Kommentar
Læsetid: 4 min.

I dag åbner Informations drømmefestival: Desperate tider kalder på vild fantasi

Skal du forstå musik til bunds, skal du erfare den med kroppen – til koncert og på festival. I mangel af den ægte vare denne sommer har Informations musikanmeldere i stedet skabt deres egen fantasimusikfestival til ære for vores koncertudhungrede læsere
Informations musikanmeldere drømmer sig væk til fantasikoncerter med blandt andre Kate Bush, Frank Ocean og Joni Mitchell. Her er imidlertid et billede af Frank Ocean fra en virkelig koncert tilbage i 2017 på NorthSide Festival.

Informations musikanmeldere drømmer sig væk til fantasikoncerter med blandt andre Kate Bush, Frank Ocean og Joni Mitchell. Her er imidlertid et billede af Frank Ocean fra en virkelig koncert tilbage i 2017 på NorthSide Festival.

Ida Guldbæk Arentsen

Kultur
10. juli 2020

Uden musikfestivalerne kunne mange af os ikke blive ved med at være de mennesker, vi er. Uden festivalerne ville vi ikke kunne leve under hverdagslivets helseregler, træningsregimenter, pligtopfyldelse, ansvarlighed, fornuft og protestantisk arbejdsmoral.

Uden musikfestivalerne havde vi ikke nogen ventil, der kunne lette overtrykket. Vi ville ikke kunne ryste civilisationen af os. For en stund. For så at vende tilbage som bedre mennesker. Men det kan vi ikke i år.

Desperate tider kalder på desperate handlinger og vild fantasi – også for musikanmeldere. Så avisens fire populærmusikanmeldere har tilladt sig at fantasere og drømme. Vi har lavet vores egen drømmefestival alle de nulevende navne, vi allerhelst ønsker os at opleve.  Det er blevet til en mildest talt utopisk festivalplakat, som man kan se på avisens forside i dag.

Vi er endda gået skridtet videre og har fantaseret eller hallucineret os frem til, at disse drømmekoncerter rent faktisk har fundet sted. Og seks af disse virkelige kunstnere og imaginære koncerters storhed vil vi åbne for læserne.

Dér du mærker menneskehed

Man kan opdele nationens festivaler i to varianter. Dem, man besøger på dagsbasis som Northside, Tinderbox og Strøm, og dem, man kan campere på, herunder Tønder, Roskilde, Smukfest. Den sidste variant er langt den mest intense af slagsen, da de mange sammenhængende dages kraftanstrengelser er befordrende for afciviliseringen

Dog kan en indædt indsats på daglig besøgsbasis også ende i excesser, der – som digteren William Blake formulerede det – fører til visdommens palads.

En god festival er udmattende og overvældende, fordi du overinvesterer krop og sjæl i løjerne. Og det er, når du er allermest slidt, at du kommer i kontakt med overgivelsen og tilgivelsen. Overgivelsen til noget større. Tilgivelsen af én selv i erkendelsen af, hvor lille man er. Blot en krusning på menneskeoceanet.

Samtidig med at du kan erfare, hvor tæt forbundne vi er. Det er, når du er pakket inde mellem alle de andres dampende kroppe, i gang med at modtage musikkens velsignelse, at vi forstår, at vi er ét. Det er dérinde, at du mærker menneskeheden som en masse af energi og bevægelse.

Du kan også føle dig enormt ensom i de timer, hvor du er ude af stand til at finde forbindelsen til det, der sker. Med afsky og opgivelse ser du på alle dem, der stadig har strøm på batterierne.

Men du overvinder trætheden og mætheden og mosler snart videre igen. Og får måske en nærreligiøs oplevelse, når du udslidt bestiger endnu en musikalsk bjergtinde i programmet.

Rytmen er tabt

Helt jordbundet økonomisk er festivalerne også svære at leve uden. De indgår i et komplekst netværk af leverandører, bookere, roadies, musikere, teknikere, musikselskaber, restauratører, bryggerier. Alle led i kæden har lidt under regeringens corona-lockdown og kan komme til at gøre det et stykke ud i fremtiden. Det er et svækket musikliv, vi efterlades med efter denne sommer. Rytmen er tabt i mere end én forstand.

Og det er et svækket åndsliv, for der findes også en mere nobel side af festivalerne: At de kan fungere som dannelsesrejser.

Festivalerne kan være utopier, hvor mange forskellige kulturer mingler. Og med hiphoppens dominans i det forgangne årti er vi endda blevet benådet med et dansk publikum af anden etnisk herkomst på festivalerne. De var svære at på øje på for ti år siden, men nu kan også de opleve smørhullets sociale grænser blive opløst i nye broderskaber, der spontant opstår, mens musikken spiller – og i nogle tilfælde varer ved længe efter.

Headbanging et adelsmærke

Kulturelt kan vi altså lære en masse. Hvis vi holder øjne og ører åbne, så forstår vi, hvordan forskellige musikkulturer og mennesker agerer og interagerer. Hvordan ravere plukker frugter, når de danser i aerobic-lignende mønstre. Hvordan hiphoppen har arvet moshpitten fra punk og metal. Hvordan headbanging stadig er et adelsmærke for heavy-folket. For nogle er luftguitar stadig gangbar mønt. Og crowdsurfing (selvom det er forbudt) et fast ritual.

Hver musikkultur, sin kropslighed. Og hvis du skal forstå en musik til bunds, så skal du erfare dens kropslighed – som er mere løssluppen i de yderste dage og de seneste timer på en festival.

Intet sted er kroppen så meget tilstede som på en festival. Om det er med tømmermænd, smertende fødder, hylende ører eller ondt i ryggen. Eller om det er som et ekstatisk bål, når alting peaker, og bassen rammer lige dér, hvor det klør.

Festivaler punkterer filterbobler

Uden festivaler forbliver vores filterbobler og sociale grænser intakte, og det er ingen tjente med. Heller ikke samfundet som helhed. Så, ja, det er et tab for den danske menneskehed, at festivalsommeren er aflyst.

Og Informations musikanmeldere vil ikke finde sig i det.

I dagens avis finder du begyndelsen på en artikelserie, der kan ses som et ydmygt forsøg på at udfylde bare lidt af det musikalske vakuum, der suger energien ud af os denne sommer.

Derfor vil du i den næste tid kunne læse fantasianmeldelser af drømmekoncerter, som aldrig har fundet sted. Altså udover i musikanmeldernes egne hoveder, hvori vi har forestillet os Informations Drømmefestival afviklet over det ganske, danske land.

Koncerter med – og anmeldelser og portrætter af – ikoner og nye, forunderlige bekendtskaber som engelske Kate Bush, amerikanske Frank Ocean, den zambiske rapper Sampa the Great, den svenske rapper Yung Lean, den ukrainske folk-kvartet Dakhabrakha og canadiske Joni Mitchell med gæster fra en yngre generation, der skylder hende det meste.

Læs og drøm løs, kære læsere!

Serie

Informations drømmefestival

Skal du forstå musik til bunds, så skal du erfare den med kroppen – til koncert. I mangel på musikfestivaler denne sommer har Informations anmeldere i stedet til ære for koncertudhungrede læsere drømt sig frem til den ultimative musikfestival og anmelder i den næste tid seks af hovednavnene, som læserne kan lære bedre at kende. Så er det næsten som at være der selv – selv om det hele er en ren musikberuset fantasi – og hallucination.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her