Feature
Læsetid: 12 min.

På Betty Nansen Teatret tror de på, at man som kollektiv er endnu bedre, end man er gode tilsammen

Er en kollektiv mavefornemmelse noget, man kan skabe på kommando? På Betty Nansen Teatret gør de forsøget og Information følger processen. I februar var vi til workshop en tidlig lørdag morgen på forestillingen ’Livstidsgæsterne’ og lærte, at det at arbejde kollektivt både kan være givende og halvforfærdeligt for de involverede
Vi følger Betty Nansen Teatrets kollektive proces omkring forestillingen ’Livstidsgæsterne’, der får premiere til september.

Vi følger Betty Nansen Teatrets kollektive proces omkring forestillingen ’Livstidsgæsterne’, der får premiere til september.

Kultur
5. juni 2020

»Der er noget, der er decideret dårligt, men jeg vil gerne tale med jer om det. Måske har I nogle ideer.«

Det er lørdag formiddag i februar. Rundt om et bord på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i København sidder seks skuespillere, en scenograf, en dramaturgisk assistent, en projektleder og en dramatiker om et bord. Det er Line Knutzon, dramatikeren, der taler. Hendes hår er sat op i en touperet hestehale, hun tygger tyggegummi. På hendes skød sidder hunden Basse, der indimellem får en godbid. Hun krammer ikke nogen, fortalte hun, da hun ankom for lidt siden, »for ellers bliver hunden jaloux.«

De tilstedeværende ved workshoppen skal til at læse højt fra hendes manuskript. Så langt er der ikke noget usædvanligt ved situationen. Men til forskel fra en traditionel teaterproduktion, hvor manuskriptet i en nogenlunde færdig form er forestillingens udgangspunkt, er Line Knutzons manuskript slet ikke færdigt, men en række indtil videre løsrevne scener: En skitse fyldt med metakommentarer som »så var posen tom« og »slap skitse til begravelse«. Det skal ni andre så til at læse højt fra.

Manuskriptet skal blive til forestillingen Livstidsgæsterne. Forestillingen er en satsning på Betty Nansen Teatret. Under projektoverskriften BETTY UDVIKLER, eksperimenterer de med en langt mere kollektiv og langstrakt arbejdsproces end normalt. Det indebærer, at et ensemble er blevet sat sammen, uden at de helt ved, hvilken forestilling de ender med at lave. I stedet har de sat en masse tid af til at finde ud af det, og det er som regel den, der er knap i teaterverdenen. For tid er penge, og dem er BETTY UDVIKLER også blevet begunstiget med. Bikubenfonden har bevilget lidt over otte millioner kroner til projektet.

Information følger tilblivelsesprocessen på Livstidsgæsterne, og undersøger den som praktisk eksempel på, hvordan og hvorfor kollektivitet fortolkes og anvendes som strategi og arbejdsmetode blandt nogle af samtidskunstens udøvere.

Alle skal vide lige lidt

Det er tanken, at alle, der udgør en del af ensemblet, skal kunne sætte deres præg på forestillingen, forklarer Elisa Kragerup, der er kunstnerisk leder på Betty Nansen Teatret og forestillingens instruktør.

Den længere arbejdsproces skal give dem mulighed for at mødes, stoppe op og i fællesskab at prøve ting af under en række workshops. De kan diskutere en replik, et kostume eller et scenisk skift, og det kan skuespilleren såvel som dramatikeren tage initiativ til. De har fået »tid til at fejle«, som Elisa Kragerup formulerer det. Hun kan dog ikke selv deltage i dagens workshop, da hun afholder prøver på en anden forestilling. Et eksempel på, at planlægning er den praktiske udfordring ved en kollektiv arbejdsproces.

For Elisa Kragerup er det kollektive blevet en praksis, som er vokset frem af at gøre det og være i det. Tidligere har hun været instruktør i Det Røde Rum, et nu nedlukket, eksperimenterende ensemble på Det Kongelige Teater, og teaterkollektivet Sort Samvittighed, der i 2011 modtog en Reumert for forestillingen Hvid magi og siden har haft stor succes med forestillingen TOVE! TOVE! TOVE! og senest I et forhold.

I Sort Samvittighed, som Elisa Kragerup sammenligner med et parforhold, har ti kvinder arbejdet sig frem til en kollektiv identitet og fælles intuition, som giver dem en ret klar fornemmelse af, hvad Sort Samvittighed er, og hvor de skal bevæge sig hen rent kunstnerisk.

Opgaven her bliver at teste, om det er muligt at skabe noget lignende i en gruppe, hvor nogen kender hinanden godt, og andre møder hinanden for første gang, og hvor ingen fælles kollektiv intuition på forhånd er blevet etableret. Til forskel fra Sort Samvittighed er det ikke hinanden, de har sagt ja til, men projektet.

Skuespillerne, der er blevet castet til forestillingen, er ikke blevet hyret til en specifik rolle hver især. De er derimod blevet hyret til at deltage i en proces. Og i Elisa Kragerups øjne er det arbejdsprocessen, der gør projektet kollektivt. For en teaterforestilling er for det meste allerede produkt af en fælles indsats.

»Jeg vil lave et rum, hvor alle ved lige lidt, eller alle er lige meget begyndere, fordi vi sammen skal til at opdage forestillingens univers i praksis. Det er en måde at få alle gjort lige i et rum,« siger hun.

Hvordan foregår det så, når man mødes i kollektiv uvished?

Ikke lutter lagkagekomik

»Jeg har set mit snit til at tage lagkagekomikken til nye højder,« siger Line Knutzon, i færd med at præsentere det foreløbige manuskript for de øvrige rundt om bordet.

Gruppen genkalder sig, hvad der skete ved sidste workshop, som fandt sted i januar måned. Den kollektive hjerne kommer på arbejde, de taler frem og tilbage om, hvad de overvejede. De talte om at inkludere en yderligere skuespiller, nævner en af dem. Det blev sløjfet. Men det bliver alligevel sagt højt, så alle kan følge med i processen og ikke bare resultaterne af den.

I tråd hermed skal de se, hvor langt scenograf Karin Gille er nået med forestillingens visuelle udtryk. Hvor langt hun er nået med det, hun refererer til som »gentagelsesrummet«.

På en skærm viser hun billeder og kommer med stikord. Gentagelsesrummet dækker over, hvordan gruppen har talt om scenografien på en tidligere workshop: Et rum, man ikke kan se enden på, som opvasken og hundeluftningen og de andre repetitioner, vi har i tilværelsen.

Karin Gille taler om mentale størrelsesforhold, som når regninger synes overvældende, eller sengen føles for kort. Det skal både være sjovt og uhyggeligt, taler de om, og skuespiller Niels Ellegaard kommer på et eksempel: Når Buster Keaton i filmen The Navigator fra 1924 koger ét eneste lillebitte æg i en kæmpe stor, gigantisk gryde.

På tv-skærmen viser Karen Gille billeder af personer, der gemmer sig dårligt; en persons fødder er stadig synlige bag det gardin, resten af kroppen befinder sig bag, og en krop ligger ikke helt usynligt under et sengetæppe. Der er billeder af gigantiske køleskabe, ure og spejle.

»Lige nu er det her legen, vi er i,« siger hun. »De ting, der sker undervejs, når vi er sammen, vil blive inddraget.«

Efter præsentationen takker skuespiller Maria Rossing og kalder arbejdet med scenografien »en filosofisk vinkel på det platte.«

Den går ikke ubemærket hen hos dramatikeren, der sidder ved bordet og ryger en e-cigaret.

»Siger du, jeg er plat?« svarer Knutzon.

Ingen rustning på

Karin Gille viser noget frem, der ikke er færdigt. Og det giver pote, synes hun.

»Det kan være angstprovokerende at sige de dårlige ideer højt, men man opnår et bedre produkt, når man er fælles om processen,« siger hun om det udvidede prøveformat. Det afføder en fælles ejerskabsfornemmelse, siger hun, og derfor giver det mening at blotte sig ved at vise sine skitser frem.

»I det rum, der allerede er udleverende for skuespillerne, der giver noget af sig selv, når de spiller skuespil, vil jeg gerne give noget tilbage. Derfor stiller jeg min egen proces til rådighed. For at fornemme på egen krop, hvad de oplever, når de står på scenen.«

En fælles ejerskabsfornemmelse er også noget af det, som Elisa Kragerup vil opnå.

»Dybest set er arbejdet med det kollektive en tro på, at vi i fællesskab kan skabe noget bedre, end vi kan alene. Simpelthen fordi vi ikke kan forudsige det, der kommer til at ske, når vi er flere om at skabe det. Fokus flyttes væk fra at tænke på ens egen rolle i skabelsen til det, man skaber. På værket, på historien, på fortællingen,« siger hun.

Men at skabe i fællesskab kræver, at man tør være sårbar. Det ord bruger Elisa Kragerup mange gange, når hun skal forklare, hvad de får ud af kollektivt at famle sig frem. For at fortælle hvad det kan, er også at nævne, hvad det kræver:

At man tør lægge sine spæde ideer frem. At man tør vise noget for de andre, man ikke har øvet, tænkt eller skrevet igennem.

Men det er sådan, de håber på, at man kan arbejde noget nyt og spændende frem, siger Elisa Kragerup. Men det er også opslidende at arbejde på denne måde, påpeger hun. Man kan ikke møde ind med rustning på.

»Det er ikke omkostningsfrit at være i et fællesskab, og det snakker vi måske ikke så meget om. At arbejde kollektivt kræver, at man tør blotte sig.«

Et eller andet sted sælger Elisa Kragerup den ikke særligt godt. Faktisk lyder det slet ikke rart, men som et ret stort krav at have til sine kolleger. De skal ikke blot levere, de skal også … lade være med det?

Svært at indgå i fællesskaber

Nu hvor de er på nippet til at skulle læse, nævner skuespiller Ena Spottag, at hun er ordblind, bare så dem, der ikke har arbejdet med hende før, ved, at det kan påvirke, hvordan hun læser.

Workshoppen er også et rum, hvor de er i færd med at lære hinanden at kende.

Stemningen skifter brat, og der kommer masser af fart på, da skuespillerne kommer i gang med at læse manuskriptet. Nu ved alle, hvad de skal gøre – det står på et stykke papir. Skuespillerne råber, og Basse, der har lagt sig ned på gulvet, løfter hovedet for lige at tjekke ud, hvad der foregår. Line Knutzon mimer energisk med, når skuespillerne taler, som en dirigent banker hun i bordet for at sætte en takt og læser regibemærkningerne op i høj hastighed.

»Okay, nej,« siger hun og afbryder. Det var ikke helt det, hun ville med passagen, der handler om at få til opgave at huse en klovn fra Ungarn.

De bliver afbrudt af Elisa Kragerup, der pludselig står i døråbningen:

»Jeg er halvt inde her,« siger hun og krammer døren for at illustrere, hvor gerne hun ville være to steder på en gang.

Livstidsgæsterne handler om ét menneskes tanker, om seks forskellige stemmer, som fiser rundt i det samme hoved og har forskellige oplevelser af alting. »På en måde bliver det også et billede på vores evne til at indgå i fællesskaber. Også hvor anstrengende og opslidende det er,« siger Elisa Kragerup senere om den lidt metaagtige tematik. »Lige præcis hvor svært det er at være konfronteret med – én ting er sig selv – men også med de andre – det er jo bare et ret oplagt tema for en kollektiv proces.«

Ikke odiøst at arbejde kollektivt

Line Knutzon har engang hørt en ræv hyle og følt sig overbevist om, at det var et monster.

Det fortæller hun de andre, imens de efter gennemlæsningen af et par scener holder frokostpause. Maria Rossing hiver et kogt æg op af en frysepose og spiser det i to mundfulde. Skuespiller Xenia Noetzelmann rejser sig efter et stykke knækbrød. Imens de taler om en scene, der skal være, som når man er fanget i en drøm, fisker Maria Rossing endnu et æg op af posen og spiser det i to bidder.

»I må spørge om alt,« siger Line Knutzon om manuskriptet. »Men forvent ikke noget svar!«

Hun har skrevet noget mere, fortæller hun. Noget mere poetisk. »Men det ville være for skamfuldt at vise frem.«

Det ligner ikke en særlig rar situation at skulle præsentere sin halvfærdige tekst for andre. Men når man spørger dramatikeren ind til det, er den ikke usædvanlig. Den er et vilkår.

»Det er altid en lidt halvforfærdelig følelse, men jeg har gjort det så meget, at jeg sagtens kan tåle, når lortet ikke fungerer. Så krøller vi det bare sammen.«

Når teksten bliver læst højt, får hun en fornemmelse af, om den kan siges. Men det er også bare en leg, understreger Line Knutzon. Der er intet odiøst for hende i at være en del af en kollektiv proces.

»Det er jo bare Line, der leger med dukker i form af skuespillerne. Det er simpelthen så barnligt. Det er ikke så kompliceret. Det, der er kompliceret, er at få det til at give mening. Det er jo ikke skønhedsdramatik. Det er tit et meget rodet sprog, jeg skriver i, men altid med et system i sig. Det er det, jeg bruger skuespillerne til. Jeg kan fornemme systemet, når skuespillerne læser op.«

Det er altså altid sådan, Line Knutzon arbejder: i tætte samarbejder. Også med bogen Frit flet, som hun skrev sammen med forfatterne Naja Marie Aidt og Mette Moestrup, var det snarere det at lave et bogværk end at arbejde sammen, der føltes nyt og anderledes.

»Mange har så romantiserede forestillinger om den kollektive proces. Men det er sgu da livet, der inspirerer mig! Det at gå ud og handle, gå ind i en dørstolpe, smide min telefon væk. Jeg kunne godt tale dig ihjel om kunstneriske processer. Men jeg har det jo inden i mit hoved. Det skal ud. Hvordan kommer det bedst ud? Det tager lidt tid, fordi det er noget fluffy noget det hele. Og det kan vi under de her rammer, og det handler kun om én ting, og det er, at der er penge til det.«

Line Knutzon er blevet anset som husdramatiker med eget kontor og fast løn på Betty Nansen Teatret for en toårig periode. Det er i sidste ende hende, der skriver forestillingen. Det sker med penge fra Wilhelm Hansen Fonden.

EU-hymnen på xylofon

Da de er færdige med at læse for i dag, spørger skuespiller Xenia Noetzelmann forsigtigt, om Line Knutzon vil have feedback?

Det får hun.

Ena Spottag siger, hun kan relatere til teksten: Hun kender det, når der er for meget råben inde i hovedet, siger hun. Xenia Noetzelmann stemmer i. Det er lidt ligesom at have hardcore PMS, siger hun. »Det er faktisk en spændende idé,« siger Line Knutzon og griber sin computer for at skrive den ned.

Herefter gør projektleder Marie Skjerning opmærksom på de remedier, der er købt i dagens anledning. I hjørnet af lokalet ligger en række instrumenter sirligt arrangeret samt gavepapir og papir. Sidste gang arbejdede de med fødselsdag, så hvis de nu ville arbejde videre med det, siger Marie Skjerning. Line Knutzon rejser sig og går rundt imellem remedierne med Basse trissende efter sig. Skuespillerne rejser sig fra deres pladser for at tage hvert deres instrument, men det lader ikke rigtigt til, at de i første omgang ved, hvad de skal gøre. Der er en dirrende, fælles venten i rummet. Hvad skal der ske nu?

Måske er det, fordi instruktøren ikke er der.

Skuespiller Xenia Noetzelmann går i gang med at spille EU-hymnen på xylofonen, skuespiller Niels Ellegaard går med på rytmerangle, og skuespiller Elliott Crosset Hove kæmper med takten på en håndformet plastikdims, man kan klappe med. Det lyder skrækkeligt, men ikke desto mindre bærer det spontane band sin afskedssalut med manér. Løbende forlader skuespillerne dog bandet, indtil det kun er Ena Spottag og Maria Rossing tilbage: De har fundet på at sætte balloner på nogle fløjter, så de hyler.

»Selv om jeg er utilfreds med mit eget, er jeg glad for at høre jeres stemmer læse op« konkluderer Line Knutzon til sidst, da ensemblet siger tak for i dag.

Ingen konsensuskunst

Skuespiller Tryggvi Sæberg Björnsson føler, at han får et større fællesskab med de andre, når han får andel i forestillingens udformning. Den tidligere inddragelse gør, at man kender forestillingens univers meget bedre, forklarer han. Så selv om man sætter meget tid af til at mødes over en lang periode, kan det i sidste ende blive mere effektivt.

Det kan virke paradoksalt, men Elisa Kragerup er enig med Tryggvi Björnsson.

»Vi skal prøve masser af ting af, som ikke leder specifikt til nogen scene, men til et sprog for forestillingen, som vi alle skal lære at tale,« siger hun om forventningen til de fremtidige workshops, som vi kommer til at følge her på avisen.

Den kollektive proces på Betty Nansen Teatret er ikke ensbetydende med, at man sætter sig i rundkreds og afblæser teaterproduktionens hierarkiske rolle- og magtfordeling.

»Jeg gider ikke lave konsensuskunst!« siger Elisa Kragerup. »Jeg gider ikke gå ind i et rum, bare kigge på hinanden og sige ’nå, hvad skal der ske i dag’.«

Elisa Kragerup er stadig instruktøren. Men hun vil gøre op med en nulfejlskultur – også hos sig selv.

»Men jeg kan ikke bære alt alene,« siger hun. »Og det fælles ansvar, det kan jo også være meget rart, hvis det ikke lykkes. Det er lidt et paradoks dog, for jeg tager meget ansvar. Så jeg øver mig på, at det med at lave fejl også gælder mig selv. Nogle gange er det bare lettere at sige til andre.«

Serie

Information i kunstkollektiv

Fællesskaber ser ud til at blomstre i isolations- og præstationstider, også i samtidskunsten, hvor kollektiver spirer frem. Over sommeren tager Informations kulturredaktion på opdagelse i danske kunstkollektiver for at forstå, hvor deres arbejdsform drager – og hvor den er besværlig. Vi følger en længere kollektiv arbejdsproces på Betty Nansen Teatret, besøger gamle og nye kunstkollektivister og kaster os selv ud i kollektiveksperimenter, der kan styrke – eller svække – samarbejdet på redaktionen. Hvordan kan kunsten inspirere til at løfte i flok?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er jo forskellen på kollektiv og kollaboration - i det sidste bringer den enkelte sig selv og sine færdigheder ind i processen og skaber sammen med de andre ligesindede det fælles resultat, der i heldigste fald får alle til at glemme, i sidste ende, hvem der bidrog med hvad.