Læsetid: 12 min.

På Betty Nansen Teatret tror de på, at man som kollektiv er endnu bedre, end man er gode tilsammen

Er en kollektiv mavefornemmelse noget, man kan skabe på kommando? På Betty Nansen Teatret gør de forsøget og Information følger processen. I februar var vi til workshop en tidlig lørdag morgen på forestillingen ’Livstidsgæsterne’ og lærte, at det at arbejde kollektivt både kan være givende og halvforfærdeligt for de involverede
Vi følger Betty Nansen Teatrets kollektive proces omkring forestillingen ’Livstidsgæsterne’, der får premiere til september.

Vi følger Betty Nansen Teatrets kollektive proces omkring forestillingen ’Livstidsgæsterne’, der får premiere til september.

Sigrid Nygaard

5. juni 2020

»Der er noget, der er decideret dårligt, men jeg vil gerne tale med jer om det. Måske har I nogle ideer.«

Det er lørdag formiddag i februar. Rundt om et bord på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i København sidder seks skuespillere, en scenograf, en dramaturgisk assistent, en projektleder og en dramatiker om et bord. Det er Line Knutzon, dramatikeren, der taler. Hendes hår er sat op i en touperet hestehale, hun tygger tyggegummi. På hendes skød sidder hunden Basse, der indimellem får en godbid. Hun krammer ikke nogen, fortalte hun, da hun ankom for lidt siden, »for ellers bliver hunden jaloux.«

De tilstedeværende ved workshoppen skal til at læse højt fra hendes manuskript. Så langt er der ikke noget usædvanligt ved situationen. Men til forskel fra en traditionel teaterproduktion, hvor manuskriptet i en nogenlunde færdig form er forestillingens udgangspunkt, er Line Knutzons manuskript slet ikke færdigt, men en række indtil videre løsrevne scener: En skitse fyldt med metakommentarer som »så var posen tom« og »slap skitse til begravelse«. Det skal ni andre så til at læse højt fra.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er jo forskellen på kollektiv og kollaboration - i det sidste bringer den enkelte sig selv og sine færdigheder ind i processen og skaber sammen med de andre ligesindede det fælles resultat, der i heldigste fald får alle til at glemme, i sidste ende, hvem der bidrog med hvad.