Læsetid: 9 min.

Tid er som bekendt penge. Og på Betty Nansen har de fået begge dele »til at dumme sig«

Det sidste punktum i manuskriptet er langt fra blevet sat, og 90 procent af alle forsøg er kasseret, da Information for tredje gang er forbi Betty Nansens workshops for at følge deres kollektive arbejdsproces. Men det ufærdige og det kasserede er også pointen med det hele – og netop det, som en masse fondspenge giver mulighed for
Holdet laver improvisationsøvelser for blandt andet at opnå den tryghed mellem skuespillerne, der kan give forestillingen en reel flerstemmighed.

Holdet laver improvisationsøvelser for blandt andet at opnå den tryghed mellem skuespillerne, der kan give forestillingen en reel flerstemmighed.

Anders Rye Skjoldjensen

26. juni 2020

Da jeg ankommer til Betty Nansen Teatret, er jeg overbevist om, at jeg må have taget fejl af datoen.

For ingen ringer tilbage, og døren, vi havde aftalt, at jeg skulle gå ind ad, er låst.

Jeg går rundt om bygningen på Frederiksberg Allé i København, hvor teatret har til huse, og finder frem til en ulåst dør, som jeg går ind ad. Derfra går jeg igennem et fællesrum af en art, derefter et køkken, og endelig åbner jeg døren til skuespillernes sceneindgang og træder ud på scenen. Scenen er bygget op som en meget bred trappe med to trin, der fører op til et rum med udskårne vinduer i, og midt på scenen står en lænestol. Det skarpe lys er tændt, men der er ingen mennesker.

På scenen føler jeg mig lidt malplaceret, helt alene faktisk. Jeg er ude for at følge en kollektiv arbejdsproces på Betty Nansen Teatret. Men det her føles som antitesen.

Endelig finder jeg truppen i teatrets forhal. Her sidder den omkring et langt bord og lader op med en kop kaffe, inden dagens workshop skal begynde.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu