Essay
Læsetid: 14 min.

Britney Spears skæbne er historien om storhed og fald – med #FreeBritney kæmper fans for hendes genoprejsning

Hun sang sig ind i alverdens ungpigehjerter med sin lillepigestemme. Siden havarerede hun offentligt og kom under værgemål. I dag er Britney Spears hovedperson i en bizar føljeton, der under hashtagget #FreeBritney har nået Det Hvide Hus. Dette er historien om storhed og fald i det USA, alverdens kvinder aldrig helt kan stoppe med at spejle sig i
Modsat Britney Spears har jeg aldrig barberet mig skaldet for rullende kameraer, slået en paparazzi med en paraply, kørt bil med et barn siddende på skødet, gået trusseløs i byen, røget ind og ud af afvænning og giftet mig spontant blot for at få ægteskabet annulleret 55 timer senere. Alligevel tager jeg gang på gang mig selv i at forsvare hende

Modsat Britney Spears har jeg aldrig barberet mig skaldet for rullende kameraer, slået en paparazzi med en paraply, kørt bil med et barn siddende på skødet, gået trusseløs i byen, røget ind og ud af afvænning og giftet mig spontant blot for at få ægteskabet annulleret 55 timer senere. Alligevel tager jeg gang på gang mig selv i at forsvare hende

Ethan Miller

Kultur
28. juli 2020

Den tidligere så prominente popstjerne Britney Spears må ikke stemme. Hun må heller ikke køre bil, blive gift, få børn, forlade sit hjem, bruge sine egne penge, få at vide hvordan hendes penge bliver brugt, hyre sin egen advokat, give interview eller være i kontakt med nogen, uden at det bliver monitoreret.

Spears er god for 59 millioner dollar. Hun er 38 år gammel. Og umyndiggjort. 

Siden et meget offentligt psykisk sammenbrud i 2008 er beslutninger om hendes liv, formue og karriere blevet taget af en værge, der indtil for nylig var hendes far, men nu er hendes manager. 

I samme 12 år-lange periode har hun udgivet fire album, været på tre verdensomspændende turneer, været dommer på amerikansk X Factor og skabt en række tøj- og parfumemærker.

Britney Spears’ personlige tragedie er et veldokumenteret offentligt drama. På internettet går der nu rygter om, at hun medicineres mod sin vilje og er blevet tvangsindlagt for at have brudt sin værges restriktioner.

Under hashtagget #FreeBritney har fans som reaktion samlet underskrifter nok til, at Det Hvide Hus ifølge amerikansk lov skal tage stilling til værgemålets lovlighed. 

På nettet løber rygterne om, at Britney Spears medicineres mod sin vilje. Bevægelsen FreeBritney har samlet underskrifter for at få testet lovligheden af managerens værgemål.

På nettet løber rygterne om, at Britney Spears medicineres mod sin vilje. Bevægelsen FreeBritney har samlet underskrifter for at få testet lovligheden af managerens værgemål.

Ritzau Scanpix

Jeg har omtrent samme alder i dag, som Spears havde, da hun brød sammen. Jeg har beundret hende med store øjne, siden jeg som treårig i 1998 hørte hendes stemme forme lyde, jeg ikke forstod, men som hang fast i øregangen. Hun skulle blive et spejl for min egen forskudte coming of age på Midtsjælland langt fra L.A.’s glamour og udskejelser. 

Modsat Britney Spears har jeg aldrig barberet mig skaldet for rullende kameraer, slået en paparazzi med en paraply, kørt bil med et barn siddende på skødet, gået trusseløs i byen, røget ind og ud af afvænning og giftet mig spontant blot for at få ægteskabet annulleret 55 timer senere. 

Alligevel tager jeg gang på gang mig selv i at forsvare hende. For det er ikke bare historien om en stjernes storhed og fald i det USA, vi tilsyneladende bliver ved med at spejle os i. Britney Spears historie taler til mig, fordi den handler om misogyni og uskyldsdyrkelse. Det er en historie om at være kvinde og derfor være dømt til at fejle. 

Fra barnestjerne til drømmepige

Britney Jean Spears er født i 1983. Hun voksede op i den søvnige provinsby Kentwood halvanden time fra New Orleans i det dybe syd. Hendes mor var skolelærer og hendes far en alkoholiseret byggeentreprenør, der kun var hjemme i weekenden.

Som 11-årig blev hun barnestjerne på Disneys ensembleshow The Mickey Mouse Club, der også fostrede andre superstjerner som Justin Timberlake og Christina Aguilera.

Snart blev hun kastet for blitzlysene, da hun i 1998 sang » …Baby One More Time« og udgav debutalbummet med samme titel. Ingen havde før hende blandet blød tyggegummipop med R’n’B-beats og sunget »ohh, baby, baby« med så sprød en vibrato. Det var så banebrydende, som da The Beatles sang »yeah yeah yeah«.

Klædt som en katolsk skolepige i miniskørt med knæhøje strømper og fletninger i håret løftede hun popmusikken ind i fremtiden. Jeg følte, at jeg kunne relatere til hende selv før gennembruddet – den yndige, dygtige pige fra landet. Det kunne være mig, der blev opdaget.

Alt, Spears rørte ved, så let ud; hendes bevægelser synkroniseret med danserne, energibølger, der forplantede sig ud fra hende, vindmaskinen altid klar til at give liv i de lyse krøller. Hun smilede kønt til kameraet og lovede, at hun ville forblive jomfru indtil ægteskabet. Som knap seksårig i en murstensvilla var jeg for ung til at forestille mig, at man overhovedet kunne andet.

Årtusindskiftet blev imødegået med frygt. Man troede, at urene ville stoppe, og al data udviskes i Y2K. Men allerede den 16. maj år 2000 udgav Britney Spears den ellers så svære toer, pladen »Oops! … I did it again«. Verden gik ikke under, den gik videre, og hun gjorde det: leverede hits igen.

På albummet finder man en coverversion af Rolling Stones’ »(I Can’t Get No) Satisfaction«. Det var Spears’ version, der introducerede mig for sangen. Spears mødte omtrent samtidig Mick Jagger i en elevator i Hollywood og genkendte ham ikke. Hun levede som mig i det nye årtusind.

Fælles klagesang

Albummet indeholder »Lucky«, en klagesang i højt tempo med dunkende trommemaskine. Musikvideoen er en drøm af spejlinger, kæmpestore Britney-billboards, der overvåger hende på den røde løber og hende selv i en rolle som sin egen dobbeltgænger. Omkvædet til »Lucky« lyder:

»And they say: She’s so lucky, She’s a star
But she cry, cry, cries in her lonely heart, thinking
If there’s nothing missing in my life
Then why do these tears come at night?«

Den amerikanske kulturteoretiker Lauren Berlant beskriver i bogen The Female Complaint (2008) hvordan amerikanske kulturprodukter henvendt til kvinder historisk set kun har kunnet skabe fællesskaber og identifikation i kraft af smerte. Fra Hollywoods spæde fødsel til i dag opregner Berlant kvinder, der kun har opnået stjernestatus og fået fans ved at udstille deres egen lidelse.

Netop dét gør Spears i »Lucky«: Den smukkeste kvinde i verden har regnet ud, at rigdom og stjernestatus ikke er alt. I virkeligheden har hun det ad helvede til. Jeg kendte ikke til glamour – men anede allerede som lille, at fortvivlese var en central del af at være en ung kvinde i en fremmed verden.

En ny verden 

Det næste, jeg husker, er at være seks år gammel og en varm septemberdag se Twin Towers styrte sammen. Stilheden i stuen. Tv-skærmen set gennem fingre foran øjnene.

Terrorangrebet på World Trade Center markerer et paradigmeskift for USA, der må revurdere sine fremtidsplaner og fjendebilleder. Her begynder krigsforbrydelserne. Løgnene. 

Mindre end to måneder efter 9/11 udgiver Spears albummet Britney, som indeholder hendes måske vigtigste bidrag til musikhistorien, sangen »Toxic«.

Jeg kan huske første gang at høre de sylespidse violiner over en forvrænget bas lige så tydeligt, som jeg husker septemberdagen. »There’s no escape. I can’t wait. I need a hit. Baby, give me it,« synger hun og ekkoer sit tidligere jegs bønner om vold. En westernguitar klinger luftigt og giver sangen cowboystemning.

»I’m addicted to you, don’t you know that you’re toxic?«.

Genremixet af synth og country lykkes mod alle odds. I en ikonisk video giver Spears den i en kropsnær, gennemsigtig dragt, kun sparsomt besat med diamanter. Og som lårkort stewardesse, der med sin krop kaprer et fly fuld af forretningsmænd. De er ved at styrte ned af bare ophidselse.

Uskylden er ikke så entydig som før. Spears bliver berømt i et USA, der er mærket af Bill Clintons famøse »I did not have sexual relations with that woman« om Monica Lewinsky, et USA, hvor oralsex ikke gør det ud for sex, men alligevel lidt gør.

Da hun i 2003 synger duet med Christina Aguilera i en coverversion af »Like a Virgin« på live-tv, kommer selveste Madonna ind på scenen. Hun snaver på tur de to yngre stjerner i gulvet. Som Madonna ligner Britney i det mindste en jomfru i hvidt fra top til tå. 

I 2003 kyssede Madonna Britney Spears på live ernsyn, da Spears og Christina Aguilera sang en coverversion af Madonnas hit ’Like a virgin’ ved MTV Video Music Awards.

I 2003 kyssede Madonna Britney Spears på live ernsyn, da Spears og Christina Aguilera sang en coverversion af Madonnas hit ’Like a virgin’ ved MTV Video Music Awards.

WIN MCNAMEE

Hun gifter sig med sin barndomsven Jason Alexander, måske for at forsøge at slippe ud af forældrenes greb, der bliver strammere. Moren skriver bestsellerbøger baseret på Britneys liv med titler som A Mother’s Gift og bliver mere og mere forhippet på at fremstille deres liv en tand for sukkersødt. Men facaden vakler, og ægteskabet varer 55 timer.

Spears bliver kærester med popstjernen Justin Timberlake, er ham utro, og han skriver »Cry Me A River«, alle tiders mest catchy smædesang, tilegnet hende.

Alt det æder jeg råt i Vi Unges fortyndede version. I tredje klasse, ikke kyndig udi engelsk, men opsat på at forstå, hvad mit idol ville mig, satte jeg min far stævne. Jeg afkrævede forklaring på, hvad det betød, når Spears sang »I’m a slaaaaaave for you«. Han gav en noget pædagogisk oversættelse i retning af, at det betød at være meget forelsket. 

I perioden 2000-2006 går hun i byen med trusseløse party girls som hotelarvingen Paris Hilton og skuespillerinden Lindsay Lohan. Hun får foretaget brystforstørrende operationer, der medfører mediestorme. Hendes stofmisbrug tager fart. Hun skifter kærester i ét væk: bodyguards, papparazzifotografer, afdankede rockmusikere. Jeg er 11 år gammel og kan ikke længere følge med. 

Hun møder Kevin Federline i 2004, en tidligere baggrundsdanser med et stofmisbrug og ry for at forlade sine gravide kærester, og gifter sig tre måneder senere med ham. Får to sønner. Bliver skilt igen i 2006. Hvorefter Federline, der startede med at være en stakkel, nu er en mere stabil forælder end Spears. Han får tilkendt forældremyndigheden. 

Vendepunktet 2007

Sådan kan man blive ved. Historierne om Britney kan ikke tælles på to hænder, og hun er en maskine, der producerer excesser. Ikke meget ulig den amerikanske finansverden på vej mod finanskrisen; Spears er hele tiden i vækst, det bliver vildere, større, mere outreret. Hun har en kæmpemæssig boaslange om halsen til en liveopførelse af »I’m a Slave 4U«. Hendes blik er fjernt, hun vakler med det levende dyr. 

I Michael Moores dokumentarfilm Fahrenheit 9/11 (2004), der handler om angrebene på World Trade Center og den efterfølgende krig mod terror, tigger en irakisk kvinde om nåde. Hun skriger grædende til kameraet, at hendes hjem og familie er blevet sønderbombet. Så bliver der klippet til en ung Spears, der tygger tyggegummi.

»Honestly, I think we should just trust our president in every decision that he makes, and we should just support that, you know, and be faithful in what happens,« siger Spears i scenen. 

Hun er på CNN og bliver spurgt, om hun stoler på præsident George W. Bush. I Moores kritik repræsenterer den blåøjede Spears de uvidende og patriotiske amerikanere, der ikke har sat sig ordentligt ind i krigens konsekvenser.

Hvorfor er det hende, der skal svare for USA’s naivitet?

På toppen af sin berømthed og på vej ned kan hun ikke bevæge sig rundt uden tre-fire bodyguards og en øredøvende summen af knipsende fotoapparater omkring sig. Der er paparazzihelikoptere, der følger efter hende. Hver dag cirkulerer nye billeder af stjernen med uvasket hår i joggingtøj, der ryger cigaretter, kører rundt på må og få og køber iskaffe på tankstationer.

Britney Spears i 2013 omringet af fotografer. I mange år har hun ikke kunnet gå på restaurant eller færdes ude uden at blive forfulgt af fotografer og journalister.

Britney Spears i 2013 omringet af fotografer. I mange år har hun ikke kunnet gå på restaurant eller færdes ude uden at blive forfulgt af fotografer og journalister.

Beretta/Sims/Ritzau Scanpix

Den amerikansk kulturforsker Anna Watkins Fisher beskriver i essayet »Sacrificing Britney to Save America« (2011), hvordan Spears’ nedtur fylder påfaldende meget mere end Bushs krigsforbrydelser i Irak i perioden 2007-2008, selv i seriøse mediers dækning. Sammenbruddet foregår for åben skærm, mens Bush-regeringens krig i Irak i samme periode kører mere tyst af sporet. 

Fisher påviser, hvordan George Bush burde have åndet lettet op over, at en krig, der i 2007 havde kostet omtrent 85.000 irakiske civile og 4.000 amerikanske soldater livet, var blevet en for kompleks og uoverskuelig størrelse at dokumentere i de mest populære medier. 

En krig, der rykker ved den amerikanske selvforståelse som den frie verdens leder, da det viser sig, at der ikke er masseødelæggelsesvåben i Irak. 

Men Britneys syndefald er nemmere at indtage end hele nationens. Hun er en overskuelig syndebuk. Et surrogatoffer.

På sladderbladenes forsider ser man hende køre bil med et spædbarn på skødet. Folkedybet er i oprør over færdselssikkerheden. Hun undskylder sig med, at sådan gjorde man jo i hendes landlige sydstatsfamilie. En katastrofal tv-optræden i 2007, hvor hendes bevægelser er livløse, slappe, og hendes krop forandret efter to børnefødsler, skilsmisser og ture i rehab, er sidste søm i kisten. 

Med barbermaskinen i hånden

Jeg er grædefærdig. Ser youtuberen Chris Crocker, der i 2007 går viralt med at tudbrøle »Leave Britney Alone« i en hjemmevideo. Historierne æder Britney op, og jeg har det, som om en kniv bliver stukket i mit 12-årige hjerte. Min fremtidsprojektion har forvandlet sig fra popprinsesse til frø.

Pludselig viser hun sig bare at være white trash. Alligevel ikke andet end en dum dulle. Blondinen bekræfter sig selv, det er underforstået.

Efter at være blevet omringet af papparazzier er Spears en dag i 2007 ved at stige ind i en bil, snubler, og taber næsten sin spæde søn ud af armene. Hun undgår efter uheldet kun med nød og næppe, at myndighederne fjerner barnet. 

En undergrundsgruppe photoshopper præsident George W. Bushs ansigt ind over drengen, der er ved at falde ud af Britneys arme. De skriver på plakater, der hænges op over hele New York: »Oops … There goes the decade!« Spears forvandles til den elendige mor, der holder Bush i sine arme og implicit er skyld i hans krigsforbrydelser.

Hun er igen perfekt castet, nu i rollen som fejlslagen mor og kvinde. Langt mere oplagt at rette sit had imod end at rette det indad mod den amerikanske selvforståelse som den frie verdens forsvarer. 

I 2007 går hun ind i en frisørsalon med vilde øjne. Hun griber en barbermaskine og rager sig skaldet, mens hun stålsat kigger ind i spejlet. For rullende kamera. Hun er midt i et mentalt sammenbrud og slår ud efter en paparazzi med en paraply. I starten af 2008 bliver hun indlagt på et psykiatrisk hospital.

Ritzau Scanpix

Dét var rent faktisk ikke til at bære. Enten var jeg blevet ældre og voksede naturligt fra hende, eller også blev jeg nødt til at lukke øjnene. Se væk.

Blackout og det retlige efterspil

Et par måneder før sammenbruddet gør hun noget næsten mere utilgiveligt: farver sit lysblonde (afblegede) hår sort. Og udgiver Blackout, der er hendes mest anmelderroste album. Det indeholder hits som »Gimme More«, hvor hun strubesynger i en klubagtig, mørk produktion om sin længsel efter mere opmærksomhed, mere vildskab, mere, mere, mere. Jeg bryder mig ikke om det.

Spears har fra tidlige hits som »Everytime« og »Overprotected« været næsten hyperreflektiv over sin berømmelse og dens evne til at korrumpere. Således er Blackout også et søgende album, men nu fra en voksen brunette, der har slået sig på livet. Alligevel bliver det ikke en fansucces. Måske fordi det, der før var en fræk flirt med fartgrænsen, nu ligner et vaskeægte biluheld.

Efter flere indlæggelser ender hendes far, Jamie Spears, med at indgå værgemål over datteren. Professionelt, juridisk og økonomisk. Spears er umyndiggjort og kan ikke bestemme over sin næsten 60 millioner dollar store formue. 

Den formue vokser sig kun større, da hun i 2012 bliver vært på det amerikanske tv-show The X Factor og igen bliver musikbranchens rigeste kvinde. Her sidder hun en sæson og chitchatter med den spydige Simon Cowell og buzzer håbefulde, men falsksyngende almindelige mennesker ud. Med masser af magt over deres karriere og ingen ret over sit eget liv.

Et berømt citat på internettet er »If Britney could go through 2007, you can get through today«. En slags opmuntring på svære dage. Og nu samler bevægelsen #FreeBritney altså underskrifter ind for at forsvare den kvinde, man tidligere stod sammen om at udskamme.

Sådan skifter hun hele tiden form. Hun er størst genstand for identifikation, når hun fejler; hun er drømmen, der alligevel ikke gik i opfyldelse. Altid så tæt på.

Historien gentager sig selv 

Jeg kan ikke helt slippe barnedrømmen om den helgen, der døde på korset for mine synder. Selv om det var denne myte, der blev hendes fallit, er det Britneys hits, jeg tyr til. Jeg hører »I’m Not a Girl, Not Yet a Woman«, når jeg tvivler, jeg sætter »Piece og Me« og »Stronger« på til oprør og vrede, og »(You Drive Me) Crazy« til hjertesorger og forelskelse.

På »Mood Ring« – en single fra dette forår – lyder Spears, som jeg kender hende. Og så alligevel, stemmen er ældre og knækker oftere, men ikke så orgastisk æggende som før.

På Instagram ligner hun sig selv med korte kjoler, heftig øjenmakeup og perfekte dansetrin – og moden indhenter hende snart, for 00’erne er blevet retrosmart. Jeg har fundet stropkjolerne og de lavtaljede jeans frem.

Jeg blev voksen med Britney Spears, der ledte vejen for mig – først som idol, så som undergangsmyte. 

Spears er for mig en uhyggelig påmindelse om, at det ikke er muligt at være alt det, de glitrede magasiner lover. Man kan ikke få lov til at være sexet, mor, succesfuld og psykisk stabil på samme tid. I bagklogskabens lys virkede hun forudbestemt til at fejle.

Men jeg spørger mig selv, om hun allerede i The Mickey Mouse Club eller på de første sukkersøde hits har vidst det. Hvilken dag er hun vågnet op og har tænkt »jeg er dømt til at slå fejl«? Hvordan lever man med den viden, at det vil gå galt?

For en blond, fejlbarlig kvinde som mig er Spears’ skæbne et varsel fra helvede. Jeg kan ikke undgå at tolke hendes historie mytologisk. Jeg forsvarer hende, som jeg håber, der engang vil være nogen til at forsvare mig. 

I musikvideoen til »Mood Ring« er den 38-årige sangerinde omgivet af scenelys og spejle. En vindmaskine får de farvede krøller til at svæve.

Hun skifter fra et diamantbesat nøgenkostume til sort, SM-lignende læderlingerie. Det er, som om hun har siddet fast i en tidsmaskine og aldrig forladt 00’erne.

Hun spinner rundt om sig selv og rækker flirtende ud efter seeren. Oops … She’s doing it again. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Man behøver vel ikke at være myndig, for at få genoprejsning som popsanger - skal man ikke bare lave et hit?

Ete Forchhammer

Jeg har vist overset det af almen interesse i denne historie?
Må tilstå at jeg “kun" sprang fra afsnit til afsnit for at støde på vinklen med det større perspektiv og bli’ klogere, men jeg endte blot med at konstatere at nogen på redaktionen må ha’ tabt sutten?

Eller forklarer den blotte optagethed af en marionet i underholdningsindustrien en del om trængslerne for dem uden for denne industri?