Grimme mennesker
Læsetid: 16 min.

Man siger, at skønhed afhænger af øjnene, der ser. Det passer sandsynligvis ikke

Frøer bliver til prinser i de mange forvandlingshistorier, der præger vores kultur. Men hvad mener vi overhovedet, når vi siger, at noget er grimt eller smukt? Og er vores vurderinger tillærte eller medfødte? Vi har søgt svar i videnskaben, kunsten, moden og plastikkirurgien
Frøer bliver til prinser i de mange forvandlingshistorier, der præger vores kultur. Men hvad mener vi overhovedet, når vi siger, at noget er grimt eller smukt? Og er vores vurderinger tillærte eller medfødte? Vi har søgt svar i videnskaben, kunsten, moden og plastikkirurgien

Sara Houmann Mortensen

Kultur
12. juni 2020

Den anden dag så jeg instruktøren Greta Gerwigs nyindspilning af Louisa May Alcotts klassiske roman Little Women, der netop har haft dansk premiere.

I en scene kommer den næstældste søster Jo March triumferende hjem til familien. Udenfor raser den amerikanske borgerkrig, familien er i økonomiske problemer, og faderen ligger syg på hospitalet i Washington. Men Jo har ofret sig. Hun har skaffet penge til, at hendes mor kan rejse på sygebesøg til hovedstaden. 

»Hvor har du fået pengene fra?« spørger moren. Der går et sus igennem stuen, da Jo som svar trækker huen af og blotter sit kortklippede hår. De lange, smukke lokker er blevet solgt. 

»Dit hår! Din eneste skønhed!« 

Imens sidder jeg i nutiden og tænker, at det alligevel var en hård dom over skuespiller Saoirse Ronan, for hun er jo virkelig smuk – også som korthåret. Men sådan forandrer tingene sig.

I 1800-tallet var det et offer at klippe sig korthåret som kvinde; i dag er det højeste mode. I 1950’erne var kunstige skønhedspletter smukke; i dag får mange deres ægte knopper fjernet. Tatoveringer er igen blevet in, men det er ikke længere smart at tage sol, og selv om barokken kortvarigt favoriserede den buttede krop, er kropsidealet igen det atletiske. Så hvad siger det om vores skønhedsidealer? Findes der overhovedet noget, som er endegyldigt smukt eller grimt?

Jeg kommer i tanke om en episode af det amerikanske tv-program The Twilight Show fra 1960, som jeg læste om i The Guardian for nogle år siden.

Scenen er denne: En kvinde sidder på en operationsstue og venter på at få fjernet sine ansigtsbandager. Hun beskriver sig selv som »grotesk grim« og håber, at operationen, som er hendes ellevte i træk, omsider har forvandlet hende til et nogenlunde præsentabelt menneske. Men kort efter høres lægernes nedslående reaktion:

»Ingen ændring, ingen ændring overhovedet!«

Så løfter kvinden sit ansigt mod kameraet, så publikum ved selvsyn kan studere resultatet – og hvad ser man så? Ja, man ser i hvert fald ikke det vansirede fjæs, man havde forventet at se. Kvinden viser sig at være en klassisk smuk blondine, mens kredsen af læger omkring hende til gengæld er udstyret med uhyggelige griselignende ansigter.

»Eye of the beholder«, hedder episoden. Og selv om titlen måske ikke ligefrem er elegant, får den da leveret sit budskab: Nemlig, at det grimme og det smukke ikke er faste begreber, men flydende størrelser, der afhænger af øjnene, der ser – og måske også af de historiske, politiske og kulturelle briller, vi skuer ud igennem.

Med andre ord: Hvad der er smukt, og hvad der er grimt, er ikke givet én gang for alle. Æstetiske idealer er ikke mejslet i granit, for historien har vist, at det, som én epoke anser for hæsligt, af den næste opfattes som skønt: Så skal håret være langt, så skal det være kort. Tiderne skifter, moden følger med, og sådan er dét.

Eller er det?

Passer det virkelig, at det grimme og det smukke er relative størrelser, der forandrer sig og bytter plads med tidens luner? Eller findes der bag al støjen en universel æstetik, som er sand til alle tider, fordi den er kodet ind i os som matematik?

Det har jeg talt med en kunstprofessor, en modeforsker, en sociologiprofessor og en plastikkirurg om.

Gevinsterne ved skønhed

Én ting ligger fast: Det er ikke ligegyldigt, hvad vi regner for grimt eller smukt. Det har konsekvenser. Studier viser, at børn, der betragtes som kønne, får mere positiv opmærksomhed end børn, der betragtes som grimme – og forskellen følger med os som en skygge ind i voksenlivet: Smukke mennesker får mere sex og har flere venner end mindre smukke mennesker. De tilskrives flere positive værdier og antages at være mere intelligente, mere venlige og at have større lederevner end mindre kønne mennesker.

Hvis du er en smuk politiker, vinder du flere valg, hvis du er en smuk bankkunde, får du nemmere et lån, og hvis du er en smuk forbryder, bliver du idømt kortere fængselsstraffe, hvis fælden klapper.

Fordelene ved et godt udseende skal altså ikke kun regnes på bløde æstetiske værdier, men også på hårde faktuelle realiteter. Det forklarer professor i sociologi på Aarhus Universitet Mads Meier Jæger, der har forsket i gevinsterne ved skønhed.

»Vi ved, at smukke mennesker klarer sig bedre på arbejdsmarkedet end mindre smukke mennesker. De tjener mere, har en højere sandsynlighed for at få et lederjob og klarer sig bedre gennem hele karrieren,« siger han og fremhæver en amerikansk undersøgelse, som viser, at den gennemsnitlige forskel i livsindkomst for to personer med identiske uddannelser og begavelser – men med henholdsvis et godt og et dårligt udseende – er på cirka 1,2 millioner kroner. I øvrigt klarer smukke mennesker sig også bedre på ægteskabsmarkedet, og måler man på psykologisk velbefindende og depressioner, så er smukke mennesker også lykkeligere.

»Så når journalister spørger mig, om der slet ikke er nogen ulemper ved at være smuk, så må jeg sige, at baseret på den forskning, vi har, er svaret nej. Det er ret godt at være smuk.«

Måske er det derfor, vi altid har været draget af eventyr, der forvandler klamme frøer til præsentable prinser og grimme ællinger til smukke svaner. Transformationen fra grim til smuk løber som en rød tråd igennem hele vores kulturhistorie og er en drivende fortælling bag markedet for skønhedsprodukter, modemagasiner og kosmetisk plastikkirurgi. Eventyrformlen går også igen i et utal af tv-programmer, der vil forvandle grimme boliger til nydelige boliger, uhumske restauranter til appetitlige restauranter og uattraktive kroppe til sexede kroppe.

Men hvad afgør overhovedet, hvad vi anser for smukt og grimt – hvad bestemmer vores æstetiske præferencer?

Spørger man Mads Meier Jæger, er det ikke bare subjektive vurderinger. Ikke blot smag og behag. Forskningen dokumenterer en større grad af konsistens. Et system.

»Hvis du tager ti mennesker og spørger dem, hvad de synes er smukt eller grimt, så vil du få ti forskellige svar. Men hvis du viser dem et billede af en konkret person og beder dem om at vurdere, hvor smuk vedkommende er på en skala fra et til ti, så vil de være 70 procent enige i gennemsnit,« siger han.

Tre ting synes at gå igen i vores æstetiske vurderinger: Vi opfatter generelt symmetriske træk som smukke – at der er balance i udtrykket. Vi kan også godt lide gennemsnitlige træk – at udtrykket ikke skiller sig for meget ud fra mængden. Og så kan vi godt lide ungdommelighed – at udtrykket er frisk.

Og vores smagsdomme falder så hurtigt og resolut, at det er svært at tro, at de ikke skulle være resultatet af et præinstalleret æstetisk præferencemønster, mener Mads Meier Jæger.

»Man har lavet videnskabelige eksperimenter, hvor man har placeret folk i hjerneskannere og vist dem billeder af mennesker, som de fleste mener er smukke. Og her kan man se, at dopaminen skyder rundt i hjernen på en tredivtedel af et sekund. Så meget tyder på, at det her sker helt instinktivt,« siger han.

Men: Hvis vi ikke altid har reageret instinktivt på den samme skønhed, kan vores ’instinktive reaktioner’ så alligevel i en vis forstand siges at være ’kulturelt tillærte’?

Småt er ikke godt

Jacob Wamberg er dr.phil. og professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet. Han er overbevist om, at vores forestillinger om, hvad der er skønt og grimt i dag, i vid udstrækning er vokset ud af antikkens klassiske idealer.

Så lad os tage på en lille kunsthistorisk rejse.

I antikken var kroppen den ultimative målestok for skønhed: En velproportioneret organisation af enkeltdele i helheden var selve definitionen på det skønne – mens grimhed i udgangspunktet var det modsatte: Når proportionerne opløstes, og helheden faldt fra hinanden.

 

Sara Houmann Mortensen

I sin Poetik skriver Aristoteles, at skønhed grundlæggende handler om orden og størrelse. Hvis noget bliver for småt, mister vi sansen for, hvordan enkeltdelene står i forhold til helheden. Og hvis noget bliver for stort, mister vi fornemmelsen for, hvordan helheden står i forhold til enkeltdelene. Derfor er meget små dyr grimme, og det er meget store genstande også, mente han.

»Det, Aristoteles siger, er, at kun de ting, der behageligt udfylder synsfeltet på en overskuelig måde, er smukke,« siger Jacob Wamberg.

Ifølge Wamberg har antikkens idealer om det skønne domineret udviklingen af vestlig kunst og kultur. Det er ikke tilfældigt, at vi kalder romaner for »skønlitteratur«, eller at de klassiske visuelle kunstarter, fra arkitektur til malerkunst og skulptur, går under samlebetegnelsen Les Beaux Arts, ’de skønne kunster’.

»Fra antikken og frem til 1800-tallet var kunsten det sted par excellence, hvor skønheden hørte hjemme. Der kunne godt være doser af grimhed, men så skulle de modereres og have en meget klar mening. Man hengav sig ikke uden videre til grimheden,« siger Jacob Wamberg.

Grimhedens æstetik

En af de første til at systematisere ideen om det grimme var filosoffen Karl Rosenkranz. I 1853 skrev han Ästhetik des Häßlichen, hvori han forsøger at indkredse grimheden teoretisk. I overensstemmelse med hvad både Aristoteles og Kant havde sagt før ham, slog han fast, at skønhed kræver grænser og enhed – hvilket efterlader grimheden som det skønnes modsætning.

»Ifølge Karl Rosenkranz kan det grimme beskrives som det fragmentariske, det amorfe, det forvrængede og det ukorrekte. Det grimme er bruddet med forventningen: Når der kommer noget uventet ind på den plads, hvor vi havde forventet at finde en enhed, bliver vi frastødt,« siger Wamberg.

For det grimme og det smukke er ikke kun æstetiske kategorier. I Antikken blev Det Skønne kædet sammen med Det Sande og Det Gode i en treenighed af æstetik, videnskab og moral. Det smukke var rigtigt og godt. Mens det grimme var forkert og ondt. Da grimheden i renæssancen begyndte at finde vej ind i malerkunsten – anført af maleren Hieronymus Bosch (1450-1516) – var det da også netop som et symbol på det farlige, det anløbne og til tider det sataniske.

»Man ser det for eksempel i Boschs maleri Vejen til Golgata (fra omkring 1505, red.), hvor alle de onde mennesker, som følger Kristus med korset op til Golgata, er grimme – netop fordi de er onde.«

Men i løbet af 1800-tallet og op mod vores egen tid bliver grimheden i kunsten en stadig mere kompliceret kategori. Da Vincent van Gogh maler en flok hårdtarbejdende bønder i Kartoffelspiserne i 1885 fremgår det af hans egne noter til værket, at han selv syntes, de var grimme at se på. Men grimme på en forbilledlig måde: Der var noget uspoleret over dem, som for ham udtrykte noget mere oprindeligt menneskeligt end hele den dekadente borgerlighed, som betragtede dem udefra. De var grimme på en interessant måde – og netop dén tendens kammer helt over i det 20. og 21. århundrede, hvor kunsten ifølge Wamberg »fyldes med grimhed«.

»Alt det, man ikke måtte male tidligere, bliver normen i det 20. århundrede. Avantgardekunsten bliver defineret af sprængte former og deforme kroppe i opløsning,« siger han.

Entartete Kunst

Det er netop denne form for »Entartete Kunst«, som nazisterne gjorde op med, da de kom til magten i 1930’ernes Tyskland. Som den romantiske hobbymaler, Hitler også var, opfattede han de nye, abstrakte kunstretninger – kubismen, dadaismen og ekspressionismen – som forvrængede og vanskabte. De fulgte ikke antikkens skønhedsidealer for enhed og orden og var følgelig at betragte som grimme, anløbne, dekadente og forkerte. Naturalistiske malerier af firskårne unge mænd og velproportionerede kvinder var derimod velkomne. En æstetik, som siden er forsvundet helt ud af kunsten.

»Til gengæld er den overalt omkring os: i populærkulturen, i fitnesscentret, i reklamerne, i hverdagskulturen. På en vis måde efterstræber vi alle, at se ud som man gjorde i antikken,« siger Jacob Wamberg.

Og så er vi omsider nået frem til pointen. Nemlig, at vores kunstidealer og vores kropsidelaer i dag er omvendte spejlinger af hinanden. Mens den klassiske skønhed hersker i hverdagskulturen, er den bandlyst og udgrænset som kitsch i kunsten.

»Hvis en kunstner endelig skulle finde på at lave noget klassisk smukt – som for eksempel Jeff Koons’ skulptur af Michael Jackson og hans abe – så er værket samtidig omgivet af nogle meget tydelige, ironiske gåseøjne. Man kan ikke tage det for pålydende. Så: grimhed i kunsten og skønhed udenfor. Sådan har verden set ud fra og med det 20. århundrede.«

Venus fra Willendorf

Maria Mackinney-Valentin er modeforsker, ph.d. og lektor ved Kunstakademiets Designskole. Hun fortæller, at det grimme og det smukke beviseligt og konstant har byttet plads hele vejen op igennem kulturhistorien. Det ses blandt andet i de skiftende kropsidealer.

Tag nu bare Venus fra Willendorf.

I 1908 gjorde arkæologen Josef Szombathy et opsigtsvækkende fund ved en palæolitisk boplads i nærheden af Willendorf i Østrig. Under de mange præhistoriske jordlag fandt han en 11 centimeter høj kvindestatuette i sten, der skulle vise sig at være mere end 24.000 år gammel. Det var i sig selv opsigtsvækkende. Men det, der for alvor fik statuetten til at skille sig ud, var ikke dens svimlende alder, men dens idealiserede kvindelige former: Figuren er lille og buttet med udspilet mave, fyldige bryster, stor vulva og massive lår, hvilket kunne tyde på, at skønhedsidealerne dengang var meget anderledes, end de er i dag.

Men ifølge Maria Mackinney-Valentin behøver man slet ikke at rejse så langt tilbage i tiden for at se lignende forskydninger i kropsidealerne.

Hun fortæller, at et hold historikere for nogle år siden undersøgte udviklingen i de kalenderpiger, man kender fra skurvogne, autoværksteder og byggepladser, og konkluderede, at deres størrelse så ud til at svinge i takt med de økonomiske konjunkturer.

»Der er tilsyneladende en tendens til, at vi i krisetider foretrækker fyldige idealer, mens vi i opgangstider længes efter det slanke,« siger hun.

En lille hæl til herrerne

Tøjmoden er underlagt lignende fluktueringer. På den Hirschsprungske Samling i København hænger et maleri af kunstneren Kristian Zahrtmann med titlen Scene fra Christian VII’s hof. Billedet forestiller Struensee, Christian 7. og Caroline Mathilde, men det er ikke den romantiske ménage à trois, man skal have øje for i lige præcis denne sammenhæng. Men derimod den tøjstil, de kongelige repræsenterer. Særligt mændene skiller sig ud med deres pudrede parykker og strømpebukser og den lille elegante hæl, som løfter deres spidse sko fra gulvet.

»Sådan skulle man altså gerne se ud i 1700-tallet blandt de kongelige, som jo satte dagsordenen for alt, også moden. Og det er jo bare endnu en påmindelse om, at begreber som skønhed og grimhed hele tiden er til forhandling,« siger Maria Mackinney-Valentin.

Men som det er tilfældet med kunsten, er det også her værd at huske på, at det, der betragtes som pænt i hverdagskulturen, ikke nødvendigvis er god smag i modeverdenen.

»Modeskaberen Marc Jacobs sagde for nogle år siden, at det store tabu i modebranchen lige nu er at se pæn ud. Det pæne er simpelthen blevet dårlig smag – og altså grimt. På den måde ligger det grimme og det skønne hele tiden og skubber til hinanden,« siger hun.

Skønhed er magt

En af de kamppladser, hvor det grimme og det skønne skubber rundt på hinanden, er i plastikkirurgien. Marie Louise von Sperling er ansat ved AK Nygart, en klinik i København, der med over 2.000 kosmetiske brystoperationer årligt er en af de største aktører på markedet for plastikkirurgi.

Som plastikkirurg er hun i daglig kontakt med nogle af de kropsidealer, der hersker i samfundet i dag. Men også med mange af de moralske anklager, der omgiver hendes fag.

Marie Louise von Sperling har tidligere arbejdet med rekonstruktiv kirurgi på nogle af de største hospitaler herhjemme, men i dag har hun helliget sig den kosmetiske kirurgi. Hun oplever en klar forskel i opfattelsen af de to tilgange: Mens udretning af medfødte misdannelser, ulykker og traumer bifaldes af de fleste, betragtes kosmetiske operationer med silikone og behandlinger med botox af mange som moralsk angribeligt.

Men ifølge Marie Louise von Sperling er det langt hen ad vejen falske modsætninger.

»For man lukker jo heller ikke bare et hul i et ansigt, når man fjerner en kræftknude. Man forsøger samtidig at få kinden til at se pæn ud igen. Det er en kosmetisk operation, samtidig med at det er en rekonstruktiv operation. Og på samme måde er der jo meget ofte psykologiske gevinster ved en kosmetisk operation, hvilket også har betydning for den almene sundhed og trivsel,« siger hun.

Alligevel reagerer mange meget forskelligt på de to typer kirurgi.

»Mange opfatter det lidt som snyd. Hvis man er opereret smuk, så gælder det ikke. Det er i hvert fald de underliggende normer, jeg ofte støder på. Måske fordi vi bidrager med mere skønhed. Og skønhed er jo magt«.

Ifølge Marie Louise von Sperling er plastikkirurgien en slags fremkaldervæske for, hvad vi som samfund anser for grimt og smukt. Vi tænker måske ikke over det til daglig, men det er også en æstetisk dom, når vi giver børn bøjler på tænderne for at rette op på deres skæve pløkker. Eller når vi kollektivt beslutter os for, at operationer for stritører skal være betalt over sygesikringen og dermed gratis.

»Det er eksempler på, at vi gerne vil opnå normalitet for den enkelte dreng eller pige. Vi vil gerne have, at de ligner de andre børn, fordi der er en værdi i ikke at skille sig for meget ud fra mængden,« siger hun.

Det gyldne snit

Hvilket bringer os tilbage til udgangspunktet: Findes der en universel æstetik? Et ideal for det smukke og det grimme, som vi deler, fordi det – som Mads Meier Jæger ville udtrykke det – er kodet ind i os som mennesker? I Informations bogtillæg fortalte vi for nogle år siden en interessant historie: Et hold af forskere havde analyseret over 100 verdenslitterære værker og fundet ud af, at »et overvældende flertal« af dem mimer naturens egen orden – altså, at sætningernes længde og antallet af ord følger samme matematiske principper, som også kendetegner opbygningen af træer, konkylier snefnug og galakser. Fraktaler, kalder man dem.

Sara Houmann Mortensen

I en litterær sammenhæng er forskningen spændende, fordi den antyder, at der findes en særlig formel for skønlitteratur, der instinktivt appellerer til vores menneskelige sans for orden. I billedkunsten taler man om noget lignende i form af ’det gyldne snit’ – det punkt i billedet, hvor øjnene søger hen helt af sig selv, og hvor motivets væsentligste dele derfor bør findes i ethvert velkomponeret maleri. Og som tidligere nævnt har også neuroæstetikken dokumenteret, at vi som mennesker reagerer særligt positivt på symmetriske ansigter. Er det ikke alt sammen tegn på, at der findes noget, der er universelt smukt? Og dermed også noget, der er endegyldigt grimt?

Det mener Mads Meier Jæger. Og han giver ikke meget for de mange kulturhistoriske relativeringer af det skønne og det grimme. Som for eksempel historien om Venus fra Willendorf. I sig selv er den ikke noget gyldigt bevis på, at det grimme og det smukke skulle være udbyttelige størrelser, mener han.

»Det er en lerfigur, som ofte bliver fremhævet, men baseret på bredden i den forskning, jeg har set, så opfatter jeg den som en undtagelse. Der er andre lignende eksempler på historiske tidsperioder, hvor det har været anset som smukt at være lidt buttet, fordi det samtidig var et tegn på, at man ikke behøvede at arbejde. Men hvis man ser på de forskningsbaserede undersøgelser, der er lavet på tværs af lande og kulturer, så er det generelt et andet billede, der træder frem,« siger han.

Han henviser blandt andet til en undersøgelse, hvor indianere i Amazonas blev fremvist billeder af hvide europæere og bedt om at vurdere deres skønhed. Deres svar afveg ikke signifikant fra de svar, som hollændere og tyskere afgav efter at have set de samme billeder. Det tyder på, at vores æstetiske idealer i vid udstrækning er almenmenneskelige, mener han.

»Hvis du spørger mig, vil jeg sige, at det vi regner for smukt og grimt formentlig er bestemt af 70 procent natur og 30 procent kultur. Der er variationer i, hvad vi kan lide på bestemte tidspunkter i historien. Men ensartetheden på tværs af kulturer og tidsperioder er i mine øjne langt større end forskellene«.

Mads Meier Jæger ser sådan her på det: Vi kører med en gammel software i hjernen, som vi har til fælles med andre, højerestående primater, der også har en præference for eksempelvis symmetri. Blandt andet fordi symmetri er et tegn på en bredspektret genpulje, og at en sådan er med til at beskytte os mod sygdomme og parasitter. Og ja, så modtager vi samtidig ny information fra det samfund og den kultur, vi er en del af. Men det er kun et filter, der lægger sig hen over den motorkraft, vi er bygget med.

Professor i kunsthistorie Jacob Wamberg tøver med at drage helt samme konklusion. Han foretrækker at se sådan her på det: På den ene side er vi født med en fysisk og biologisk evne til at reagere med glæde og afsky på ting, vi opfatter som enten smukke eller grimme. På den anden side vil det, vi konkret opfatter som enten smukt eller grimt, i en eller anden grad altid være formet af vores sociale, kulturelle og politiske prægning.

»Det ligger dybt i os, at vi reagerer negativt på det, der kategoriseres som grimt i den tid, vi lever i. Og der er jo også undersøgelser, der viser, at folk, der er smukke, har nemmere ved at få job. Men det viser ikke andet, mener jeg, end at vi har en primitiv, positiv reaktion på det, vi via kulturelle normer har lært at opfatte som smukt.«

Serie

Grimme mennesker

Det er ikke ligegyldigt, hvad vi regner for grimt eller smukt. Studier viser, at smukke mennesker går nemmere gennem livet end mindre smukke mennesker. De får flere venner, tjener mere og tilskrives flere positive værdier. Men hvad mener vi overhovedet, når vi siger at noget er enten grimt eller smukt? Information ser i denne artikelserie på, hvordan grimhed er blevet opfattet gennem kulturhistorien, og hvordan den bliver fremstillet på film.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Hvad vil det sige at noget er smukt eller "æstetisk"? Jeg stillede det samme spørgsmål i en artikel i Politiken tilbage i 2012. Dengang havde jeg arbejdet med æstetik i over 20 år i filmbranchen, hvor vi alle talte indforstået om stil, smag og "æstetisk", men da jeg en dag begyndte at spørge, hvad reglerne for det smukke var, kunne ingen rigtigt forklare dem.

Det kom der en længere debat ud af. Jeg havde valgt at skrive artiklen i et lidt naivt sprog, med en diskret reference til drengen fra Kejserens Nye Klæder, og det fik Torben Sangild til at belære mig om min uvidenhed på Kunsten.nu. Han forklarede, hvad jeg allerede vidste, at ordet æstetik i dag kunne forstås på talrige måder og f.eks. også dækkede over det grimme. Man kunne også sige at ordet havde mistet en reel definition, og som en gammel filosof engang sagde: "Hvis vi vil diskutere moral, så er det et godt udgangspunkt at vi først bliver enige om hvad moral er". På den måde skøjtede Torben lidt udenom det egentlige spørgsmål. Hvad vil det sige at noget er smukt? Smuk og grim er bare to ender af en skala.

Før min kreative karriere, og efter den, har jeg arbejdet i det videnskabelige miljø, så jeg har lært at spotte, når et tyndt argument pakkes ind i tomme ord. Hvad er din hypotese/teori, og hvor er dine beviser? Nogle argumenterer at man ikke kan sætte det smukke på formel. Det er ikke nødvendigvis helt sandt. Mennesker har endnu ikke forstået hvordan man gør, men der var også engang, hvor vi ikke forstod at bakterier og virus var det som gjorde os syge. I stedet bad man ofte for den syge, noget de fleste mennesker i dag godt kunne se ikke havde den store effekt. Selv i dag er der læger som tror at feber er sygdom og at den bare skal dæmpes med en pille. Btw. Feber er en del af immunforsvaret, så hold snitterne fra pillerne, hvis du har feber.

Jeg har efterhånden brugt en del tid på emner som skønhed, smag, stil og æstetik, og der er stadig ting jeg ikke kan forklare. Hvorfor er en solnedgang smuk? En af mine bedste erindringer er en solnedgang jeg stod og kiggede på med en kammerat, og hvis jeg siger solnedgang i dag, så ved vi begge, lige præcis hvilken solnedgang jeg mener. Måske var det bare fordi situationen var særlig, men det var nu en smuk solnedgang.

De bedste bud på en forklaring på "det smukke" er den nye gren af videnskaben som kaldes neuroæstetik. Groft simplificeret kan man sige at den forklarer, hvad vi oplever som værende smukt med hjælp fra evolution, biologi og neurovidenskab. Hjernen er et af de organer mennesket bruger mest energi på. Energi får vi fra vores kost, og den skulle vi i millioner af år selv finde, for ikke at dø af sult. Når man døde af sult var man ude af gen poolen.

Af samme grund udviklede vi en spøjs mekanisme i hjernen. Den kan belønne sig selv. Når vi indser et eller andet, altså når vi er færdige med at bruge energi på at gruble over et eller andet og udstøder et Eureka, så belønner hjernen sig selv ved at pumpe bla. dopamin ud i synapserne. Godt gået hjerne, klap dig selv på skulderen.

Øjnene er så tæt forbundet med hjernen, at de fysiologisk kan opfattes som en del af hjernen. Når vi f.eks. ser et billede, så vil hjernen gerne have styr på, hvad det er øjnene er fokuseret på, og jo hurtigere jo bedre, fordi vi dermed skal bruge mindre tid på at samle føde der skal supportere hjernens arbejde. Af samme grund foretrækker vi f.eks. generelt et billede med kontrast frem for et uden kontrast. Det er også det som er grunden til at fotografen vælger at justere blænden på kameraet så baggrunden bliver "rolig". Når baggrunden bliver uskarp så indeholder signalet fra baggrunden mindre information, og derfor forstyrrer den mindre informationen fra det egentlige motiv.

Artiklen nævner det gyldne snit. Det format passer stort set perfekt med at udfylde vores synsfelt, og derfor er der ikke noget mystisk eller mirakuløst over det gyldne snit. Det er bare det format, hvor det vi ser på indeholder mindst mulig misinformation. Havde vi haft ét øje, så havde vi flippet over kvadrater.

Smukke mennesker er et spørgsmål om fødedygtighed og yngelpleje. Begge køn er afsindigt gode til at spotte stærke og svage gener hos en potentiel partner. Langt bedre end vi er i laboratoriet når vi sekventierer DNA. Vi kan spotte stærke gener som matcher vores egne svage gener, og omvendt. Det foregår via synet, men bla. også via lugtesansen. Der er f.eks. en sammenhæng mellem kvinders talje/hofte forhold og deres østrogenniveau/fertilitet. Det ved de færreste mænd når de synes at en kvinde er "lækker". Og ja, sammenhæng er ikke det samme som årsag, men der er talrige andre eksempler som peger i samme retning.

Disse forklaringer på det smukke er selvfølgelig ikke ligeså mystiske og spændende, som Kant's forestilling om en uforklarlig universel størrelse man kunne kalde skønhed. Man kunne sige at Kant's idé levnede mere spillerum for det kreative, men hvis målet med det kreative er at skabe noget som udløser "Ah!" og "Ih!" hos beskueren, så kan neuroæstetikken være til stor hjælp.

Et eksempel kan være tøj. Mænd og kvinder ser ikke farver ens. Kvinder har gennemsnitligt flere stave på nethinden end mænd. Det gør at de bedre kan adskille farver, og at den samme farve generelt ser mere mættet ud for kvinder end for mænd. Mænd kan derfor generelt bedre lide stærkt mættede farver end kvinder. Hvorfor er mænds tøj så typisk i afdæmpede farver, og hvorfor tager kvinder nogle gange en farvestrålende kjole på? Vi klæder os for at holde varmen, men også for at tiltrække mager, så vi kan få spredt vores gener. En rød kjole er kvinders version af påfuglehandens hale. Og mændene synes at stærk rød er super tiltrækkende. Samtidig signalerer kvinden også overfor andre hunner at hun er dem overlegen, og nej det er nok ikke det hun tænker når hun prøver kjolen foran spejlet. Eller er det?

Selvfølgelig er der variation imellem individer, men overordnet er der meget som peger på at det skønne vitterligt kan defineres som noget "universelt", i hvert fald hvis man accepterer dogmet om at Universet er så langt vi mennesker kan sanse. Derimod er der også meget som peger på at den klassiske forståelse af æstetikken er lige så "korrekt" som at alting er lavet af luft, ild, vand og jord.

https://en.wikipedia.org/wiki/Neuroesthetics

Søren Peter Langkjær Bojsen, jesper jacobsen, Esben Lykke, Flemming Berger, Maj-Britt Kent Hansen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Hvad med tatoveringer? Gør de mennesker smukkere eller grimmere?

Else Marie Arevad

Skønhedsidealer er tillærte, og vi har vores fra de gamle grækere. Af samme grund synes vi ikke, hvis vi skal være helt ærlige, at afrikanere med stærkt negroide træk er pæne. Men hvad synes afrikanerne om vores udseende? Jeg er ret sikker på, at de synes, vi er tudegrimme!

Bjarne Toft Sørensen

Det er væsentligt at skelne mellem tre niveauer, der ikke kan reduceres til hinanden, når personer ser en smuk person.

Det drejer sig dels om en person, der er smuk (niveau 1), dels om personer, der oplever en smuk person (niveau 2) og dels hvad der sker i kroppen hos de pågældende personer, når de ser den smukke person (niveau 3)

På niveau 1 kan man forsøge at beskrive en række fællestræk hos de personer, andre betragter som smukke, og som man så kan betegne som en årsag til, at personerne opleves som smukke.

På niveau 2 kan de personer, der oplever den smukke person, beskrive deres oplevelser for hinanden og for personer, der forsker i den slags ting, men selve den subjekte oplevelse er de hver især alene om. Trods fællestræk i de beskrivelser, de giver videre til hinanden, vedrørende deres oplevelser af den smukke.

På niveau 3 kan man på forskellig måde måle eller scanne, hvad der kropsligt sker hos de personer, der ser den skønne person, og der vil uden tvivl være fællestræk i de kropslige reaktioner, selv om de næppe vil være fuldstændig identiske.

Man vil kunne drage en række paralleller mellem, hvad der sker på de tre niveauer, og kunne give forklaringer i relation til disse paralleller, men de vil aldrig kunne reduceres til hinanden.

Morten Balling

@Else Marie Arevad

Lige det du nævner er der faktisk også nogen som har prøvet at se på med de videnskabelige briller. Frit fra hukommelsen mener jeg det bla. blev nævnt i et afsnit af TV serien Through The Wormhole med Morgan Freeman som vært.

For en del år siden, da man begyndte at kunne måle hjerneaktiviteten på forsøgspersoner, fandt man ud af at det center i hjernen som kaldes amygdala, viste aktivitet når man viste forsøgspersoner billeder af tilfældige mennesker med en anden hudfarve end forsøgspersonen selv. Amygdala har forskellige funktioner, men det er blandt andet den del af hjernen som gør at mennesker bliver bange for noget de ikke kender, og amygdala kan også udløse vrede og aggressivitet. Viste man forsøgspersoner billeder af mennesker med samme hudfarve, så viste amygdala ingen tegn på øget aktivitet.

I en længere periode var det den slags viden man gemte væk i en skuffe på et arkiv. Man mente at forsøget viste at mennesker dybest set var hardwired til at være racister, og det var ikke kun de leverpostejsfarvede mennesker som viste denne tendens.

Senere var der en gruppe unge forskere som fandt det gamle undersøgelse og tænkte at der måtte være noget galt, fordi de ikke oplevede frygt eller fjendtlighed overfor venner med en anden hudfarve. De gennemgik forsøget, og fandt to ting de oprindelige forskere ikke havde bemærket.

Den første var at hvis personen på billedet var en kendt person (skuespiller, musiker politiker mm.), så reagerede amygdala ikke. Samtidig bemærkede de, at de billeder som var brugt i forsøget kun viste personens ansigt. Derfor gentog de det oprindelige forsøg, men i stedet for at bruge billeder af ansigter, brugte de billeder af "hele personer". F.eks. en læge i en kittel hos en patient, eller en bibliotekar ved en bogreol.

Resultatet var at amygdala var komplet ligeglad med hudfarve i det nye forsøg.

Moralen er at man altid skal planlægge sit forsøg så det man prøver at måle ikke forstyrres af andre faktorer, og at man altid med videnskab skal være sundt skeptisk overfor ens resultater, specielt hvis de viser noget overraskende. Moralen er også at mennesker ikke er hardwiret til at være racister fra fødslen.

Marie Jensen, Dorte Haun Nielsen, jesper jacobsen og Laurits Palo anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Begrebet æstetik er gået fra at have en entydig definition hos dets skaber, Alexander Baumgarten, som »scientia cognitionis sensitivae« - videnskaben om den sansende erkendelse, til at have forskellige andre betydninger, især fordi det også er blevet et adjektiv.

"Skønhed" er et aspekt af den sansende erkendelse og kun et. Til begrebet hører, at individuelle præferencer kan ændres gennem træning, og derved kan noget, man engang opfattede som skønt, blive det modsatte. Individuelle præferencer er ikke konstante.
Nogle mener, at skønhed er det vigtigste for den sansende erkendelse, og Umberto Eco har skrevet en skønhedens historie, som er en redegørelse for en normativ europæisk forestilling om skønhed fra den græske begyndelse og frem til nutiden. Ved afslutningen konkluderer han, at det normative skønhedsbegreb gik under med mangfoldigheden i det 20. århundrede, men det vil en receptionshistoriker nok sætte et par anmærkninger til.

For en parfumør er skønhed forbundet med næsens sanseindtryk, for andre er det især øret, mens en væsentlig del af ens medmennesker omvendt synes at have alvorlige problemer med deres auditive skønhedsbegreb. Man kan ikke reducere diskussioner om skønhed til individuelle præferencer, fordi det skønne ikke kun er knyttet til det private, men også findes i det offentlige rum. Det er ikke mindst musikken et problemeksempel på (ligesom parfumerne kan være det!).

Per Langholz

Skøn må være universel. Insekter som sommerfugle er ofte meget smukke, blomster er smukke, der går på tværs af levende organismer. Blomster tiltrækker bier med deres skønhed. Men der er også en del organismer der ikke bruger skønhed, men bare er funktionelle til deres formål. Men vi vurdere og blander ofte skønhed med meget andet, som styrke, magt, sexuel udstråling. Tror vi vil finde den samme skønhed på andre planeter med liv.

Morten Balling

@Jørgen Mathiasen

Det med at ords betydning ændres med tiden kan man finde talrige eksempler på. Der er også de ord vi alle benytter, uden at de nogensinde har været klart defineret såsom "værdi". De fleste mennesker kender ikke forskellen på "moral" og "etik" og bruger begge begreber i flæng. Vi ved heller ikke, hvad det vil sige at noget er "levende". En virus er ikke levende iflg. den klassiske biologiske definition. En virus kan ikke reproducere sig selv, og den har ikke noget stofskifte. Alligevel bruger alle i øjeblikket begreber som hvor længe en virus kan "overleve" i luft eller på et metro gelænder. Sproget er dynamisk, og det ændrer sig hele tiden, hvilket kan være frustrerende når man først har lært en betydning af et ord. På den anden side er der ikke ret meget andet at gøre ved det end at acceptere at sådan fungerer virkeligheden.

Hvis vi nu prøver at skære æstetikken ind til benet, så har æstetikken for Baumgarten, for Kant, samt for stort set alle andre der har beskæftiget sig med begrebet drejet sig om at finde den universelle sande skønhed, altså den som ikke var forstyrret af den personlige smag. Denne definition stemmer iøvrigt relativt godt overens med den almene opfattelse af ordet æstetik, selv blandt dem som ikke har fået "trænet deres individuelle præferencer".

Hvis vi skærer det endnu mere ned så kunne vi lave et tankeeksperiment, hvor vi ville skabe et smukt bord. Det smukkeste bord i Universet. Hvad ville reglerne være som vi skulle følge for at nå det mål? En af mine bekendte siger at det er meget enkelt. Struktur - Funktion - Æstetik, i nævnte rækkefølge. Hvis man ikke laver bordet ordentligt og solidt, så er det ligegyldigt overhovedet at prøve. Dernæst er der spørgsmålet, hvad bordet skal bruges til? Hvis det skal stå foran en sofa, så skal benene ikke være ligeså lange som hvis det skulle være et spisebord, osv. Følger man de to første regler, så påstår min bekendte at æstetikken ofte vil give sig selv.

Du skriver at skønhed kun er ét aspekt af sanselig erkendelse, og det er jeg ikke nødvendigvis uenig i, men det ændrer ikke på at at skønhed opfattes som et af aspekterne. For at dette overhovedet kan have en berettigelse, så må skønhed, hvis vi skal kunne diskutere den som noget objektivt, have en klar og entydig forklaring. Hvad vil det sige at noget er smukt, og hvorfor er det smukt? Her er neuroæstetikken allerede lysår foran både Baumgarten et al, og alligevel har jeg ikke indtryk af at neuroæstetik er et fag på kunstakademiet.

Jeg levede som sagt selv i over 20 år i en verden, hvor man troede på god smag og på den sande æstetik som nogle havde og andre ikke havde. Det har altid forekommet mig elitært på et yderst spinkelt grundlag. Pierre Bourdieu mente at smag primært var et værktøj et samfund benyttede for at bevare sin klasseindelte struktur, og det er svært at finde argumenter imod det, med mindre nogen kan sætte fingeren på den sande skønhed.

Du deler tydeligvis ikke musiksmag med alle mennesker, og fair nok, det gør jeg heller ikke altid, men på hvad grundlag ville du kunne påstå at din opfattelse af det skønne er mere rigtig end deres?

Jørgen Mathiasen

@Morten Balling
Tak for tankerne. De giver mig i første omgang lejlighed til at fremhæve et par værker, nemlig Søren Kjørups bøger om æstetiske problemer. Det er lidt af en gave til alle, der kan læse dansk, at der findes den slags introduktioner til emnet. Værkerne er set fra min plads også usædvanlige derved, at de formidler et anglo-amerikansk blik på æstetik.

Jeg bedriver ikke proportionsforvrængning, hvis jeg siger, at skønhed spiller en begrænset rolle for den filosofiske æstetik bl.a. fordi der er mange andre spørgsmål. Eksempelvis det, du selv indirekte stiller, men inden jeg kommer til det, vil jeg også nævne, at Ecos værk (som ikke er oversat til dansk?) fra starten fastslår, at skønhed kun er en begrænset del af kunsten. Derfor er hans bog ikke en kunsthistorie.

De gode folk på kunstakademiet betragter jeg som kollegerne på et nabofag, og de må vist hellere selv svare på, hvad de mener neuroæstetikken kan bidrage med. For musikvidenskabens vedkommende kan man ret præcist måle proportionen, nemlig ved at kigge på det ikke helt lille omfang perception har i Håndbog for den systematiske Musikvidenskab (dette århundrede, bind 1-6). Der er dog andre emner, som spiller en rolle, og det antager jeg, at kunstakademiets folk også vil sige.

Du stiller et spørgsmål, som optager mange mennesker: Vurdering af kunst. (Det står også på Kjørups dagsorden.) Det er et spørgsmål, man kan beskæftige sig med på mange måder, som ikke alene er filosofisk, men også psykologisk eller kunstsociologisk (også et stort håndbogsemne). Det lønner sig at spørge, hvordan kunstsmag kan have en sociologisk profil og hvilken, især når folk angiveligt skyr normative forskrifter som pesten selv. Mit øre er mere trænet end flertallets, men der er også et par andre aspekter af kunstforståelsen, dem som Kjørup sammenfatter med det gamle udtryk »enhed i mangfoldigheden«. Det er vist det nærmeste man blandt relativister kommer til en målestok for kvalitet.

Morten Balling

@Jørgen Mathiasen

»enhed i mangfoldigheden«

Hvis man vil vurdere kunst, med andet formål end at sætte en pris på hvad den kan sælges for, så er det ligesom med moralen. Man er nødt til at vide, og frem for alt være enige om, hvad kunst er. Prøv at stille spørgsmålet til et middagsselskab. Ofte er reaktionen et fælles suk og en masse himmelvendte øjne. Primært fordi der stadig ikke rigtigt er nogen som kan komme med en entydig definition.

Hvis vi kunne blive enige om hvad kunst var, så kunne vi måske arbejde videre i et forsøg på at kunne vurdere den, men som jeg tidligere skrev, så er selv ordet værdi benyttet dagligt af alle, samtidig med at begrebet værdi ikke er klart defineret.

Skal kunsten vurderes kvalitativt eller kvantitativt? I 2012 blev nummeret Gangnam Style den første musikvideo som rundede en milliard views på Youtube. I dag har videoen været set 3,6 milliarder gange (jeg fatter det ikke). Til sammenligning har Poulenc's orgel koncert fremført af Duruflé, som jeg subjektivt sætter stor pris på, været set et par hundrede tusinde gange.

Jørgen Mathiasen

@Morten Balling
Den underfundige og kloge Kjørup skriver, at han ikke har nogen definition af kunst (og det kan relativister vist ikke tillade sig at klage over), men hans tekst er ikke desto mindre fuld at kriterier for kunst.
Det er ikke (sekundær)markedet, som afgør, hvad kunst er værd, hvis vi anlægger en æstetisk synsvinkel. Det er heller ikke filosofferne, med mindre de er en del af »systemet kunst«. Dét er stedet, hvor afgørelsen falder i den aldrig ophørende samtale om kunsten og dens indhold, og er det egentlig ikke den, som efter selve kunstoplevelsen er det væsentlige ?

Ruth Sørensen

@Else Marie Arevad.
Hvem refererer dit “vi” til? At du ikke kan lide udseendet af sorte mennesker, men kun finder hvide mennesker smukke, må stå for din egen regning.

Torsten Jacobsen, Carsten Munk, Maj-Britt Kent Hansen, Henriette Bøhne, Maj Horn og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Jørgen Mathiasen
Et af problemerne ved filosofiske værker om kunst, skrevet af danske filosoffer, er at de typisk forholder sig til fortidens kunst, ikke deres samtids kunst og den udvikling, der sker i kunsten, og som derfor burde få konsekvenser for deres opfattelse af kunstværkets ontologi (f.eks. filosofiske værker af Søren Kjørup, Niels Thomassen, Ole Thyssen og David Favrholdt).

Kunst og æstetisk har stadig noget med hinanden at gøre, men ikke specielt mere end emballage og æstetik og varer og æstetik har med hinanden at gøre, for så vidt at der er tale om designede objekter, og det er jo et aspekt, der har en stigende betydning i en samfund som vores.

Kunstens filosofi og filosofisk æstetik bør være forskellige filosofiske discipliner, selv om der vil være sammenfaldende undersøgelsesområder, ligesom det vil være nødvendigt stadig at skelne mellem en filosofisk æstetik og en videnskabelig æstetik (der kan leve op til videnskabelige dokumentationskrav), og hvor en række forskellige videnskaber vil kunne bidrage med væsentlig viden om det æstetiske.

kjeld hougaard

»Du raser, Paulus! den megen Lærdom gør dig rasende.«…
textforfatteren maa ha levet et ensomt liv. jeg og mine fire koner fem sjaele havde ikke samme opfattelse hvad der var skukt.

Jørgen Mathiasen

@Bjarne Toft Sørensen
Den første udgave af Søren Kjørups »Kunstens filosofi« stod længe på litteraturanbefalingerne til de kunstvidenskabelige fag, og det bør den stadigvæk gøre. Jeg sætter stor pris på den åbne, ræsonnerende måde han har formet sin tekst på, ikke mindst når jeg sammenligner med "indføringer" på andre sprog, men der er passager, hvor man mærker, at det er en filosof og ikke en kunstwissenschaftler, der skriver, og hvor det skinner igennem, at forfatteren har været i diskussioner.

I »Handbuch der systematischen Musikwissenschaft« er der omfattende henvisninger til filosofiske tekster (og ræsonnementer), og man kunne ikke tænke sig bindet om æstetik uden, men det er alligevel karakteristisk, at der under redaktionen af Helga de la Motte-Haber (2004) er andre bidrag som eksempelvis et afsnit under overskriften »SItuation - Medien - Erfahrung. Zu einer Ästhetik der Präsenz«. (Det er nok endnu mere karakteristisk, at bindene om musikpsykologi og musiksociologi er mere omfattende end bindet om æstetik.) De filosofiske bidrag kan ikke undværes, men de kan samtidigt ikke være de eneste.

Jo, vores kultur afgør i høj grad hvordan vi bedømmer andres udseende. Ekstreme eksempler illustrere dette tydeligt...

Nogle fremmede kulturer filer tænderne syle spidse . Andre udblokker underlæber til tallerkenstørrelse. Nogle strækker halsvirvlerne med ringe, medens andre igen skære mønstre og mærker i huden, alt sammen for at leve op til skønhedsidealet i den kultur de lever i. Ingen af disse idealer ville begå sig i vores kultur,

Det samme kan iagttages lige omkring os i hverdagen, hvor nogen dekorere sig med tatoveringer og nåle eller ringe i næse, øjenbryn m.m. Andre får lavet større læber(andenæb), og bryster i melonstørrelser. Det hele er bestræbelser på at følge et skønhedsideal, der hersker i nogle subkulturer. Ingen af disse skønhedsidealer hersker i min omgangskreds.

Jeg er overbevist om, at kulturen betyder rigtig meget for vores skønhedsidealer.

Henriette Bøhne

Else Marie Arevad,

Jeg synes sorte mennesker er meget smukke, så der har vi så ikke samme smag.

Erik Fuglsang

Det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser...............