Baggrund
Læsetid: 7 min.

Barcelona: Storklubben, der blev væk fra sig selv

En mukkende superstjerne, en aldrende spillertrup og et afmattet talentakademi er nogle af ingredienserne i den identitetskrise, FC Barcelona er blevet kastet ud i
Det kører ikke for FC Barcelona for tiden. Og det er svært at se, hvem der skal tage over for de aldrende stjerner som Messi, Suarez (billedet) og Piqué, der alle er 33 år.

Det kører ikke for FC Barcelona for tiden. Og det er svært at se, hvem der skal tage over for de aldrende stjerner som Messi, Suarez (billedet) og Piqué, der alle er 33 år.

Dylan Martinez

Kultur
22. juli 2020

En af de mest latterliggjorte tweets i spansk fodbold blev sendt den 23. juli 2017 klokken 13.55. Det kom fra Barcelonas viceanfører, Gerard Piqué, og viste et billede af ham i tæt omfavnelse med sin daværende klubfælle, Neymar, suppleret med to ord:

»Se queda.« (Han bliver).

Eller sagt på en anden måde: Glem alle rygterne om, at min gode ven er på vej til Paris Saint-Germain. Han bliver i Barcelona.

Bortset fra at det gjorde han så alligevel ikke. Få dage efter offentliggørelsen af Piqués tweet hoppede Neymar på et fly til den franske hovedstad for at lade sig præsentere som verdens dyreste fodboldspiller, efter at den olierige pariserklub havde indfriet Barcelonas frikøbsklausul på godt 200 millioner euro og dermed gennemtvunget et skifte, som den catalanske klub magtesløst måtte acceptere.

Og tilbage stod blaugranas rutinerede midterforsvarer med dét, man i England kalder egg on the face.

Dét lod rivaliserende fodboldfans ham naturligvis ikke glemme. Da Barcelona nogle uger senere spillede Super Cup-finale mod Real Madrid, råbte de madrilenske fans »Se queda! Se queda!« efter ham.

Og tilhængerne af PSG ville også være med i legen. Ved Paris Saint-Germains sæsondebut dukkede tilhængere af hovedstadsklubben op på stadion iført klubtrøjer med Neymars nummer 10 på ryggen og teksten »SE QUEDA PAS« (Han bliver ikke).

Og hvem ved? Måske var tilhængernes reaktioner ikke blot drevet af behovet for at drille en europæisk toprival, men båret af en dybere forståelse af det faktum, at Barcelona denne gang var blevet ramt for alvor.

At tabet af den krukkede, men hypertalentfulde angriber fra São Paolo, ikke bare var noget, der kunne rettes op med et par hurtige handler på transfermarkedet og en tilretning af markedsføringsstrategien, men at det var selve fremtiden, der var fløjet ud af den catalanske storklub med privatfly mod Paris.

For sagen er jo, at det med Neymars skifte var arvefølgen, der brød sammen på Camp Nou. Den brasilianske kantspiller var helt specifikt blevet hentet til Catalonien for at overtage tronen, når Messi en dag følte sig klar til at abdicere. Men de planer blev kuldkastet, da den brasilianske superstjerne mistede tålmodigheden med sin underordnede rolle i omklædningsrummet og satte kursen mod Paris for at blive kejser i egen stad. Og siden da har storklubben fra det nordøstlige Spanien i realiteten vaklet frem mod den krise, den befinder sig i lige nu.

En krise, der har kostet førstepladsen i La Liga, skabt stridigheder mellem omklædningstruppen og direktionsgangen – og som samtidig (og det er måske i virkeligheden det mest alvorlige) har undergravet den kernefortælling, man gerne vil præsentere om sig selv til den globale fodboldoffentlighed.

Barcelona fremtræder i dag som en fodboldinstitution, der har mistet forståelsen for sin egen identitet – og der virker uendeligt langt fra dengang, hvor hele verden kastede misundelige blikke på mandskabet fra Camp Nou og ikke mindst deres frontkæde, den såkaldte MSN-trio (Messi-Suarez-Neymar) der scorede ubegribelige 364 mål på tre sæsoner.

En præstation, der fik deres træner, Luis Enrique, til at udbryde:

»Hvad jeg siger til Messi, Suarez og Neymar? Abracadabra! Og så begynder magien.«

Kriminel liste

Denne magi har været for kraftigt nedadgående de seneste par år, og en af hovedårsagerne skal findes på transfermarkedet, hvor klubben siden 2015 har brændt lige knap otte milliarder kroner af på at hente disse 28 navne til holdet:

Arda Turan, Aleix Vidal, Andre Gomes, Paco Alcácer, Samuel Umtiti, Lucas Digne, Jasper Cillesen, Denis Suárez, Marlon, Yerry Mina, Gerard Deulofeu, Nelson Semedo, Paulinho, Ousmane Dembele, Philippe Coutinho, Jean-Clair Todibo, Kevin-Prince Boateng, Jeison Murillo, Arturo Vidal, Arthur, Clement Lenglet, Malcolm, Antoine Griezmann, Frenkie De Jong, Neto, Junior Firpo, Emerson og Martin Braithwaite.

En nærmest kriminel lang liste af fortrinsvis mellemklassespillere, der aldrig burde have været i nærheden af Camp Nou på andet end en turistbillet. For helt ærligt: Hvor mange af disse aktører har niveauet til at tørne ud for en klub, der har ambitioner om at være klodens bedste?

Griezmann, måske. Hvis han kan få samspillet med Messi til at flyde. Og vel også Dembele og De Jong – forudsat at de kan realisere deres potentiale i blaugranas tyngende trøje. Samt Coutinho på en god dag.

Men det er vel også dét.

Eller for at spørge på en anden måde: Hvor mange af klubbens indkøb i de sidste fem kalenderår har været en ubetinget sportslig succes?

0.

Denne manglende evne til at tilføre nyt blod til truppen har betydet, at der ikke er sket nogen aflastning af holdets mangeårige kernespillere. Det er stadig de samme gamle kræfter, der holder skuden kørende i det nordspanske, selv om de efterhånden alle sammen har passeret den i professionel fodbold så frygtede 30-års-grænse.

Således er Messi, Suarez og Piqué 33 år. Rakitic og Busquets er blot et år yngre, mens Jordi Alba er 31.

Lavpunkt i 2018

Derudover har det også ramt klubben hårdt, at talentproduktionen på dets berømte akademi, det såkaldte La Masia, er gået gevaldigt ned i kadence på det seneste.

For hvor akademiet tidligere producerede verdensklasseaktører på stribe, har udkommet fra Farmen (som La Masia betyder på spansk) de senere år været særdeles magert, hvilket kan illustreres ved at stille to tidsbilleder fra samme årti op mod hinanden:

I 2011 vandt Barcelona således Champions League-finalen over Manchester United med et hold, der rummede seks spillere af egen avl; og som i øvrigt var »det bedste hold, jeg nogensinde har mødt« – for nu at bruge United-manager Alex Fergusons ord.

Men talenterne er blevet færre og færre, og lavpunktet blev nået i april 2018, da Barcelona for første gang i 16 år stillede med et mandskab helt uden egenproducerede spillere til et opgør i La Liga mod Celta Vigo.

Denne udvikling har ikke blot svækket holdet sportsligt, men også undermineret den selvforståelse, klubben hviler på. For i FC Barcelona er man som bekendt més que un club; man er et fyrtårn for den catalanske selvstændighedsbevægelse. Men hvor klart skinner det lys, når man ikke længere er i stand til at producere talenter til førsteholdet, men må overlade pladsen på grønsværen til andenrangsaktører fra udlandet?

Så det er ikke bare en sportslig krise, klubben kigger ind i. Det er også en identitetskrise, hvor Barcelona gradvist har mistet dét, der i årevis har bragt enorm stolthed til hele den selvstændighedshungrende region, nemlig statussen som storholdet med den catalanske stamme, der dominerede hele verden.

»FC Barcelona vandt klubverdensmesterskabet med ni spillere af egen avl i startopstillingen,« skrev nyhedsbureaet Catalan News således med stolthed, da Barcelona vandt klub-VM-finalen og officielt kunne kalde sig verdens bedste klubhold i december 2011.

Dét kommer de ikke til at skrive igen foreløbig!

Ævl og kævl i kulissen

Til gengæld har de lokale skriverkarle haft rig lejlighed til at berette om al den ævl og kævl og ballade, der på det seneste har været bag kulisserne, for i takt med at de sportslige resultater har været for nedadgående, har det interne konfliktniveau været stigende.

Det mest højprofilerede sammenstød var ubetvivleligt dét, der fandt sted mellem Messi og holdets sportsdirektør, Eric Abidal, i februar, efter Abidal var kommet for skade at sige, at en af årsagerne til fyringen af træner Ernesto Valverde lige efter årsskiftet havde været, at »mange af spillerne ikke arbejdede hårdt nok …«

Dén bemærkning fik den ellers så introverte superstjerne til tasterne på Instagram, hvor han opfordrede sportsdirektøren til at »sætte navne på (anklagerne, red.), da det ellers giver luft til spekulationer, der ikke er sande«.

Kort efter var den gal igen, da spillerne besluttede at gå 70 procent ned i løn for at hjælpe klubben gennem coronakrisen. Simultant med denne udmelding offentliggjorde Messi nemlig et instagramopslag, hvor han beskyldte klubledelsen for at forsinke annonceringen af denne solidariske beslutning for at stille de højtbetalte aktører i omklædningsrummet i et dårligt lys.

»Det kan ikke undgå at undre os (spillerne, red.), at der internt i klubben har været kræfter, der har forsøgt at anbringe os under offentlighedens mikroskop og lægge ekstra pres på os for at få os til at gøre noget, som vi allerede havde besluttet at gøre,« skrev argentineren med kritisk brod mod direktionsgangen på Camp Nou.

Og mens Messi bliver hårdere og hårdere i tonen over for klubhierarkiets øverste lag, er der også andre former for bølgegang i ledelseslagene.

Således har klubben haft fire sportsdirektører de seneste fem år. Og for et par måneder siden trådte seks af klubbens bestyrelsesmedlemmer tilbage i protest mod præsident Josep Bartomeus ledelse af klubben; en ledelse, der blandt andet har bragt catalanerne i så store pengemæssige problemer, at de i begyndelsen af måneden måtte bytte det 23-årige brasilianske midtbanehåb Arthur Melo med den 31-årige Miralem Pjanic i Juventus for at lukke et akut hul i klubkassen.

Endnu en +30-årig midtbanespiller til et i forvejen aldrende omklædningsrum, fristes man til at konstatere.

Og endnu en anledning til at sætte kritisk spotlight på transferstrategien hos en klub, der synes at have erstattet langsigtet talentudvikling med kortsigtede hovsaløsninger på det internationale spillermarked.

Med en halvgammel spillertrup, en klubledelse i krig med sig selv og en mukkende og brokkende stjernespiller er der i hvert fald nok af udfordringer at tage fat på for Bartomeu og hans håndgangne mænd i toppen af hierarkiet.

Barcelona ligner mere og mere en klub, der er blevet væk for sig selv. Og imens sidder manden, der skulle have været kalif efter kaliffen, i sit gyldne bur i Paris og længes tilbage til sine gamle legekammerater og til dengang, han spillede for en klub, som folk rent faktisk har følelser for.

»Jeg savner Messi og Suarez hver dag,« sagde Neymar i et interview sidste år.

»De to fyre vil jeg huske resten af mit liv. De var mine venner.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jeg elsker at information til tider har sportsjournalistik som dette. jeg ved det ikke er et fokus om de men jeg håber altid på en information vinkel på sports journalistikke.

Ja, det ser ikke godt ud for Barca. Pinligt dårlige indkøb for milliarder, og en præsident som hellere vil køre klubben som en ren forretning end satse på Barca-DNA.

Men der er dog lidt lys at se i tunnelen, alligevel. Fati og Puig er begge slået igennem i år. To meget unge spillere fra akademiet. Samtidigt er der tro på at Barca's andethold vil rykke op i den næstbedste række i Spanien, således at de unge fra La Mesia i højere grad vil være kompetitive, når de får spilletid på Barca's første hold.

Måske kan de være stammen i et nyt hold, sammen med Dembele og De Jong, og nyindkøbene - de to unge Petri og Trincao.

Ja, det går helt af helvede til i Barcelona.
11 mesterskaber i de sidste15 år, og nummer to i år,
Jamen, herregud, KRISE!
Kun FCK fans har det værre :-)

Dennis Tomsen og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar