’Frank vender hjem’ får Samira Nawa til at tænke på dengang, hun gik til harmonika

Der er stille på Christiansborg denne sommerdag i juli. En rundviser er ved at forklare en familie på ferie, hvordan folketingsmedlemmerne måtte stå i kø for at stemme i salen, da coronapandemien var på sit højeste.

Det havde de ikke behøvet i dag, for Samira Nawa er vist den eneste politiker, der ikke er gået på ferie endnu. Hun er beskæftigelses- og ligestillingsordfører for Radikale Venstre, og hun har sat sin sidste arbejdsdag inden ferien af til at diskutere romanen Frank vender hjem af Kristian Bang Foss med Marie Høgh, der er præst, debattør og tidligere folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti.

»Vi kan jo i princippet sætte os lige, hvor vi vil,« siger Samira Nawa og slår ud med armen. »Men skal vi ikke sætte os på mit kontor?«

På bordet i det lille siddehjørne på hendes kvistkontor ligger tre eksemplarer af Frank vender hjem. Mit eget med æselører på hver anden side, Samira Nawas med blå, grønne, røde og gule mærkater stikkende ud fra siderne og Marie Høghs, der knap har været åbnet. Hun har hørt romanen fra 2019 som lydbog på vej til og fra arbejde.

»Som præst er jeg jo ude ved alle de her almindelige mennesker, og det er jo almindeligheder, meget af det, som den her bog består af,« siger hun og klapper på bogen foran sig.

»Jeg bliver hele tiden inviteret ind i de forskellige klasser, vi har i vores samfund, til begravelsessamtaler, og det er jo en kæmpestor gave. Jeg kunne ikke lade være med at spejle personerne i dem, jeg hele tiden møder igennem mit arbejdsliv.«

Frank vender hjem handler rigtignok om absurditeterne i det almindelige. Romanens hovedspor handler om Frank, som får en kajak i fødselsdagsgave af sin kæreste. Han skal være far og føler sig draget mod naturen og det at kunne klare sig selv, så selv om han aldrig har prøvet at sejle i kajak før, stævner han ud fra Stevns Klint og smider fiskesnøren ud. I kampen mod den laks, han mod al forventning har fået på krogen, taber han sin pagaj i vandet og driver længere og længere væk fra kysten. Han driver i land på en lille ø i et svensk fuglereservat, og da han tre uger senere vender hjem til sin kæreste og i mellemtiden fødte datter, tror ingen på hans historie, og en anden mand har taget hans plads i familien.

Hjem med harmonika

Men romanen handler også om, hvordan man bliver noget andet end det, man kommer fra, uden at miste sig selv.

Frank er søn af Rock Tage, der drikker for mange øl og er kendt af alle for at spille guitar og synge på Strøget i København, hvor tilskuerne har gjort det til en sport at kyle småmønter mod ham. Rock Tages liv ender brat, da en gruppe unge mænds møntkasterier en aften udvikler sig til regulær dødsvold.

Frank holder sit ophav hemmeligt for alle, han kender, og imens synker hans mor dybere og dybere ned i hverdagsalkoholismen. Frank vil læse litteraturvidenskab på universitetet, men da han endelig sidder i forelæsningssalen, venter han bare på, at nogle opdager, at han slet ikke hører til – at han har sneget sig ind i en lukket klub.

Franks kamp for at stige i de sociale grader minder Samira Nawa om et pædagogisk redskab, som bruges til at illustrere, at vi alle starter med forskellige udgangspunkter i livet: privilege walks.

Det foregår ved, at deltagerne bliver stillet op på en lang række og bedt om at nå det samme endemål, men inden de starter med at gå, bliver de bedt om at bevæge sig fremad eller bagud på banen afhængigt af deres baggrund, forklarer Samira Nawa. 

»Hvis du kommer af en lavere socialklasse, så træder du fem skridt tilbage, og hvis du har alkoholproblemer i familien, så træder du yderligere fem skridt tilbage. Du træder til gengæld fem skridt frem, hvis du for eksempel har forældre, der stadig er gift. Så handler det om, hvordan man kommer fra det udgangspunkt, man nu engang har, i mål. Det kan godt være, man har lige muligheder, og det siger jeg virkelig i gåseøjne,« siger hun og laver citationstegn i luften, »men man starter bare forskellige steder.«

På papiret har vi jo lige muligheder i Danmark, pointerer Marie Høgh.

»Nu bruger vi udtrykket ’strukturelt’ hele tiden, det er lige ved at vende sig i en, men man kan sige, at strukturelt har vi jo lige muligheder, ikke? For vi kan alle sammen få SU og komme ind på en uddannelse, men det er jo fuldstændig rigtigt, at bogen meget fint viser, at vejen er belagt forskelligt.«

Romanen minder begge kvinder om den iver, de som forældre oplever for at sikre deres børn de bedste vilkår i livet. For et år siden købte Samira Nawa et klaver, fortæller hun.

»Og jeg spiller altså ikke klaver,« tilstår hun.

»Men du skal have et hjem med klaver,« konstaterer Marie Høgh, og Samira Nawa griner.

»Det er, fordi jeg, da jeg gik i tredje klasse, gerne ville lære at spille klaver. Men hvad var kravet? Det var, at man skulle have et klaver i hjemmet. Og der blev jeg begrænset i min families treværelses lejlighed, hvor vi boede fem mennesker. Der var ikke plads til klaver, og nok heller ikke råd, så jeg måtte tage til takke med en harmonika. Så gik jeg som den eneste i hele Roskilde til harmonika i fire år, for så lærte jeg da noderne, og der var både de sorte og de hvide tangenter,« siger hun og spiller på nogle usynlige harmonikatangenter i luften.

»I dag har jeg både råd og plads, og hvis mit barn vil lære at spille klaver, så skal han have den mulighed. Som forælder søger man jo hele tiden at give sit barn de muligheder, man ikke selv havde,« siger hun.

At klassesamfundet i Danmark lever i bedste velgående, står klart i romanen, da Frank på studiet møder den smukke Thea, hvis familie er blevet rige på et eller andet lyssky under anden verdenskrig. Hendes mor er også kendt, men på en anden måde end Franks far er det, hun har et populært haveprogram på tv. Som teenager får Thea nok af dyrt porcelæn, facade og skinhellighed og rejser til Syrien med en gruppe unge, hun har mødt i Ungdomshuset på Jagtvej. De brænder deres pas på et bål og ryger hash, indtil de havner i et syrisk fængsel.

Marie Høgh læser Theas historie som et billede på, at det at være privilegeret heller ikke er noget, man bare kan lægge fra sig.

»Thea vil også gerne bryde ud af sin klasse, og for et overklassemenneske er det jo lige så svært at bryde ud af sin klasse og ændre sit liv og sit eksistensgrundlag, som det er for den, der kommer fra en dybt alkoholiseret familie,« siger hun.

Selektivt mønsterbrud

Men et udbrud fra toppen kan ikke helt sammenlignes med et udbrud fra bunden. Theas opgør med sin baggrund er mere som en eksperimenterende leg, mener Samira Nawa.

»For hende er det mere selektivt, synes jeg. De penge, de tager afsted for, det er jo nogle rejsechecks, hun har fået med hjemmefra. Og så kan det godt være, de beslutter at brænde passene, men i sidste omgang er det hende, der ringer hjem til sine forældre, så de kan blive reddet tilbage igen af hendes forældres advokater. Så det er et selektivt udbrud af sin egen klasse, for det er jo egentlig meget bekvemt.«

Uden at afsløre for meget lykkes Frank til dels med sit mønsterbrud, mens Thea fortsætter med at leve sit gode liv i overklassen på linje med sine forældres. Og det kræver netop Franks stærke vilje, hvis man vil rykke sig i det danske samfund, mener både Samira Nawa og Marie Høgh.

»Der, hvor man bliver rigtig stærk, det er, når man både kan vedkende sig det, man kommer af, og også bruge egen vilje og drivkraft til at komme et andet sted hen,« siger hun uden tøven.

I romanen bliver Frank fuldstændig besat af, at hans omgangskreds skal tro på hans fortælling om at være drevet til havs og strandet i et svensk fuglereservat, men Thea og hendes familie giver ikke meget for den. Frank er stukket af en gang før, da han kom til at smadre en dyrebar tallerken i Theas familie, så de regner med, at han har stukket halen mellem benene endnu en gang. Men da Frank begynder at fortælle sin ufrivillige robinsonade til sine venner, begynder han samtidig at fortælle om sin far, Rock Tage, for første gang. 

»Da han sidder halvfuld på en bar og fortæller sin historie, slår det ham, at han skulle være begyndt et andet sted, han skulle være begyndt hjemme i Hvidovre. Det er noget af det smukkeste i bogen, at Frank indser, at fortællingen ikke begynder i kajakken, men der, hvor hans rod i virkeligheden er,« siger Marie Høgh, og Samira Nawa nikker.

Frank studerer sammen med sin bedste ven, Alexander. På holdet går også Fridolin, der prøver alt for hårdt at være litterær på universitetsmåden, og som i stedet for at løse den opgave, han er blevet stillet – at give et referat af et kapitel i en bog – laver en happening. Det bliver pinligt, og følgende ordveksling udfolder sig mellem Frank og Alexander:

– Han vil jo bare gerne høre til et sted, sagde Frank.

– Men hvorfor valgte han så ikke et sted, hvor han har en chance? spurgte Alexander.

For Samira Nawa siger citatet noget om, at man også kan fjerne sig for meget fra det, man er, i jagten på en ny position. Hun oplever, at det lægger et enormt pres på dem, vi priser som mønsterbrydere, at det danske samfund i høj grad forventer, at de giver afkald på det, de var.

»For mig at se er der nogle klare paralleller i romanens karakterer til de mange minoriteter, vi har i Danmark. I debatten er det oftest dem, der kender og vedkender sig deres rødder, der bliver fremstillet som en trussel for det danske demokrati, fordi de ikke er de rigtig danske, men det er i virkeligheden ikke dem, man bør frygte. Dem, man kan have en frygt for, er dem, der er rodløse og zapper ind og ud uden at vide, hvor de hører til,« siger Samira Nawa og trækker på skuldrene. 

Uperfekte familier

Samira Nawa og Marie Høgh er overraskede over, hvor enige de faktisk er. Det kan godt være, Marie Høgh er liberal, men hun er også nationalkonservativ, så egentlig er hun enig i, at den liberale verdensorden tager fejl, når den påstår, at mennesket er flytbart og kun er formet af valg og miljø.

»At tro, at mennesket er sådan en størrelse, der ikke har hjemme noget sted og bare kan vælge sin identitet og sit grundlag selv uafhængigt af slægt, kultur, historie, religion, tror jeg er en fejl. Frank er jo et billede på, at det er ikke sådan, et menneske er. Han skal høre til et sted for at fungere.«

Hverken Thea eller Franks familieforhold vækker misundelse, men dog genkendelse hos både Marie Høgh og Samira Nawa. Efter sine mange samtaler med folk, der skal begrave et familiemedlem, har Marie Høgh indset en ting: Ingen familier er perfekte.

»Der er altid en bror, man ikke taler med, eller en søster, man er i konflikt om arven med. Så selvfølgelig er bogen en kritik af det store hykleri og det facadeliv, Theas overklassefamilie lever, men der er også et spejl til vores liv i dag, hvor vi også sidder i alle vores mærkelige sammensatte familier med liv, der ikke rigtig er lykkedes, og folk, der er blevet uvenner,« konstaterer hun.

I Theas familie er det uperfekte mindre synligt end i Franks familie, hvor vodka uden is om formiddagen er en del af hverdagen. Her kommer det snarere til udtryk som et krakelerende selvbillede.

Theas far, André, går med det uperfekte opereret ind i sig. Han er gammel socialist, men går rundt med en lever, han har fået doneret af en DF’er. Og Theas mor, Ingelise, er optaget af smørrebrød, men vil ikke dedikere en tv-udsendelse til den danske spise, fordi det kan virke lidt for nationalistisk. Måske skulle hun hellere få nogle indvandrere ind og lave noget spændende, eksotisk mad i stedet. 

»I mange år troede jeg, perfekte familier fandtes. Men man skal da bare kigge ind i sin egen familie, så kan man se, at det uperfekte altså ikke er reserveret til én socialklasse,« siger Samira Nawa.

»Nej, eller de polerede facader for den sags skyld! Vi taler så meget om lykkelige brud og lykkelige skilsmisser, og der er den der søgen efter, at vi skal opretholde det pæne, men også det, der er lykkeligt, uanset hvor ulykkeligt det måtte være,« siger Marie Høgh.

»Vi har alle lig i lasten, der står og vakler imellem os hele tiden, men i sidste ende skal vi helst bare kunne pakke konflikterne væk, lave en kæmpestor gryde kødsovs og spise af den alle sammen.« 

Da vi rejser os fra siddehjørnet i kvistkontoret, er rundvisningen for længst slut. Christiansborg er endnu mere stille og sommerferieramt, da vi hver især tager hjem til vores uperfekte familier.