Baggrund
Læsetid: 9 min.

Tidligere Fatamorgana-elever: Man burde til alle tider have råbt op, når autoriteter opfører sig som Morten Bo

32 elever fra fotoskolen Fatamorgana har skrevet under på et brev mod den grænseoverskridende kultur, som de mener, at skolens stifter Morten Bo praktiserer. Chikanen har ifølge andre kilder tilsyneladende stået på siden fotoskolens begyndelse. Men hvorfor reagerer eleverne først nu?
Med anklagerne mod Morten Bo skriver Fatamorgana sig ind i rækken af aktuelle sager på danske kunstuddannelser, hvor elever har beskyldt lærere for at praktisere grænseoverskridende adfærd for at skabe kunst. Både Forfatterskolen og Kunstakademiet var involveret i lignende sager i 2018. Her er Morten Bo fotograferet i 2007.

Med anklagerne mod Morten Bo skriver Fatamorgana sig ind i rækken af aktuelle sager på danske kunstuddannelser, hvor elever har beskyldt lærere for at praktisere grænseoverskridende adfærd for at skabe kunst. Både Forfatterskolen og Kunstakademiet var involveret i lignende sager i 2018. Her er Morten Bo fotograferet i 2007.

Jacob Ehrbahn

Kultur
20. juni 2020

Ubehagelige, nedværdigende, diskriminerende og grænseoverskridende oplevelser har præget livet for eleverne på fotoskolen Fatamorgana. Det skrev 32 elever for nylig i et brev stilet til skolens bestyrelse, hvor de rettede anklager mod fotoskolens stifter og leder, den velrenommerede fotograf og selverklærede fanatiker Morten Bo.

»Vi har oplevet nedværdigende sprog over for kvinder (f.eks. at blive kaldt »kællinger«, »bitches« og »høns«) i en sådan grad, at det gik ud over undervisningsrummet,« skriver de i brevet, der kommer efter, at tre elever på forårssemestret har forladt skolen i protest over den pædagogiske stil, som Morten Bo praktiserer.

Til Politiken har en elev blandt andet beskrevet, hvordan Morten Bo ved en lejlighed skulle have stillet sig foran en projektor, der viste et fotografi af eleven nøgen, så fotografiet ramte hans skridt, hvorefter han skulle have taget sig til skridtet.

En anden anklage lyder, at Morten Bo forsøgte at rykke dynerne af tre kvindelige elever, efter de havde overnattet på skolen og havde sovet over sig.

Det billede kan tidligere elever fra Fatamorgana genkende. Information har talt med en række tidligere elever fra Fatamorgana, som kan fortælle, at den grænseoverskridende adfærd tilsyneladende har stået på siden fotoskolens begyndelse. Som Charlotte Østervang, der var elev på skolen i 1995, og også oplevede »chikane« og »grænseoverskridende adfærd«, formulerer det:

»Det ærgrer mig, at vi ikke bakkede hinanden mere op dengang. Men det er et naturligt overlevelsesinstinkt.«

Spejling

Fatamorgana blev etableret i 1989 som Danmarks første fotografiske billedkunstskole og har siden sendt sine elever videre til fornemme kunstuddannelser og fotoskoler verden over. I elevkartoteket finder man blandt andre fotografer og kunstnere som Nicolai Howalt, Fryd Frydendahl og Trine Søndergaard.

Ingen af de kilder, Information har talt med, betvivler stifter og leder Morten Bos faglighed og fotografiske kunnen. Men med hans pædagogiske metoder forholder det sig anderledes.

Charlotte Østervang husker den særlige følelse fra sin første gåtur gennem Pisserenden til den allerede dengang prestigefyldte og »københavnerfunky« fotoskole i 1995, hvor Morten Bo prædikede »højtideligt« om fotografiets kunst. Skolen var, siger hun, en slags eksklusiv, elitær klub for kunstnere og fotografer og bragte en ét skridt nærmere et liv som udstillende kunstner.

»Af den grund følte man, at der var meget på spil. Man skulle spille sine kort rigtigt,« siger Charlotte Østervang.

Snart skulle hun sidde i en rundkreds sammen med de andre elever, mens de kiggede op på nogle fotografier på væggen, og Morten Bo gik rundt og masserede eleverne med blid hånd i nakken. Men da han nåede til Charlotte Østervang, trak hun sig væk.

Sådanne oplevelser kan føre til, at elever bliver udstødt på skolen, fortæller flere kilder. Føjer man sig ikke, bliver man frosset ude. Det oplevede Charlotte Østervang, der også trak sig både fra Morten Bo og de andre elever.

»Det var skamfuldt over for klassekammeraterne at blive det sorte får, så jeg søgte væk fra fællesskabet. Det var enormt akavet og svært for mig at navigere i, og det gik selvfølgelig ud over min entusiasme for fotografiet,« siger hun.

Sidst på semestret skulle eleverne skabe en udstilling med deres fotografier – også Charlotte Østervang, der på dagen for udstillingen kom ind på fotoskolen med sit indrammede fotografi. Hun husker, at Morten Bo stod for enden af en trappe ind til udstillingslokalet med korslagte arme og fortalte fotografeleven, at hun skulle »skride« med hendes »ulækre billede«.

Messende menighed

Morten Bo bliver af sine elever beskrevet som »beundret« og »energisk«, selv har han kaldt sig fanatisk i et interview bragt i fagbladet Journalisten og flere beskriver ham praktisk talt som en »prædikant«.

En prædikant, der skabte sin egen menighed, og hvor den frie tanke var ilde set, fortæller Charlotte Østervang. Han har med sin karakter bygget en kult op omkring sig på Fatamorgana, fortæller flere af kilderne, som Information har været i kontakt med.

Eleverne brænder for at arbejde med fotografiet og Morten Bo, og på den måde bliver Fatamorgana hurtigt en stor familie, der gør det svært at sige fra over for den grænseoverskridende adfærd.

Det mener blandt andre Line Hjort Islington, der var elev i 2007. Hun har ikke selv haft diskriminerende oplevelser som elev, men husker tydeligt, at mange af hendes medstuderende blev frosset ude af fællesskabet, hvis de kom på tværs af Morten Bo. Senere har hun, dengang hun var daglig leder på Fatamorgana, haft flere grædende elever til samtale.

»Alle ved det, men alle fandt sig i det,« som hun siger.

»Problemet er, at man ikke kan sige fra, når man er ung, er kommet ind på Fatamorgana og rigtig gerne vil fotografiet. Han er jo autoriteten.«

Selv havde Line Hjort Islington ingen beføjelser, hun kunne ikke blande sig.

»Det er sådan, det er at være på Fatamorgana, det er hans hierarki. Han har bygget en kult op omkring sig. Man kan jo altid råbe op, men så ryger man ud,« siger hun.

Flere kilder fortæller, at holdningen på Fatamorgana er, at føjer man ikke Morten Bo, bliver man ikke god nok, for det er kun ham, der kan finde ind til elevernes kunstneriske udtryk.

»Og det kan han også. Det er bare ærgerligt, at han ikke kan holde det sagligt, og at han skal blive perfid,« siger Line Hjort Islington.

Også fotografen Joachim Adrian, der bliver fremhævet af Fatamorgana selv som en »stjerne«, og som var elev på Fatamorgana fra 2003, beskriver en særlig »ånd« på fotoskolen.

»Men jeg kendte ikke til, at nogen blev brudt ned, ydmyget eller udskammet. Jeg har aldrig selv oplevet, at det ikke var fotografiet, der tydeligt var i fokus.«

Joachim Adrian tog den ’fatamorganske’ ånd og energi med sig og havde de mest lærerige år af sit liv med Morten Bo som læremester. For ham er fotografiet i sig selv grænsesøgende: At tage et fotografi af andre er grænseoverskridende, og derfor var der brug for én, der skubbede ham over grænsen. Som han formulerer det:

»På Fatamorgana blev der skubbet til eleverne, og det var Morten Bo, der skubbede.«

Selv har Morten Bo tidligere beskrevet sin pædagogiske stil i artiklen i Journalisten. Her forklarede han, hvordan han bevidst udskammer elever på Fatamorgana.

»Jeg kan godt mobbe og håne og give en elev, så hatten passer, hvis vedkommende bliver væk fra en gennemgang eller ikke tager sit arbejde højtideligt. Jeg kan også godt sige til eleven: Jeg fryser dig ud, hvis det her sker igen. Det er min trussel, og jeg bruger det, fordi jeg ved, at det er noget af det værste. Men jeg skal hele tiden føle mig frem og kende grænsen, når jeg straffer eller giver repressalier. For faren er ikke den, du håner og mobber, men det er de andre, der føler solidaritet med den.«

I 1990 beskrev han også selv sit værk i arbejdernes gamle avis Det Fri Aktuelt. I et udklip, som Morten Bo har liggende i sin scrapbog på nettet, står der:

»Når eleverne fotograferer på min måde, kommer de altid hjem med billeder af sig selv. Vi opsøger de ting, vi mangler, frygter eller har brug for, og den engagerede konfrontation medfører en større bevidsthed om livet og vores egen plads i det. Det giver igen selvtillid og personlig erkendelse. Dermed er vejen til personlig lykke banet.«

Bristepunktet

Esther Gandrup Jørgensen blev også konfronteret med den grænseoverskridende adfærd, da hun var elev i 2017. Hun fortæller, at hun i retrospektiv kan se, at hun var nem at få indflydelse på, da hun i en ung alder blev elev på skolen for blot to år siden – en tid, hun generelt ser tilbage på med glæde.

Da hun begyndte på fotoskolen, blev hun ikke selv mobbet af Morten Bo, men blot vidne til en kultur, hvor læremesteren var hård ved nogle udvalgte elever. Men Esther Jørgensens fotografier blev rost til skyerne af den velrenommerede, erfarne fotograf.

»Jeg blev bange for selv at blive en af dem, hans grænseoverskridende adfærd gik ud over. På et tidspunkt blev jeg for nervøs til at vise ham nogle af de billeder og film, jeg havde lavet, fordi jeg havde bevæget mig ind på et nyt område, hvor jeg filmede mig selv nøgen. Det turde jeg ikke vise til ham,« siger Esther Gandrup Jørgensen.

»Man giver noget af sig selv, når man viser sine billeder: Sine inderste tanker, og så misbruger han det måske mod én. Så jeg fandt ud af, at hvis jeg ikke viste mine billeder, så kunne han ikke bruge det mod mig.«

Morten Bo blev »møgsur«, smed sig på gulvet og spillede død foran klassen. Esther Jørgensen kan ikke huske de præcise ord, han sagde, dog husker hun at forlade klassen og finde ro på toilettet, hvorefter hun fik et angstanfald. Oplevelsen blev et »bristepunkt« for Esther Gandrup Jørgensen og bekræftes af en af hendes medstuderende.

»Efter den episode var det meget svært for mig at dele noget som helst med ham. Jeg mistede den energi, jeg havde fået til at begynde med,« siger hun.

Fremkaldervæske

Med anklagerne mod Morten Bo skriver Fatamorgana sig ind i rækken af aktuelle sager på danske kunstuddannelser, hvor elever har beskyldt lærere for at praktisere grænseoverskridende adfærd for at skabe kunst. Både Forfatterskolen og Kunstakademiet var involveret i lignende sager i 2018. 

Men hvorfor råber de 32 underskrivere og andre tidligere elever først op 21 år efter, at Fatamorgana blev til?

Flere af de kilder, Information har været i kontakt med, mener, at den magt, Morten Bo bestrider på skolen, og kultstemningen omkring hans fanatiske persona gør det svært for eleverne at sige fra. Han fratager muligheder fra de elever, der ikke beundrer ham, mener Esther Gandrup Jørgensen.

»Min frygt var at blive udstillet som en af de dårlige elever,« fortæller hun.

Med andre ord er Morten Bo selve Fatamorgana, hvilket også kommer til udtryk ved, at han ikke kan fyres.

Men #MeToo-bevægelsen er blevet den fremkaldervæske, der har skabt et sprog for, at den grænseoverskridende kultur ikke hører hjemme på Fatamorgana, mener flere kilder.

»Der er sket en vækkelse, hvor vi har sagt: Det kan være anderledes,« siger Charlotte Østervang.

Line Hjort Islington mener også, at ungdommen er blevet bedre til at råbe op og sige fra.

»Det er klart, at sådan noget som #MeToo starter en tendens, men det er jo bare tusind år for sent. Det skulle jo bare være sådan, at man altid råbte højt, når autoriteter opførte sig på den måde, som Morten Bo gør.«

Selv om Joachim Adrian har taget meget med sig fra skolen, skal han alligevel til at forstå Fatamorgana på en anden måde, end han hidtil har gjort.

»Jeg skal til at adskille den energi, som vi er mange, der har taget med os fra Fatamorgana, og så den sorte skygge, der nu hænger over Morten Bo.«

Han mener også, at oplevelserne skal læses ind i en tid, hvor der er andre rammer for, hvad autoriteter som Morten Bo kan tillade sig.

»Dengang var der måske en større tilbøjelighed til at acceptere det grænsesøgende.«

Den vurdering er Esther Gandrup Jørgensen, der nu studerer på Gerrit Rietveld Akademiet i Amsterdam, enig i.

»Men det hører bare til i en anden tid. Da jeg gik på Fatamorgana havde jeg ikke et sprog til at forstå, hvad der skete. Men jeg tænkte da over, at jeg studerede på en skole, hvor der var en gammel sur mand, der var så nedværdigende over for mig.«

Morten Bo oplyser til Information, at han ikke vil svare på kritikken. Fatamorganas bestyrelse modtog brevet fra eleverne i slutningen af maj. Bestyrelsen har desuden givet eleverne en uforbeholden undskyldning og indkaldt Morten Bo til en samtale på tirsdag, hvor Fatamorganas fremtid skal diskuteres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Ydmygelse som pædagogisk princip fører intet godt med sig - smertepunkterne i værket skal findes et andet sted. Det har man heldigvis lært mange steder. Kunstneriske processer er at begå fejl på fejl, indtil man når det, der er rigtigt.

Troels Ken Pedersen, Jane Doe, Hallberg Borg, Mogens Jonassen, Hanne Ribens og Jakob Knudsen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Kunstnere har en ophøjet selvforståelse, fordi kunst per definition er det unikke: Man er ikke kunstner uden at være unik.

Mange kunstnere er dumme svin. Mange mennesker er dumme svin. Men kunstneren kommer ofte til den uheldige konklusion, at det i sig selv er en kunstnerisk præstation at være et dumt svin, fordi man derved afsøger randområderne af eksistensen og bliver en større kunstner - eller hjælper andre til at blive det ved at bringe dem til randen.

Problemet er vel mest, at kunstnere kan slippe afsted med at være godt gammeldags dumme svin, fordi de altid har den undskyldning i baglommen, at de ikke ville være kommet dertil, hvor de er, var det ikke, fordi de selv var blevet udsat for lignende grænsesprængende uhyrligheder.

Og så nikker vi lidt og siger fair nok; der må trods alt gives lidt videre rammer for kunstneren, vi ønsker naturligvis alle det unikke, og stakkels fantastiske kunstner med dine traumer og din kunst.

Søren Kristensen

Akademiets og andre institutioners opgave er ene og alene at facilitere kunstneren, ikke at bringe hen hverken på eller til randen af noget som helst. Vi skal huske på at overordentlig mange undervisere, især inden for de kunstneriske fag, netop lever af at undervise fordi deres kunstneriske talent ikke er stort nok til at oppebære en egentlig forretning. Det bør være klart, at et sådant handicap forpligter, især når man har med mennesker at gøre som er i en udviklingsfase, hvor alene det overhovedet at skabe kunst fordrer en vis åbenhed og evne til at gøre sig om ikke sårbar så dog følsom.

Tina Peirano, Jane Doe, Birte Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

Der er forskel på mesterlære og institution.

Der er forskel på at blive elsket af underviseren og ikke.

Der er forskel på at have talent for faget og ikke.

Der er forskel på at forvente neutral behandling og ikke.

Der er forskel på kritik og heksejagt.

Der er forskel på at se sig selv og at eftersøge idealer.

Der er forskel på at sætte sig selv på spil og intet risikere.

Der er forskel på livet og skolen, på krigszonen og hverdagen, på sprængningen og samlingen, på idéen og syntesen, på idealet og idealet.

Der er forskel på singulært mod til at stå frem og at stå frem i flok.

Det er forskel på samtale og hævn.