Informations Drømmefestival: Den tværkontinentale rapper Sampa the Great viste sig intet mindre end storslået

Fra Sampa the Greats ene øreflip dingler et helt kontinent. Afrika slår let ind mod hendes hals, når hun rytmisk knejser med nakken til de sporadiske spjæt, saxofonisten giver fra sig på åbningsnummeret »OMG«.

»Ih – ah – ih – ah – ih – ah,« ånder hun tungt i en savtakket nedtælling til den hårde engelsksprogede rap, hun med et aggressivt flow og en afrikansk accent derefter leverer. Det er tight og to the point, hvilket får publikum til at reagere med spontan applaus.

Hun er således kun få prust inde i koncerten, da de begejstrede tilskuere i det tætpakkede og sommeraftenlumre telt på Informations Drømmefestival hylder hende med tilråb og tramp, som den kejserinde hendes ranke kropsholdning konnoterer, hun er.

Nok er hun ikke hovednavnet på denne imaginære festival, men lur mig, om ikke det blot er et spørgsmål om tid, før Sampa the Great vil optræde i den største skriftstørrelse på festivalplakater verden over. Også dem, der finder sted i virkeligheden, og ikke som denne inde i mit hoved.

Hun danser, og vi danser. Stamper og hopper, så støvet hvirvler op mellem vores ben, som stormen før den stilhed, der ikke indtræffer den næste times tid. Og heldigvis for det. For til trods for sin lille statur lever Sampa the Great til fulde op til sit navn. Hun er intet mindre end storslået!

»Never underestimate your highness/ Dripped in melanin, Galaxy’s finest« rapper hun på »OMG«, der handler om at omfavne sit ophav, at kommunikere sin kultur og være stolt af, hvem man er, og ikke mindst, hvor man kommer fra. Et budskab, nummeret også pointerer musikalsk med sin dynamiske og ekstremt dansable blanding af hiphop og afrikansk rytmik, som hun kender den fra sin barndom.

Tour de kontinent

Sampa the Great er den 27-årige Sampa Tembos kunstnernavn. Hun er født i Ndola i Zambia af en bemba-mor og tumbuka-far og opvokset i nabolandet Botswana. Hendes interesse for hiphop begyndte, da hun som barn hørte den amerikanske gangsterrapper 2Pacs halvfemserhit »Changes« og satte sig for selv at lære at rappe.

Som 18-årig forlod hun Afrika til fordel for Californien, hvor hun på en venindes opfordring studerede musik på Academy Of The Art University i San Francisco. Men kulturchokket og den racisme, hun oplevede i USA, var i længden mere snærende og smertefuld end kreativt befordrende.

Så hun valgte at tage turen videre til et helt tredje kontinent, Australien, hvor hun slog sig ned i Sydney for at studere musikproduktion.

Hendes møde med det australske hiphopmiljø fandt sted en aften på en klub, hvor producer Dave Rodriguez (Godriguez) havde arrangeret en jamsession for jazz og freestyle rap. Sampa hoppede op på scenen, og både publikum og arrangøren var overvældet over hendes evner som MC. Derefter vendte hun ugentligt tilbage og jammede med musikerne, og snart foreslog Godriguez et samarbejde. Det blev til hendes første mixtape, The Great Mixtape, der bestod af Sampas poetiske og politiske improvisationer over Godriguez’ jazzede beats.

To år senere i 2017 udgav hun endnu et mixtape, Birds & The BEE9, der blev en endnu større succes. Hendes originale måde at integrere vendinger på sit modersmål, bantusproget bemba, og sydafrikansk slang, i sin engelske rap blev af værtslandet belønnet med den prestigefyldte musikpris Australian Music Prize.

Men hun savnede Zambia og rejste tilbage blot for at erfare, at hun ikke længere var helt så afrikansk, som da hun tog derfra som nyudklækket voksen. Folk bemærkede, at Vesten havde ændret hende.

»Det rystede mig i min grundvold. Jeg blev en del af diasporaen, hvilket var et perspektiv, jeg sympatiserede med, men aldrig havde tænkt om mig selv. Jeg forestillede mig ikke, at jeg skulle være den forflyttede,« fortæller hun i et interview med The Guardian.

Oplevelsen inspirerede hende til det stærke debutalbum The Return, hvis 19 numre alle kredser om tematikker som fremmedgjorthed, hjemve, kulturel splittelse og self empowerment. Lille spejl på væggen der, hvem er den sorteste iblandt os? spørger hun retorisk på titelnummeret, der sætter ord og sløve funky beats på følelsen af at finde hjem til kærlighed, accept og sit rette jeg.

Med albummet indskriver hun sig i rækken af kunstnere verden over (Les Amazones d'Afriques, Moor Mother, Moses Sumney og Moses Boyd for blot at nævne nogle få og stilmæssigt divergente navne), der bruger musik som middel til at bearbejde, forstå og udfordre den afrikanske diaspora.

Og selv om kanoniserede hotshots som Nick Cave & The Bad Seeds også var blandt de nominerede, sikrede The Return hende endnu en Australian Music Prize i 2019.

Men det var ikke kun positiv opmærksomhed, hun blev mødt med i Australien. Også her stødte hun regelmæssigt på racisme, og det tog hende tid at lære ikke at tage det personligt, når en fremmed hvid mand i toget eksempelvis spyttede hende i nakken.

Hun var heller ikke forberedt på at skulle være ambassadør og rollemodel for andre australsk bosatte afrikanere, hvilket hendes popularitet pludselig fordrede. Presset voksede, og hun reagerede med at isolere sig og ignorere omverdenen – til stor bekymring for hendes venner.

En af dem efterlod en besked på hendes telefonsvarer, der nu gjalder ud over os fra højttalerne, mens Sampa forsvinder om bag scenetæppet for at tage en tår vand og tørre sveden af panden. Venindens bestemte stemme belærer hende (og os) om, at det ikke er nemt at være en sort kvinde i musikbranchen, men at Sampa bør tage sig sammen og fokusere på det faktum, at hun er her, og at vi alle bakker op om hende.

Flora i farver

Som performer er Sampa the Great på samme tid frodig og klippefast. Hun er lige dele Lauryn Hill og Miriam Makeba. Både neosoul og afrobeat. Og samtidig sin helt egen, som hun står der forrest på scenen.

Bagest holder hendes trommeslager, guitarist og bassist hof. Og foran dem står en farvestrålende menneskeformation: De ti mænd og kvinder, der synger kor på de mere soulede numre, såsom den ti minutter lange »Freedom«, står ved hver deres mikrofonstativ, der samtidig fungerer som blomsterpind for de mange liljer, tulipaner, orkideer og nøkkeroser, der slynger sig rundt i en ubegribelig kulørt ornamentik.

Mængden af flora er lige så overvældende som korets vokalpragt, og den søde blomsterduft siver ned fra scenen og blander sig med Informations drømmepublikums mindre delikate dunst af teltkondens og fadølsånde.

Korsangernes individuelt spraglede gevandter gør sammen med blomsterne scenen til en farverig og klangfuld botanisk have, hvorfra Sampas ønsker om forandring flyder som en skøn taktfast nektar. Hendes råb om respekt og messende mantraer om frihed funkler, og hendes melodik klæber til vores hjerner.

Fra The Great Mixtape spiller hun to numre i træk. Først »Blue Boss«, hvis sprælske tema springer fra guitaristen videre til manden bag keyboardet, mens trommeslageren pynter sit klassiske hiphopbeat med en raffineret håndfuld dåsepercussion.

Derefter råber hun alle teltets dronninger op og får dem til at stave til deres køn på omkvædet af »FEMALE«. Sangen er en funky hyldest til kvinderne i de afrikanske ghettoer og landsbyer, der arbejder hårdt for deres families overlevelse. De har både hjerne, talent og klasse og snubler aldrig, selv om det er det, alle forventer af dem. Kvinder, som Sampa giver fem stjerner med på vejen.

Lidt over halvvejs igennem aftenens sæt byder hun det britiske jazzkollektiv Steam Down velkommen på den i forvejen tætbefolkede scene. De kommer hele vejen fra Deptford, London, og hilser os med nummeret »Summer«. Det bliver efterfulgt af en engageret version af singlen »Energy«, som Sampa har skrevet sammen med lydkunstner Nadeem Din-Gabisi, der til sidst i nummeret reciterer et stykke spoken word på kreolsk.

Da Sampa derefter dansende forlader scenen, fortsætter Steam Down med at holde dampen oppe og tonerne udstrakte foran os, til hun vender tilbage for at tilfredsstille publikums højlydte ønske om et ekstranummer.

Finalen bliver den formidable »Final Form«.

»Africa the new America/ I hope her role is permanent,« rapper hun. Hun tager sig til sin krusede hårkrone og fortsætter: »Got my Afro like an empress/ Great state I’m in/ In all states I’m in /I might final form/ In my melanin.«

Derefter får hun publikum til at råbe »Black Power!« i kor, hvortil koret prompte besvarer vores kampråb med et pacifistisk »yeah«.

Denne aften er vi – eller det drømmer vi, at vi er – i Sampas magt, og hun efterlader ingen i tvivl om, at hun er en hiphophøjhed i sprudlende topform.

Sampa the Great. Imaginær koncert. Informations Drømmefestival 2020.