Feature
Læsetid: 9 min.

Tid er som bekendt penge. Og på Betty Nansen har de fået begge dele »til at dumme sig«

Det sidste punktum i manuskriptet er langt fra blevet sat, og 90 procent af alle forsøg er kasseret, da Information for tredje gang er forbi Betty Nansens workshops for at følge deres kollektive arbejdsproces. Men det ufærdige og det kasserede er også pointen med det hele – og netop det, som en masse fondspenge giver mulighed for
Holdet laver improvisationsøvelser for blandt andet at opnå den tryghed mellem skuespillerne, der kan give forestillingen en reel flerstemmighed.

Holdet laver improvisationsøvelser for blandt andet at opnå den tryghed mellem skuespillerne, der kan give forestillingen en reel flerstemmighed.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
26. juni 2020

Da jeg ankommer til Betty Nansen Teatret, er jeg overbevist om, at jeg må have taget fejl af datoen.

For ingen ringer tilbage, og døren, vi havde aftalt, at jeg skulle gå ind ad, er låst.

Jeg går rundt om bygningen på Frederiksberg Allé i København, hvor teatret har til huse, og finder frem til en ulåst dør, som jeg går ind ad. Derfra går jeg igennem et fællesrum af en art, derefter et køkken, og endelig åbner jeg døren til skuespillernes sceneindgang og træder ud på scenen. Scenen er bygget op som en meget bred trappe med to trin, der fører op til et rum med udskårne vinduer i, og midt på scenen står en lænestol. Det skarpe lys er tændt, men der er ingen mennesker.

På scenen føler jeg mig lidt malplaceret, helt alene faktisk. Jeg er ude for at følge en kollektiv arbejdsproces på Betty Nansen Teatret. Men det her føles som antitesen.

Endelig finder jeg truppen i teatrets forhal. Her sidder den omkring et langt bord og lader op med en kop kaffe, inden dagens workshop skal begynde.

Ikke bare butter chicken

I dag er tredje gang, Information er med til workshop på forestillingen Livstidsgæsterne, der handler om forskellige tanker i det samme menneskes hoved.

Forestillingen er en del af teatrets satsning BETTY UDVIKLER. Med en række workshops som denne, der finder sted, inden det egentlige prøveforløb begynder til august, vil de skabe rum for langstrakte og kollektive arbejdsprocesser. Til september får forestillingen premiere.

Undervejs har Informations udsendte erfaret, at de kollektive arbejdsprocesser fungerer som et opgør med en nulfejlskultur – men også at det kollektive på Betty Nansen Teatret ikke skal tages så bogstaveligt, at man forestiller sig langtrukne fællesmøder. Instruktøren har det sidste ord. Det handler i stedet om, at alle inddrages undervejs i forestillingens skabelse.

I bund og grund er det tiden, der gør hele forskellen. Truppen, der har mødtes siden januar, har langt mere tid til at skabe en forestilling, end de fem-syv uger der sædvanligvis er sat af til et prøveforløb på et institutionsteater. 

Som skuespiller Ena Spottag beskriver det, da jeg senere spørger hende, hvad de får ud af at arbejde på denne måde:

»Man får lov til at smage på noget tidligt i processen, så man ved, hvilke ingredienser der er puttet i. Du får ikke bare den komplicerede butter chicken. Du har også smagt tomaten.«

Et sted derimellem befinder vi os nu. For det sidste punktum i manuskriptet, der er skrevet af Line Knutzon, er endnu ikke blevet sat. Faktisk ved de ikke engang, hvem der skal spille hvad.

Anders Rye Skjoldjensen

Krop og samleje

»I dag skal vi arbejde med jegets forhold til sin krop og til samleje,« indleder instruktør Elisa Kragerup, da gruppen er kommet tilbage i teatersalen. Ud over hende er der en dramatiker, seks skuespillere, en dramaturgisk konsulent, en scenograf, en lydtekniker, en instruktørassistent og en projektleder til stede. Vi sidder rundt omkring på stolerækkerne i teatersalen. Man hører skrat fra højttalerne.

Alle skuespillerne starter med en opvarmningsøvelse. To og to skal skuespillerne gå på scenen og lave en improvisationsøvelse. Kragerup instruerer:

»Fordi I begge har set Hereditary, får I genren gyser,« siger hun.

»Absolut,« svarer Elliott Crosset Hove, der sammen med Maria Rossing skal få det at reparere en lænestol til at ligne en gyserfilm. Der bliver sat uhyggelig musik på, Elliott Hove skruer på stolen med en umbraconøgle, og Maria Rossing bevæger sig mod ham med en stor metalsaks i hånden, næsten grædende. Vil hun hjælpe eller slå ihjel?

»Prøv at arbejde med, at du bliver besat, Elliott,« instruerer Elisa Kragerup, »at du lige pludselig ændrer dig.«

Elliott Hove begynder at kravle rundt som et firben på scenen med tungen ud af munden, indtil Kragerup siger tak, og de næste to hold kommer op på scenen.

Skuespillerne skal instruere hinanden

Da alle skuespillerne er varmet op, stiller Elisa Kragerup dagens første opgave. Igen skal de dele sig op to og to og komme med et bud på en situation, som de alle sammen kan spille, hvor en stor, pegende finger skåret i træ, som kan hejses op og ned fra loftet, kan komme i spil.

»Egentlig vil jeg ikke helst ikke fortælle jer mere end det, men bare se, hvad I associerer til,« siger Kragerup. »I har syv minutter!«

»Jeg har en fornemmelse af, at vi alle sammen har samme idé,« siger Maria Rossing indforstået, inden de siver ud i grupperne og lavmælt taler fra hver deres hjørne i teatersalen.

Elliott Hove og Tryggvi Sæberg Björnsson tripper af begejstring fra deres position langs væggen. »Opvask, tage skraldet ud, regnskab,« siger Tryggvi Sæberg Björnsson til Elliott Hove og tæller til tre på hånden.

»Du, Karin,« siger Elisa Kragerup henvendt til scenograf Karin Gille. »Jeg fik lige et cue fra Line om det der med, når man ikke kan holde sit eget udseende ud.«

»Måske noget med at gå med solbriller, plaster eller øjenbind i bad?« foreslår Karin Gille.

En hjælpende hånd

Den første gruppe, der skal præsentere sit forslag, er Niels Ellegaard og Ena Spottag.

»Hej alle sammen,« siger Ena Spottag til de andre. »Vi har lige spist frokost,« siger Niels Ellegaard. »Vi er helt forspiste.«

De instruerer de øvrige skuespillere. De skal lægge sig rundt omkring på scenen, fladmaste og trætte, som om de slår mave. Efter frokosten trænger de til en kop kaffe, men da de ikke har mere, vil de hente noget. Men da de ikke kan finde nøglerne til bilen, kommer de op at skændes: Hvor er de blevet af?

Til sidst kommer fingeren ned fra loftet og peger på, hvor nøglerne er.

»Yes. Hvor er det genialt! Guds hjælpende hånd, der kommer ned!« siger en grinende Line Knutzon fra forreste række. Her sidder hun med hunden Basse på skødet, og to rækker bag hende sidder dramaturgisk konsulent Lau Tobias Tronegård-Madsen, der flittigt tager noter.

»Lad os få den næste,« siger Kragerup, der sidder i skrædderstilling forrest på scenen.

Det næste forslag står Maria Rossing og Xenia Noetzelmann for. De skal stå rundt om Maria Rossing, der har ondt i maven. Hun skriger, og de når at foreslå at ringe til en ambulance, før fingeren kommer ned over Maria Rossings hoved. Hun jamrer sig, indtil den presser hende helt ned i skrædderstilling, og en gigantisk pruttelyd kommer ud af højttalerne.

»Åh,« siger hun en prut lettere. »Det var dejligt.«

»Super!« siger Elisa Kragerup. »Det var jo også en hjælpende hånd på en måde.«

En træls opgave

Til sidst er det Elliott Hove og Tryggvi Sæberg Björnsson, der skal præsentere deres bud: Det er et slags gameshow blandet med stoledans, hvor de på skift skal danse under fingeren. Den, der befinder sig under den, når musikken stopper, skal tage en træls opgave.

»Så alle sammen! Nu skal vi spille,« indleder Elliott Hove. »Vi starter med hvem, der skal vaske op!« siger Tryggvi Björnsson, og de begynder at danse rundt om fingeren til musikken. Derefter danser de om, hvem der skal lave regnskab, og hvem der skal bestemme, hvilken slags porno de skal se om aftenen.

»Superfint! Gode ting,« runder Elisa Kragerup af, og Karin Gille fortæller, hvad det har givet at se præsentationerne.

»Jeg havde også en idé,« byder Xenia Noetzelmann ind. »Der er jo det der sted, som alle har på ryggen, som man ikke kan nå, som derfor bliver ved med at klø.«

Kragerup samler ideen op, og instruerer skuespillerne i, at de, fordi de spiller samme sider af den samme person, også oplever den samme kløe. De skal vånde sig. Der er intet, der hjælper.

Altså indtil fingeren kommer ned fra loftet og klør en af dem på ryggen og en lettelse breder sig imellem skuespillerne.

»Okay, det er virkelig fedt. Venner, nu tager vi lige ti minutters pause, og så skal vi i bad!« siger Elisa Kragerup.

Vil ikke se sig selv nøgen

Efter en pause skal de afprøve en badesituation. Da Line Knutzon skal præsentere den, tager hun udgangspunkt i sig selv.

»Jeg har arrangeret det sådan, at jeg aldrig ser mig selv, når jeg bader. Egentlig er det blevet lidt neurotisk for mig. Jeg går helst i bad med lyset slukket,« fortæller hun til gruppen, der sidder på hver deres stol i en rundkreds på scenen.

»Det er noget med blikket. Med hvis øjne er det, jeg kigger på mig selv,« spørger hun. »Og det er det, der er så tarveligt. At det blik er kommet.«

»Jeg tænkte … er personen også sådan? Kan vi lave noget ud af det?« 

»Der kunne være en person, der lugter særligt fælt i gruppen, som bliver nødt til at gå i bad. Der er også en, der er en glad og afslappet nudist, der ikke kan se problemet, mens de andre ikke vil se på hinanden.«

For i forestillingens univers er det at se på hinandens nøgne kroppe at se sig selv. Så det hedder ikke: Jeg vil ikke se mig selv nøgen. Det hedder: Jeg vil ikke se dig nøgen, forklarer Line Knutzon. Hun har forsøgt at skrive nogle replikker, »men bliver simpelthen bliver nødt til at se, hvad der sker på scenen først«.

De udpeger, hvem der er mere eller mindre glad for at gå i bad.

»Okay, vi starter med, at der en voldsom lugt. Den kommer ovre fra Maria og Tryggvi, opdager de andre undervejs,« instruerer Elisa Kragerup.

De går i gang med improvisationsøvelsen på scenen, hvor de skal forhandle, om de skal gå i bad.

Tid til vigtige samtaler

Omtrent tyve minutter senere er improvisationsøvelsen et sted, hvor et par skuespillere står bag et badeforhæng, som var de en flok sirener, og kalder en grædende Ena Spottag, der absolut ikke vil have tøjet af, med ud i badet.

»Rigtig fedt,« siger Elisa Kragerup. »Lad os lige tale om et par ting.«

Scenens tematik giver anledning til en snak om at repræsentere forskellige kroppe og kønsmæssige udtryk på en scene.

På skift kommer de med personlige erfaringer og tanker. For Ena Spottag er det noget af det mest givende ved workshopformen.

»Det er vigtigt, at der er plads og tid til en åben dialog, når man skal skabe noget,« siger hun.

Og det er Niels Ellegaard enig i. Det kan godt blive personligt, men »det er ikke som sådan privat,« siger han.

»Men et springbræt til, at vi som skuespillere kan fortælle noget almenmenneskeligt.«

Anders Rye Skjoldjensen

Det, at de har mere tid, skaber også et arbejdsrum, som er frisættende, fortæller flere af skuespillerne, fordi de ikke har »premierepresset« hængende over hovedet.

»Når man ikke har god nok tid, kommer man som skuespiller nogle gange til bare at gøre det, man gjorde sidst,« siger skuespiller Niels Ellegaard.

I og med at de får mere tid, så får de også »tid til at dumme sig«, fortæller han.

Projektet er en lille ø i en ellers effektiviseret teaterverden, hvor man ikke altid har tid til at prøve ting af og gøre dem om, hvis de ikke fungerer. Det kræver tid – og giver en tryghed, understreger også skuespiller Tryggvi Sæberg Björnsson.

Den øgede tid giver plads til leg, samtaler – og til at skabe relationer:

»Jeg har fået et fundament af mennesker, som er der for mig,« siger han.

Flerstemmighed på scenen

Tid er som bekendt penge, og dem er teatret også blevet begunstiget med. Bikubenfonden har tildelt BETTY UDVIKLER otte millioner kroner. Man bliver fristet til at spørge, hvad man så får for dem.

Et svar kunne være produktet.

»Hvis man vil arbejde på nye måder og skabe noget nyt, så koster det penge,« siger Mette Tranholm, der er projektleder for BETTY UDVIKLER.

Noget lignende pointerer Elisa Kragerup.

»90 procent af det, vi afprøver, kasserer vi igen. Men når vi ikke bare har brugt tiden sammen målrettet, giver det nuance og dybde til forestillingen. Vi får nogle værker, som har en reel flerstemmighed i sig,« siger hun.

Det vil man som publikum også kunne fornemme, når man ser den endelige forestilling, mener hun.

»Når alle har budt ind i processen, vil det også have en stærkere, kollektiv afsender. Det kan være svært at måle på, men jeg tror, at hvis man spurgte publikum, så ville de kunne se, at de skuespillere, der stod foran dem, ikke bare var blevet sat til opgaven, men kender stoffet indefra og i detaljer.«

I dag har de slet ikke arbejdet med udgangspunkt i manuskriptet. Hvordan går det egentlig med det, spørger jeg Elisa Kragerup, da jeg skal til at gå. Er det færdigt?

»Det bliver nok først på premieredagen,« siger lydtekniker Troels Møller, da han hører mit spørgsmål i forbifarten.

Serie

Information i kunstkollektiv

Fællesskaber ser ud til at blomstre i isolations- og præstationstider, også i samtidskunsten, hvor kollektiver spirer frem. Over sommeren tager Informations kulturredaktion på opdagelse i danske kunstkollektiver for at forstå, hvor deres arbejdsform drager – og hvor den er besværlig. Vi følger en længere kollektiv arbejdsproces på Betty Nansen Teatret, besøger gamle og nye kunstkollektivister og kaster os selv ud i kollektiveksperimenter, der kan styrke – eller svække – samarbejdet på redaktionen. Hvordan kan kunsten inspirere til at løfte i flok?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her