Analyse
Læsetid: 7 min.

På bostedet Marjatta på Sydsjælland gemmer de Grethe Bagges mytologiske skat

Det mytologiske maleri oplever for tiden en stor genvækkelse blandt yngre kunstnere. Det gør en overset kunstner som Grethe Bagge højaktuel
Kultur
29. juni 2020
Grethe Bagge (f. 1925) var uddannet billedhugger, men senere blev maleriet, farven og lyset de bærende elementer i hendes værker.

Grethe Bagge (f. 1925) var uddannet billedhugger, men senere blev maleriet, farven og lyset de bærende elementer i hendes værker.

Ritzau Scanpix

Vi suser afsted igennem det smukke sommerlandskab på Sydsjælland, min store datter og jeg, på vej mod Marjatta, der ligger nord for Præstø Fjord.

Marjatta er en specialskole og et bosted for udviklingshæmmede. Det er ikke så længe siden, jeg sidst var der for at handle i deres butik Pilti, der sælger biodynamiske grøntsager og økologiske varer, og for at drikke kaffe i deres orangeri. Men jeg anede intet om, at Marjatta også rådede over en større kunstsamling.

Kunstsamlingen består dog kun af én eneste kunstners værker, Grethe Bagge (1925-2012), som havde en nær tilknytning til Marjattas grundlægger, Albert Eman. De var begge medlemmer af antroposofisk selskab, og da Bagge ikke selv havde børn, testamenterede hun i 2012 hele sit efterladte virke til Marjatta.

Nogle af værkerne i samlingen sættes til salg i udstillinger, hvor overskuddet går til Marjattas fortsatte virke.

Vi sætter os i solen og venter på kunsthistorikeren Cathrine Hedager Ostenfeld Rasmussen. Hun er ansat på Marjatta til at varetage arven efter Grethe Bagge.

Vi går mod kulturhuset, hvor en udstilling med Bagges værker skal åbne næste fredag. Marjatta er som en hel lille by, foruden kulturhuset og Pilti er der den gamle hovedbygning, og der er værksteder, heste og ridebane, og et hus til helse og eurytmi. Sidstnævnte vidner om, at Marjatta drives ud fra Rudolf Steiners antroposofiske principper.

Lysende malerier

Vi kan ikke få adgang til selve rummet, hvor den kommende udstilling med Bagge skal vises. Det er i brug. Så vi går ovenpå for at se på de første værker.

På vej op ad trappen hænger et portræt, Grethe Bagge har malet af Albert Eman, der i 1953 grundlagde Marjatta. Portrættet er malet i lyseblå og gule toner, og det lyser op på en måde, som var der et lys bag ved farverne på lærredet.

Her på trappeafsatsen hænger der flere værker af Grethe Bagge – litografier, akvareller af nøgne kvindefigurer og et maleri af en nøgen kvinde i en rød stol. Kvinden hviler sit hoved på de foldede hænder, og der er en total ro i kvindens henslængte facon, der kontrasteres af stolens intense røde farve.

Vi træder ind i et større mødelokale, hvor der hænger flere malerier på væggen. Som i portrættet af Eman er farven blå den mest dominerende, men også gul og hvid, der fungerer som en lysende kontrast til den blå. Værkerne i dette rum har en anderledes mytologisk stemning.

Her er ingen nøgne kvindekroppe, men udtryksfulde ansigter i abstrakte landskaber, svævende gule lokker, lysende måner. Hvor kvindefigurerne ude ved trappen virkede konkrete og kødelige, så er figurerne i disse værker nærmest hævet over den virkelige dimension som i ét værk, hvor en kvindefigur står med andagtsfuld mine og kigger ned mod sine lysende hænder.

De blålige sarte toner tilføjer værkerne en nærmest sakral dimension. Jeg spørger Cathrine Hedager Ostenfeld Rasmussen, om disse værker vil være til salg næste fredag, hvor udstillingen Og verden var ny åbner. Hun ryster bestemt på hovedet.

»Nej, disse værker skal ingen steder,« siger hun.

Det er en vanskelig opgave at råde over arvegodset i praksis; for hvilke værker er salgbare? Og hvilke skal beholdes?

En vakt tanke

I et tilstødende lokale sidder en gruppe mennesker og holder møde. Vi lister stille ind i lokalet, hvor der hænger en hel række landskabsmalerier. Landskabsværkerne vidner om, at Bagge rejste meget.

De ligner mere noget fra Sydfrankrig end fra Danmark og har nogle af de samme lysende varme toner, som man kender fra Cézannes malerier.

I et lille arkiv på samme etage står et selvportræt af maleren: Hun er i lys skjorte og blå vest og bukser. Håret er brunt og krøllet, blikket indadvendt, og hun står i dyb eftertænksomhed med penslen i hånden. Som venter hun på en vakt tanke.

Bagges værker er malet i en ekspressionistisk stil og er dybt prægede af en indre opfattelse af virkeligheden, der bliver som en forvrængning, eller et slør, som verden anskues igennem.

Grethe Bagge havde reel succes i sin ungdom: Hun modtog udmærkelser, priser og medvirkede på en lang række udstillinger, ligesom hun rejse meget. På en rejse til Delfi mødte Bagge den østrigske maler og ekspressionist Oskar Kokoschka, som hun blev elev hos i en årrække.

Man kan tydeligt se Kokoschkas aftryk i Bagges malerier: de fede penselstrøg, den ekspressionistiske form. Men Bagges farver er sartere, og hendes figurer er altid kvinder eller dyr. Som i serien af kobbermalerier, der må betegnes som hovedværker i samlingen på Marjatta

Mytologiske skønheder

Vi går ind i et større arkiv, hvor de centrale kobberværker befinder sig. Cathrine Hedager Ostenfeld Rasmussen tager fat om en lidt slidt træramme for at løfte maleriet, så jeg kan se det. Det forestiller en liggende nøgen kvinde.

Malerklatterne er påført i brede grove strøg henover pladen – nogle gange i små uensartede sekvenser, andre gange i længere strøg hen over lårene og armene. Farverne er blå, orange, gule, røde, lilla, grønne, mens kvindens mave og bryst næsten er helt hvide. Kobberpladen lyser ud igennem disse letpåførte strøg og bliver som en gylden klang i værket.

Cathrine Hedager Ostenfeld Rasmussen viser mig bagsiden af værket, hvor forskellige tekster om Bagge er påklistret:

»Her painting is in extreme degree a pleasure to the eye«, står der et sted. Teksten er skrevet af en italiensk kritiker, Renzo Tonello, der yderligere skriver:

»She emphazises powerfully history’s grand thought and shapes the modern life

Skrevet ud af historien

Det, italieneren fremhæver som en kvalitet, kan sagtens være én af årsagerne til, at Grethe Bagge senere i sit liv nærmest blev totalt glemt. Hendes værker har været for dekorative og for bedagede i deres motivverden med mytologiske landskaber.

Var man med på noderne i 1960’erne, malede man i det nye modernistiske formsprog med geometri, linjer og abstrakte figurer, og efterhånden blev kunsten mere og mere politisk, mens Grethe Bagge malede fantasifulde motiver af heste og nøgne kvindeskikkelser, der endda også havde spirituelle referencer. Det gik bare ikke.

Men når jeg oplever disse vidunderlige kobbermalerier i dag, som ja, er »ekstremt skønne at se på«, så ser jeg ikke en bedaget, gammeldags kunst, men en total funky farvepalette og eksperimenterende måde at male på – de fede ujævne strøg i alle de farvetoner – og motiver, der er helt oppe i tiden lige nu.

De spirituelle referencer i maleriet, som Bagge udtrykker, har endda i de senere år oplevet en stor genvækkelse: fra svenske Hilma af Klint til danske baron Rosenkrantz, der til efteråret kan opleves på Arken. Museerne afviser ikke længere prompte kunstnere, der udtrykker spiritualitet eller ligefrem har esoteriske åbenbaringer. Det et blevet in at være åndelig.

En mytologisk genvækkelse

Cathrine Hedager Ostenfeld Rasmussen leder os videre. Vi skal over og se de integrerede værker, som Bagge på opfordring fra Eman skabte specifikt til et fællesrum, der bruges til morgensamling og mindre teaterstykker.

Lyset strømmer ind fra vinduerne, men det stråler også fra malerierne. På bagvæggen udspiller der sig nærmest en kosmisk krig: lysende stråler, planetformer, skarpe farvefelter i orange, gul og lilla, heste i bevægelse. Der er fart og dynamik i billedet.

På de øvrige værker i rummet ser man en kvindeskikkelse holde et lille barn, mens en hest smyger sig beskyttende omkring dem.

Det er selve den finske myte om Marjatta, der har lagt navn til stedet, der udspiller sig i disse værker. Marjatta er moderfiguren, der værner om det »uønskede« barn, tager det til sig på trods af udskamningen over at føde et barn uden for ægteskab, som den finske myte Kalevala beretter om. Da Marjatta blev grundlagt, var udviklingshæmmede og børn med Downs syndrom hverken ønskebørn af forældre eller samfund. Marjatta er derimod et sted, hvor alle børn værdsættes og behandles med respekt og omsorg.

Bagge i nutiden

I 2016 blev Grethe Bagge »genopdaget« med en større soloudstilling på Rønnebæksholm, og selv om ingen danske museer endnu har erhvervet værker af Bagge, kunne man håbe på, at tiden nu er moden til at se på hendes værker i et større og nyt perspektiv.

Flere kvindelige kunstnere fra det 20. århundrede, der i deres egen levetid aldrig opnåede den helt store anerkendelse, har i de senere år fået en større museal opmærksomhed såsom Gerda Wegener, Rita Kernn-Larsen, Aase Seidler Gernes og udstillingsaktuelle Ragna Braase.

For i dag er det mytologiske maleri igen aktuelt, ligesom der pludselig er horder af heste i den unge samtidskunst. Fra Pegasus til Guldfaxe har hesten en forbindelse til mytologier og andre virkelighedsplaner, som den gode smag ikke helt har kunnet kapere i sidste del af det 20. århundrede. Men nu er både myterne, spiritualiteten og heste vendt tilbage. Som hos Ida Sønder Thorhauge, der nærmest har hesten som en signatur foruden mytologiske landskaber domineret af lilla. Samme drømmeagtige og mytologiske motiver (også med heste i ny og næ) kan ses i Kinga Bartis’ malerier – som netop nu er aktuel på det kunstnerdrevne Ok Corral.

Bagges motivverden er på den måde ikke længere bedaget, men faktisk højaktuel. Sådan kan en kunstners værk ligge i gemmerne og ulme, indtil det igen bliver relevant, aktuelt, og tiden resonerer med motiverne.

Udstillingen ’Grethe Bagge – og verden var ny’ har åbent lørdage kl. 10-15 i perioden 20. juni til 11. juli. Marjatta, Bredeshave Kulturcenter. Strandvejen 11, Tappernøje.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ingemaje lange

Tak for inspirerende artikel☺

Randi Christiansen

Så når kunsten er underlagt modetendenser, bliver den egentlig irrelevant. Som man siger om kunstnere og profeter : ofte anerkendes de ikke af deres samtid. Og det er jo kunstens og åndens væsen at være fri og netop ikke være underlagt tidens strømninger. Prisen for frihed og for at være foran eller ved siden af sin tid kan være høj.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Det mytologiske maleri oplever for tiden en stor genvækkelse blandt yngre kunstnere. Det gør en overset kunstner som Grethe Bagge højaktuel".

Ifølge "Den danske Ordbog" betyder "vækkelse": "det at åndelig bevidsthed genoplives og udfolder sig". Når der tales om "genvækkelse", må det her referere til, at åndelig bevidsthed, nu igen, kommer til udtryk i dele af samtidskunsten. Det er ikke som sådan "det mytologiske maleri" der genvækkes, men genvækkelsen kommer til udtryk i den fornyede interesse for det at male mytologiske malerier.

Hvorfor gør det nødvendigvis Grethe Bagge højaktuel? Det med "åndelig bevidsthed" er mange forskellige ting, ligesom det at male "mytologiske malerier" kan være noget meget forskelligt.

Fordi der er lighedstræk mellem bestemte ting og forhold, her henholdsvis noget gammelt og noget nyt, betyder det ikke, at disse ting og forhold hænger sammen på en måde, der igen gør det "gamle", her Grethe Bagge som kunstner og hendes malerier, højaktuelt. Heller ikke selv om der måtte være ligheder i motivverden hos hende og hos bestemte kunstnere i samtiden.

Måden at tænke på i denne artikel minder mig for meget om markedsføring og forsøg på at skabe hype af trends i tiden og for lidt om kunstkritik.

Ete Forchhammer

Blot et apropos: Sjællands Symfoniorkester gav koncert i nærmeste gymnastiksal... blandt publikum var en lille flok fra Marjatta, og desuden havde Informations Hansgeorg Lenz begivet sig ud i provinsen... Jeg mindes de urolige Marjatta-beboere som de spontant mest glade publikummer man kan ønske sig. Musikken gik rent ind og blev modtaget med overraskelse, begejstring og taknemmelighed. Den lange bustur ned til den elendige sal blev meningsfuld og umagen værd!
Den koncert er stadig et lyspunkt i mine 30 år som orkestermusiker.
Næste dag kunne jeg så læse i Information om det håbløse publikum fra nabolaget der ikke havde fattet en smule af den subtile musik...

Randi Christiansen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Tag den hans georg

Ete Forchhammer

Randi Christiansen, jeg tror Lenz ville ha' været temmelig ligeglad med en menig orkestermusikers opfattelser, vi var jo kun musikere... Til gengæld må jeg tilstå at jeg heller ikke kunne bruge Lenz's udsagn til ret meget... til trods for hans viden. Den var som når den nederste knap i en skjorte er knappet skævt...
Ikke uden grund var Informations aprilsnar et år en oplysning om at Lenz ville fratræde snarest... vi var en del der glædede os for tidligt den dag. Mens andre, med andre "smertetærskler", åndede lettet op d.2/4 det år.
I mine yngre år fablede jeg om et møde mellem udøvende kunstnere og kunstanmeldere... ak ja...

Randi Christiansen

hvilket ikke tjener hverken lenz eller hans avis til ære, ete