Sidst jeg talte med Bent Fabricius-Bjerre, var i januar måned i år. Sammen med min gode ven og kollega Jacob Wendt Jensen var – og er – jeg ved at skrive en bog om tv-serien Matador, og i den anledning skulle vi selvfølgelig interviewe Fabricius-Bjerre.
Hans enkle klavertema til serien er et af de mest genkendelige nogensinde, og samtidig havde han arbejdet tæt sammen med instruktøren bag, Erik Balling, i så mange år.
»Bare jeg slår første tone an på klaveret, er folk klar over, hvor vi skal hen,« sagde Bent Fabricius-Bjerre, da vi havde sat os til rette i det kontor i to etager, han i mange år havde haft i Nyhavn. Han var i topform. Ja, man kunne godt se, at han var blevet gammel, men han var rask og rørig og nærmest løb op og ned ad trapperne på sit kontor, ligesom han med stor entusiasme fortalte om musikkens tilblivelse og samarbejdet med Balling og viste nodeark med variationer over matadortemaet frem.
Erik Balling bad komponisten om at skrive et stykke musik til Matador, som kunne være blevet spillet i pæne danske hjem i 1920’erne og 1930’erne. Det gjorde han, og selv om han i januar ikke kunne huske alle detaljerne fra dengang i slutningen af 1970’erne, kunne han dog fortælle, at han altid var meget bevidst, når han komponerede.
»Jeg er ikke sådan en romantisk type, der sidder og svømmer hen. Melodien havde jeg ret hurtigt, men så lavede jeg sådan nogle småting nedenunder. Små tricks a la Beethoven i stedet for bare at spille melodien lige ud ad landevejen med sine otte takter, der jo er ret traditionelle. Jeg har altid skrevet og komponeret enkelt, fordi jeg har små fingre. Jeg har så at sige fundet min stil som komponist ud fra det, jeg selv kan. Man gider jo ikke komponere noget, man ikke selv kan spille bagefter.«
Lykkelig omstændighed
At Matador og dens musik blev så stor en succes, havde hverken Erik Balling eller Bent Fabricius-Bjerre regnet med, men komponisten satte pris på det.
»For mig er det bare en lykkelig omstændighed, at serien og melodien er ramlet sammen, og så er melodien blevet spillet så meget, at folk har taget den til sig. Jeg tror ikke, melodien havde klaret sig så godt uden tv-serien. Temaet til Matador skal såmænd nok overleve nogle år ud over min tid. Der er jo mange, der bruger min melodi til klaverundervisning, fordi den er ret let at spille. Måske bliver det endda sådan én, man trækker frem a la Jacob Gades Tango Jalousie. Men på et eller andet tidspunkt holder man jo nok også op med at spille den,« sagde han.
Fabricius-Bjerre og Balling begyndte at arbejde sammen i slutningen af 1950’erne, og da jeg for ti år siden skrev en bog om Balling og hans værk, mødte jeg for første gang komponisten og talte med ham om de to herrers kreative samspil. Fabricius-Bjerre var allerede en anerkendt komponist og pladeselskabsdirektør, men han havde kun lavet musik til nogle enkelte af Jørgen Roos’ kortfilm.
Brutal folkelighed
»Han (Jørgen Roos, red.) opdagede mig, fordi jeg var til jazzmusik, og jazzmusik var dengang meget progressiv musik,« sagde Bent Fabricius-Bjerre.
»På et tidspunkt fik Jørgen Roos så tilbudt at lave en spillefilm på Nordisk Film, 6-dagesløbet. Det var dengang, Balling lige var blevet direktør derude. Der skulle laves musik til den, og så foreslog Nordisk Film og Balling, at Roos skulle tage kontakt til komponisten Sven Gyldmark, der var det store populære navn dengang. Han lavede musik til alle de folkelige film, og man opfattede 6-dagesløbet i Forum som meget folkeligt. Men da Jørgen Roos hørte musikken, sagde han, ’den kan jeg overhovedet ikke bruge, fordi det er ikke den slags folkelighed, jeg vil have’.«
Roos ville have knap så pæn og poleret en folkelighed i sin film, og så ringede han til Fabricius-Bjerre og spurgte, om han ville lave musikken. Det ville han sådan set gerne, men han syntes ikke, at der skulle komponeres traditionel musik til den. I stedet foreslog han, at man brugte grammofonplader, for sådan gjorde man under spurterne i cykelløbene i Forum – spillede grammofonplader. Hvert par af cykelryttere havde sin egen sang.
Meget musikalsk
Erik Balling syntes, at det var en god idé med grammofonpladerne, men han syntes samtidig også, at det var synd for Bent Fabricius-Bjerre, at han ikke fik lov til at skrive sin filmmusik. Derfor tilbød han, at komponisten kunne skrive musikken til instruktørens egen næste film, Poeten og Lillemor (1959). Og sådan blev det – og det var startskuddet til et frugtbart og succesfuldt samarbejde, som strakte sig over de næste 25 år, og som rystede mange stykker velklingende musik af sig.
»Balling var meget musikalsk, og derfor kunne han forklare musik med musik – ved at henvise til anden musik,« sagde Bent Fabricius-Bjerre, da jeg talte med ham i 2010.
»Så var jeg klar over, hvad han mente. Der er vigtigt for instruktøren, at han kan kommunikere med komponisten, og så lærer man efterhånden hinanden at kende. Og jeg forstår lidt af, hvad han mener, når han siger sådan og sådan. Ofte arbejder komponist og instruktør sammen på mange film, og det skyldes, at de kan kommunikere sammen.«
Bent Fabricius-Bjerre og Erik Balling havde et ganske særligt sprog, og det var ifølge komponisten en af grundene til, at de holdt sammen i så mange år:
»Jeg lærte også, at når Balling sagde ’fløjte’, så mente han ’klarinet’, og når han sagde ’banjo’, så mente han ’guitar’. Musikken fungerede jo rigtig fint til hans film. Da han skulle lave en kriminalfilm, sagde han, at ’du skal lave romantisk musik. Jeg skal nok sørge for, at det bliver dramatisk, når vi sætter den romantiske musik sammen med en eller anden dramatisk situation’. Det var en metode, Hitchcock altid brugte, stor romantisk musik, som blev uhyggelig, fordi den blev sat sammen med uhyggelige scener.«
Erik Balling omgav sig karrieren igennem med mennesker, som han stolede fuldt og fast på, og som kunne levere det, han gerne ville have. Bent Fabricius-Bjerre var et af dem, også selv om Balling ikke var god til at give udtryk for det.
»Det lyder sgu meget godt,« sagde han, da han blev præsenteret for musikken til Matador. Og mere blev det som regel ikke til, snarere tværtimod, sagde Fabricius-Bjerre i januar: »Han var begejstret med måde, når jeg kom med noget musik. Han gryntede lidt.«
Bogen om ’Matador’ udkommer til efteråret
