Essay
Læsetid: 8 min.

Informations drømmefestival: Kate Bush er det godartede spøgelse, vi elsker at have i vores liv

Det er næsten ikke til at tro. Men Kate Bush vendte tilbage til sin koncertkunst med en magisk og mytisk genopfindelse af sine sange – med både gammeldags og nymodens scenografiske hjælpemidler. Det skete onsdag aften inde i hovedet på vores musikredaktør på Informations Drømmefestival, hvor tårer fra flere generationer dannede en flod
Først i 1979 turnerede Kate Bush med den udmattende, kunstnerisk ambitiøse Tour of Life, efter at hun havde taget verden med storm med sit giganthit »Wuthering Heights« og sine to første albummer The Kick Inside og Lionheart. Billedet er fra hendes koncert i København i 1979.

Først i 1979 turnerede Kate Bush med den udmattende, kunstnerisk ambitiøse Tour of Life, efter at hun havde taget verden med storm med sit giganthit »Wuthering Heights« og sine to første albummer The Kick Inside og Lionheart. Billedet er fra hendes koncert i København i 1979.

Jørgen Angel

Kultur
10. juli 2020

Hun gled ind på verdensscenen som et spøgelse. Hun forsvandt fra den og blev et spøgelse. Og denne aften på Informations Drømmefestival forlod hun os igen som et spøgelse.

61-årige Kate Bush har endelig besluttet sig for at give en række koncerter på udebane, på udvalgte festivaler rundt omkring i Europa og USA. Denne onsdag aften sker det inde i hovedet på avisens musikredaktør – og for øjnene af et stort publikum i Skanderborgs smukke skov, hvor der normalt ville være blevet afholdt Smukfest om en måneds tid.

Det er med tilbageholdt åndedræt, at vi venter i timerne op til koncerten, for det er næsten ikke til at tro. Før denne turné har hun givet sølle to koncertrækker i sin over 42 år lange karriere.

Først i 1979 turnerede hun med den udmattende, kunstnerisk ambitiøse Tour of Life, efter at hun havde taget verden med storm med sit giganthit »Wuthering Heights« og sine to første albummer The Kick Inside og Lionheart. Turneen begyndte tragisk med, at showets lystekniker Bill Duffield efter opvarmningskoncerten den 2. april faldt fra scenen og døde. En senere koncert på turneen blev en støttekoncert til fordel for familien Duffield og nummeret »Blow Away (For Bill)« dedikeret til lysteknikeren, og nummeret kom med på hendes efterfølgende, tredje album Never for Ever fra 1980. Endnu et spøgelse i hendes liv.

Barndomslandet genopfundet

Hun voksede op i en form for drømmeland, på en godt 350 år gammel landejendom ved Wickham Street i udkanten af det sydøstlige London, hvor huset allerede dengang var en anakronisme. Det var som at gå gennem klædeskabet og komme ind i Narnia, at træde ind på den store, tætbyggede grund med en musebefængt kornlade, vaskehus, en andedam, senere konverteret til en swimmingpool, dueslag og en cirkulær rosenhave.

Hun havde en idyllisk, privilegeret opvækst med en engelsk far, Robert Bush, der var doktor og hyggepianist, og en irsk mor, Hannah Daly, der var sygeplejerske og amatørfolkedanser. Moren var 40, da hun fik Katherine Bush.

Hun havde to kærlige storebrødre, der var involveret i den lokale folkscene, og i hjemmet blev der lyttet til og spillet musik, gerne irsk folkemusik. Og hele familien rejste også rundt i England for at nyde folkemusik og -dans.

Her mødte de et svundent England, et mytisk og folkloristisk landskab hjemsøgt af spøgelser, efterladte elskede og afdøde genier/galninge, magikere og magiske folk, som Bush siden har genopfundet i bredspektret form i sit værk, hvor hun inkarnerer et væld af karakterer. Hun er Cathys genfærd i »Wuthering Heights« og Peter Reich, søn af den østrigske psykoanalytiker Wilhelm Reich på »Cloudbusting.« Hun er udbryderkongen Houdinis hustru i sangen af samme navn. Og aborigineren og den hvide australier i »The Dreaming.« Og hun er bankrøver, Viet Cong-soldat og et æsel i sit værk.

Eksorcisme i barndomshjemmet

Der var rigeligt med rum at udforske og gemme sig i, masser af klædeskabe, kamre og hule træer at udforske på landejendommen ved Wickham Street. Længe inden Bush til mesterværket Hounds of Love omdannede laden til et 48 spors-indspilningsstudie, var det her, hun fandt fred og kreativitet, mens hun øvede sig på det vakkelvorne trædeorgel.

I et skur i haven lå der to bomber fra Anden Verdenskrig, der ikke var eksploderet. Og det siges, at familien på et tidspunkt måtte hidkalde en eksorcist for at slippe af med en tidligere tjenerindes spøgelse.

Hun skrev debutsinglen »Wuthering Heights« som 18-årig, og hendes succes kom omgående, da den udkom i 1978.

Sangen kom til verden på ganske få timer, efter Kate Bush havde set en 1967-tv-version af Emily Brontës klassiske roman Wuthering Heights fra 1847, på dansk Stormfulde højder. Hun fandt efterfølgende ud af, at hun har fødselsdag samme dag som Brontë.

Sangen er en genopførsel af scenen, hvor Cathys spøgelse opsøger Heathcliff – og Bush synger fra spøgelsets synsvinkel. »Let me grab your soul away / You know it’s me, Cathy!«

Det er altså i rollen som spøgelse, at Kate Bush træder ind på verdensscenen.

Hendes musik var fra starten et pust fra både fortid og fremtid. Det singulære talent, kompositorisk såvel som vokalt. De arkaisk smukke, kødelige klaverlinjer midt i en tid, hvor synthesizeren pegede ud af den akustiske virkelighed. Hendes altmodisch aristokratiske udtale, som ikke huede alle anmeldere, der værnede om arbejderklassens socialrealistiske cockney i den samtidige punk og new wave.

Om sine sange har Bush til Sunday Telegraph 6. juli 1980 sagt, at de mest handler »om myter, ånder, den slags ting. Ikke feer, stærkere end det.«

Man kan også sige, at det er psykologiske eventyr, hvor hovedpersonen overlever sine strabadser gennem vokal udfrielse.

Lige så magisk musikken og tekstens scenarier er, lige så emotionelt realistisk er hendes vokal.

En polyfonisk kunstner

Kate Bush blev et spøgelse i populærkulturen, da hun fra 1993 til 2005 forsvandt fra offentligheden. I 1992 blev hun gift med guitaristen Dan McIntosh, og hendes mor døde. Efter udgivelsen af The Red Shoes – hvor sangen »Moments of Pleasure« blev skrevet til moren, kort inden hun gik bort – blev et års planlagt pause til 12 år. Undervejs fødte hun også sit første og eneste barn, sønnen Albert McIntosh.

Kate Bushs anden koncertrække foregik 25 år efter den første i efteråret 2014 under langt mere kontrollerede omstændigheder ved 22 opførelser af Before The Dawn-showet i det daværende Eventim Apollo i London – det tidligere Hammersmith Odeon, hvor teenageren Kate Bush 41 år tidligere så sit idol David Bowie give sin sidste Ziggy Stardust-koncert den 3. juli 1973. Lige som ham er Kate Bush en polyfonisk kunster.

Before The Dawn var et ambitiøst opsat stykke musikdramatik.

Et værdigt, måske for værdigt comeback. Pakket ind i en enorm koreografi, dækket ind af et stort band og kor. Det var smukt og teknisk overvældende. Men det var også først og fremmest en genopførsel af storhed.

Så denne velour-skærsommernat på Informations imaginære, nuvel, men stadig helt fantastiske drømmefestival er der en mulighed i luften. En mulighed for et sidste eventyr, en sidste genfødsel.

Jeg ser mig rundt i løvskoven, bakken ned mod scenen er pakket med mennesker. Forældre er mødt op med deres børn, nogle endda børnebørn. En ung fanklub har – uanset køn – iført sig flyvske kjoler, laurbærblade og lysende makeup. Ungdommen har tilsyneladende forstået, at uden Kate Bush var der ingen Björk, Fever Ray, PJ Harvey, Fiona Apple, Joanna Newsom, Bat For Lashes, Florence & The Machine og Lady Gaga.

Et genialt åbningsritual

Der lyder et kollektivt suk fra dybt i titusinder af maveregioner, da lyset omkring pladsen slukkes. En enlig lyssøjle rejser sig fra scenegulvet, og Kate Bush glider vægtløst op igennem den i en hvid kjole badet i en omskiftelig lysstime, der hele tiden får hende til at skifte form. Der er ikke en lyd. Så begynder et hårdt beat slået på træ. En didgeridoo vikler sin rigdom af overtoner omkring rytmikken. Hun svæver, mens trærytmerne nagler os til jorden.

Det er sangen »The Dreaming,« og Bush skifter mellem den overdrevent vrængede hvide australske accent fra jordvejen, hvor en kænguru er blevet påkørt, og den højfrekvente messen, der indikerer aboriginernes drømmespor gennem vildnisset.

Det er en genial åbning. Sanglinjerne, der veksler mellem en prosaisk, bondsk realisme og en drømmende åndeverden åbner rummet mellem hverdag og magi her under den rødmende himmel, hvor 80.000 mennesker har været igennem åbningsritualet.

Bush i fostervand

Koncerten former sig som en dialog mellem Kate Bushs sange og væsener i hendes 42 år gamle sangkatalog – i en meddigtende scenografi, der realiseres både med gammeldags teaterkulisser og nymodens højteknologi.

Teateret og dansen har altid stået hendes hjerte nær, ja, hun har studeret hos mime- og danselæreren Lindsay Kemp, som også David Bowie var elev hos.

Omkring Bush denne aften sætter dansere koreografi på hendes musikalske magi, mens musikkens mor er i færd med at sætte sange fra forskellige tider i samtale med hinanden.

Hun sætter »Breathing« fra 1980 over for »The Morning Fog« og siden »Mother Stands for Comfort« fra 1985. Først fosterets tanker inde i moderen, mens en post-atomkrigsverden venter udenfor. Så en genfødselssang fra en havarist i isvand og endelig den usundt kærlige mor, som beskytter sit barn på trods af, at det er en morder.

Og det er scenografisk forunderligt: Bush flydende og syngende i en gennemsigtig boble med først selvlysende, så isblåt vand. For så at blive trukket ud af fostervandet af danserne som fødselshjælpere. Hvorefter hun – nu som mor – samler lange blodige knive op med sin tilsyneladende magnetiske kjole. De forsvinder i hendes skørter, hvorfra de ved sangens slutning falder ud med et rabalder, mens også nogle hologramflagermus og -duer undslipper.

Kærlighed og kolonialisme

En jungle i malet træ rejser sig senere fra scenegulvet. En kiste bæres ud mellem palmerne af et mandekor, der sammen med Bush synger »Army Dreamers« fra den sørgende mors perspektiv. De er klædte i sort. Dernæst trækkes nederdelen af Bush, og de er nu alle i en Viet Cong-delings sorte dragter med maskinpistoler på vej gennem junglen for at forsvare deres Vietnam i sangen »Pull Out The Pin«. Og da vi – uden kostume- eller sceneskift – går over i den delvist brølesungne »Get Out of My House«, så handler denne sang ikke længere om usund kærlighed, men om kolonialisme og invasion. Pigen i Black Lives Matter-T-shirten til venstre for mig knytter næven og stikker den i vejret.

En anden sangsuite ser på kærlighedens besværede væsen. Først den ekstatiske »Feel It,« så »Running Up That Hill«, hvor hun forestiller sig at bytte krop med sin elskede, så de ikke er så uvidende om den andens indre verden. Og endelig den blødende »All The Love« om al den kærlighed, vi kunne have givet. Men ikke gjorde. Altså en bevægelse i sangene fra forelskelse over krise til undladelsessynd.

Det er ikke tilfældet denne aften, hvor gamle og nye generationer ingenlunde undlader at gispe og huje i takt.

Kate Bush den ældres stemme er fyldigere, dybere, men har genvundet det oprindelige vilde drama, som var noget sværere at finde under 2014-koncerten. Tag bare smertensbrølene i både »Houdini« og »Get Out of My House«. De kommer nu med et helt levet livs tyngde. Barndomslandets uskyld og alderens erfaring danser nu kinddans. Lyset dæmpes på scenen, og inde i trækronerne omkring publikum viser glødende mystiske væsener sig.

Røntgenblik gennem værket

Kate Bush har kastet et røntgenblik ned gennem sit værk og identificeret, hvordan kampene for jeg'et har forandret sig gennem tiden. Hun har fundet nye løngange mellem sine sange og omfortolket dem. Tårer fra flere generationer danner en flod foran scenen. Med en heksekost har hun gennet gamle og unge generationer op på sit magiske fejeblad.

Da hun kommer på scenen en sidste gang, så er det som en hologramprojektion. Hun svæver under trækronerne og ind over scenen som genfærdet Cathy, der besøger Heathcliff i »Wuthering Heights.« Sunget med det statelige genis ældre stemme. Stadig gådefuld og polyfonisk. Stadig i levende live, men tagende afsked med os som spøgelse.

Det er næsten ikke til at tro.

Kate Bush – Information Drømmefestival.
Kilder: Graeme Thomson: 'Under The Ivy – The Life & Music of Kate Bush' (Omnibus Press 2010), independent.ie, thisdayinmusic.com

Serie

Informations drømmefestival

Skal du forstå musik til bunds, så skal du erfare den med kroppen – til koncert. I mangel på musikfestivaler denne sommer har Informations anmeldere i stedet til ære for koncertudhungrede læsere drømt sig frem til den ultimative musikfestival og anmelder i den næste tid seks af hovednavnene, som læserne kan lære bedre at kende. Så er det næsten som at være der selv – selv om det hele er en ren musikberuset fantasi – og hallucination.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørn Christensen

Jeg var så heldig, at jeg fik fat i en billet til en af hendes "Before the dawn" koncerter, og selvom stemmen er blevet en anelse dybere, så var det en fantastisk oplevelse - at høre hende synge duet med en solsort var utroligt!

Morten Pedersen, Ralf Christensen, Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar