive modsagt. Ingen mindre forsamling som Det Danske Akademi kan i længden holde til, at ‘alt’ bliver sagt. Et hvilket som helst synspunkt kan heller ikke forlange en modargumentation i offentligheden, det ville være absurd. Man bliver defineret af de dagsordner, man polemiserer imod, derfor har jeg alle dage afholdt mig fra noget sådant. Og jeg vil ikke tvinges til det. Hvem ønsker at være frivillig leverandør til mediemaskinens palaver? Ikke jeg. Jamen, kan man så kun indvælge medlemmer, man er enig med? Mit svar er: Man kan kun indvælge mennesker, der er i besiddelse af det, man i gamle dage kaldte ‘hjertets dannelse’. Venlige hilsner fra Suzanne.«

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Måske har vi brug for en større forsamling for at rumme Marianne Stidsen - det Akademi, man har andre steder, et Akademi for Kunst og Litteratur (Artes et Lettres) med måske 100 medlemmer.

Bjarne Toft Sørensen

@Rune Stilling
Det citerede viser Ida Jessen og Suzanne Brøgger som et par tidligere aktive medlemmer af Det Danske Akademi, der åbenbart betragter Akademiet som en eksklusiv læse - og diskussionsklub for æstetisk forfinede mennesker, der ikke kan klare at blive konfronteret med tilværelsens mindre pæne sider, som de f.eks. kommer til udtryk i identitetspolitiske kampe i litteraturens institutioner.

Væsentlige forhold er berettiget blevet problematiseret og kritiseret, men desværre også med konsekvenser og holdninger, der hos begge fløje antager totalitær karakter.

Jeg foretrækker Søren Ulrik Thomsens formanende ord i sin årsberetning i 2019, i sin egenskab af sekretær:

"Vi må leve med, at verden ikke går op: Fortiden og nutiden er ikke det samme, jeg ser dig på en anden måde, end du ser dig selv, og jeg behersker ikke dit blik på mig. Ja, lad os forbedre os, men ikke bilde os ind, at vi er bedre end vi er, for med enhver ny hellighed følger nye måder at være et dumt svin på, og bare vent, det skal der nok blive gjort op med senere. Lad os omgås civiliseret, men samtidig gøre os klart, at vi jo dermed netop civiliserer noget uciviliseret, som selv det nobleste menneske og det højest udviklede samfund altid må leve i en spænding i forhold til. Lad os – henover alle kulturelle, etniske og seksuelle forskelle - tale med respekt til hinanden som ligestillede borgere, men ikke ligge under for den identitetspolitiske illusion, at vi kan erobre og styre andres blik på os: Det er vi overgivet til på godt og ondt, hvad ikke mindst litteraturen viser".

Poul Nielsen

"Hjertets dannelse" er vel et udtryk for at være gavmild og generøs med sig selv - ikke selvhøjtidelig og indelukket.

Jakob Knudsen

Jeg sætter stor pris på Søren Ulrik Thomsen og det undrer mig personligt, hvad manden ville i akademiet. Men hvad er det egentlig Det Danske Akademi bidrager med og til hvem? Er det en institution, der fremmer kunst/litteratur til alle i befolkningen, eller er det bare en kaffe/vin klub i Rungsted på Strandvejen for statsfinansierede kendisser, der primært går op i dem selv og deres egen navle? Salig Klaus Rifbjerg - helten hos de fleste kulturradikale - brugte sin første statsstøtte på at købe en åben sportsvogn, så han kunne køre op og ned af det danske svar på Route 66 - Strandvejen. Det skabte hvis lidt overskrifter, så hvis Marianne Stidsen - en "gammel" punker, kan få få kulturparnasset til at gibbe efter vejret, og lave en "Maude", er jeg personligt glad for at hun er medlem af Rungsted klubben. Go Marianne:-)