Feature
Læsetid: 9 min.

Dengang Motown modvilligt pustede til ilden i Detroit

I 1967 rullede tanks og soldater ind i Detroit for at knuse et voldsomt destruktivt oprør, der startede efter sammenstød med politiet. Soundtracket til urolighederne var dog anderledes optimistisk og lystfyldt, nemlig et lokalt Motown-hit. Nu fortolket som en opfordring til politisk modstand
'The hot summer of 1967' kaldtes urolighederne i Detroit, der regnes for nogle af de mest voldsomme i USA's historie. Soundtracket til optøjerne var Martha and the Vandellas 1964-hit 'Dancing in the Street', som af mange afroamerikanere blev opfattet som et opråb til modstand.

'The hot summer of 1967' kaldtes urolighederne i Detroit, der regnes for nogle af de mest voldsomme i USA's historie. Soundtracket til optøjerne var Martha and the Vandellas 1964-hit 'Dancing in the Street', som af mange afroamerikanere blev opfattet som et opråb til modstand.

Ritzau Scanpix

Kultur
9. juli 2020

Summer of Love kom ikke til Detroit dengang i 1967. Folk dansede ganske vist i gaderne, men for at undgå politiets kugler og knipler.

’The Long hot summer of 1967’ kaldtes urolighederne, der regnes for nogle af de voldsomste i USA’s historie. Sommeren var lang, varm og voldelig.

Soundtracket til optøjerne var Martha and the Vandellas 1964-hit »Dancing in The Street«. Ironisk nok, så var Martha Reeves i front for Vandellas i gang med at synge netop »Dancing In The Street« i Fox Theatre, da en manager afbrød for at fortælle, at Detroit var brudt i brand.

Sangen blev af mange afroamerikanere opfattet som et opråb til modstand , og den føltes perfekt i Detroit i sommeren 1967. »Mærkeligt nok antog optøjerne også ofte en feststemning,« skriver Mark Kurlansky i sin bog Ready for a Brand New Beat: How Dancing in the Street Became the Anthem for a Changing America. »Folk stod og grinede og drillede politiet. Og det var en stemning, som den sang bidrog til at skabe. Pladen blev spillet. Folk sang. De refererede til det, de gjorde, som ‘dancing in the street.’« Det var pleasure-as-politics. Men det var også vold og ødelæggelse som udtryk for dyb frustration.

Soldater og tanks

The Long hot summer of 1967 startede ikke overraskende med en intervention fra politiets side. En illegal drikkebule, en såkaldt blind pig, fik besøg af politiet natten til søndag den 23. juli. De blev mødt af en meget større og mere rasende mængde end forventet. Man fejrede to kammeraters hjemkomst fra Vietnamkrigen, og politiet var ikke velkomne. Der tilkaldtes forstærkninger, og man arresterede alle cirka 85 gæster, men på det tidspunkt havde vreden spredt sig til de omkringliggende gader og snart store dele af Detroit.

Urolighederne, der dengang af den hvide presse blev tilskrevet hedebølge, svage karakteregenskaber og diverse ytringer fra afroamerikanske notabiliteter, handlede om systemisk racisme og politivold.

8.000 nationalgardister blev sendt ind og siden 4.700 faldskærmssoldater samt tanks, der rullede gennem de mørklagte gader eller i lyset af brændende bygninger. Et kirketårn blev skudt i stykker af en tankkanon i forsøget på at ramme en snigskytte. 43 mennesker blev i alt dræbt, og over 2.000 bygninger blev ødelagt.

Plyndringerne og nedbrændingerne signalerede en voldsom desperation hos den afroamerikanske befolkning, der var hårdt ramt af de tre amerikanske bilgiganter Ford, General Motors og Chryslers udflytning fra Detroit, som startede store økonomiske og demografiske omvæltninger i byen.

Fra 1950 til 1956 udflyttede 56 ud af 124 bilfabrikker.

Befolkningstallet i Detroit toppede i 1950 med 1,85 millioner. Allerede i 1960 var det faldet til 1,67 millioner, i 1970 til 1,51 million. Lige her omkring fulgte en massiv udvandring af den pengestærke, hvide middelklasse.

Under radaren

Der var masser af politisk musik i 1967, bare ikke hos legendariske Motown Records, der udgav »Dancing In The Street.«

»The Motown Bubble« kalder Motown-stjernen Mary Wells den afvisning af politisk musik, som Motowns grundlægger Berry Gordy håndhævede indtil 1969 i en ellers ekstremt politisk tid.

Men »Dancing In The Street« sneg sig under radaren, fordi den på overfladen bare handlede om glade sommerdage i de amerikanske storbyer. Men de tre sangskrivere William Hunter, Ivo Jo Hunter og ingen ringere end Marvin Gaye så det også som en sang om raceintegration. Stadig en kontroversiel subtekst den 31. juli 1964, hvor sangen oprindeligt udkom. Samme sommer brandbombede Ku Klux Klan over 30 afroamerikanske kirker. Og en sort og to hvide frivillige, der tog til Mississippi for at registrere sorte vælgere i landdistrikterne, blev skuddræbt.

Fakta: Detroit

  • Den største by i staten Michigan. Omkring 80 procent af byens befolkning er afroamerikansk, ni procent hvid og syv procent latin- og mellemamerikansk.
  • Kendt som Motor City grundet sin enorme bilindustri funderet på de tre giganter Ford, General Motors og Chrysler.
  • To store racemæssigt motiverede optøjer i 1943 og i 1967 gik voldsomt for sig. I 1943 døde 25 afroamerikanere, de fleste dræbt af politiet, og ni hvide. I 1967 døde 43.
  • Da bilindustrien fra 1950 og frem forlod byen, startede en økonomisk nedtur, der medvirkede til, at over en million mennesker i de seneste 70 år har forladt byen. Fra 80’erne og til i dag er dele af indre Detroit fuld af overbegroede grunde og forladte huse, og i dag er der kun 667.000 indbyggere tilbage – på niveau med 1915.
  • I 2013 gik byen – som den største i amerikansk historie – konkurs med en estimeret gæld på 18 til 20 milliarder dollar.
  • Detroit er stærkt demokratisk og har siden 1962 haft en demokratisk borgmester. Ved valget i 2016 stemte 66,4 procent demokratisk i regionen Wayne County, hvor Detroit ligger.
  • Staten Michigan er en svingstat, der ved sidste præsidentvalg skiftede hest til fordel for republikanerne og Trump, efter at demokratiske præsidentkandidater havde vundet staten ved de tre forrige valg.
  • I 2018 genvandt den demokratiske senator Debbie Stabenow sin post, og demokraterne vandt to sæder i Repræsentanternes Hus, så Michigans demokrater har syv pladser ligesom republikanerne.
  • De sidste tre måneder har Biden og demokraterne konsistent stået til at slå Trump og republikanerne ved det kommende valg til præsidentembedet, Senatet og Repræsentanternes Hus.

Kilder: worldpopulationreview.com, statisticatlas.com, pewresarch.org, pewforum.org, bestplaces.net, Wikipedia.

Poppens svar på samlebåndet

Martha Reeves anså sig selv som apolitisk, men hun havde så heller ikke skrevet sangen. Og for at forstå den splittelse mellem tekstforfattere/komponister og sanger/pladeselskabsboss skal man forstå, hvordan Motown skabte deres hits.

Navnet Motown var en smart omskrivning af Detroits kælenavn Motor City – bilernes by. Det var i Highland Park lige uden for Detroit, at John Ford i 1913 præsenterede verden for samlebåndsproduktionen af biler. Siden fulgte de to andre amerikanske giganter Chrysler og General Motors.

Grundlæggeren af Motown, Berry Gordy, tog ved lære af disse samlebånd. Han har fortalt, at hans organisation af musikprocessen var formet af de principper, han lærte ved det Ford-ejede samlebånd, som han arbejdede ved. Der, hvor man samlede mellemklassebilen Lincoln-Mercury.

Motowns version af samlebåndet startede med sangskrivning, produktion og indspilning af sangene. Sangerne var en slags kransekagefigurer. Et sjovt eksempel er sangerkvintetten The Temptations, der blev grundlagt i 1960 og stadig eksisterer. De har indtil videre haft 24 forskellige medlemmer.

De forskellige opgaver blev foretaget af separate hold i hver deres afdeling – med store undtagelser som Detroit-beboere og store sangere og sangskrivere som Marvin Gaye og Stevie Wonder. Normalen var, at sangerne fik stukket en flyveklar sang i hånden fra sangskriverne, og så gik de i studiet.

Der var også artist development hos Motown, hvor ynglinge blev skolet i etikette, koreografi og scenepersonlighed. Og Motown trykte og promoverede også selv deres plader.

»Jeg ville have et sted, hvor en knægt fra gaden kunne gå ind ad døren som ukendt og komme ud på gaden som en indspillet kunstner – en stjerne,« skrev Gordy i sin selvbiografi To Be Loved.

Ud i den anden ende kom i hvert fald perfekte popprodukter. Fra 1960 til 1970 nåede 67 procent af Motowns singler ind på USA’s top 100. Gennemsnittet for pladeselskaber i perioden var ti procent. Snart kaldte man Motowns hovedkvarter Hitsville U.S.A.

De solgte kærlighed

Det snart legendariske soul og r&b-selskab var Fords produktionsmetode omsat til pop. Motown var byens stolthed i 1967, og musikken kunne høres over alt. The Supremes, The Temptations, Four Tops, Jackie Wilson, Smokey Robinson og Martha and the Vandellas.

Den var bare ikke videre politisk, ja, i årene før blev der ikke spillet meget Motown til demonstrationer.

Men »Dancing In The Street« blev politisk. I 1967 var der mere end 120 optøjer i USA, og den sommer spillede H. Rap Brown – formand i den afroamerikanske SNCC (Student Non-Violent Coordinating Committee) –sangen ved demonstrationerne i Detroit. Og et andet SNCC-medlem Roland Snellings skrev en artikel i black power-magasinet Liberator om »Dancing In The Street«, at det afroamerikanske folk rejser sig: »Og det afspejles i oprørssangen, som symboliserer Harlem, Philadelphia, Brooklyn, Rochester, Paterson, Elizabeth; sangen er naturligvis ’Dancing in The Street’.«

Martha Reeves medgav selv, at hun og hendes backinggruppe The Vandellas altid havde været politisk i én forstand: »Vi solgte kærlighed foran raceopdelte tilskuere. Det er politisk.«

Nogle hvide højreradikalister anså »Dancing In The Street« for at være en revolutionær sang, og i den radikale venstreorienterede gruppe The Weather Underground hørte man den som kodesprog for optøjer.

Andre store musikere fra Detroit og nærmeste omegn

  • MC5 – Hard rock-oprørere, der var med til at pege frem mod punk-generationens fuckfinger til den gode smag.
  • The Stooges – Umiddelbare MC5-efterkommere og ligeledes protopunk-fædre med Iggy Pop ved mikrofonen.
  • Underground Resistance – Aktivistisk andengenerations-techno-trio på kompromisløs konfrontationskurs med post-reaganomics.
  • Carl Craig – Anden generations techno-mester med et bredt vingefang inkluderende jazz, soul, krautrock, ambient, breakbeat.
  • Eminem – Den største, hvide rapper nogensinde.

Afroamerikanere var dengang vant til at lede efter kodede beskeder i sange. Det går helt tilbage til slavetiden, hvor de endda havde praktiske formål. Sangen »Follow the Drinking Gourd« opfattes af nogle som en guide til The Underground Railroad, en hemmelig flugtrute, der skulle hjælpe slavegjorte til de frie stater, hvor slaveri var forbudt, eller til Canada. Sangen anviser, hvordan man skal følge The Drinking Gourd, et amerikansk kælenavn for stjernebilledet Big Dipper, Karlsvognen.

»When the sun comes back, and the first quail calls/ Follow the drinkin’ gourd/ For the old man is waiting just to carry you to freedom.«

P-funkens afrofuturisme

Fra 1969 begyndte Motown at udgive eksplicit politiske sange med en række Detroit-navne. The Temptations’ og siden Edwin Starrs udgave af »War« (»War! What is it good for/ Absolutely nothing!«). The Temptations’ »Ball of Confusion« og Stevie Wonders »Heaven Help Us All.«

Motown-poppen fik snart en uventet, uregerlig arvtager.

George Clinton flyttede i de tidlige 60’ere til Detroit med sit band The Parliaments og søgte ind hos Motown. De sagde nej tak til bandet, men, ja tak til Clinton som sangskriver, producer og arrangør.

Det var dog først i slutningen af 60’erne og frem i hans bands Parliament og Funkadelic, at Clinton gjorde en forskel. Her opfandt man den psykedeliske, spraglede og spruttende P-Funk. Bandmedlemmerne var klædt ud i glitrende rumkostumer, det var en form for afrofuturisme, der gjorde heftig brug af elektronik. Og igen med pleasure-as-politics som en central kvalitet: »Free Your Mind And Your Ass Will Follow« og »One Nation Under a Groove«, lød nogle af sang- og albumtitlerne fra Clinton i 70’erne.

Techno-rebeller

P-funkens futurisme blev i starten af 80’erne blandet med tyske Kraftwerks teknokratiske landvindinger. Det skete, da en ny generation af unge sorte Detroit-musikere såsom Juan Atkins alias Model 500 og Derrick May alias Rhythim is Rhythim, formulerede en ny dansemusik, techno. Et tydeligt brud med Motowns soul-lyd og swing.

Musikken forholdt sig i stedet til den postindustrielle ødemark, Detroit i mellemtiden var blevet. Denne første techno-generation havde læst den amerikanske forfatter Alvin Toffler, der i bøger som Future Shock og The Third Wave portrætterede en kommende generation af ’techno rebels’, der i stedet for at lade teknologierne regere på markedets præmisser søgte en bæredygtig balance mellem natur og teknologi – via brug af mindst mulig teknologi.

Det viste sig at være en umulig drøm. Efter oliekrise, japansk konkurrence og robotificering af bilsamlebåndene var Detroit hårdt ramt af arbejdsløshed, flere steder forvandlet til en spøgelsesby. Og de økonomiske genvordigheder var langt fra slut.

Men musikarven blev ved at vokse i Detroit og gør det stadig.

Kilder: The Newyorker, Detroit Free Press, The Detroit News. Mark Kurlansky: 'Ready for a Brand New Beat: How Dancing in the Street Became the Anthem for a Changing America' (Riverhead Books 2013). 'Sound, Society and The Geography of Popular Music' – Edited by Ola Johansson & Thomas L. Bell (Routledge 2016), Berry Gordy: 'To Be Loved: The Music, the Magic, the Memories of Motown: An Autobiography' (Grand Central Pub 1994).

Serie

USA’s musikalske landkort

Hvad kan vi lære om USA ved at forstå amerikanernes musikkultur? I anledning af det kommende præsidentvalg tegner Information et musikalsk landkort over USA: Seks portrætter af amerikanske byer, der alle har haft særlig betydning for musikhistorien. Hvilke genremæssige nybrud har de været med til at fostre? Og hvilke politiske og historiske omstændigheder er musikken vokset ud af?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her