Læsetid: 8 min.

Velkommen til Informations kanon af de tyve bedste danske naturdigte

I de kommende mange uger tager Erik Skyum-Nielsen læserne med på en dannelsesrejse, hvor han udvælger og nærlæser de tyve bedste danske digte om naturen fra Kingo til i dag. Men først skal vi lige have på plads, hvad det er for en natur, digterne tænker på, når de i deres digte taler om naturen
I de kommende mange uger tager Erik Skyum-Nielsen læserne med på en dannelsesrejse, hvor han udvælger og nærlæser de tyve bedste danske digte om naturen fra Kingo til i dag. Men først skal vi lige have på plads, hvad det er for en natur, digterne tænker på, når de i deres digte taler om naturen

Sofie Holm Larsen

5. juni 2020

I den artikelserie, som Information påbegynder i dag, vil vi med læserne vandre gennem den danske lyrik ad den sti eller vej, som udgøres af naturdigte i bredeste forstand, altså poetiske tekster, der bruger den ydre natur som materiale. Ved ydre natur skal forstås det hele: planter, pattedyr, insekter, fugle, fisk, men også søer og åer, stjerner, himmel og hav. Kun fantasien, eller som man sagde i gamle dage: indbildningskraften, vil få lov at sætte grænser.

Traditionelt har det været sådan, at så snart en digter beskrev og besang naturen, kom digtet også altid til at handle om digteren selv. I den forstand fungerer naturen uundgåeligt som menneskets spejl. Derudover betyder ’natur’ som regel to vidt forskellige ting, nemlig på den ene side den uforarbejdede omverden med alle de undergrupper, der blev opregnet ovenfor, og på den anden side en tings sande væsen, dens egenart eller inderste beskaffenhed, som når vi taler om, at en person følger sin natur, eller om et enkelt fænomen, f­or eksempel et helt samfund, siger, at det »ifølge sin natur« har de og de særlige egenskaber og følgelig vil reagere sådan eller sådan.

Menneskets forhold til verden

Det er den første betydning af ’natur’, der bringes i spil, når vi taler om naturbeskyttelse og naturfredning, eller om et menneske påstår, at det har sans for, ja, måske elsker naturen, hvorimod den anden betydning fungerer, så snart talen er om tingenes indre orden og hele lovmæssighed. Men i naturdigte bringes de to grundbetydninger sammen. Vi kan generelt sige, at det at tilvirke et naturdigt, det er at bruge et udsnit af den fysiske omverden til at fremsætte et udsagn om verden, herunder om mennesket og dets forhold til verden.

Derfor vil de kommende mange ugers dannelsesprojekt ikke kun omfatte præsentation og nærlæsning af en række smukke, for nogles vedkommende velkendte og for andres vedkommende knap så kendte eller for mange ukendte digte. Vi kommer også til at sætte teksterne i perspektiv og spørge, hvor deres udsagn om mennesket og dets forhold til verden hører hjemme tidsmæssigt og ideologisk.

En egentlig litteraturhistorie vil det ikke blive, dertil er udvalget for snævert. Tværtimod vil vi undervejs få rig anledning til at dykke ned i enkelttekster, som kan vise sig at åbne ind til betydningskontinenter, der ikke omfattes af de overordnede landskabsbeskrivelser.

En øjenåbner af rang

Filosoffen Hans-Jørgen Schantz har overordnet sagt, at moderniteten er kendetegnet ved forandring af fire relationer: Menneskets forhold til naturen og dermed også til videnskab og teknik.

Menneskets forhold til sine medmennesker med hvad deraf følger af lovgivning, moral og etik.

Menneskets forhold til sig selv og dermed dets forståelse af sig selv.

Og endelig menneskets forhold til Gud. »Men er der slet ikke noget, som falder uden for det skema?« blev Schantz engang spurgt af forfatteren Bent Vinn Nielsen. »Jo, Berlingo,« lød svaret. For noget mere absurd end lige den bil kan man umuligt forestille sig, hvis man selv kører i Jaguar.

Spørger man digterne, vil man få at vide, at det for dem er ganske svært at adskille menneskets forhold til naturen fra dets relationer til samfundet, sig selv og Gud. Mange naturdigte handler om det hele på samme tid, eller de foretager en specifik kobling, sådan at naturen bringes til at levere materiale til en drøftelse af moralen, en kraftudladning af kærlighedsdrift eller et mellemværende med det hellige.

For forfatteren til denne serie har det været en øjenåbner af rang at erfare, at det »rene« naturdigt faktisk er en sjælden vare, fordi digterne hver gang er ude i et anliggende, som rækker langt ud over det at iagttage og lovprise natur.

Dertil kommer, at den ydre natur i mange digte har flere funktioner at varetage. Naturen kan være en plan hos en skaber eller en ruin, fordi Gud har forladt den og overladt verden til syndige mennesker.

Natur kan være en bog, vi mennesker kan hente visdom i, eller en talende læremester, som anviser os en plads i vort liv. Den kan være både forløser og anklager, og den kan være en medskabning og en hjælpsom nabo. Og så kan den som i en række nyere civilisationskritiske digte være bedøvende ligeglad med os og få én til at føle sig som en snylter eller simpelthen en fejltagelse. Mange muligheder står hver gang åbne.

Spørgsmålene, som derfor skal stilles, hver gang et digt præsenteres, lyder i groveste forkortning sådan her:

  • Hvad slags natur har vi at gøre med? Den lille eller den meget store, den vilde eller den haveagtige, den nære eller den fjerne?
  • Hvad står naturen i modsætning til, og hvad står den i forbindelse med?
  • Hvilke værdiforestillinger lægger digtet ind i eller ned over naturen?
  • Hvilke billedregistre leverer naturen, og hvilke trækker den omvendt til sig fra alt det, som ikke er natur?
  • Hvilke retoriske positioner og strategier kalder naturen frem i den enkelte tekst, altså hvor tales der fra, og hvem eller hvad tales der til?
  • Hvordan begynder, forløber og ender i digtet dets mellemværende digtning/natur?
  • Og kan vi mon indkredse tekstens og digterens hele natursyn, eventuelt udstrække det til at gælde en hel tidsalder eller periode?

Hvad det sidstnævnte spørgsmål angår, vil læseren efterhånden se, at digterne som hovedregel synes godt om naturen. Eller som litteraturforskeren Thomas Bredsdorff skrev i sin doktordisputats Digternes natur. En idés historie i 1700-tallets danske poesi (1975): Natur er et attraktivt begreb, noget som alle gerne vil have på deres side eller være en del af.

Naturen som ideologi

Et klassisk dansk litterært eksempel finder vi i J.P. Jacobsens novelle »Mogens« (1872), hvor hovedpersonen netop har truffet og forelsket sig i den kønne overklassedatter Kamilla og følgelig konfronteres med hendes ulideligt skabagtige far:

»Justitsraaden var en Ven af Naturen, Naturen var ganske særdeles, Naturen var en af Tilværelsens skjønneste Zirater. Justitsraaden protegerede Naturen, han forsvarede den mod det Kunstige, Haver var ikke andet end fordærvet Natur, men Haver med Stiil i det var vanvittig Natur; der var ingen Stiil i Naturen, Vorherre havde viseligen gjort Naturen naturlig, ikke andet end naturlig. Naturen var det Ubundne, det Ufordærvede; men ved Syndefaldet var Civilisationen kommen over Menneskene; nu var Civilisationen bleven til en Fornødenhed, men det var bedre, om den ikke havde været det;

Naturtilstanden var noget ganske Andet, ganske noget Andet. Justitsraaden skulde ikke have Noget imod at ernære sig af at gaae omkring i Lammeskindspelts og skyde Harer og Snepper og Brokfugle og Rypper og Dyrekøller og Vildsviin. Nei, Naturtilstanden var nu engang en Perle, formelig en Perle.«

Hvad Justitsraaden her udstiller, er jo blot sit eget dybt konventionelle indre og sin egen klichéfyldte retorik. Men hvad forfatteren parodierer, er romantikkens natursyn i tyndeste aftapning, naturen som en ideologi, med rødder hos Rousseau, med en dybt hyklerisk forestilling om en basal dikotomi mellem samfundet og naturen og med en nostalgisk udviklingsfortælling om »naturtilstanden« som noget i fortiden tabt, som det for nutidsmennesket gælder om at genopfinde under eller midt i civilisationen.

Naturen som skøn, rig, overdådig

Jacobsen lader ikke sin læser i tvivl om, at justitsråden ideologiske udsagn er hjertens oprigtigt. Men han får gennem parodien samtidig demonstreret noget alment, som har relevans, når vi taler om naturlyrik, nemlig at naturen hele tiden er der for at blive brugt til et eller andet. Naturen bliver, som Thomas Bredsdorff i sin tid skrev, uvægerligt belemret med digterens forestilling om, hvad der er natur.

Sådan var det allerede før romantikken, for eksempel hos Kingo, i hvis salmer naturen beskrives og iscenesættes som den vældige, uregerlige, evigt foranderlige, truende – den, fra hvilken mennesket har frelse behov.

Og sådan er det også hos Brorson, der bruger naturen som middel til at pege hen på en verdensorden og vise menneskets og menneskenaturens plads heri. Men mellem de to er der også den forskel, at Brorson reelt har blik for omgivelserne som andet og mere end en leverandør af metaforer. Vi kan under henvisning til det indledende forsøg på begrebsudredning sige, at med Brorson flyttes vægten fra den anden betydning af ’natur’ tilbage mod den første.

Hos ham bliver naturen noget skønt, rigt overdådigt, »en til det grænseløse udvidet urtegård«, for nu atter at citere Bredsdorff, hvorimod naturen hos Kingo blev set som forgængelig i lighed med det syndige menneske, men samtidig stående under os, fordi vi jo er anbragt under Guds nåde og har udsigt til evigt liv. Naturen er hos de to salmedigtere del af det materiale, hvorover de former deres af tiden og den kirkelige institution betingede værdiudsagn. Ideologisk og filosofisk neutral bliver den ikke.

Sådan vil det også være, når vi via Ambrosius Stub og Johannes Ewald når op til romantikken, til de to store Adam Oehlenschläger og Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt, og når vi skal lytte til naturelskeren Blicher og kvindebedåreren Sophus Claussen. Fra det 20. århundrede kommer læseren til at møde adskillige hardcore vitalister, ikke mindst blandt de kvindelige lyrikere, og endelig vil artikelserien indkredse de former af økokritisk civilisationsskepsis, som sætter ind hen mod årtusindets slutning.

Og som gav sig mange andre udtryk end lige digte, som da Thorkild Bjørnvig udgav essaysamlingen Også for naturens skyld (1978), hvori der blandt andet tidligt og næsten programmatisk står: »Hvad der er vundet på én led, med ét ord: velfærden, den materielle velfærd – er ved at blive betalt med en meget høj pris på den anden led, nemlig med naturen i dens oprindelige friskhed og klarhed, i dens oprindelige rigdom på former, farver og liv: engang menneskenes indiskutable førstefødselsret, som ikke kunne fratages dem.«

Bjørnvig spørger, om vi i dag har forskertset eller mistet denne ret, og understreger så, at »det eneste, der kan hindre os i at ødelægge naturen med alle dens væsner, vækster og elementer er, at vi ikke blot holder af den, ærer og beskytter den for vor, for menneskets skyld – men for dens egen.« Et synspunkt, som tilmed lægger op til digte, hvor mennesket ikke mere er centrum som her i Eske K. Mathiesens samling Omveje fra i år:

Hørte i går årets første frø kvække
og jeg fandt den første storkenæb.
Og en mus, der var faldet i staver
i solvarmen på kanten af den fugtige
sti, fik øje på årets første digter
og pilede forskrækket ud af digtet
ind i skoven.

Tanken i Thomas Kingos »Fjerde aftensang« er, at menneskene er underlagt samme lov som vores omgivelser i naturen. Vi skal dø, og mens vi lever, fordærves vi af synd og samvittighedsnag
Læs også
Særligt i forbindelse med coronakrisen har danskerne på ny forsøgt at genopdage naturen, måske fordi mange af de sociale aspekter af hverdagen, ikke har været os forundt. Her ses en kyststrejkning nær Skærbæk.
Læs også
Serie

Vi nærlæser naturdigte

Det er i digtene, vi finder de mest prægnante fremstillinger af den natur, vi som mennesker er indfældet i. Erik Skyum-Nielsen har fra Kingo til i dag udvalgt de 20 bedste danske digte, der forholder sig til naturen og således udtrykker digternes – og de forskellige tiders – opfattelse af den verden, som omgiver os. Hver uge præsenterer og analyserer han et af disse digte.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Trond Meiring
Malan Helge og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Birkmand

Fedt! Men lav lige nogle flere digt-kanoner, Information. Der er totalt mange digte derude, og ingen gider at læse dem hvis der ikke kom noget fokus på dem gennem feks. nyhedsmedier.

Bjarne Toft Sørensen

Erik Skyum-Nielsens præsentation af Informations nye oplysningsprojekt er langt mere lovende og lægger op til at kræve mere af læserne, end Peter Nielsens, som jeg fandt vel nedladende og skolemesteragtigt.
https://www.information.dk/kultur/leder/2020/06/klimakrisen-tvinger-geno...

Hvis udgangspunktet er, som Peter Nielsen formulerer det: ”Vi har altså brug for en ny forståelse af naturen, et nyt sprog og nye begreber om naturen”, så må det især være det sidste og perspektiverende spørgsmål, Erik Skyum-Nielsen rejser, der er relevant, og som der skal lægges en særlig vægt på: ”Og kan vi mon indkredse tekstens og digterens hele natursyn, eventuelt udstrække det til at gælde en hel tidsalder eller periode?”

En mangel ved dansk litteratur i det perspektiv er desværre også, at den internationalt set slet ikke (med et par enkelte undtagelser) kan måle sig med især engelsk og tysk litteratur, ikke mindst i forhold til det samspil, der internationalt set er mellem litteraturen og filosofien.

Derfor er det også mit håb, at der i serien bliver trukket en række perspektiver til international litteratur og filosofi.

Referencen til Rousseau er absolut velvalgt, for er der en påvirkning af vor tids romantiske naturopfattelse, der i den grad står i vejen for ”en ny forståelse af naturen”, er det arven efter Rousseau.

Man kan vel tale om en ideologisk ”lidelse”, der stadig virker ødelæggende ind hos 80% af samtidens kunst – og litteraturpublikum, og som også giver nogle fordrejede og forfejlede tilgange til den nye interesse for oprindelige folks kunst og kultur, som den ses hos f.eks. yngre forfattere og billedkunstnere.

Torsten Jacobsen

Har 'man' brug for en '(ny) forståelse af naturen', hvilket 'mange' utvivlsomt har, kan man med fordel bevæge sig ud i den. 'Man' vil så måske erfare, at Eske K. Mathiesen noget nær rammer sømmet rent på hovedet, når han lader sin mus flygte ud af teksten..

Der er intet umiddelbart ved et digt, og dermed er alt i og for sig sagt. Interesserer man sig for skiftende kulturers natursyn, som det kommer til udtryk i selv de ypperste skriverkarles udgydelser, har man i og for sig allerede ganske og aldeles misset pointen. I det mindste hvis man ønsker et forhold til naturen, og ikke til kulturen.

Menneskets paradoks hviler i det forhold, at det eksisterer som 'beåndet natur', hvilket i praktisk forstand betyder, at mennesket er udstyret med en kognition, der så at sige tvinger det til umiddelbart at opleve sig selv som en væren adskilt fra al anden væren. Netop her byder paradokset sig til: Menneskets oplevelse af 'umiddelbar væren' er netop det forhold, som for altid adskiller det fra dets omgivelser, den omgivende natur, den egentlige umiddelbare væren og eksistens.

Den slags paradokser kan selv de fremmeste digtere ikke skrive hverken sig selv eller alle os andre ud af.

Modernitetens fremmedgørelser er kun en yderligere destillering af dette oprindelige 'syndefald: For hvor fordums mennesker dog levede i en form for afhængighed af naturen i sig selv - levede og døde med og mod den, så at sige - er vi moderne mennesker afskåret i led efter led. Der er meget langt fra bondens marker til 'boller fra Schulstad'. Morgenbordets æg fremtrylles i klædelige papbakker, fjernt fra hønens kloak. Baconens liflige duft har ikke megen relation til svinestaldens stank og skrig..

Ligeledes har digternes ord ikke megen lighed med fyrreskovens fjedrende mosbund, bøgeskovens grønne skygger. Deres ord henvender sig per definition kun til vores åndsliv, ikke vores (tabte) naturlighed.. De kan ikke andet..

Så, jo! Hurra for en interessant litterær vandring ud i kulturlandskabets vildnis, kurateret af de belæste litterater, derinde på stenbroen, i Store Kongensgade.

Men lad os dog være ærlige: Man finder vel næppe et ringere menneske end en digter, hvis det handler om at 'finde tilbage til naturen'..Det skulle da lige være en filosof.. ;D

Torsten Jacobsen

I forlængelse et forhold, som teologer sjældent berører:

Ifølge Første Mosebog skabte Gud i begyndelsen Himlen og jorden. Og siden alt det, der fulgte. Med andre ord eksisterede gud allerede før denne udsplitning af altet - det vil sige væren (naturen) - i fænomener. En metafor, naturligvis, for alle andre end de mest bibeltro.

Tager vi imidlertid metaforen for pålydende, eksisterede 'Gud' allerede som en 'væren' i en større 'væren'. Og dermed ikke som GUDEN, men snarere som en Demiurg, i et allerede etableret kosmos ellers udfyldt med absolut intet..tør man sige Natur..?

Et 'intet' så fremmed (og dermed måske så ulideligt kedsommeligt) for vor Demiurg, at han så sig nødsaget til at omskabe det allerede værende til noget andet, noget mere effektivt og produktivt. Noget mere 'velbehageligt' og 'håndgribeligt' :

"Og han så, at det var godt.."

Det siges, at mennesket er skabt i guds billede. Men det forholder sig selvsagt omvendt. Selv med opbydelsen af alle dets kræfter - udfordret og udstillet i sin særegne natur, en solipsistisk bevidsthed - viste mennesket sig ikke i stand til at skabe andet end et mere magtfuldkomment vrangbillede af sig selv..

'Den, der skaber noget ud af intet'!

Intetheden er Naturen. Den selvsamme Natur, som vi mennesker aldrig bliver færdige med at brydes med.. Den gren, vi vedvarende og med forsæt saver over..Dette 'intet', som ingenting vil os, og som dog på samme tid og for evigt martrer vores liv og vores sjæl. Hjemsøger vores drømme..

Jo mere 'sofistikerede' vi bliver, jo mere vil denne fundamentale splittelse gøre sig gældende. Vi bilder os som menneskehed ind, at vi hver eneste dag gør fremskridt. Og at disse 'fremskridt' netop består i stadig mere uforbeholdne sejre over det 'intet', som vi i sidste ende kommer af..

Skriv nogle 'sofistikerede' digte om dét, pray... Lad os se, hvilken forskel det i sidste ende gør.. :D

Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen
"Menneskets oplevelse af ’umiddelbar væren’ er netop det forhold, som for altid adskiller det fra dets omgivelser, den omgivende natur, den egentlige umiddelbare væren og eksistens.
Den slags paradokser kan selv de fremmeste digtere ikke skrive hverken sig selv eller alle os andre ud af.

Nej, men de kan ikke lade være med at prøve alligevel, ligesom filosofferne heller ikke kan det i deres filosoferen og buddhisterne i deres søgen mod Satori. Og det er der vel også en hel del sandhed i?

Paradokset skildres f.eks. fint i digtningens form i Niels Franks: "I orkanens midte. Per Højholt: Et dansk æggehoved" i "Yucatán. Essays og andre forsøg", Gyldendal 1993.

I Rasmus Nikolajsens ”hvad skal vi med al den skønhed”, betegnet som "efterårsdigt", Rosinante, 2018, kan man sige, at svaret på det stillede spørgsmål ligger i at erstatte sandhedssøgen med oplevelse af æstetisk skønhed. Så kommer svaret intuitivt af sig selv.

Fornuft, refleksion og meta – refleksion nedprioriteres gennem værkets proces til fordel for sansning, intuition og et meditativt forhold til menneske og natur (selv om også denne skelnen efterhånden falder sammen).

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

"Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!"

Nej, der er vitterligt ikke nogen dybere sandhed at finde i en skriftlig fremstilling af naturen. Kan en tepotte beskrive sig selv?

Enhver beskrivelse af naturen - og jeg mener vitterligt enhver - er i sidste ende en psykologisk manifestation, og dermed et enkelt menneskes ærinde. Men ikke nok med det: Det er et enkelt menneskes forsøg på at beskrive indersiden af dets egen hjerne, dets egen nyre og lever..

Min egen oplevelse af naturen, som da jeg forleden i selskab med min far og min søn gik en lang tur gennem Hestehave skov, er alene min oplevelse. Uberørt af digterånd. Jeg lå på mosset i skovbunden, jeg forundredes over heksetræet og flokken af unge guldsmede, som syntes at finde velbehag i solens stråler. Jeg lykkedes næsten med at finde en form for fred, lige netop dér, i træernes kroner..

Der er utvivlsomt alverdens værdi i alle dine kilder, men de er sekundære, blot kulturelle artefakter...simili..

Paradokset kan ikke beskrives i tekst, det kan alene forstærkes. Der er ingen udvej, en snare. Væren kan ikke udtrykkes med ord, tværtimod: Hvert eneste ord slår blot kilen dybere ned..

Vi er natur. Blot kan vi ikke mere rumme den tanke, ligesom naturen ikke længere kan rumme alle os. Gad vide, hvem der i sidste ende kommer til at vinde..? :D

Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen:
En kommentar til:
"Men ikke nok med det: Det er et enkelt menneskes forsøg på at beskrive indersiden af dets egen hjerne, dets egen nyre og lever".

Et mislykket (og dog?) forsøg på at besvare spørgsmålet:
"Beskriv hvordan dit ansigt så ud, inden du blev født?"

"En ufødt der vender sig og stiger/ som i slow motion en druknende søger op/mod sit eget spejlbillede - / vender igen og synker krum som et øre/ mens han, skvulpende livløs skraber/ sin tinding mod kajens stenkant/ sørgmodigt: kun svømmende kender vi/ ophængt i vand en magnetnås dirren"

En senere kommentar:
"Tanken, forestillingen og ideen er hvad digtet reducerer sig til, når det søger mod rent sprog, når det søger tilbage til sin essens, til sit centrum, hvor digtets endelige fuldbyrdelse af sproget sammenfalder med sprogets forsvinden, dets frivillige død, som også er digterens død".

Kilde: Niels Frank: "I orkanens midte. Per Højholt: Et dansk æggehoved" i "Yucatán. Essays og andre forsøg", Gyldendal 1993

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Du synes at bekræfte mig i min påstand? At sproget i sidste ende udgør selve muren mellem selvet og væren?

Eller også læser jeg poesi anderledes end dig? En ikke umulig tanke ;).

Det sidste citat du bringer, er for mig at se ikke andet end særdeles velklingende nonsens! En latterlig tankes hyldest af sig selv! Og dog mener jeg vitterligt velklingende: For jeg elsker sproget, dybdeløbet i dets grotter og glemte dale..Glædes ved dets bygninger, dets amokløb mod selve universets fundament. Dets leg i solens stråler..

Men jeg sætter som sagt lighedstegn mellem 'væren' og 'natur' - 'Væren' forstået som værende det, der eksisterer hinsides tanken, og dermed hinsides sproget: En umiddelbar tilstedeværelse.

Og dermed en en mere autentisk 'væren', end digtere kan gøre sig håb om at pensle ud på papir. Alene i pennens bevægelse mod papiret, går noget helt essentielt tabt.. For den bevægelse er styret af en tanke, og tanker er alt, hvad den pen i sidste ende kan nedfælde..

Det tager kun millisekunder for et indtryk at blive spejlet i en hjerne.. En evighed, med andre ord..Som dine citater så fint illustrerer.. ;)

Bjarne Toft Sørensen

Torsten Jacobsen, der er noget absurd ved, at du med brug af sproget søger at overbevise mig om noget, der ikke kan udtrykkes i sproget. Som du skriver: "’Væren’ forstået som værende det, der eksisterer hinsides tanken, og dermed hinsides sproget: En umiddelbar tilstedeværelse".

Når Niels Frank i det citerede benytter sig af det, du kalder for "velklingende nonsens", er han ikke uenig i det, du giver udtryk for, men forsøger at komme så langt, med brug af sproget, som man nu kan, med det, der ikke kan udtrykkes "i" sproget, men som sproget alligevel, ved sin brug, ligesom nogle former for musik, kan pege frem mod, uden at udtrykke det: " --- digtets endelige fuldbyrdelse af sproget sammenfalder med sprogets forsvinden, dets frivillige død, som også er digterens død".

Sprogets ikke - tankemæssige funktion, som det f.eks. kommer til udtryk i sproglig musik og særlige former for sproglige gentagelser.

Mange føler en særlig glæde ved at læse f.eks. følgende strofe sammen og for hinanden:

"I will be well welcome when I come./Because I am coming./ Certainly I come having come".

Fra Gertrude Steins "Stanzas in Meditation" (1932)

Du skriver: "Alene i pennens bevægelse mod papiret, går noget helt essentielt tabt"

Har du aldrig hørt om praktisering af Kalligrafi som meditation (forstået i en bredere forstand)? Gad vide, om du i det hele taget vil være i stand til at forstå, hvad det indebærer (sådan her og nu)?