Feature
Læsetid: 7 min.

Tag en billedskøn filmstjerne, giv hende briller på, og så har du en grim filmkarakter

Det bliver let lidt latterligt, når mainstreamfilm fortæller om grimme ællinger, der udvikler sig til smukke svaner. Vedkommende var jo typisk smuk til at starte med. Informations serie om grimme mennesker tager her fat på den første af filmhistoriens tre største grimhedsklicheer
I musicalen ’Funny Face’ fra 1957 opdager Dick Avery (spillet af Fred Astaire) det, som ingen andre kan se: at Jo Stockton er smuk. Hun spilles af Audrey Hepburn.

I musicalen ’Funny Face’ fra 1957 opdager Dick Avery (spillet af Fred Astaire) det, som ingen andre kan se: at Jo Stockton er smuk. Hun spilles af Audrey Hepburn.

Paramount Pictures

Kultur
22. juni 2020

Når mainstreamfilm skal skildre grimme mennesker, er projektet i modvind fra begyndelsen. Alle de forhåndenværende filmstjerner er fysisk udfordrede: Ingen af dem ville virke overbevisende i rollen som ikke særlig attraktiv uden hjælp fra makeup- og kostumeafdelingen.

At ligne en filmstjerne er ensbetydende med at se godt ud; det er nærmest en del af jobbeskrivelsen at være med til at udgøre standarden for de herskende skønhedsidealer. Netop fordi filmmediet – og da især mainstreamfilmen, der udspringer af Hollywoods drømmefabrik – traditionelt har været så besat af skønhed, er det fascinerende at se, hvordan det ser ud, når en karakter skal forestille at være grim.

En ting er, hvordan man konkret får modereret det nydelige råmateriale, som skuespilleren typisk er. Om han eller hun påføres kunstige deller, briller, gebis med skæve eller misligholdte tænder og får sminket sin hud ujævn. Tyndt hår til mændene og en stram hestehale eller et stort kruset hår til kvinderne.

Her kan det fascinerende enten være, hvor meget det er muligt at ændre skuespillerens velkendte udseende, eller hvor meget tillid filmen har til, at dets publikum går med på den præmis, at her skulle være tale om grimhed. 

En anden ting er, hvad det er for nogle historier, mainstreamfilm vil fortælle med de undtagelsesvist uskønne karakterer; hvilke karaktertræk grimheden plejer at følges med, og hvilke budskaber der bliver fejret i filmene. Disse klicheer er langt mere interessante end de forsigtige grimhedsmarkører, makeupafdelingerne bidrager med.

Og en af de største guldgruber af grimhedsklicheer på film er den grundfortælling, der handler om den grimme ælling, som må gå så grueligt meget igennem, før den viser sig i virkeligheden at være en smuk, smuk svane, der trygt kan bevæge sig gennem verden i vished om at være en berigelse af ethvert synsfelt, den vader ind i.

Så grim er en ælling heller ikke

Historien om den grimme – og stort set altid kvindelige – ælling er en af de faste skabeloner, man kan gå ud fra, hvis man vil forene falde på halen-komik (uskønt ydre følges på film ofte ad med klodset motorik) med opbyggelige budskaber om, at den indre skønhed nok skal skinne igennem, hvis bare den indledningsvis uskønne nørd bliver lokket ud af sin skal af en bejler, som i samme ombæring får lært noget om ikke at skue hunden på hårene.

Det er sket på cirka samme måde i romantiske komedier siden 1950’erne, hvor Fred Astaires karakter i musicalen Funny Face (1957), modefotografen Dick, til alle andres store overraskelse opdager, at Katherine Hepburns karakter, den intellektuelle Jo, faktisk er smuk. De to mødes tilfældigt i Jos boghandel, og det vidner om Dicks store talent for at spotte uslebne diamanter, at han kan se, at en af årtiets største kvindelige filmstjerner faktisk kunne gøre sig udmærket som model.

Filmen igennem taler alle inklusive Jo selv om, hvor »sjovt« et ansigt, hun har, ligesom Dick (hvis udseende aldrig evalueres) i sin serenade til Jo får nævnt, at hun jo ikke er nogen Mona Lisa. Det udvikler sig til en romance mellem de to, og Jo lærer, at det ikke er underlødigt at gå op i menneskelig skønhed, mens Dick lærer at bære over med Jos selvstændighed.

Der gøres også op med meget overfladisk grimhed i ikoniske high school-film som The Breakfast Club (1985), hvor den mutte, neglebidende Allison (Ally Sheedy) via en makeoverintervention under en eftersidning går fra at kaste med kødpålæg og lege med skællet fra sit hår til at kysse med den sporty bølle med faderkomplekset, Andy (Emilio Estevez).

Konventionelt kønne træk har hun hele tiden haft, men da den populære Claire (Molly Ringwald) fjerner den sorte sminke under hendes øjne og udstyrer hende med hårbøjle og lys skjorte med flæser, viser hun sig pludselig helt tilpasningsparat.

Samme makeoverscenarie serveres med ironisk distance i den lige så ikoniske, men 11 år yngre high school-film Cluelesss (1996). Her tigger hovedpersonen Cher (Alicia Silverstone) om at få lov til at skrælle det rå grunge-udtryk af den nye pige i klassen Tai (Brittany Murphy), og Chers veninde Dionne (Stacey Dash) forklarer, at det at give andre en makeover giver Cher »en følelse af kontrol i en verden fuld af kaos.«

Hvad en brille kan gøre

Grimhed er noget, man kan gøre noget ved. Det er en fælles erfaring for filmhistoriens grimme ællinger. Og der findes næppe nogen mere effektiv handling i den henseende end at tage sine briller af. Bare se den scene i noir-krimien The Big Sleep (1946), hvor en kvik kvindelig boghandler (Dorothy Malone) får privatdetektiven Philip Marlowe (Humphrey Bogart) til at sige »hello ...« med sin dybeste stemme ved at gøre netop det. 

Klichéen med den uattraktive kvinde, der åbenbarer sin skønhed i det øjeblik, hun fjerner et diskret stel med to stykker glas i fra sit ansigt, er så gammel, at der var brok over den allerede i 1956.

Her fremhævede den russisk-amerikanske forfatter Isaac Asimov i et essay den fikse idé, at briller skjuler skønhed som et præmieeksempel på amerikansk antiintellektualisme. Brillerne er ikke bare briller, skrev han, men et »symbol på intelligens,« og ved at give dem status som grimme skønhedsskjulere fortæller diverse film deres publikum, at uddannelse og intelligens er en hindring for et lykkeligt kærlighedsliv.

I den australske dansefilm Strictly Ballroom (1992) af Baz Luhrmann er brillerne på den kvindelige hovedperson Fran (Tara Morice) ikke så meget et tegn på boglighed, som de er en markering af hendes status som uskøn bænkevarmer.

Løstsiddende tøj, uglet hestehale og rødmosset hud gør også sit for at understrege, hvor aparte et partnervalg hun ville være for danseskolens stjerne Scott (Paul Mercurio), som alle håber vil vinde det kommende australske mesterskab i latindans. Mens Fran holder lav profil og ordner det praktiske på danseskolen, er Scott i fuld gang med at bryde de vedtagne rammer for, hvordan man danser som konkurrencedanser.

Filmen handler om at finde modet til at stå ved, hvilken form for skønhed man vil udtrykke, og det kan Scott og Fran hjælpe hinanden med, viser det sig. Fran ved at introducere Scott til den mere autentiske, mindre sportsprægede måde de danser paso duble og rumba på i hendes latinofamilie, og Scott ved at overtale Fran til at tage brillerne af og kurere hende for klodsethed og kuet kropsholdning med al sin maskuline anerkendelse. 

Smil, og mal med lysere farver

Der bliver også smidt nogle briller i den bølge af romantiske teenagekomedier om pseudogrimme ællinger, der kom omkring årtusindskiftet.

I The Princess Diaries (2001) går Anne Hathaways karakter over til kontaktlinser, da hun finder ud af, at hun er kongelig og skal beslutte, om prinsesselivet er noget for hende. I She’s All That (1999) sidder de undværlige briller på en dyster kunstnerspire (Rachael Leigh Cook), som på grund af et væddemål bliver kurtiseret af gymnasiets mest populære dreng.

Heltinderne her er dybest set bare nogle generte nørder tynget af livets alvor, der bruger brillerne til at skærme sig med for deres jævnaldrendes overfladiske forventninger. Grimheden hører altså til en bestemt livsindstilling, som de i løbet af filmene får korrigeret.

Det samme gælder i Never Been Kissed (1999), hvor den unge journalist Josie (Drew Barrymore) går undercover som high school-elev på sin gamle skole, hvor hun gik under navnet Grosie Josie. En hashkage sætter en stopper for Josies hæmmende kontrolbehov, mens det i She’s All That er en makeover, der – i kombination med en opfordring til at smile på trods af alverdens ondskab – får hovedpersonen til at åbne sig op og begynde at male med lysere farver.

Klicheen om den grimme ælling har holdt længe og sås også i tv-serien Ugly Betty (2006-2010) om en nede på jorden ung kvinde, der forvilder sig ind i modeverdenen.

I løbet af den sidste håndfuld år er dens plads i populærkulturen dog sat lidt under pres, i takt med at det er blevet mere og mere almindeligt at drysse progressive budskaber ud over de brede mainstreamproduktioner.

Den såkaldt kropspositive pointe finder man for eksempel i actionkomedien Spy (2015). Her spiller Melissa McCarthy, en af Hollywoods få tykke filmstjerner, CIA-medarbejderen Susan Cooper, der bliver forfremmet fra skrivebordsarbejde til spion. Et job, hun viser sig at være som skabt til blandt andet på grund af sit – i filmens fremstilling utiltrækkende – ydre, der gør, at ingen rigtig lægger mærke til hende.

Modsat filmhistoriens andre grimme ællinger gennemgår hun ikke nogen nævneværdig ydre forvandling, men får bare lov at vise, hvilke evner hun hele tiden har haft.

Heller ikke i Amy Schumers komedie I Feel Pretty (2018) ændrer hovedpersonen Renee (Amy Schumer) udseende. Det tror hun bare selv efter at have slået hovedet. Hun vågner og tror, hun har forvandlet sig til en gudesmuk modeltype, og filmen igennem lever komikken så af kontrasten mellem hendes eget selvbillede og omgivelsernes opfattelse af hende.

I hvert fald indtil hendes nyfundne, vrangforestillingsbaserede selvtillid viser sig at være en endnu større genvej til succes på arbejds- og kødmarkedet end skønhed. Da Renee opdager, at hendes udseende var det samme hele tiden, holder hun en stor tale om, at perfektion er et dårligt ideal, og at skønhed kommer i mange udgaver.

På den måde slår I Feel Pretty et slag for et sundt og naturligt skønhedsideal, men først efter at have slået fast et utal af gange, at den moderat buttede og helt almindeligt kønne Amy Schumer er lidt til den grimme side. Filmhistoriens tendens til at udpege det almindelige som grimt er åbenbart svær at ryste af.

Serie

Grimme mennesker

Det er ikke ligegyldigt, hvad vi regner for grimt eller smukt. Studier viser, at smukke mennesker går nemmere gennem livet end mindre smukke mennesker. De får flere venner, tjener mere og tilskrives flere positive værdier. Men hvad mener vi overhovedet, når vi siger at noget er enten grimt eller smukt? Information ser i denne artikelserie på, hvordan grimhed er blevet opfattet gennem kulturhistorien, og hvordan den bliver fremstillet på film.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Isaac Asimov havde fuldstændig ret.

Desuden; det gælder kun om at udstråle 'fuckability', og det kan man jo ikke, når bøger og alskens andet intellektuelt stads er mere interessant end at please.

Også derfor var (er?) briller et symbol på grimhed i såkaldte romantiske komedier fra Hollywood.

Rikke Nielsen, Alvin Jensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Jannie Dahl Astrup

Elsker begge Hepburn'er, men rollen i 'Funny Face' spilles nu af Audrey og ikke KathArine Hepburn ;-)

Brian W. Andersen, Henrik Bjerre, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jeg har ikke læst artiklen (kan ikke), men den går vel begge veje: Briller på gør klog, briller af gør lækker. Og dum. Man må ikke glemme, at den brilleløse blondine mister mindst 30 IQ-point på film. Så kan man skændes om, hvorvidt lækker eller klog er bedst.

Ret beset er der vel ikke noget galt i det. Det er bare symboler. Havde vi ikke dem, ville fiktionen blive nødt til at forklare os alt det, den forudsætter, vi er klar over, når vi ser den.

Søren Kristensen

Og i film ud af Hollywood er middelklassetaberen, hanrejen eller vatnissen ret ofte arkitekt. Mindes i hvert fald ikke at have set en film hvor han var helten!

Erik Karlsen

Audrey Hepburn - som titelbilledet viser - VAR jo enormt smuk. Så smuk, at jeg blev vildt forelsket i hende, da jeg som cirka 10-årig så "Prinsessen holder fridag" og straks ville tage til Rom, fordi jeg bildte mig ind, at jeg måske ville støde på hende.

Strictly Ballroom er rigtig god film.

Thomas T. Jensen

@ Søren Kristensen
Se evt. "Kun den stærke er fri" (The Fountainhead) fra 1949 med Gary Cooper. Den stærke, selvstændige arkitekt gør op med den korrupte, sløve arkitektverden.
Baseret på en roman af Ayn Rand. Kommunisternes og altruisternes yndlings-hadeobjekt.

Søren Kristensen

Tak Thomas, næste gang vil jeg formulere mig anderledes: - I film ud af Hollywood skal vi helt tilbage til 1949 for at finde en arkitekt, der ikke er enten middelklassetaber, hanrej eller vatnisse :)