Baggrund
Læsetid: 8 min.

Hvorfor vi ikke har brug for Mourinho længere

Som intet andet – måske lige bortset fra Boris Johnson og Prins Andrew, der også huserer i et England i opløsning – er Tottenhams manager, José Mourinho, billede på en træt, gammel verden, der mangler tålmodighed, skaberkraft og nyt lederskab
José Mourinho står for øjeblikket i spidsen for Tottenham. Bedst som du endelig tror, han er færdig, er der en eller anden storklub, der finder ham frem som løsningen på et problem, den ikke har forstået.

José Mourinho står for øjeblikket i spidsen for Tottenham. Bedst som du endelig tror, han er færdig, er der en eller anden storklub, der finder ham frem som løsningen på et problem, den ikke har forstået.

Ritzau/Scanpix

Kultur
15. juli 2020

Det er sommer, og José Mourinho er på den igen. Søndag vandt Tottenham over lokalrivalen Arsenal, ingen af holdene er ærligt talt på toppen, men nu øjner ’Mou’ en plads i Europa League. Derudover får han masser af taletid i medierne, det er, som om de har savnet ham. Han er ikke taget på badeferie, selv om du trænger til en pause fra ham.

Jeg trænger hele tiden til en pause fra ham, men får den aldrig. Altid får Mourinho møvet sig ind i europæisk topfodbold igen. Altid. Bedst som du endelig tror, han er færdig, er der en eller anden storklub, der finder ham frem som løsningen på et problem, de ikke har forstået.

Flinke fyre

»Et hold bestående af pæne og flinke fyre er tilfredse med at slutte sæsonen af med at vinde en fair play-pokal, og den har jeg aldrig været interesseret i at vinde,« siger Mourinho i vanlig José-stil på en pressekonference, efter Tottenham spillede mod Everton sidste mandag. Der er kampe hele tiden lige nu, det er med at holde tungen lige i munden. Mous mund er altid lidt til den surmulende side, øjnene udspilede som min yndlings-smiley, den med de store øjne, der ser overrasket ud.

Måske er der en af Premier Leagues fordømte medietrænere, der på et tidligt tidspunkt har fortalt ham, at det er sådan, pressen skal konfronteres: Med et lettere uskyldigt hundeagtigt udtryk og et pudsigt engelsk, så ingen opdager de bebrejdelser og den ansvarsforflygtigelse, der mest kommer ud af hans mund. Imidlertid er det et andet ærinde, han er ude i her.

Det, han kommenterer på, er, at to holdkammerater fra Tottenham efter første halvleg i kampen mod Everton kommer i håndgemæng på vej ud fra banen.

Det drejer sig om målmand Hugo Lloris og Son Heung-min, og det er formentlig, fordi angriberen ikke gad hjælpe til i forsvaret efter at have smidt bolden væk (gad vide om det ligger i angriberes dna ikke at gide løbe med hjem?).

De er blevet venner og krammer igen efter anden halvleg og en forholdsvis billig sejr, men det er naturligvis the talk of the football town efterfølgende. Og det er altså her, Mourinho som træner ’tager skylden på sig’ over episoden (men i virkeligheden tager Mourinho aldrig skylden på sig for noget, det er en del af hans game), og fortæller, at han faktisk synes, optrinet er smukt. For han har kritiseret sine spillere for ikke at være tilstrækkeligt kritiske over for hinanden, og han har bedt dem stille større krav til hinanden.

»Jeg kan godt sige jer, at mine store vinderhold havde store skænderier,« lyder det, mens vi alle sammen sidder og tænker på, om ikke det egentlig mest er Mourinho, som altid har skænderier med store spillere i alle de klubber, han kommer til; Casillas, Ronaldo, Eto og Pogba for at nævne nogle få stykker.

Don Mourinho

Senere i sidste uge bliver Eric Dier idømt fire spilledages karantæne og en bøde på 40.000 britiske pund (et greb i lommen for en Premier League-boldskubber) for at have konfronteret en sur Spurs-tilhænger tilbage i marts. Lige efter en pokalkamp opdager Dier, at hans bror bliver ’forulempet’ af en skuffet fan, og han klatrer op på tribunen, over adskillige stolerækker, for at blande sig i skænderiet og forsvare sin familie.

Om spektaklet siger Mourinho (igen hundeøjne på pressekonference): »Jeg kan ikke løbe fra spørgsmålet, og jeg mener, Eric Dier gjorde noget, vi professionelle ikke bør gøre, men under disse omstændigheder var det noget, vi alle ville gøre … Når nogen fornærmer dig, og din familie er til stede … i det her tilfælde din lillebror, gjorde Eric, hvad vi professionelle ikke må. Men jeg gentager, vi ville nok alle gøre det. Jeg står bag og forstår spilleren.«

Begge situationer og Mourinhos kommentarer til dem, rejser mange forskellige spørgsmål; Om Don Mourinho, idéen om at være Mourinho, om fodbold, om MÆND, idéen om at være en mand. Først og fremmest forstår vi, at nice guys finish last. Flinke fyre kommer ikke hjem med de gode trofæer (ej heller de gode trofækoner). Sådan er det i fodbold, sådan er det i den rigtige verden.

Dernæst: Boys will be boys på en gammelskole mafiaagtig måde. Hvis nogen fucker med din familie, så tror jeg nok, enhver mandsperson ville reagere naturligt med ikke at kunne styre sig. Også selv om du er på dit milliondollararbejde, og halvdelen af planeten kigger på dig.

Hvor mennesket Mourinho begynder og fodboldtræneren slutter og José mediestrateg begynder og José magtfuld-midaldrende-mand slutter, er svært at gisne om, som det er meningen i showbiz.

Forsvarer han de her episoder for at virke i kontrol? Er han i realiteten lige så overrasket, som vi er, det er derfor, han ligner den smiley? Er han bare en mand fra boomer-generationen? Who knows.

Men i hvert fald er det sjovere at tage hans ord og signaler for gode varer og om ikke andet, så passer de perfekt til den persona, han igennem tre årtier i professionel fodbold har bygget omhyggeligt op.

Klub til klub

Mourinhos trænerkarriere bliver for alvor sat i gang, da han i begyndelsen af 1990’erne bliver tolk for legenden Bobby Robson, som han ender med at træne FC Barcelona sammen med. Han bliver cheftræner i Porto i starten af 00’erne, fører klubben til tops i den nationale liga og vinder minsandten Champions League med dem i 2004.

Herefter står alle fodbolddøre af gode grunde åbne, det bliver Chelsea og en stor check fra klubejer Abramovich. Det er i London, han giver sig selv kælenavnet ’The Special One’, som pressen uden at blinke og uden ironi tager til sig, og her nogle år senere virker det påfaldende meget som noget, kun Kanye West ellers kunne have fundet på. Efter en fyring lander Mou i Inter, med hvem han i 2010 vinder Champions League-finalen over Bayern München med den samme type forfærdelige fodbold, han nogle uger tidligere slog Barcelona ud af turneringen med.

Det er selvfølgelig også her, det bliver personligt mellem Mourinho og mig; den returkamp er en af de mest horrible, jeg som Barcelona-fan har været vidne til. Det var bussen ind, og bussen kom aldrig ud igen. Den stod der bare. En påstand kunne være den, at det var lige her, Mourinho for første gang, som den første, for alvor knækkede koden til at slå den type possession tiki taka, som alle på det tidspunkt gerne ville spille, og som Barca havde gjort allerbedst i nogle år.

Det bliver ikke mindre personligt de følgende år, hvor Mou træner et ukristeligt arrogant Real Madrid, som tæller bidske forsvarstyper som Ramos og portugisiske Pepe (apropos håndgemæng). I de år fra 2010 til 2013 er der de mest fabelagtige El Clasicos. Jeg har ikke set dem så følelsesfortættet siden, det var bl.a. Mourinhos fortjeneste, det skal han have.

Både fyresedler og underlige ansættelser har siddet løst hos Abramovich og Florentino Pérez, præsidenter i egne kongeriger. Efter Madrid går turen tilbage til Chelsea og England, hvor Mourinho synes at befinde sig allerbedst. Cirkusset og pengene er store her. Ingen interesserer sig nok for den spanske liga i hverdagene.

Så bliver det endelig Manchester United. Hvis jeg havde været Man U-fan med integriteten i orden, ville jeg have syntes, det var verdens dårligste idé lige fra begyndelsen – deres trods alt hæderkronede image taget i betragtning.

Og så Tottenham. Hvis jeg havde været Spurs-fan, ville jeg have syntes, det var verdens dårligste idé lige fra begyndelsen. Bedst som man troede, Mourinho var fortid i Premier League. Men tag ikke fejl, der er altid en desperat fodboldklub med for mange penge, der gerne stikker hånden op i røven på den dukke i forsøget på at vække den og dem selv til live.

Mourinho er underholdende, der er showmanship for alle pengene. Han tilfører både frivilligt og ufrivilligt noget humor til en alt for selvhøjtidelig scene, det skal han også have.

Det handler om at vinde

Mit problem med ham handler lige så meget om reaktionerne på ham. For hvordan lyder det forsvar, en fodboldfan til alle tider i alle rum stiller op med for ’The Special One’? Nøjagtig sådan her: Mourinho kan skaffe resultaterne. Fodbold handler om at vinde. FODBOLD HANDLER OM AT VINDE. Ikke om andet. Fat det.

Jeg kan ikke tælle på en hånd, hvor mange gange jeg har fået det fortalt. Eller rettere; hvor mange gange det er blevet fortalt til mig, så snart du spørger skeptisk ind til resultaternes lejesvend, ham der bliver ved med at gå på omgang. Nok synes de fleste, at Mourinho er en idiot, men pyt skidt, hvis vi kan få en pokal med hjem igen. IKKE Fair Play-pokalen. Fuck fair play. Fuck Financial Fair Play i øvrigt.

Ja, ja, jeg er med på, at Mourinho er en af de mest vindende trænere nogensinde. Men altså ikke engang han kan vinde en Champions League på en sæson fra kold – som både klubber og fans tilsyneladende forventer. Jeg forstår godt – tro det eller lad være – at fodbold handler om at vinde i den forstand, at det gør det. Du skal bare ikke bilde mig ind, at det er derfor, tre en halv milliard mennesker har erklæret spillet sin kærlighed.

Jeg forstår også godt, at det med den rå konkurrence, kynismen og den brutale vindermentalitet er en værdi, mandlige fodboldfans ofte er glade for at fremskrive som den væsentligste i fodbold. Fordi det er klassiske, maskuline dyder, som de af den ene eller den anden grund har behov for at holde højt i hævd.

Det er det, Mourinho taler om, når han lovpriser, at hans spillere går til hinanden og andre: Brug albuerne/næverne/pistolerne, når du føler dig truet. Hold godt fast på dit.

Det handler om at vinde rigtigt

Mens virksomheder ude i verden trods alt lige så stille begynder at spørge sig selv, hvordan de kan bidrage (om ikke andet, så tentativt), så kan de fleste fodboldklubber stadig slet ikke svare på, hvad de skal, hvem de er, hvorfor de findes, hvad de kan tilføje, forandre, skabe, hvad fodbold er for dem, hvorfor fansene giver dem kærlighed.

Mourinho er ærligt talt den sidste, der kan svare på det. Fordi det tager tålmodighed og tid. Det har ingen i fodboldverdenen, heller ikke ham. Han har fejlet i at udvikle et hav af unge talenter og spillere, som i andre trænerhænder har blomstret. Mohamed Salah som det bedste eksempel.

Og nu vi taler om Jürgen Klopp, så er det jo ikke tilfældigt, hvorfor folk elsker ham lige nu, og hvorfor det er en fornøjelse at se Liverpool vinde Premier League, selv om der ikke løber blod fra Merseyside i dine årer: Klopp er sympatisk, han træner sympatisk, hans fodbold er sympatisk. Fordi det er skabende. Modigt. Glædesfyldt. Og i det større billede bliver det mere og mere tydeligt for flere og flere af os, at det er den vej, verden er nødt til at gå.

Gu fanden handler det aldrig bare om at vinde. Det handler om at elske vildt og så vinde rigtigt. Også i fodbold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her