Yahya Hassans digte passede ualmindelig godt til middelklassens fantasi om muslimsk underklasse

Det var et chok og en sorg at læse, at Yahya Hassan var død. Han var en ung, brun digter, hvis digte jeg har læst for deres leg med sproget og deres evne til at fortælle om en noget nær umulig identitet, men allervigtigst måske så har digtene hjulpet mig med at tænke over brune forfatteres vilkår i Danmark. Hans digte var med til at sætte gang i hvidhedsdebatten i 2014, der handlede om hvidhed, blinde vinkler og repræsentation i det litterære miljø. Med Hassans død er der blevet rippet op i den debat, og efter at jeg var kommet mig over chokket, tænkte jeg:

»Fuck, nu er vi en mindre!«

Hvert år når jeg er til Gyldendals efterårsreception, tæller jeg, hvor mange brune forfattere der er tilstede, og jeg kan godt hilse og sige, at vi i forvejen ikke er særlig mange. Om Hassan selv opfattede sig som en del af det ’vi’, jeg nu inkluderer ham i, ved jeg ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det ville have gjort en forskel, hvis der var flere i det litterære miljø, der så ud som ham. Om han ville have følt sig bedre tilpas i de højloftede lokaler inde i Klareboderne eller på Forfatterskolen, hvor han blev optaget. Om afstanden mellem de to verdener, han befandt sig i, havde syntes mere overkommelig.

I et interview med Martin Krasnik på DR Bøger fortæller han om, hvordan Hassan stod med et ben i to verdener, og hvordan han [Krasnik] var heldig at møde ham på lige netop det tidspunkt. I stedet for at føle sig heldig over det kunne man også spørge, hvad der skal til for, at en brun mand fra underklassen ikke føler sig splittet mellem to verdener, i det øjeblik han udgiver en digtsamling.

Jeg skriver dette ikke så meget for at prøve at forstå, hvorfor Hassan døde, men mere med tanke på de brune forfattere, der vil komme efter ham. Nogle vil søge et litterært fællesskab med andre brune forfattere, mens andre vil vægre sig mod at blive indskrevet i et fælles ’vi’.

Under alle omstændigheder er man som brun forfatter underlagt nogle vilkår, der ikke er defineret af en selv, men af det hvide majoritetssamfund. For det kan godt være, at Hassan var enestående i dansk litteratur, men det er de vilkår, han skrev og udgav under, ikke, og i stedet for at fortælle endnu en anekdote om ham, vil jeg hellere tale om vilkårene for brune forfattere.

Konteksten

Ligegyldigt om man som Hassan oplevede at få stor succes, eller om man oplever at blive usynliggjort, kan man som brun forfatter ikke sige sig fri for den kontekst, man skriver ind i, og det kunne Hassan heller ikke. Hans digte passede ualmindelig godt til middelklassens fantasi om den muslimske underklasse, og det var med til at bane vejen for hans succes.

Til trods for at digtene også handler om at blive svigtet af det danske velfærdssystem, var det hans kritik af vold og hykleri i den muslimske underklasse, der gang på gang blev fremhævet i medierne.

Journalisterne stod i kø for at formidle netop den historie, der blev legitimeret af, at den kom fra en, der havde oplevet det på egen krop. Hassan sagde de ting, som middelklassen gerne ville høre, men som den ikke selv kunne sige uden at blive beskyldt for at være racistisk. Han blev meget belejligt gjort til repræsentant for den muslimske underklasse, ligesom faderfiguren i hans digte blev udråbt til at være et portræt af alle muslimske fædre.

Da jeg begyndte at skrive min bog »HUN ER VRED – et vidnesbyrd om transnational adoption« i 2007, fandtes der ikke en adoptionskritisk debat i offentligheden på samme måde, som der gør i dag. Derfor besluttede jeg mig for at forsyne bogen med et noteapparat, så der var belæg for den kritik, jeg rettede mod det transnationale adoptionssystem.

Jeg valgte også at omskrive bogen fra et personligt til et kollektivt vidnesbyrd. Fra andre koreansk adopterede kunstnere havde jeg erfaret, hvordan værker, der forholder sig kritisk til transnational adoption og dermed også til hvidhedens privilegier, blev affejet med, at kunstneren måtte have et personligt problem, at hun måtte være tidligt skadet eller tilknytningsforstyrret. Ved at omskrive bogen til et kollektivt vidnesbyrd forsøgte jeg at undgå, at bogen blev reduceret til en personlig historie, der flyttede fokus væk fra den strukturelle kritik.

I Hassans tilfælde blev de personlige erfaringer, han skrev om, generaliseret, mens jeg i mit eget tilfælde forsøgte at undgå, at de erfaringer, jeg skrev om, blev personliggjorte. I begge tilfælde tjente generaliseringen og personliggørelsen af vores forskellige erfaringer til at bestyrke og retfærdiggøre det hvide majoritetssamfund. Hvad der umiddelbart kunne synes at være to modsatrettede tendenser, havde i sidste ende det samme formål.

Ulige magtstrukturer

Når jeg har været ude for at tale om min bog på litteraturfestivaler, biblioteker, skoler m.m., er jeg ofte blevet stillet spørgsmålet:

»Men hvad så med alle de adopterede, der er glade for at være blevet adopteret?« Underforstået, at det ikke er alle adopterede, der er vrede ligesom dig og enige i din kritik af transnational adoption. Til trods for at kritikken er understøttet af fakta, betvivler spørgsmålet indirekte sandhedsværdien i min bog, og om det giver mening at sige noget generelt om transnational adoption ud fra den.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har svaret, at det for mig at se ikke handler om, hvorvidt man er glad eller ej for at være blevet adopteret, men om de ulige magtstrukturer, som det transnationale adoptionssystem bygger på.

Hassan derimod bliver af det overvejende hvide kulturetablissement rost for sit mod til at fortælle sandheden om den muslimske underklasse, uden at nogen betvivler sandhedsværdien i hans digte. De bliver uden videre læst som et vidnesbyrd, selv om der ikke står andet end ’digte’ på bogomslaget.

I forbindelse med udgivelsen af min egen bog gjorde jeg mig mange overvejelser om genrebetegnelse og valgte i samråd med min redaktør at give bogen undertitlen »Et vidnesbyrd om transnational adoption« for netop at understrege bogens sandhedsværdi.

Lod sig spænde for en vogn

Hvor nogle brune forfattere benytter sig af litterære strategier til enten at fremme, imødegå eller om ikke andet vanskeliggøre en bestemt fortolkning af deres bøger og person, valgte Hassan en anden strategi, hvor han udsatte sig selv og sine digte for at blive brugt i forskellige politiske dagsordener. Derfor er jeg heller ikke enig, når kulturetablissementet siger, at han ikke lod sig spænde for nogen vogn, for det var netop det, han gjorde med den strategi, han valgte. Det kostede ham dyrt. I digtet »Krydspres« fra Yahya Hassan 2 står der:

»JEG ER VED AT BLIVE MAST MELLEM TO MAGTSTRUKTURER
EN DER FUNGERER OPPEFRA OG NED
OG EN DER FUNGERER NEDEFRA OG OP
JEG STRITTER IMOD MED ARME OG BEN.«

Hassans strategi bliver af kulturetablissementet tolket som et udtryk for, at han var et modigt og frit individ, der gjorde og sagde, hvad der passede ham. I den fortælling bliver han ophøjet til noget særligt, han bliver gjort til et kunstnerisk geni, der ikke lod sig definere af nogen eller noget.

Den romantiske forestilling om kunstnergeniet ligger i forlængelse af en liberal tankegang om det frie individ, der kan gøre, hvad hun vil, og flytter fokus væk fra de undertrykkende strukturer i samfundet, som digtet »Krydspres« netop handler om. Samtidig levner fortællingen ikke plads til mere ambivalente følelser, som nogen måske kunne have.

På forsiden af dr.dk udtaler fire unge forfattere sig om den betydning, Hassan har haft for dem og for litteraturen og samfundet i det hele taget. Nogle af dem peger på den betydning, han har haft for folk med minoritetsbaggrund, men hvorfor interviewer man ikke nogen med minoritetsbaggrund i stedet for fire hvide forfattere? Hvorfor lader man ikke nogen brune forfattere udtale sig om de vilkår, de skriver og udgiver under, i stedet for at lade endnu en hvid kulturperson skrive en nekrolog over Hassan?

Ingen ambivalente stemmer

Det var en glædelig overraskelse at læse i Information om, hvilken betydning Hassans digte har haft for forfatterne Nilgün Erdem og Ahmad Mahmoud, men hvis kulturetablissementet virkelig er interesseret i at høre en mangfoldighed af stemmer, som det påstår, det er, må det også byde de mere ambivalente stemmer velkommen. I den svenske avis Kristianstadsbladet skriver digteren Segal Mohamed:

»’Yahya Hassan’
Stod der på den digtsamling jeg fik i hånden
En bog jeg skulle låne men aldrig returnerede
Et sort omslag med hvide bogstaver
Dit navn stod med fed skrift
Hver side var farvet af nådesløse versalstorme
Et vidnesbyrd som talte om afgrundens dyb
At ingen længere bekymrer sig om idealerne
At din stemme ikke havde nogen betydning
Indtil ordene du skrev blev et talerør for ødelæggelsen
Jeg vil ikke lyve og sige at jeg værdsatte dit blik
Dine tekster fik mig ofte til at føle mig udsat
Du skrev med pennen som om du holdt et maskingevær
Skød alt ned som stod i vejen
Du skød mig
Frustreret over den måde du beskrev muslimer på
Elendigheden som du skildrede som noget uundgåeligt
Du talte om de passive forældre i baggrunden som forsvandt den dag de mærkede freden
Du kaldte mødrene for spøgelser
Jeg hadede det
At blikket udefra blev bekræftet af dig
Hvordan du blev hyldet for dit mod
Fordi du solgte din skam
Hvordan du tillod din sandhed at tale for en fiasko som blev din fremgang
Jeg følte mig ofte svigtet af din tankeløshed
At du aldrig pegede på bagvedliggende faktorer
Og manglede analyser når du brændte ordene ind
Du luftede beskidte lagner foran hele Norden
Jeg hadede din modvilje mod at være loyal
At du var vred uden noget kompas
For du havde ingenting at miste
Nu har vi mistet dig

Dine ord var aldrig et hjem for mig Yahya
Alligevel kunne jeg ikke løsrive mig fra dem

Tak for at du skrev
Hvil i fred«

Udeladelsen af mere ambivalente stemmer er slående, ligesom den voldsomme kritik af Athena Farrokhzads nekrolog i den svenske avis Dagens Nyheter er det.

Kritikken går blandt andet på, at Farrokhzad bruger Hassan i sin egen politiske agenda, men man kunne med rette spørge, om kulturetablissementet ikke gør det samme, når det gang på gang sammenligner ham med hvide forfattere som Michael Strunge, Rudolf Broby-Johansen og Vita Andersen?

Jeg afviser ikke, at Hassan har ting til fælles med ovennævnte forfattere, og at det er på sin plads at sammenligne ham med dem, men det undrer mig, at så godt som ingen sammenligner ham med andre brune forfattere? Hvis det er fordi, der ikke findes nogen brune forfattere i den litterære kanon i Danmark, kunne man så ikke overveje at kigge ud over landets grænser? Hassan betegnede som bekendt sig selv som statsløs palæstinenser med dansk pas. I Sverige findes der for eksempel den palæstinensiske digter Ghayath Almadhoun og svenske Johannes Anyuru og Jonas Hassen Khemiri, de to sidstnævnte er begge oversat til dansk.

’Perkeren’ måtte udviskes

Det er flere steder blevet understreget, nu hvor kulturetablissementet har travlt med at cementere Hassans plads i litteraturhistorien, at han var en dansk digter, til forskel fra dengang han debuterede, hvor han blev betegnet som indvandrerdigter og ghettodigter.

I Danmark er danskhed og hvidhed tæt forbundne, og tanken ligger snublende nær, at for at blive optaget i den litterære kanon behøver kulturetablissementet at sammenligne ham med hvide forfattere for derigennem at gøre ham dansk. I sidste ende siger det mere om den litterære kanon end om noget andet, at Hassan først kan blive optaget i den, når ’perkeren’ er udvisket.

Hassans død har påvirket mange af os og det på forskellige måder. Alligevel er det ikke alle former for sorg, der tildeles lige meget plads i offentligheden. Den sorg, man kan føle over, at en brun digter er død, at et brunt menneske er dødt, er blevet skubbet i baggrunden i de danske medier. Det er også derfor, jeg oplever mediernes sorg som ekskluderende.

Når kulturetablissementet begræder hans tidlige død og det store talent, der blev slukket alt for tidligt, uden at nævne et ord om de vilkår, som brune forfattere skriver under, og de konsekvenser, det har for brune forfattere at skrive, bliver det umuligt for mig at tage del i sorgen. Sorgen bliver deres sorg, og min sorg bliver en sorg, jeg ikke kan dele med dem, men først og fremmest med mine brune venner og kollegaer.