Læsetid: 16 min.

Man siger, at skønhed afhænger af øjnene, der ser. Det passer sandsynligvis ikke

Frøer bliver til prinser i de mange forvandlingshistorier, der præger vores kultur. Men hvad mener vi overhovedet, når vi siger, at noget er grimt eller smukt? Og er vores vurderinger tillærte eller medfødte? Vi har søgt svar i videnskaben, kunsten, moden og plastikkirurgien
Frøer bliver til prinser i de mange forvandlingshistorier, der præger vores kultur. Men hvad mener vi overhovedet, når vi siger, at noget er grimt eller smukt? Og er vores vurderinger tillærte eller medfødte? Vi har søgt svar i videnskaben, kunsten, moden og plastikkirurgien

Sara Houmann Mortensen

12. juni 2020

Den anden dag så jeg instruktøren Greta Gerwigs nyindspilning af Louisa May Alcotts klassiske roman Little Women, der netop har haft dansk premiere.

I en scene kommer den næstældste søster Jo March triumferende hjem til familien. Udenfor raser den amerikanske borgerkrig, familien er i økonomiske problemer, og faderen ligger syg på hospitalet i Washington. Men Jo har ofret sig. Hun har skaffet penge til, at hendes mor kan rejse på sygebesøg til hovedstaden. 

»Hvor har du fået pengene fra?« spørger moren. Der går et sus igennem stuen, da Jo som svar trækker huen af og blotter sit kortklippede hår. De lange, smukke lokker er blevet solgt. 

»Dit hår! Din eneste skønhed!« 

Imens sidder jeg i nutiden og tænker, at det alligevel var en hård dom over skuespiller Saoirse Ronan, for hun er jo virkelig smuk – også som korthåret. Men sådan forandrer tingene sig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Jane Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kurt Nielsen
  • David Zennaro
  • Jakob Trägårdh
  • Peter Knap
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Olaf Tehrani
  • Ejvind Larsen
ulrik mortensen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Jane Jensen, Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen, Lise Lotte Rahbek, Kurt Nielsen, David Zennaro, Jakob Trägårdh, Peter Knap, Bjarne Bisgaard Jensen, Olaf Tehrani og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

Hvad vil det sige at noget er smukt eller "æstetisk"? Jeg stillede det samme spørgsmål i en artikel i Politiken tilbage i 2012. Dengang havde jeg arbejdet med æstetik i over 20 år i filmbranchen, hvor vi alle talte indforstået om stil, smag og "æstetisk", men da jeg en dag begyndte at spørge, hvad reglerne for det smukke var, kunne ingen rigtigt forklare dem.

Det kom der en længere debat ud af. Jeg havde valgt at skrive artiklen i et lidt naivt sprog, med en diskret reference til drengen fra Kejserens Nye Klæder, og det fik Torben Sangild til at belære mig om min uvidenhed på Kunsten.nu. Han forklarede, hvad jeg allerede vidste, at ordet æstetik i dag kunne forstås på talrige måder og f.eks. også dækkede over det grimme. Man kunne også sige at ordet havde mistet en reel definition, og som en gammel filosof engang sagde: "Hvis vi vil diskutere moral, så er det et godt udgangspunkt at vi først bliver enige om hvad moral er". På den måde skøjtede Torben lidt udenom det egentlige spørgsmål. Hvad vil det sige at noget er smukt? Smuk og grim er bare to ender af en skala.

Før min kreative karriere, og efter den, har jeg arbejdet i det videnskabelige miljø, så jeg har lært at spotte, når et tyndt argument pakkes ind i tomme ord. Hvad er din hypotese/teori, og hvor er dine beviser? Nogle argumenterer at man ikke kan sætte det smukke på formel. Det er ikke nødvendigvis helt sandt. Mennesker har endnu ikke forstået hvordan man gør, men der var også engang, hvor vi ikke forstod at bakterier og virus var det som gjorde os syge. I stedet bad man ofte for den syge, noget de fleste mennesker i dag godt kunne se ikke havde den store effekt. Selv i dag er der læger som tror at feber er sygdom og at den bare skal dæmpes med en pille. Btw. Feber er en del af immunforsvaret, så hold snitterne fra pillerne, hvis du har feber.

Jeg har efterhånden brugt en del tid på emner som skønhed, smag, stil og æstetik, og der er stadig ting jeg ikke kan forklare. Hvorfor er en solnedgang smuk? En af mine bedste erindringer er en solnedgang jeg stod og kiggede på med en kammerat, og hvis jeg siger solnedgang i dag, så ved vi begge, lige præcis hvilken solnedgang jeg mener. Måske var det bare fordi situationen var særlig, men det var nu en smuk solnedgang.

De bedste bud på en forklaring på "det smukke" er den nye gren af videnskaben som kaldes neuroæstetik. Groft simplificeret kan man sige at den forklarer, hvad vi oplever som værende smukt med hjælp fra evolution, biologi og neurovidenskab. Hjernen er et af de organer mennesket bruger mest energi på. Energi får vi fra vores kost, og den skulle vi i millioner af år selv finde, for ikke at dø af sult. Når man døde af sult var man ude af gen poolen.

Af samme grund udviklede vi en spøjs mekanisme i hjernen. Den kan belønne sig selv. Når vi indser et eller andet, altså når vi er færdige med at bruge energi på at gruble over et eller andet og udstøder et Eureka, så belønner hjernen sig selv ved at pumpe bla. dopamin ud i synapserne. Godt gået hjerne, klap dig selv på skulderen.

Øjnene er så tæt forbundet med hjernen, at de fysiologisk kan opfattes som en del af hjernen. Når vi f.eks. ser et billede, så vil hjernen gerne have styr på, hvad det er øjnene er fokuseret på, og jo hurtigere jo bedre, fordi vi dermed skal bruge mindre tid på at samle føde der skal supportere hjernens arbejde. Af samme grund foretrækker vi f.eks. generelt et billede med kontrast frem for et uden kontrast. Det er også det som er grunden til at fotografen vælger at justere blænden på kameraet så baggrunden bliver "rolig". Når baggrunden bliver uskarp så indeholder signalet fra baggrunden mindre information, og derfor forstyrrer den mindre informationen fra det egentlige motiv.

Artiklen nævner det gyldne snit. Det format passer stort set perfekt med at udfylde vores synsfelt, og derfor er der ikke noget mystisk eller mirakuløst over det gyldne snit. Det er bare det format, hvor det vi ser på indeholder mindst mulig misinformation. Havde vi haft ét øje, så havde vi flippet over kvadrater.

Smukke mennesker er et spørgsmål om fødedygtighed og yngelpleje. Begge køn er afsindigt gode til at spotte stærke og svage gener hos en potentiel partner. Langt bedre end vi er i laboratoriet når vi sekventierer DNA. Vi kan spotte stærke gener som matcher vores egne svage gener, og omvendt. Det foregår via synet, men bla. også via lugtesansen. Der er f.eks. en sammenhæng mellem kvinders talje/hofte forhold og deres østrogenniveau/fertilitet. Det ved de færreste mænd når de synes at en kvinde er "lækker". Og ja, sammenhæng er ikke det samme som årsag, men der er talrige andre eksempler som peger i samme retning.

Disse forklaringer på det smukke er selvfølgelig ikke ligeså mystiske og spændende, som Kant's forestilling om en uforklarlig universel størrelse man kunne kalde skønhed. Man kunne sige at Kant's idé levnede mere spillerum for det kreative, men hvis målet med det kreative er at skabe noget som udløser "Ah!" og "Ih!" hos beskueren, så kan neuroæstetikken være til stor hjælp.

Et eksempel kan være tøj. Mænd og kvinder ser ikke farver ens. Kvinder har gennemsnitligt flere stave på nethinden end mænd. Det gør at de bedre kan adskille farver, og at den samme farve generelt ser mere mættet ud for kvinder end for mænd. Mænd kan derfor generelt bedre lide stærkt mættede farver end kvinder. Hvorfor er mænds tøj så typisk i afdæmpede farver, og hvorfor tager kvinder nogle gange en farvestrålende kjole på? Vi klæder os for at holde varmen, men også for at tiltrække mager, så vi kan få spredt vores gener. En rød kjole er kvinders version af påfuglehandens hale. Og mændene synes at stærk rød er super tiltrækkende. Samtidig signalerer kvinden også overfor andre hunner at hun er dem overlegen, og nej det er nok ikke det hun tænker når hun prøver kjolen foran spejlet. Eller er det?

Selvfølgelig er der variation imellem individer, men overordnet er der meget som peger på at det skønne vitterligt kan defineres som noget "universelt", i hvert fald hvis man accepterer dogmet om at Universet er så langt vi mennesker kan sanse. Derimod er der også meget som peger på at den klassiske forståelse af æstetikken er lige så "korrekt" som at alting er lavet af luft, ild, vand og jord.

https://en.wikipedia.org/wiki/Neuroesthetics

Søren Peter Langkjær Bojsen, jesper jacobsen, Esben Lykke, Flemming Berger, Maj-Britt Kent Hansen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Skønhedsidealer er tillærte, og vi har vores fra de gamle grækere. Af samme grund synes vi ikke, hvis vi skal være helt ærlige, at afrikanere med stærkt negroide træk er pæne. Men hvad synes afrikanerne om vores udseende? Jeg er ret sikker på, at de synes, vi er tudegrimme!

Bjarne Toft Sørensen

Det er væsentligt at skelne mellem tre niveauer, der ikke kan reduceres til hinanden, når personer ser en smuk person.

Det drejer sig dels om en person, der er smuk (niveau 1), dels om personer, der oplever en smuk person (niveau 2) og dels hvad der sker i kroppen hos de pågældende personer, når de ser den smukke person (niveau 3)

På niveau 1 kan man forsøge at beskrive en række fællestræk hos de personer, andre betragter som smukke, og som man så kan betegne som en årsag til, at personerne opleves som smukke.

På niveau 2 kan de personer, der oplever den smukke person, beskrive deres oplevelser for hinanden og for personer, der forsker i den slags ting, men selve den subjekte oplevelse er de hver især alene om. Trods fællestræk i de beskrivelser, de giver videre til hinanden, vedrørende deres oplevelser af den smukke.

På niveau 3 kan man på forskellig måde måle eller scanne, hvad der kropsligt sker hos de personer, der ser den skønne person, og der vil uden tvivl være fællestræk i de kropslige reaktioner, selv om de næppe vil være fuldstændig identiske.

Man vil kunne drage en række paralleller mellem, hvad der sker på de tre niveauer, og kunne give forklaringer i relation til disse paralleller, men de vil aldrig kunne reduceres til hinanden.

Morten Balling

@Else Marie Arevad

Lige det du nævner er der faktisk også nogen som har prøvet at se på med de videnskabelige briller. Frit fra hukommelsen mener jeg det bla. blev nævnt i et afsnit af TV serien Through The Wormhole med Morgan Freeman som vært.

For en del år siden, da man begyndte at kunne måle hjerneaktiviteten på forsøgspersoner, fandt man ud af at det center i hjernen som kaldes amygdala, viste aktivitet når man viste forsøgspersoner billeder af tilfældige mennesker med en anden hudfarve end forsøgspersonen selv. Amygdala har forskellige funktioner, men det er blandt andet den del af hjernen som gør at mennesker bliver bange for noget de ikke kender, og amygdala kan også udløse vrede og aggressivitet. Viste man forsøgspersoner billeder af mennesker med samme hudfarve, så viste amygdala ingen tegn på øget aktivitet.

I en længere periode var det den slags viden man gemte væk i en skuffe på et arkiv. Man mente at forsøget viste at mennesker dybest set var hardwired til at være racister, og det var ikke kun de leverpostejsfarvede mennesker som viste denne tendens.

Senere var der en gruppe unge forskere som fandt det gamle undersøgelse og tænkte at der måtte være noget galt, fordi de ikke oplevede frygt eller fjendtlighed overfor venner med en anden hudfarve. De gennemgik forsøget, og fandt to ting de oprindelige forskere ikke havde bemærket.

Den første var at hvis personen på billedet var en kendt person (skuespiller, musiker politiker mm.), så reagerede amygdala ikke. Samtidig bemærkede de, at de billeder som var brugt i forsøget kun viste personens ansigt. Derfor gentog de det oprindelige forsøg, men i stedet for at bruge billeder af ansigter, brugte de billeder af "hele personer". F.eks. en læge i en kittel hos en patient, eller en bibliotekar ved en bogreol.

Resultatet var at amygdala var komplet ligeglad med hudfarve i det nye forsøg.

Moralen er at man altid skal planlægge sit forsøg så det man prøver at måle ikke forstyrres af andre faktorer, og at man altid med videnskab skal være sundt skeptisk overfor ens resultater, specielt hvis de viser noget overraskende. Moralen er også at mennesker ikke er hardwiret til at være racister fra fødslen.

Marie Jensen, Dorte Haun Nielsen, jesper jacobsen og Laurits Palo anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Begrebet æstetik er gået fra at have en entydig definition hos dets skaber, Alexander Baumgarten, som »scientia cognitionis sensitivae« - videnskaben om den sansende erkendelse, til at have forskellige andre betydninger, især fordi det også er blevet et adjektiv.

"Skønhed" er et aspekt af den sansende erkendelse og kun et. Til begrebet hører, at individuelle præferencer kan ændres gennem træning, og derved kan noget, man engang opfattede som skønt, blive det modsatte. Individuelle præferencer er ikke konstante.
Nogle mener, at skønhed er det vigtigste for den sansende erkendelse, og Umberto Eco har skrevet en skønhedens historie, som er en redegørelse for en normativ europæisk forestilling om skønhed fra den græske begyndelse og frem til nutiden. Ved afslutningen konkluderer han, at det normative skønhedsbegreb gik under med mangfoldigheden i det 20. århundrede, men det vil en receptionshistoriker nok sætte et par anmærkninger til.

For en parfumør er skønhed forbundet med næsens sanseindtryk, for andre er det især øret, mens en væsentlig del af ens medmennesker omvendt synes at have alvorlige problemer med deres auditive skønhedsbegreb. Man kan ikke reducere diskussioner om skønhed til individuelle præferencer, fordi det skønne ikke kun er knyttet til det private, men også findes i det offentlige rum. Det er ikke mindst musikken et problemeksempel på (ligesom parfumerne kan være det!).

Per Langholz

Skøn må være universel. Insekter som sommerfugle er ofte meget smukke, blomster er smukke, der går på tværs af levende organismer. Blomster tiltrækker bier med deres skønhed. Men der er også en del organismer der ikke bruger skønhed, men bare er funktionelle til deres formål. Men vi vurdere og blander ofte skønhed med meget andet, som styrke, magt, sexuel udstråling. Tror vi vil finde den samme skønhed på andre planeter med liv.

Morten Balling

@Jørgen Mathiasen

Det med at ords betydning ændres med tiden kan man finde talrige eksempler på. Der er også de ord vi alle benytter, uden at de nogensinde har været klart defineret såsom "værdi". De fleste mennesker kender ikke forskellen på "moral" og "etik" og bruger begge begreber i flæng. Vi ved heller ikke, hvad det vil sige at noget er "levende". En virus er ikke levende iflg. den klassiske biologiske definition. En virus kan ikke reproducere sig selv, og den har ikke noget stofskifte. Alligevel bruger alle i øjeblikket begreber som hvor længe en virus kan "overleve" i luft eller på et metro gelænder. Sproget er dynamisk, og det ændrer sig hele tiden, hvilket kan være frustrerende når man først har lært en betydning af et ord. På den anden side er der ikke ret meget andet at gøre ved det end at acceptere at sådan fungerer virkeligheden.

Hvis vi nu prøver at skære æstetikken ind til benet, så har æstetikken for Baumgarten, for Kant, samt for stort set alle andre der har beskæftiget sig med begrebet drejet sig om at finde den universelle sande skønhed, altså den som ikke var forstyrret af den personlige smag. Denne definition stemmer iøvrigt relativt godt overens med den almene opfattelse af ordet æstetik, selv blandt dem som ikke har fået "trænet deres individuelle præferencer".

Hvis vi skærer det endnu mere ned så kunne vi lave et tankeeksperiment, hvor vi ville skabe et smukt bord. Det smukkeste bord i Universet. Hvad ville reglerne være som vi skulle følge for at nå det mål? En af mine bekendte siger at det er meget enkelt. Struktur - Funktion - Æstetik, i nævnte rækkefølge. Hvis man ikke laver bordet ordentligt og solidt, så er det ligegyldigt overhovedet at prøve. Dernæst er der spørgsmålet, hvad bordet skal bruges til? Hvis det skal stå foran en sofa, så skal benene ikke være ligeså lange som hvis det skulle være et spisebord, osv. Følger man de to første regler, så påstår min bekendte at æstetikken ofte vil give sig selv.

Du skriver at skønhed kun er ét aspekt af sanselig erkendelse, og det er jeg ikke nødvendigvis uenig i, men det ændrer ikke på at at skønhed opfattes som et af aspekterne. For at dette overhovedet kan have en berettigelse, så må skønhed, hvis vi skal kunne diskutere den som noget objektivt, have en klar og entydig forklaring. Hvad vil det sige at noget er smukt, og hvorfor er det smukt? Her er neuroæstetikken allerede lysår foran både Baumgarten et al, og alligevel har jeg ikke indtryk af at neuroæstetik er et fag på kunstakademiet.

Jeg levede som sagt selv i over 20 år i en verden, hvor man troede på god smag og på den sande æstetik som nogle havde og andre ikke havde. Det har altid forekommet mig elitært på et yderst spinkelt grundlag. Pierre Bourdieu mente at smag primært var et værktøj et samfund benyttede for at bevare sin klasseindelte struktur, og det er svært at finde argumenter imod det, med mindre nogen kan sætte fingeren på den sande skønhed.

Du deler tydeligvis ikke musiksmag med alle mennesker, og fair nok, det gør jeg heller ikke altid, men på hvad grundlag ville du kunne påstå at din opfattelse af det skønne er mere rigtig end deres?

Jørgen Mathiasen

@Morten Balling
Tak for tankerne. De giver mig i første omgang lejlighed til at fremhæve et par værker, nemlig Søren Kjørups bøger om æstetiske problemer. Det er lidt af en gave til alle, der kan læse dansk, at der findes den slags introduktioner til emnet. Værkerne er set fra min plads også usædvanlige derved, at de formidler et anglo-amerikansk blik på æstetik.

Jeg bedriver ikke proportionsforvrængning, hvis jeg siger, at skønhed spiller en begrænset rolle for den filosofiske æstetik bl.a. fordi der er mange andre spørgsmål. Eksempelvis det, du selv indirekte stiller, men inden jeg kommer til det, vil jeg også nævne, at Ecos værk (som ikke er oversat til dansk?) fra starten fastslår, at skønhed kun er en begrænset del af kunsten. Derfor er hans bog ikke en kunsthistorie.

De gode folk på kunstakademiet betragter jeg som kollegerne på et nabofag, og de må vist hellere selv svare på, hvad de mener neuroæstetikken kan bidrage med. For musikvidenskabens vedkommende kan man ret præcist måle proportionen, nemlig ved at kigge på det ikke helt lille omfang perception har i Håndbog for den systematiske Musikvidenskab (dette århundrede, bind 1-6). Der er dog andre emner, som spiller en rolle, og det antager jeg, at kunstakademiets folk også vil sige.

Du stiller et spørgsmål, som optager mange mennesker: Vurdering af kunst. (Det står også på Kjørups dagsorden.) Det er et spørgsmål, man kan beskæftige sig med på mange måder, som ikke alene er filosofisk, men også psykologisk eller kunstsociologisk (også et stort håndbogsemne). Det lønner sig at spørge, hvordan kunstsmag kan have en sociologisk profil og hvilken, især når folk angiveligt skyr normative forskrifter som pesten selv. Mit øre er mere trænet end flertallets, men der er også et par andre aspekter af kunstforståelsen, dem som Kjørup sammenfatter med det gamle udtryk »enhed i mangfoldigheden«. Det er vist det nærmeste man blandt relativister kommer til en målestok for kvalitet.

Morten Balling

@Jørgen Mathiasen

»enhed i mangfoldigheden«

Hvis man vil vurdere kunst, med andet formål end at sætte en pris på hvad den kan sælges for, så er det ligesom med moralen. Man er nødt til at vide, og frem for alt være enige om, hvad kunst er. Prøv at stille spørgsmålet til et middagsselskab. Ofte er reaktionen et fælles suk og en masse himmelvendte øjne. Primært fordi der stadig ikke rigtigt er nogen som kan komme med en entydig definition.

Hvis vi kunne blive enige om hvad kunst var, så kunne vi måske arbejde videre i et forsøg på at kunne vurdere den, men som jeg tidligere skrev, så er selv ordet værdi benyttet dagligt af alle, samtidig med at begrebet værdi ikke er klart defineret.

Skal kunsten vurderes kvalitativt eller kvantitativt? I 2012 blev nummeret Gangnam Style den første musikvideo som rundede en milliard views på Youtube. I dag har videoen været set 3,6 milliarder gange (jeg fatter det ikke). Til sammenligning har Poulenc's orgel koncert fremført af Duruflé, som jeg subjektivt sætter stor pris på, været set et par hundrede tusinde gange.

Jørgen Mathiasen

@Morten Balling
Den underfundige og kloge Kjørup skriver, at han ikke har nogen definition af kunst (og det kan relativister vist ikke tillade sig at klage over), men hans tekst er ikke desto mindre fuld at kriterier for kunst.
Det er ikke (sekundær)markedet, som afgør, hvad kunst er værd, hvis vi anlægger en æstetisk synsvinkel. Det er heller ikke filosofferne, med mindre de er en del af »systemet kunst«. Dét er stedet, hvor afgørelsen falder i den aldrig ophørende samtale om kunsten og dens indhold, og er det egentlig ikke den, som efter selve kunstoplevelsen er det væsentlige ?

Ruth Sørensen

@Else Marie Arevad.
Hvem refererer dit “vi” til? At du ikke kan lide udseendet af sorte mennesker, men kun finder hvide mennesker smukke, må stå for din egen regning.

Torsten Jacobsen, Carsten Munk, Maj-Britt Kent Hansen, Henriette Bøhne, Maj Horn og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Jørgen Mathiasen
Et af problemerne ved filosofiske værker om kunst, skrevet af danske filosoffer, er at de typisk forholder sig til fortidens kunst, ikke deres samtids kunst og den udvikling, der sker i kunsten, og som derfor burde få konsekvenser for deres opfattelse af kunstværkets ontologi (f.eks. filosofiske værker af Søren Kjørup, Niels Thomassen, Ole Thyssen og David Favrholdt).

Kunst og æstetisk har stadig noget med hinanden at gøre, men ikke specielt mere end emballage og æstetik og varer og æstetik har med hinanden at gøre, for så vidt at der er tale om designede objekter, og det er jo et aspekt, der har en stigende betydning i en samfund som vores.

Kunstens filosofi og filosofisk æstetik bør være forskellige filosofiske discipliner, selv om der vil være sammenfaldende undersøgelsesområder, ligesom det vil være nødvendigt stadig at skelne mellem en filosofisk æstetik og en videnskabelig æstetik (der kan leve op til videnskabelige dokumentationskrav), og hvor en række forskellige videnskaber vil kunne bidrage med væsentlig viden om det æstetiske.

kjeld hougaard

»Du raser, Paulus! den megen Lærdom gør dig rasende.«…
textforfatteren maa ha levet et ensomt liv. jeg og mine fire koner fem sjaele havde ikke samme opfattelse hvad der var skukt.

Jørgen Mathiasen

@Bjarne Toft Sørensen
Den første udgave af Søren Kjørups »Kunstens filosofi« stod længe på litteraturanbefalingerne til de kunstvidenskabelige fag, og det bør den stadigvæk gøre. Jeg sætter stor pris på den åbne, ræsonnerende måde han har formet sin tekst på, ikke mindst når jeg sammenligner med "indføringer" på andre sprog, men der er passager, hvor man mærker, at det er en filosof og ikke en kunstwissenschaftler, der skriver, og hvor det skinner igennem, at forfatteren har været i diskussioner.

I »Handbuch der systematischen Musikwissenschaft« er der omfattende henvisninger til filosofiske tekster (og ræsonnementer), og man kunne ikke tænke sig bindet om æstetik uden, men det er alligevel karakteristisk, at der under redaktionen af Helga de la Motte-Haber (2004) er andre bidrag som eksempelvis et afsnit under overskriften »SItuation - Medien - Erfahrung. Zu einer Ästhetik der Präsenz«. (Det er nok endnu mere karakteristisk, at bindene om musikpsykologi og musiksociologi er mere omfattende end bindet om æstetik.) De filosofiske bidrag kan ikke undværes, men de kan samtidigt ikke være de eneste.

Jo, vores kultur afgør i høj grad hvordan vi bedømmer andres udseende. Ekstreme eksempler illustrere dette tydeligt...

Nogle fremmede kulturer filer tænderne syle spidse . Andre udblokker underlæber til tallerkenstørrelse. Nogle strækker halsvirvlerne med ringe, medens andre igen skære mønstre og mærker i huden, alt sammen for at leve op til skønhedsidealet i den kultur de lever i. Ingen af disse idealer ville begå sig i vores kultur,

Det samme kan iagttages lige omkring os i hverdagen, hvor nogen dekorere sig med tatoveringer og nåle eller ringe i næse, øjenbryn m.m. Andre får lavet større læber(andenæb), og bryster i melonstørrelser. Det hele er bestræbelser på at følge et skønhedsideal, der hersker i nogle subkulturer. Ingen af disse skønhedsidealer hersker i min omgangskreds.

Jeg er overbevist om, at kulturen betyder rigtig meget for vores skønhedsidealer.

Henriette Bøhne

Else Marie Arevad,

Jeg synes sorte mennesker er meget smukke, så der har vi så ikke samme smag.