Ti år tog det, før kunstnerkollektivet Vontrapp udviklede »fuld fælles hjerne«

Der hænger tunge skyer over Kronborg og Øresund. Astrid Hansen Holm kigger skeptisk op på dem fra den store, rå tørdok, der udgør indgangen til det Bjarke Ingels-tegnede M/S Museet for Søfart i Helsingør.

»Vi har øvet her i to uger nu, og indtil videre har vi faktisk undgået regnvejr,« siger hun.

Astrid Hansen Holm er dramaturg og den ene fjerdedel af kunstnerkollektivet Vontrapp, der er aktuel med værket Syndfloden. Jeg møder hende og to af de andre, komponist Sandra Boss og billedkunstner Katrine Würtz Hansen, en lummer formiddag i juni på det nordsjællandske museum. Det fjerde og sidste medlem, arkitekten Ina Hjorth Jacobsen, er på barsel.

For tiden besøger kulturredaktionen en række danske kunstkollektiver for at blive klogere på styrker og svagheder ved deres arbejdsform. Vontrapp kalder sig et tværæstetisk kollektiv, og det arbejder næsten altid site-specific, stedbestemt. Tit er stederne, de udfolder deres kunst på, udendørs – derfor er de mere afhængige af vejr og vind end de fleste af deres kolleger.

Og denne gang er stedet altså tørdokken, og deres værk en forestilling, Syndfloden, om at bygge et skib. Det er noget med Bibelens syndflodsmyte, der genfortolkes med lyd, installationer og performance, som tilsammen skaber et kunstnerisk opråb om klimakrise, pandemi og overflod.

Rundt om kollektivet på kryds og tværs laver en flok yngre dansk-svenske kvinder danseøvelser. De er et andet kollektiv, dansekollektivet Fanclub, som Vontrapp har allieret sig med til forestillingen.

Der er lydprøver i gang, Sandra Boss står sammen med en lydmand ved mikserpulten. Prøverne er – virker det til – demokratiske i yderste potens. Alle synes at have en holdning, og alle holdninger forekommer at blive vurderet som lige gyldige.

Alle byder ind

Astrid Hansen Holm, Katrine Würtz Hansen og jeg sætter os på trappetrinene i dokkens udkant.

Jeg spørger dem, hvorfor de i 2010 fandt på at stifte noget så gammeldags som et kunstnerkollektiv.

»For at være helt ærlig tror jeg, at det var ret ubevidst. Vi ville bare gerne lave noget,« indleder Astrid Hansen Holm.

De var seks kunstnere, der lavede et par forestillinger sammen. Efter den succesfulde Aktion Auktion (2010) – en happening med udgangspunkt i 27 flyttekasser og møbler fra et indbo for en familie, der var blevet sat på gaden – havde gruppen en fornemmelse af, at de gerne ville fortsætte i konstellationen. Som et kunstnerkollektiv.

De seks kunstnere kendte i forvejen hinanden ret godt. Astrid Hansen Holm havde gået på efterskole med Ina Hjorth Jacobsen, og senere havde de to gået på samme gymnasium som Sandra Boss.

»Men jeg tror, at det kollektive var lidt intuitivt,« siger Katrine Würtz Hansen. »Vores første forestilling var jo devicing, som er en ret kollektiv proces.«

– Hvad er devicing?

»Det er sådan, vi stadig arbejder,« siger Astrid Hansen Holm. »At der ikke er en dramatiker eller chef, der har en personlig vision eller idé, man vil ud med.«

Katrine Würtz Hansen: »Alle byder ind.«

– Men hvordan opstår ideen så?

»Der er selvfølgelig altid én, der kommer med en idé,« siger Astrid Hansen Holm og suppleres af Katrine Würtz Hansen:

»Eller måske sidder vi sammen og får en. Men så vil der typisk være en, der bliver ved med at synes, at ideen er god, og som derfor kører videre med den. Men det er vigtigt, at vi alle kan se det gode i ideen.«

Bare sådan magic

Ideen til Syndfloden kom for et par år siden, da arkitekten Ina Hjorth Jacobsen besøgte Helsingør og blev forelsket i tørdokken. Hun ringede til de andre i kollektivet og sagde: »Jeg har fundet et flot sted, der skal vi lave noget!«

Så tog hele kollektivet derop og søgte penge af Statens Kunstfond til at udvikle en idé, som dengang var at lave et rekviem for et rum. Det var nogenlunde samme tidspunkt, hvor FN udgav en alarmerende klimarapport, og kollektivet følte, at det ville være forkert at lave et værk, der ikke behandlede klimakrisen.

Søren Keldgaard

»Så sad vi faktisk lige her,« fortæller Astrid Hansen Holm og peger på den krakelerede beton, »og lavede en øvelse, hvor vi på et papir skulle skrive, hvad vi oplevede og registrerede i rummet. Der var flere i gruppen, der havde skrevet ’Noas Ark’. Og det var bare sådan magic. Så var vi sådan: Det er det, vi skal lave,« fortæller Astrid Hansen Holm.

Katrine Würtz Hansen tager over: »Ina er arkitekt. Vi benytter os af vores tværfagligheder. Hun gør, som hun plejer, og så prøver vi at gøre det, hun gør. Altså registrere rummet. Så registrerer man rummet forskelligt, fordi man har forskellig baggrund.«

Taler samme sprog

Fordi de nu kender hinanden så godt og stoler på hinandens ideer, er de begyndt at tale »samme sprog«, siger Astrid Hansen Holm.

»Det er nok noget med at få en fælles hjerne – og det kræver noget tid sammen,« siger hun.

Katrine Würtz Hansen: »Jeg tror nærmest, det kræver ... Det er nærmest først i år.«

– At hvad?

»At vi har fået fuld fælles hjerne,« svarer de nærmest i kor – på en måde så det umiddelbart er svært at afkode, hvem af dem det egentlig var, der afleverede replikken. 

– Selv om I har kendt hinanden i ti år?

»Det er i hvert fald først nu, at jeg virkelig begynder at kunne mærke det,« siger Katrine Würtz Hansen.

Astrid Hansen Holm nikker: »Det tager lang tid. Det skal man ikke negligere, når man taler om kollektiver. At det kræver en form for vedholdenhed.«

Gå med på ideen

Tidligere opdelte kollektivet områderne, sådan at Katrine Würtz Hansen traf alle beslutninger, der vedrørte billedkunst, mens Ina Hjort Jacobsen tog sig af alt om arkitektur. Det er de gået væk fra.

»I prøverne er jeg stadig en form for dirigent, fordi jeg er dramaturg, så jeg siger: ’Okay, nu starter vi prøve,’« siger Astrid Hansen Holm og slår hænderne sammen i et klap, »men beslutningsmæssigt er det fladt.«

– Men gør du så det, fordi du har en faglighed, de andre ikke har?

»Ja. Måske. Eller,« svarer hun, og Katrine Würtz Hansen svarer for hende:

»Du har erfaring med at køre en prøve.«

»Ja, det er det.«

»Det er meget ned til det praktiske,« siger Katrine Würtz Hansen. »Du kører en prøve, fordi du har en praktisk erfaring med det. Jeg har en erfaring med at male nogle lægter, Ina er virkelig god med en lineal. Men det er meget praktisk. Når vi beslutter ting, gør vi det fælles, når vi arbejder, deler vi det op. Jeg kan ikke komponere musik, det gør Sandra, men når vi skal finde ud af, hvor musikken skal kunne høres, og hvor meget bassen skal fylde, så er vi alle med til at beslutte det.«

– Ville I kunne optage nye medlemmer, tror I?

Der bliver tavshed, og de ser på hinanden.

»Ikke på idéudviklingsplan,« siger Astrid Hansen Holm. »Men måske produktion. På det her hold har vi et megafedt hold med en produktionsleder og dansekollektivet Fanclub. Man kan godt blive forelsket i nogen arbejdsmæssigt, men udviklingsmæssigt tror jeg, den her gruppe er svær at komme ind i.«

Måske for weird

Sandra Boss kommer over til os og advarer om, at lydprøverne om lidt vil blive voldsomme. Ud af højtalerne blæser høje lyde, der giver indtryk af, at vi befinder os inden i en bølge.

Katrine Würtz Hansen og jeg trækker ind i et lokale, og hun forklarer, at de også laver ting ved siden af Vontrapp, da der ikke er »sindssygt gode penge« i at være kunstnerkollektiv.

De begyndte med at være seks medlemmer, men er i dag fire. »Det er naturligt, at nogen falder fra – typisk fordi de får fast job, simpelthen.«

Astrid Hansen Holm slutter sig til os.

»Lavpraktisk og pengemæssigt er det måske egentlig meget godt, at vi er kommet ned på fire medlemmer. Er man flere end fire, er det svært at få det til at løbe rundt,« siger hun.

Katrine Würtz Hansen: »Og så er det også en fordel, når vi skal søge penge, at vi har hver vores faglighed. Vi har flere heste at spille på.«

Astrid Hansen Holm: »Men det er jo bare hårdt.«

Generelt kan det også være vanskeligt at forklare folk, hvad det vil sige at være et kollektiv, siger de.

»Inden for det performative, hvor vi arbejder, er der en del vanetænkning,« siger Astrid Hansen Holm. »Jeg er instruktør, fordi det ligesom er mig, der skærer igennem i prøven, men det ord har jeg det dobbelt med, for vi er jo et kollektiv. Men på den anden side: Hvad er jeg så? På et tidspunkt snakkede vi om, at jeg skulle hedde ceremonimester.«

De griner.

»Det er måske lidt for weird. Eller også kunne det være meget fedt. Jeg ved det ikke, er ikke helt landet.«

»Men bare for at sige: Det er ikke sådan, at jeg er den store instruktør, der har en fuldkommen genial idé, og så er de andre sådan: ’Amen, det var da en god idé, nu prøver jeg at fuldføre din vision.’ Vi har bare brug for en til at sige, at nu er pausen slut, og vi går i gang,« siger Astrid Hansen Holm.

Alternativet skulle være slet ikke at nævne deres navne og professioner, siger hun.

»Det ville være radikalt – men måske også dumt.«

– Hvorfor?

»Fordi resten af verden jo ikke fungerer på den måde. Og så kan man så tale til sig selv,« siger hun.

En gråhåret kvinde med et ravsmykke om halsen kommer over for at spørge, hvad der skal foregå og hvornår.

Astrid Hansen Holm forklarer om kollektivet og forestillingen – og at de skal have prøve lige om lidt. Og så forsøger hun at overtale den forbipasserende til at være med som prøvepublikum. Kollektivets prøver fungerer bedst med publikum, da det er deres vision, at publikum helst skal være en del af værket.

Da jeg forlader Helsingør, er skyerne kommet nærmere, men det holder stadig tørt. Lige indtil jeg er omkring Lyngby på vej hjem til København, hvor himlen åbner sig, og et lokalt skybrud rammer. Forhåbentlig en lokal byge, som de går fri af, kunstnerkollektivet oppe i Helsingør – deres aktuelle værks titel til trods.

’Syndfloden’ spiller den 30.-31. juli og den 1. august kl. 17.00 under PASSAGE Festival 2020. M/S Museet for Søfarts tørdok, Helsingør