Essay
Læsetid: 7 min.

Informations Drømmefestival: Joni Mitchells livsvisdom slog ned i teltpælene som lyn

Det var lyden af erkendelse i sin reneste form, de heldige gæster på Informations opdigtede Drømmefestival fik at høre, da 76-årige Joni Mitchell fremførte et intimt lille udpluk af sin hudløse folkrock og empatiske jazz – inde i vores musikkritikers hoved
Det er livsvisdom i dens reneste form, der strømmer fra Joni Mitchells sart ældede, men stadig smukke stemme.

Det er livsvisdom i dens reneste form, der strømmer fra Joni Mitchells sart ældede, men stadig smukke stemme.

Aaron Vincent Elkaim

Kultur
18. juli 2020

Øjnene stråler blå og stålfaste, og det hvide hår er redt tilbage i en løs knold under en enkel, sort hat, da Joni Mitchell træder ind på hovedscenen på den imaginære festival, Informations Drømmefestival, som avisens musikanmeldere afholder inde i hovederne og anmelder i disse dage.

Hun støtter sig til en træstok, der med sin eventyrlige ornamentik tager sig ud som en rekvisit fra Ringenes herre. Et univers, Mitchell i midten af tresserne var så betaget af, at hun skrev et brev til J.R.R. Tolkien og bad om lov til at opkalde sin lille forlags- og pladevirksomhed efter Gandalf.

Dengang var Roberta Joan Anderson stadig en ukendt kunstskole-drop out, der mere af nød end af kærlighed havde giftet sig med musikeren Chuck Mitchell i et forgæves håb om, at de sammen kunne skaffe penge nok til at få hendes ’uægte’ datter tilbage, efter Joni som enlig, fattig 21-årig havde måttet overgive hende til adoption.

Stokken klæder Mitchell, men skyldes desværre, at hun ikke længere går så godt på grund af den aneurisme, hun fik i hjernen i 2015. Hun stiller den fra sig og sætter sig på den stol, der er reserveret til hende i højre side af scenen. Her er indrettet en slags loge for dronningen af folkrock, hvorfra hun har det perfekte udsyn til de fire kvinder, der på skift vil stå for opvarmningen, inden hun selv skal på.

Informations Drømmefestival har nemlig arrangeret en helt enestående aften for at hylde guitarist, pianist, sanger, sangskriver og billedkunstner Joni Mitchell.

Vi ved alle, at det er en unik situation: At få det 76-årige sangskriverikon til at give et par udvalgte numre fra sit monumentale katalog af intime viser og empatisk jazz er en af den slags bookinger, en festival kun kan drømme om. Det ved også det ærbødige publikum, der velopdragent har pakket deres mobiltelefoner og småsnak ned i rygsække og bæltetasker. De sidder tæt i skovbrynet på en bakke, der skråner ned mod søbredden med udsigt over sceneteltet og Bagsværd Sø, hvorfra enkelte også lytter med fra robåde, kanoer og kajakker.

Siden den succesfulde folksangerinde Judy Collins i 1968 med sin coverversion af »Both Sides Now« – skrevet af en dengang 25 år gammel Joni Mitchell – introducerede verden for den canadiske melodismed og hendes rørende lyriske storytelling, har Mitchell formet og inspireret et væld af både mandlige og kvindelige musikere fra Prince til Elvis Costello. Og i aften skal vi høre fire kvinder, der alle er disciple af Mitchells sangskrivning og aldersmæssigt kunne være hendes døtre, fremføre et udvalg af egne numre og deres favoritter fra Jonis arkiv.

Canadas datter

Den første, Nadia Reid, er tydeligt benovet, da hun stiller sig foran mikrofonen og spænder en capo om gribebrættet på sin akustiske guitar. Hun kommer helt fra New Zealand og åbner med sin hyggelige og drømmesøde hyldest til Mitchells hjemland »Oh Canada« med linjerne:

»I would like to go to Canada
I have never been there before
All of the travel that I have done
I don’t know what I am looking for«.

Derefter synger Reid sin ulykkelige kærlighedssang om den voldelige »Richard«. Nummerets elektriske guitarguirlander svinger sig naturligt over i en næsten rocket fortolkning af Mitchells »Last Time I Saw Richard«.

Britiske Laura Marling og den armensk-amerikanske Bedouine tager derefter over. I fællesskab sætter de tempoet ned. De har sammenskruet et medley, som de indledningsvis dedikerer til alle døtre i rummet.

Det består af Marlings »Strange Girl« og »Song for Our Daughter«, begge fra hendes syvende album, der udkom tidligere på året, samt Bedouines »Solitary Daughter«. Bedouine sender med sit nummer også en let skjult hilsen til den nu afdøde Leonard Cohen, som Mitchell kortvarigt kurtiserede i de kærlighedsglade tressere.

Bedouine, eller Azniv Korkejian som hendes borgerlige navn lyder, virker ydmyg, men også forundret over, at hun står der, så tæt på sin primære musikalske inspirator, der fra sin stol lytter årvågent med. Under de mørke proptrækkrøller blinker Korkejian med øjnene som for at forsikre sig om, at hun vitterlig er vågen.

Fra 1972-albummet For The Roses synger Marling og Bedouine »Let the Wind Carry Me« som duet. Et nummer om Mitchells forældres forventninger til deres alt andet end regelrette datter. Marling og Korkejians blide stemmer flyder ind i og ud af hinanden som flettede kulørte bånd. De rammer ikke kun tonerne rent. De intonerer også de følelser af svigt og ambivalent kærlighed, sangen er ladet med.

Herefter er turen kommet til den hæderkronede amerikanske guitarist, sanger og sangskriver Brandi Carlile. Hun stemmer sin guitar på en af de 57 forskellige måder, som Mitchell har benyttet i løbet af sin karriere. De enkelte strenge justeres individuelt og afvigende fra den gængse E-A-D-G-H-E. Stemningerne giver akkorderne en særlig klang, men skyldes, at Joni som barn led af polio og derfor måtte lære sig selv at spille instrumentet på en måde, der var mulig for hendes poliohærgede barnefingre at håndtere.

Carlile fortsætter med at fortælle, at hun var overbevist om, at hun aldrig ville blive fan af Joni Mitchell. Første gang hun hørte albumklassikeren Blue, bemærkede hun rimet »I want to shampoo you / I want to renew you« på sangen »All I Want« og afskrev derefter Mitchell som poet. Men da hun senere mødte sin kone, Catherine Shepherd, bragte Shepherd Blue ind i forholdet og insisterede på, at Carlile skulle lytte til den på ny. Som var det et point of no return for deres forhold.

»Så i kærlighedens navn gav jeg albummet en chance til, og det ændrede mit liv. Det lyder som en kliché, men jeg har ikke skrevet sange på samme måde siden da,« siger fortæller Carlile publikum, inden hun giver en respektfuld og respektindgydende fortolkning af netop »All I Want«.

Carlile afslutter med sin egen komposition, klaverballaden »The Joke«, der til trods for de melankolske strygere utroligt usentimentalt skitserer den kolde og beskidte retorik, flygtningebørn mødes med i den vestlige verden. Sangens intense klimaks, der vender uretfærdighed og modstand til en beundringsværdig overbærenhed, efterlader publikum i et kollektivt minuts stilhed. Der synes ikke at være en mere passende måde at honorere melodiens skønhed og tekstens hårrejsende empati på.

Tatoveret med sorg

Endelig er tiden kommet til det, vi alle har ventet på. Joni Mitchell rejser sig, griber sin eventyrstav og går hen til det store flygel, der står foran de syv mand store jazzband.

Det er mange år siden, at den helt unge Joni blev klasket over fingrene med en lineal af sin klaverlærerinde, der ikke kunne forstå, hvorfor den unge pige hellere ville komponere egne melodier i stedet for at lære de store klassiske mestre via noderne.

Inden hun slår de første toner an, smiler hun afdæmpet og afventende til publikum. Denne aften føler vi os gyldne og som stjernestøv og milliard år gammelt karbon for nu at bruge de ord, med hvilke hun beskrev de blomsterbørn, der i 1969 indtog Woodstock-festivalen. Hun måtte synge om dem på afstand, fordi en vigtig tv-optræden forhindrede hende i selv at deltage i Summer of Loves kaotiske klimaks. I stedet sad hun på et hotelværelse i New York City.

Det er det selv samme New York, hun portrætterer på den første sang, hun spiller for os. »Song For Sharon« fra Hejira beskriver byen som et sted, man kan tage til, når man har behov for at få konfronteret sine drømmes defekter.

Sangen slår ned i os som et lyn af erkendelse. Det er livsvisdom i dens reneste form, der strømmer fra Mitchells sart ældede, men stadig smukke stemme. På linjen om, at hun nu accepterer ændringer – i hvert fald bedre end før i tiden – bryder en midaldrende mand foran mig sammen i gråd. Hans krop knækker nærmest over. En kvinde, måske hans kone, prøver at berolige ham med en pakke papirlommetørklæder.

Derefter spiller Mitchell sit største hit »Big Yellow Taxi«. Hun skrev sangen om menneskets negative påvirkning på naturen under et besøg på Hawaii i 1970. Men i aften synger hun den i den jazzede version, der også kan høres på hendes seneste og måske sidste album Shine fra 2007:

»They took all the trees
And put ’em in a tree museum
And they charged the people
A dollar and a half to seem ’em
No no no
Don’t it always seem to go,
That you don't know what you’ve got
Til its gone
They paved paradise
And put up a parking lot
«

Også som klimaaktivist var Mitchell forud for sin tid.

Hun afslutter med den tågede vuggevise, der udgør titelsangen fra hovedværket Blue. En række sange, hun selv har karakteriseret som private breve, og som hun skrev i starten af halvfjerdserne efter et skæbnesvangert brud med kæresten Graham Nash og det traditionelle husmoderlige kvindeliv.

Hendes vokal, der er blevet mørkere med tiden, dirrer sart i luften. »Blue songs are like tattoos you know,« synger hun, så ordene skærer sig ind under huden på os. Sorgen flyder fra scenen ind i vores årer, blander sig med vores blod og efterlader os mærket af Mitchells musik for altid.

Joni Mitchell feat. Laura Marling, Nadia Reid, Bedouine og Brandi Carlile. Koncert, Dagbladet Informations Drømmefestival 2020.

Serie

Informations drømmefestival

Skal du forstå musik til bunds, så skal du erfare den med kroppen – til koncert. I mangel på musikfestivaler denne sommer har Informations anmeldere i stedet til ære for koncertudhungrede læsere drømt sig frem til den ultimative musikfestival og anmelder i den næste tid seks af hovednavnene, som læserne kan lære bedre at kende. Så er det næsten som at være der selv – selv om det hele er en ren musikberuset fantasi – og hallucination.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

peter ilsøe

Corona timeslot, der med solnedgang til sitrende nervestrenge og blodrøde kumulusskyer, giver nuet dèt lille twist of blue som får dagen til at vågne. Det var som at være der! kh Petrus den Stenede