Feature
Læsetid: 7 min.

Vi skulle have skrevet denne tekst om en kollektivøvelse sammen

Som led i kulturredaktionens undersøgelse af kollektive arbejdsformer har redaktionen selv, med råd fra teaterdirektør Elisa Kragerup, lavet en daglig samarbejdsøvelse. Følgende tekst er en fællesskrevet tekst om, hvordan øvelsen gik – og forvirringen om, hvad det kollektive egentlig er
Kultur
19. juni 2020
Som led i kulturredaktionens undersøgelse af kollektive arbejdsformer har redaktionen selv, med råd fra teaterdirektør Elisa Kragerup, lavet en daglig samarbejdsøvelse. Følgende tekst er en fællesskrevet tekst om, hvordan øvelsen gik – og forvirringen om, hvad det kollektive egentlig er

Jesse Jacob

Det er en kølig mandag sidst i maj. Der er som enhver anden dag i denne måned videokonferencemorgenmøde på Informations kulturredaktion. Vi har vendt ideer til ledere, en mediepolitisk skandale og ugens forestående kulturbegivenheder. Nu er det tid til lidt friere idéudvikling. Med et tvist.

Rasmus Bo Sørensen, mangeårig kulturjournalist, lægger ud: »Skal vi ikke lave noget på Genforeningen?«

Garvet filmredaktør, Christian Monggaard, griber den: »Ja, altså, jeg synes det interessante, ud over bare at sidde i København og skrive om det, er at komme derover. Vi skal sende Rasmus Bo på vandring nede ved genforeningsområdet og skrive om det.«

Peter Nielsen, litteraturredaktør, tænker lidt og svarer så: »Hmm … jeg tænkte bare på … er der ikke nogen, som DU skal genforenes med, Rasmus?«

Mette Kierstein, universitetspraktikant, fortsætter tanken: »JA! Hvad med at vi laver en journalistisk reenactement? Vores take på Genforeningen bliver en genopførelse af værket af Ulay og Marina Abramovich, hvor Rasmus og en anden går fra hver deres side af grænsen og så genforenes?«

Bodil Skovgaard Nielsen, også universitetspraktikant, supplerer: »Jeg synes, det er for let bare at gentage et performancekunstværk. Jeg synes, at vi skal genopføre slaget ved Dybbøl med statister. Der har ikke været nok kulturproduktion eller tv-serier om krigene ved grænselandet, og det kan vi godt bede læserne deltage i. Med samtaler og debat bagefter.«

Kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde nikker: »Men jeg synes også, at det skal handle om relationer – som Peter var inde på. Så hvad med at Rasmus vælger et familiemedlem eller en ekskæreste, han har brug for at blive genforenet med, og så får vi alle vores læsere til at gøre det samme? Så skal vi alle sammen tage til Sønderjylland og genopføre slaget ved Dybbøl og bruge de historiske erfaringer om grænsekrige til at realisere vores individuelle relationer? Så kommer vi både os selv nærmere og hinanden som kollektiv.«

Bodil Skovgaard Nielsen: »Og Tyskland nærmere.«

Katrine Hornstrup Yde: »Ja. Og Europa som sådan. Godt. Er det så det, vi gør?«

Rasmus Bo Sørensen: »Ja jo … Men hvorfor stoppe ved reenactement. Hvorfor ikke gå rigtigt i krig? Gifte sig med nogen, man engang har droppet, og så gå i krig? Det er der, den skal lande.«

Der lander den ikke. Samtalen fortsætter om noget med at sy grænserne sammen, fordi tekstilkunst er hot. Noget med så også at væve hele Norden sammen i et stort tæppe. Og at flyve det langt op i himmelrummet og dække hele verden til med det. Vist for klimaet.

Så voldsomt stikker et almindeligt morgenmøde sjældent af. Men alle møder i denne uge er så også blevet underlagt en særlig regel. Samtalen er en kollektivøvelse.

Eskalering

I en uge har redaktionens almindelige idéudvikling været afløst af et princip om hele tiden at lade ideer eskalere: En af os har udkastet en løs idé til noget, vi kunne lave journalistik om, hvorefter den næste har bragte ideen et skridt videre, gjort den vildere, og det samme har så også den næste person gjort, indtil runden var slut, og alle var kommet til orde. Vi har nemlig fokus på kollektiver i samtidens kultur – de kreative arbejdsfællesskaber og fællesskabsorienterede arbejdsformer, ofte under fælles pseudonym, der virker som lokkende alternativer til præstationskultur, selvrealisering, ensomt arbejde og individuel udsathed. Og derfor har vi forsøgt os med en øvelse, der kan ruske op i den slags.

Øvelsen til morgenmødet kalder vi eskaleringsøvelsen. Ideen har teaterinstruktør Elisa Kragerup givet os. To fra redaktionen har løbende fulgt hendes teater Betty Nansen under en særligt kollektivt funderet arbejdsmetode omkring et nyt teaterstykke, Livstidsgæsterne. Øvelser som den om eskalering har Kragerup selv brugt, når hun i blandt andet teaterkollektivet Sort Samvittighed har idéudviklet og improviseret udtryk og stemninger frem med de andre medlemmer. Man kan også læse hende sætte skuespillere i gang med legen i onsdagens anden reportage fra Betty, hvor de på skift skal drikke kaffe med intensiveret nervøsitet. Nu forsøger vi som skrivende over en uge at gøre det samme. Med ideer frem for nervøsitet. Der blandt andet også ender i at bruge vores egne (forestillede) fans til at skildre fankultur. Og andet vrøvl.

Højskolelugt

Kragerup foreslog flere kollektive øvelser. Et andet forslag var at få os ordmennesker til at kommunikere med andet end ord (dans, sang, fakter) til en seminardag eller forsøge at skrive, som om vi var en anden end os selv: vores mor, Suzanne Brøgger eller en hund, for eksempel. Det kunne måske fungere som et frisættende alibi for at skrive på en anderledes måde. Hvilken øvelse, vi skulle kaste os over, blev diskuteret til et kaotisk idémøde med fascination og skepsis. Hvad var overhovedet det kollektive i at skrive som en hund eller i at danse en idé til en interviewserie? Der blev sagt ting som: »Når det begynder at lugte af højskole, så sætter jeg mig over i stolen og bliver lidt gnaven.« Og: »Jeg kan da godt gøre noget gøglet, men så går jeg tilbage bagefter og skriver, som jeg plejer.« 

Bagefter måtte redaktør Yde sende en meget klar plan ud for den idé, vi i enighed landede på: eskaleringen.

Og eskaleringsøvelsen føles altså tryg nok. Den ryster måske gruppedynamikken en smule og gør os opmærksomme på, hvad de små forskydninger siger om vores hierarkier: at praktikanten overtager redaktørens forslag og siger »det synes jeg slet ikke er radikalt nok«. Og alle får varmet stemmerne op, bliver tvunget til at hælde et eller andet ud af hjernen. Man kunne kalde det en slags teambuildingøvelse for det talende segment. Én foreslår det som en god »opvarmningsøvelse« fremadrettet: Vores version af Phillip Fabers bøj og stræk før fællesmorgensang. 

Og ikke mere end det. For livet på en redaktion er i udgangspunktet kollektivt funderet. Vi idéudvikler sammen, læser hinandens tekster, giver hinanden fælles efterkritik. Som regel skriver vi under eget navn, men dobbelte bylines og duetanmeldelser optræder også i spalterne for at rumme interessant uenighed. 

Anarki

Og som en slags ekstraeskalerende udgave af denne slags fællesskrivningsgreb skulle denne artikel om vores eskaleringsrunde skrives under fælles byline. Første, anden, tredje, fjerde, femte version af denne artikel blev skrevet på skift, redigeret og løbende ændret af alle redaktionens medlemmer.

Men det stak af. De skrivende gjorde oprør mod redaktøren, der havde sat rammen for den bizarre, regelløse skriveleg, og så blev artiklen pludselig til en tekst om at blive tvunget til at skrive denne tekst – en eskalering i sig selv snarere end en tekst om vores eskaleringsøvelse. Den oprindelige indledning blev rykket ned midt i teksten og kommenteret af de andre. Nogen brød andres sætninger op og gjorde dem til digte: »JEG SYNES IKKE / MAN SKAL STARTE MED AT SKRIVE UNDSKYLD / DET AT SKRIVE SAMMEN / BØR VEL HELLER IKKE /GØRE TEKSTER UFORSTÅELIGE«.

Hvis du, læser, nu mister orienteringen, står du ikke alene: Da tillæggets redigerende, Anita Brask Rasmussen, læste resultatet af den eksplosive metametametatekst kom hun storøjet ind på redaktørens kontor og deklarerede: »Denne tekst handler jo slet ikke om … om noget?«

Det syntes redaktøren nu, den gjorde: Den handlede om dynamikken i vores redaktion, om vores samarbejdsvaner, ubehaget ved at flyde sammen, om frygten for at komme til at overdøve hinanden eller bestemme for meget og om et meget kaotisk forsøg på at rumme alt dette i en tekst med mange stemmer. Var det ikke sjovt, altså sigende, at opgaven udviklede sig til et oprør mod at få tvunget et skrivende fællesskab ned over sig? At den udstillede ideen om, at kollektivet altid må slagte sin leder for at være rigtig kollektiv? Eller måske var det mest spændende som proces og ikke som tekst på print?

Så: Det, du læser nu, er en kollektivt skrevet tekst, banket ned, tilbage og på plads af redaktøren, der kom til at sætte et anarki i gang og måtte få det hele til at hænge nogenlunde sammen med egne og andres sætninger. Et lærerigt nederlag, kunne man kalde det, hvis man havde forestillet sig, at en kollektivt skrevet tekst uden klare regler i sig selv kunne udslette hierarkier, finde et hidtil ukendt fælles ubevidste, gøre noget helt andet end det, vi ellers gør. 

Men måske var formålet bare at mærke på egen krop, at det at ’at arbejde kollektivt’ er svært at gøre på kommando, selv om vi altid gør det. Ifølge de kunstkollektiver, vi har interviewet, er det kollektive vidt forskellige strategier og arbejdsmetoder, som nogen aktivt har valgt til. På Betty Nansen er Elisa Kragerup for eksempel helt tydeligt, har vi bevidnet, stadig instruktøren. Hun sætter rammen for legen og stykker alt sammen til sidst. »Jeg gider ikke lave konsensuskunst! Jeg gider ikke gå ind i et rum, bare kigge på hinanden og sige ’nå, hvad skal der ske i dag’,« forklarede hun i den indledende reportage. Hun vil snarere gøre op med en nulfejlskultur – også hos sig selv.

»Men jeg kan ikke bære alt alene,« sagde hun. »Og det fælles ansvar, det kan jo også være meget rart, hvis det ikke lykkes. Det er lidt et paradoks dog, for jeg tager meget ansvar. Så jeg øver mig på, at det med at lave fejl også gælder mig selv. Nogle gange er det bare lettere at sige til andre.«

Serie

Information i kunstkollektiv

Fællesskaber ser ud til at blomstre i isolations- og præstationstider, også i samtidskunsten, hvor kollektiver spirer frem. Over sommeren tager Informations kulturredaktion på opdagelse i danske kunstkollektiver for at forstå, hvor deres arbejdsform drager – og hvor den er besværlig. Vi følger en længere kollektiv arbejdsproces på Betty Nansen Teatret, besøger gamle og nye kunstkollektivister og kaster os selv ud i kollektiveksperimenter, der kan styrke – eller svække – samarbejdet på redaktionen. Hvordan kan kunsten inspirere til at løfte i flok?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Og så kan læseren sidde i fjerde led, på den anden side af metareflektionen på den anden side af reflektionen på den anden side af morgenmødet, og skrive sig ind i historien om i dag, hvor han for første gang i kampen for at beholde sine nye planter klippede en snegl over, og ikke bare én, men to, og så en to til, og ikke følte noget som helst, og metareflekterede over sin reflektion, som den skrivende jo må og skal, og konstaterede at dét ikke at føle noget ikke er det samme som manglende følelser, da metareflektion antages kun at finde sted, hvis noget betyder noget, eller SKAL betyde noget. Som på redaktionen.