Klumme
Læsetid: 4 min.

Jeg genkendte alle fuglestemmerne. Og med ét følte jeg mig fuldkommen lykkelig

En søndag i 1966 gik det pludselig op for den 14-årige Erik Skyum-Nielsen, at han slet ikke behøvede kikkert for at opleve naturens fugle. Han kunne nøjes med at bruge sine ornitologisk veltrænede ører. Informations litteraturanmelder skriver om at have fået pip på hjernen i en tidlig alder
En søndag i 1966 gik det pludselig op for den 14-årige Erik Skyum-Nielsen, at han slet ikke behøvede kikkert for at opleve naturens fugle. Han kunne nøjes med at bruge sine ornitologisk veltrænede ører. Informations litteraturanmelder skriver om at have fået pip på hjernen i en tidlig alder

Sofie Holm Larsen

Kultur
27. juli 2020

Jeg er fjorten år gammel, det er en tidlig søndag morgen i begyndelsen af juni, og jeg befinder mig lige på overgangen mellem Frederikslund Skov og Vaserne, altså på grænsen mellem (de daværende) Søllerød og Birkerød kommuner.

At det er søndag, kan jeg være sikker på, for dengang gik man i skole om lørdagen, og at det var i 1966, ved jeg, fordi jeg i den tid gik og var temmelig bekymret. Et par måneder forinden havde min mor en aften fortalt mig, at min far var flyttet, og at de skulle skilles, og jeg havde ud for den dag i min kalender lakonisk skrevet:

»Fået det at vide.«

Få uger inden omtalte søndag havde jeg ovenikøbet for første gang besøgt min far i hans nye logi, et lejet værelse på en førstesal i en villa i Søborg.

Jeg kan huske, at jeg medbragte en Vivaldi-plade (EP-format) med ensemblet I Musici, og at samtalen gik trægt. På coveret var der et lille udsnit af et renæssancebillede med nogle munke ved en brønd, og da jeg mange år efter så selve maleriet på Pinacoteca Nazionale i Siena, gik der et stød og en sorg igennem mig.

Men tilbage til bemeldte søndag. Lige efter broen over Dumpedalsrenden går der en sti til højre, som fører gennem Vaserne og på en lille bakke passerer et sommerhus, hvor musikeren Peter Bastian engang over for mig bekræftede at have tilbragt adskillige ferier som barn.

Inden den bakke er der nogle fugtige strøg, hvor man altid har kunnet høre masser af ivrige nattergale, og hvor jeg engang efter et tip hørte en Flodsanger (Locustella fluviatilis). Den synger med en vedholdende metallisk knitren eller kradsen, der kan minde om Græshoppesanger (Locustella naevia), men blot er langsommere end denne.

Fugle i øret

Nå, men fortsætter man, efter broen, i stedet for lige ud langs Furesøens nordbred, kommer man til nogle sving, hvor jeg ved en bestemt lejlighed så en Vandrikse (Rallus aquaticus) pile over gang- og cykelstien, og hvor jeg nogle gange har haft det held at møde en Lille Flagspætte (Dendrocopos minor), der af en eller anden grund holder af stedets tætte ellebevoksning.

Men jeg er igen kommet for langt. Lige efter broen ligger eller lå ruinen af et hus, med roden af en skorsten og resterne af et fundament, og dér, lige dér, gik det op for mig, hvad den i virkeligheden indebar og betød, den evne, jeg gennem nogle år havde opøvet: Fuglene mødte mig gennem mit øre.

Jeg havde en kikkert om halsen, en gevaldig kleppert på 10x50, men jeg behøvede ikke at bruge den, for jeg kendte alle stemmerne, som sang:

Munken med dens klare, rene fløjtetoner. Havesangerens kildeagtigt strømmende kvidder. Løvsangeren med dens vidunderligt skønne, vemodigt støt faldende trille. Gransangerens ihærdigt monotone tjif-tjaf. Skovsangerens hurtige, klirrende zip-zip, som til sidst bliver til en metallisk svirren, lidt som en mønt, der snurrer rundt og klirrer og efterhånden taber rotation og falder ned mod en hård bordplade. Musvitten, kaldet ’Savfileren’. Og Jernspurvens ligesom selvudslettende, lille, fine, ringlende slibestensfrase.

Blandt venner i naturen

Der har garanteret også været indtil flere blærede nattergale og formodentlig en ringdue, der blev ved med at kurre. Men det vigtige, og det, jeg vil frem til, er, at jeg med ét følte mig fuldkommen lykkelig. Jeg var jo blandt venner. Jeg var ’ude i naturen’, som man siger, men samtidig inde i eller hjemme i den.

Jeg havde midt i min vanskelige situation noget, som intet eller ingen nogen sinde ville kunne tage fra mig. At tale om samhørighed vil være for voldsomt, det handlede blot om en fortrolighed befordret af en igennem mange år opøvet sanseevne.

Fremadrettet, som man jo siger, var mit liv en lille bitte smule forandret, og jeg har senere utallige gange kunnet gentage oplevelsen af at komme hjem blandt fugle og være til stede både med min skelneevne og mine lydhøre ører – et beredskab, som er øvet ved træning, der ikke føltes som træning, og mere generelt blev stimuleret af forældre, som, begge oprindelig læreruddannede, udfordrede os drenge og gavmildt kom vores nysgerrighed i møde, også hvad angik historie og litteratur.

Retfærdigvis skal det indrømmes, at vi i vores for nu 54 år siden splittede barndomshjem havde haft Poul Bondesens bog Fuglesangen. En verden af musik (1960) med dertil hørende grammofonplade plus senere nogle uhyggeligt saglige svenske plader, og med til historien hører, at jeg som otteårig blev optaget, som det hed, som »ekstraordinært medlem« af Dansk Ornithologisk Forening – som på det tidspunkt stavedes med h.

For ikke længe siden kunne man i foreningens tidsskrift læse en artikel om den bekymrende tilbagegang i bestanden af visse mindre sangfugle i bestemte egne af landet. Det var især galt med den ovenfor nævnte Jernspurv, men også Fuglekonge og et par stykker til, Gærdesanger blandt andet så ud til at stå i fare.

Forklaringen var imidlertid, i hvert fald ifølge den senere ret omdiskuterede artikel, at fugletællerne ved de pågældende lokaliteter var blevet så gamle, at de ikke mere kunne opfatte sang på særligt høje frekvenser!

Indtil dette sansetab sætter ind, nyder jeg samværet med mine vingede, kvidrende venner og mindes med taknemmelighed min overgivent fugleglade far.

Serie

Mit møde med naturen

Naturen er storladen og voldsom, grim og rå, pyntet og yndig. Og vores møder med den kan være både farlige og eftertænksomme, kosmiske og komiske, opløftende og fornedrende. I denne klummeserie reflekterer Informations journalister over deres eget forhold til naturen med udgangspunkt i en konkret naturoplevelse.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annelise Bach Nielsen

Fedt!

Jørgen Ellegård Frederiksen

Jeg føler mig pludselig så fattig, fordi der er et sprog jeg aldrig rigtig har lært. Men man bliver jo beriget ved at læse sådan en artikel. Ud i naturen og klap ørerne ud :-)

lars søgaard-jensen

Netop!!
Tænk hvad alle disse lycrabeklædte løbere går glip af med deres smartphones om overarmen og propper i ørerne. Synd for dem!

En hilsen fra Vestegnen fra én, der stort set kun kender naturen fra Brøndby Skoven, ikke kender forskel på fuglestemmer, men elsker solsorten og, nu vi taler om stemmer, gerne ville høre lidt mere til din i Informeren, hvor lyrikken har kendt bedre dage, synes jeg.