Interview
Læsetid: 16 min.

Joy Mogensen advarer kulturlivet: Hendes ministerium er ikke en slags erhvervsministerium

Pandemiens efterspørgsel på hjælpepakker og lønkompensation omdannede næsten Kulturministeriet til en slags erhvervs- eller beskæftigelsesministerium, siger kulturminister Joy Mogensen. Men hvis kulturen virkelig ønsker armslængde, kræver det, at ministeriet holder sig fra institutionernes økonomier, siger hun i sit første større interview siden coronakrisen
Joy Mogensen betegner i dag den indledende coronatid som »kaotisk« og »virkelig surrealistisk« og forsvarer, at det tog tid at finde løsninger for kulturområdet: ’Kulturlivet kom ikke med ét klokkeklart budskab, der var netop mange forskellige behov, som skulle identificeres og udarbejdes løsninger til,’ siger hun.

Joy Mogensen betegner i dag den indledende coronatid som »kaotisk« og »virkelig surrealistisk« og forsvarer, at det tog tid at finde løsninger for kulturområdet: ’Kulturlivet kom ikke med ét klokkeklart budskab, der var netop mange forskellige behov, som skulle identificeres og udarbejdes løsninger til,’ siger hun.

Kultur
6. juli 2020

Godt to måneder havde Joy Mogensen været tilbage i Kulturministeriet efter sin orlov, da coronaen ramte, og hendes chef, statsminister Mette Frederiksen, stillede sig op foran nationen og holdt en historisk tale, hvor hun befalede betragtelige dele af landet – herunder stort set hele kulturlivet – lukket ned. Den 39-årige kulturminister var ellers sprængfyldt med visioner og ideer, som hun havde regnet med at bruge foråret til at forløse.

Sådan blev det ikke.

»Når jeg engang skal fortælle mine børnebørn om det seneste år, bliver det året, hvor intet gik som planlagt,« siger hun.

Coronaforløbet kalder hun »helt surrealistisk« og »virkelig ikke specielt rart« at stå i, og hun lægger ikke skjul på, at der har været dele af processen, som hun og ministeriet ikke har håndteret til topkarakter. Alligevel er det vigtigt for hende at understrege, at samtlige ansatte i Nybrogade har knoklet.

Og så har hele forløbet bragt hende en kulturministeriel erkendelse. Nemlig at kulturlivet skal passe på med at tro, at hendes ministerium fungerer som andre ministerier.

»Jeg har under coronakrisen oplevet et meget stort krav om, at Kulturministeriet skulle agere en slags erhvervsministerium eller beskæftigelsesministerium,« siger hun med henvisning til debatten om, at Kulturministeriet skulle have kæmpet mere aktivt med at etablere økonomiske hjælpepakker.

»Og det vil jeg faktisk virkelig advare imod. Ikke som socialdemokratisk minister, men som en politiker, der kender til offentligt bureaukrati og styringsmekanismer. Jo mere det kommer til at handle om støtte til filmvirksomheder frem for støtte til filmkunst – om at støtte institutioner frem for aktivitet – jo mere bevæger man sig i retning af et erhvervsministerium. Og der er ingen armslængde i et erhvervsministerium.«

Lys i mørket

Da vi træder ind på hendes kontor en af de sidste dage i juni, coronahilser kulturministeren på mig og fotografen ved at lægge sine hænder oven på hinanden og placere dem på brystet i en højtidelig gestus. Hendes særlige rådgiver, Kasper Fogh Hansen, rejser sig fra ministerkontorets hævesænkebord og rækker sin knyttede næve frem for at give os den mindre ceremonielle fist bump

Det er kulturministeren, det handler om, men Kasper Fogh Hansen bliver siddende ved skrivebordet bag os under hele interviewet.

Information har spurgt Joy Mogensen, om hun vil give et større interview for at gøre status efter et år i det fine kontor på Nybrogade med udsigt til Thorvaldsens Museum og – med lidt god vilje – Statsministeriet. Det har hun sagt ja til.

Året har været begivenhedsrigt.

Det begyndte med, at Joy Mogensen som ny kulturminister ikke ville garantere, at det udskældte omprioriteringsbidrag blev afskaffet, selv om Socialdemokratiet i valgkampen havde lovet det. Besparelseskravet endte dog med at blive fjernet, da andre partier kom til undsætning. 

Så var der balladen om den nye DAB-kanal, som ministeren på et samråd har måttet forsvare forløbet af, efter Radio- og tv-nævnet stort set én til én havde godkendt en indstilling fra embedsværket. Da coronakrisen brød ud, afviste ministeren først en økonomisk hjælpepakke til kulturlivet, men endte efter massiv kritik med at indkalde ordførerne til forhandling og finde løsninger. Det er også blevet påtalt, at hendes ministerium uden lovhjemmel gav DR og TV 2 ordre til at sende medarbejdere hjem, og senest har der været håndteringen af tilskuere til fodboldkampe.

Gennemgående er ministeren blevet kritiseret for at være usynlig og svær at mærke. Mange synes at sidde tilbage med spørgsmålet: Hvad vil hun egentlig med det her ministerium?

Derfor lægger jeg ud med at spørge til det helt grundlæggende: Hvad er Socialdemokratiets kulturpolitiske vision?

Joy Mogensen svarer, at den er og alle dage har været »at få kulturen til at blive tilgængelig og relevant for flere«.

Hun uddyber:

»Før Socialdemokratiet fandtes,« siger hun, »var det ikke kun økonomien og ressourcerne, der var i den privilegerede klasses magt – det var også den gode smag, hvordan man var sammen, og hvordan man udtrykte sig rigtigt. Kulturen er friheden, men også modet til at give udtryk for den, man er, og at deltage i og finde de fællesskaber, hvor man føler, at her giver mit liv mening – ud over at være effektiv arbejdskraft i det store samfundsmaskineri.«

Men hvad er så Socialdemokratiets kulturpolitik? Og hvor ser vi den udfolde sig?

»Siden jeg tiltrådte, har jeg gerne villet løse det problem, at der stadig er en frygtelig stor del af danskerne, som konsekvent er ikkekulturforbrugere. Det synes jeg er en forpligtelse i forlængelse af partiets oprindelige ånd, og ikke mindst nu hvor der faktisk er en masse kulturinstitutioner, der prøver at række ud. Samtidig har danskerne fået flere penge, men bruger ikke flere penge på kulturen. Vi skal have kulturen ud til flere – ikke bare så den er tilgængelig, men også så de faktisk føler, den er relevant for dem.«

– Og hvordan er det gået med det? Hvor ser vi, at kulturen er kommet bredere ud det seneste år?

»Det var noget af det, jeg havde glædet mig til at tage fat på det her forår …«

Hun griner lidt opgivende.

»Jeg er stadig fortrøstningsfuld ved, at på et tidspunkt kommer også kulturlivet ud på den anden side af coronakrisen. Og så håber jeg, vi kan vende tilbage til den dagsorden. Men lige nu handler det om at få fulgt op på konsekvenserne af krisen og om at få dem afbødet. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, det kommer til at være her et godt stykke tid. Kulturen er en af de sektorer, der er hårdest ramt, fordi den lever af at samle folk.

Jeg troede, jeg skulle have foråret til at gå med at få flere til at deltage, men jeg er blevet den nok første kulturminister nogensinde til at sige: ’I er nødt til at gå hjem’. Hvis man skal finde et lys i mørket, er det, at folk alligevel har søgt kulturen – på trods af at de normale måder, man kunne gøre det på, er blevet lagt ned.«

Forbindelsen mellem det brede og det fine 

For knap et år tid siden talte jeg med Socialdemokratiets daværende kulturordfører, Jan Johansen. Det var hans oplevelse, sagde han, at kulturpolitik i den offentlige debat altid endte med at handle om teatre, museer og det, han kaldte »elitekultur«, mens sport og frivillighed gik under radaren.

Jeg nævner Johansens synspunkt for Joy Mogensen, som siger, at hun egentlig har oplevet stort offentligt fokus på idræt og foreningslivet.

»Vi har fået en hel del kommunalpolitikere ind i ordførerkredsen, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det også er dem, der bærer det fokus,« siger hun.

»Det hilser jeg velkommen, for det er noget af det, jeg har taget med fra min tid som borgmester. De, der tager avantgardekunsten og får den ud i hverdagen, er jo foreningslivet, aftenskolerne, højskolerne, musikskolerne. Mange af museerne er også i gang, men foreningslivet har virkelig godt fat mange steder.«

Et par dage inden mit møde med Joy Mogensen er Jan Johansen blevet fjernet som kulturordfører og erstattet af den yngre Kasper Sand Kjær. Til Fyens Stiftstidende siger Johansen, at »finkulturen« ikke kunne »rumme« sådan en som ham, og at det er hans klare fornemmelse, at »partiledelsen gerne ville have en anden profil på posten«.

Jeg spørger Joy Mogensen, hvad man skal forstå med den udtalelse.

»Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg har haft en rigtig god snak med Jan. Han var ny på området, men han havde et engagement med at få kulturen ud til dem, der endnu ikke brugte den. Jeg synes, han har gjort et rigtig godt stykke arbejde. Han har været en loyal og god væbner i en rigtig kaotisk tid.«

Men hvordan oplever du selv den konflikt mellem den brede kultur og finkulturen?

»Det er en konflikt, jeg gennem mange år som kulturpolitiker har konstateret udspiller sig i den offentlige debat,« svarer hun efter at have holdt en kort pause.

»Men hverken som lokalpolitiker eller kulturforbruger opfatter jeg, at den er der. Man vil gerne inspireres af nogen, der har forfinet håndværket og skabt noget helt ekstraordinært. Og så vil man gerne hjem og prøve det af selv. Det er lige præcis den kobling, jeg ville have lavet her i løbet af foråret, og som jeg glæder mig til – men først skal jeg sikre mig, at alle aktørerne faktisk overlever den her krise

Fra Joy Mogensen tiltrådte som kulturminister sidste år, gik der 11 uger, før hun gav sit første interview. Det var til Politiken, hvor hun lancerede en kulturpolitisk vision med det konkrete mål, at alle børn skal have muligheden for at spille et instrument. 

Hvordan er det gået med den vision?

»Det var lige præcis noget af det, jeg havde glædet mig til at folde ud her i foråret,« svarer ministeren og ler igen.

»Jeg mener, at der ligger noget i at få kombineret det at være publikum og sidde og se på nogen, der bare er creme de la creme, og så gå hjem og bruge det aktivt i sin hverdag. Vi skal ikke alle være rockstjerner, men det handler om, at når man har været til en koncert, så kan man gå hjem og prøve at klimpre lidt på guitaren. Om det så er et instrument eller drama eller billedkunst – det vigtigste for mig er at få skabt den der forbindelse mellem avantgardekunsten og folks hverdag.«

Samfundssind og sundhedskrise

Joy Mogensen er født i 1980 i Canada, da hendes familie var udstationeret i Toronto som følge af farens arbejde for en dansk tagrendevirksomhed. Hun voksede op i Ringsted, men flyttede til Roskilde, hvor hun var aktiv i den lokale DSU-afdeling og studerede moderne kultur og kulturformidling på RUC.

Allerede som 25-årig fik hun næsten 1.000 personlige stemmer i Roskilde Kommune og strøg direkte ind i byrådet som formand for økonomiudvalget. Fem år senere blev hun borgmester, og det var hun fra hun var 30, til Mette Frederiksen sidste år ringede og spurgte, om hun ville være kulturminister i den socialdemokratiske etpartiregering otte år senere.

Inden interviewet i dag har hendes rådgiver gjort det klart for mig, at kulturministeren ikke taler om sit døde barn i forbindelse med politik. Men det er en del af historien om kulturminister Joy Mogensen, at hun var gravid, da hun blev udpeget som kulturminister, og at hun i oktober 2019 fødte en datter, som var død ved fødslen.

Hun vendte tilbage til politik 1. januar 2020.

Og så var det altså 11. marts – to måneder og ti dage senere – at statsminister Mette Frederiksen flankeret af sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsens direktør annoncerede, at regeringen ville »lukke Danmark ned«. Hele Danmark gik i stå, og særligt hårdt ramt var kulturlivet: de udøvende kunstnere uden fagforeninger og sikkerhedsnet, dem, der arbejder med at få at kulturen til at hænge sammen; bookere, lyd- og lysfolk og alskens freelanceansatte kreative og tekniske typer – og ikke mindst de mange kunstnere med så lav indkomst, at de ikke var berettiget til at søge hjælp. Men også de store institutioner som museer, gallerier, zoologiske haver, teatre og biografer var på spanden.

I første omgang forholdt Joy Mogensen og Kulturministeriet sig passivt og henviste kulturen til andre ministerier:

»Det her en sundhedskrise, som rammer hele samfundet, og det er også sådan, at vi arbejder med det i Kulturministeriet. Vi har gjort, hvad vi kunne for at få de hjælpepakker, som regeringen allerede har rullet ud, formuleret på en måde, så de også kan komme kulturlivet til gode,« sagde Joy Mogensen til Berlingske.

Det fik senere et politisk flertal, der kritiserede hende for at mangle både mandat og overblik, til at kræve hende fjernet fra kulturforhandlingerne.

Hun betegner i dag den indledende coronatid som »kaotisk« og »virkelig surrealistisk«.

»Det, der stod meget klart for mig, var, at kultursektoren er meget mere mangfoldig end det traditionelle virksomhedsliv. Både i produktionsformen og i den måde, sektorens produktionsøkonomi er skruet sammen på, og dens arbejdsforhold. Det er bare virkelig, virkelig mangfoldigt.«

Tidligt i forløbet indkaldte hun ikke færre end 30 af kulturens fagforbund, foreninger og brancheorganisationer til et Skype-møde, hvor hun blandt andet havde opfordret dem til at tage direkte kontakt til Erhvervsministeriet med deres udfordringer, mens hun samtidig mindede dem om »at udvise samfundssind«. 

Møderne efterlod flere aktører modløse, hvilket de lod pressen forstå. Formanden for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, sagde til Jyllands-Posten, at hun ikke følte sig repræsenteret af Joy Mogensen, og at »det er kommet rigtig meget bag på os, at hun tilsyneladende slet ikke kender til vores ansættelsesvilkår og ikke ved, hvordan branchen er organiseret«.

Dansk Artisk Forbunds formand, Lena Brostrøm, og Benjamin Boe Rasmussen, Skuespillerforbundets formand, kaldte mødet for »demotiverende«. De fandt det problematisk, at ministeren bad dem forstå, at landet stod i en sundhedskrise, når de mente, at de stod i en eksistenskrise.

Kan hun i dag forstå deres kritik?

»Jeg vil sige, at jeg godt kan forstå, hvorfor de følte det som eksistenskrise. Det gjorde jeg faktisk også selv. Men i den situation, vi stod i, syntes jeg ikke, at man som leder kunne gøre andet end at fastholde, at sundhedskrisen var det mest akutte. Det, jeg prøvede at sige til dem, at når jeg sagde ’samfundssind’, så var det en fortrøstning om, at vi vidste, de var der, og at de var vigtige for samfundet. Når jeg talte om samfundssind, var det, fordi de var nogle af de allerførste, der var ude og få budskabet ud til alle danskerne. De kunne for eksempel med opslag på sociale medier og andre initiativer bruge deres stemme til at nå deres mange følgere. Men jeg var nødt til at opfordre til tålmodighed.«

Hun holder en kort pause.

»Kulturlivet kom ikke med ét klokkeklart budskab, der var netop mange forskellige behov, som skulle identificeres og udarbejdes løsninger til. Det fik vi så inden for en måneds tid. Og hvis man tænker på, at vi tilsammen på nuværende tidspunkt har sat 1,8 milliarder kroner af i ekstra tiltag på kulturområdet – ud over de generelle hjælpepakker, vil jeg sige, at vi har klaret det godt.«

Kritikken har gjort ondt

Hun spørger retorisk sig selv, om hun synes, det har været hårdt og svært at bevidne de ting, der er blevet skrevet om hende i forløbet.

»Ja,« svarer hun. »Det synes jeg har været … helt vildt hårdt.«

Joy Mogensen har altid elsket kulturen, forsikrer hun. Så længe hun kan huske. Hun har altid, påpeger hun, været en af de socialdemokrater, der har sagt: »Ja, uddannelsespolitik, erhvervspolitik, grøn politik, infrastruktur er alt sammen vigtigt, men det er søreme også vigtigt, at vi husker at være mennesker – og det er altså i kulturen, vi gør det.«

– Der var især et famøst interview med Berlingske, hvor du blev spurgt, hvorfor du ikke holdt pressemøder ligesom statsministeren, og du svarede, at det »ville være upassende at gøre på nuværende tidspunkt«, og det blev brugt som overskriften: »Joy Mogensen: Jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu«. Men under alle omstændigheder sagde du altså, at nu var tiden ikke til kulturpressemøder, men til samfundssind. Kan du forstå, at det skabte irritation?

»Jeg kan forstå det, fordi det blev trukket op på den måde. Man valgte at lave en netartikel med en overskrift, som bevidst tog et citat ud af en sammenhæng og gjorde det til en betalingsartikel, hvor langt de fleste ikke havde adgang til hele teksten. Her talte jeg jo netop om, at det var vigtigt at få identificeret de særskilte områder, der havde brug for særskilte indsatser. Den overskrift afspejlede på ingen måde, hvad jeg sagde, mente eller gjorde.«

– Men der var trods alt nogen, der læste hele artiklen og alligevel mente, at du snarere end kulturminister opførte dig som en borgmester, der forsøgte at tænke alle politikområder ind …

»Men hvis du læser citaterne i artiklen, handler de udelukkende om kulturen og kulturens vigtighed! Det væsentlige for mig er, at den rolle, kulturen spillede under coronakrisen, satte en stemme på hele samfundsudviklingen og det fællesskab, vi manglede.«

– Kan du forstå, at nogen mente, at du var for langsom til at få det kommunikeret ud?

»Jeg kan ikke sige andet, end at det (Berlingske-artiklen, red.) var en bevidst og i min verden meget grov misforståelse af, hvad jeg sagde og gjorde. Det har gjort meget ondt, for det er ikke den, jeg er. «

Tilskudsministerium 

Den måske vigtigste læring fra de seneste måneder har for Joy Mogensen været, at der er behov for en eller anden form for forventningsafstemning mellem ministeriet og kulturlivets aktører om ministeriets rolle, siger hun. En diskussion af spørgsmålet: Hvad er det for et kulturministerium, vi har, og hvad er det for et ministerium, vi gerne vil have?

»Kulturverdenen er lige nu i en meget desperat tid. Men især i kriser skal man passe på med ikke at bede om noget, man egentlig ikke vil have. Normalt vil kulturlivet og kunstnerne gerne have den der armslængde, men lige pludselig var der meget stor kritik af, at vi ikke var helt nede i deres økonomier. Det kulturliv, jeg kender, vil gerne selv styre sin udvikling. Et erhvervsministerium, der er så tæt inde på virksomheder og så langt inde i, hvad der foregår, er et helt andet ministerium end det, jeg trådte ind i, og det jeg kender.«

– Og hvad er det for et ministerium?

»Jamen det er primært et tilskudsministerium, hvor man interesserer sig for produktet. Man ser på, hvilke mennesker og aktiviteter man kan få, og så giver man tilskud til det – og så ligger beskæftigelses- og erhvervspolitikken et andet sted. Og i Erhvervsministeriet bliver der altså også sat en retning for, hvilken vej man ønsker, at forskellige erhverv skal gå. Der reguleres og stilles krav på en helt anden måde end her. Her har vi fokus på produktet. Hvis du har et godt produkt, så lader vi museer og teatre selv udvikle, hvad de vil.«

Var det en fejl overhovedet at forhandle i Kulturministeriet? På et tidspunkt truede ordførerne som bekendt med at flytte forhandlingerne om hjælpepakker til Finansministeriet – skulle man bare have gjort det fra begyndelsen?

»I situationen var det rigtigst at holde det her. Senere i forløbet flyttede vi så faktisk forhandlingerne derover, hvor de også traditionelt ville ligge, når de handler om beskæftigelse og erhverv.«

– Men hvorfor var det i den ekstraordinære situation det rigtige?

»Netop fordi det var ekstraordinært. I situationen lavede vi jo på dage og timer løsninger, som vi normalt ville bruge måneder – hvis ikke år – på at udvikle. Og der er det trods alt her i Kulturministeriet, at man er tættest på oplysningerne. Der er blevet stillet krav til ministeriet, som har gjort, at folk vitterligt har knoklet dag og nat hver dag hele ugen, og jeg har lyst til at sige til alle dem, der kommer med spydige kommentarer til Kulturministeriets medarbejdere: De fik en opgave, de på ingen måde var forberedt på at løse, og de har knoklet røven ud af bukserne for at prøve at løse den. Der var ingen andre, der kunne hjælpe dem til at løse dem. Når man tænker på, at vi fik klaret det meste inden for en måned, synes jeg faktisk, det er en ret overmenneskelig bedrift.«

Replik fra Berlingske

Information har bedt Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, kommentere Joy Mogensens kritik af Berlingske. Han afviser den som »urimelig«:

»I vores interview bliver hun spurgt, hvorfor hun ikke har deltaget på et af de mange pressemøder, der på det tidspunkt er blevet afholdt, og svarer: ’Fordi de pressemøder har en samfundsdagsorden. De har handlet om sundhed, justits- og socialpolitik. Det er ligesom i Maslows behovspyramide. Hvis ikke gaderne er trygge, kan man heller ikke have et blomstrende kulturliv, eller for den sags skyld, hvis mennesker ligger og dør.

Folk mangler værnemidler på hospitalerne, og jeg ville selv opfatte det som upassende, at jeg stod og talte om kultur lige nu. Jeg har ikke brug for et pressemøde, men jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at være til stede på anden vis.’ Kulturministeren lægger altså kultur ind i en rangorden. Det er det, overskriften afspejler, og det synes jeg er fuldstændig dækkende,« siger chefredaktøren, som tilføjer, at han har »meget lidt tålmodighed« med politikere, der beklager sig over, at medier tager penge for deres indhold.

»Men uanset om man læser hele artiklen eller kun overskriften, så er dagsordenen på det her tidspunkt, at kulturlivet savner, at ministeren kommer på banen. Hun går så til os og giver helt åbenlyst udtryk for, at kulturlivet ikke kommer først i den situation, vi står i nu. Det synes jeg, hun skulle stå ved nu – i stedet for at skyde på Berlingske.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Ja, det kræver, at hun punger ud, no questions asked. Som det er meningen med staten i et velfærdssamfund: sleeping partner, der faciliterer aktivitet i samfundet.

Ete Forchhammer

Som publikum behøver man ikke vide det mindste om forarbejde og forudsætninger for den kunst eller den kulturhistorie man bivåner.
Som amatør må man yde noget forarbejde, men kendskab til det professionelle livs forudsætninger er ikke et krav.
Det er det derimod for en kulturminister!
Glemte journalisten at spørge Joy Mogensen hvad det havde betydet for hende at opdage at hendes ressort var "meget mere mangfoldig end det traditionelle virksomhedsliv"? At mangfoldigheden bl.a. består i at det ikke kun drejer sig om virksomheder, atypiske virksomheder?

Ditte Kanstrup, Mads Kjærgård, Per Klüver, søren ploug, Steffen Gliese, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Optur. En kulturminister der siger det lige ud: vil man have armslængde i kulturpolitikken, kan man ikke samtidig sige: send flere penge til kulturministeriet. Sådan hænger det ikke sammen, når 90 % af befolkningen ikke bruger de dyreste fælles kulturgoder, den klassiske musik, operaen balletten, moderne dans, billedkunsten. Hvad værre er set fra kulturministerens stol: de fleste går heller ikke til fodbold eller gymnastik. De vil gerne natur, vand, store og små skærme, biler, bryggerier, slotte, tivoli og frilandsmuseer og meget, meget, meget mere meget individuelt, lokalt og ikke særligt profilerende. De små teatre, orkestre etc. kan følge flere spor, armslængde er ikke altid en del af pakken hele vejen.

Mette Poulsen, Karsten Aaen, Ole jakob Dueholm Bech og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Margit Johansen, mere end to tredjedele af den danske befolkning benytter sig af de såkaldte 'finkulturelle' tilbud indenfor et kvartal. Men det er så udbredt og alment, at det ikke skænkes en tanke.
Det er imidlertid underordnet, for kulturen er en grundlæggende forpligtelse for samfundet, og i et demokrati betyder det: en grundlæggende forpligtelse for borgeren. Den og politikken.
Dertil kommer, at det jo er en total fejltagelse at blande bevillinger og armslængde sammen på den måde, det er NPMs værste egenskab, at man mener, at 'den, der betaler, bestemmer musikken', for at lægge aktiviteter i offentligt regi, eller med offentlig finansiering, er netop for at holde dem fri af denne købmandslogik. Staten betaler og ser glad ud, mens de, der træffer initiativerne og lægger planerne, understøttes - især med det formål at gøre resultatet af deres indsats alment tilgængeligt.
Det havde vi i gamle dage offentligt ejede elektroniske medier til at hjælpe med til, men de vil hellere bevæge sig omkring laveste fællesnævner - eller ville, for det ser ud til, at denne krise måske faktisk har åbnet øjnene for folks ønske om at få formidlet professionel kunst af høj kvalitet for deres licens/skat. Talentshowenes tid kan være omme.

Caspar Christiansen, Ete Forchhammer , Pernille Larsen, Per Klüver og søren ploug anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Coronaen har givet kulturministeren mange problemer, som ingen havde kunnet forestille sig for et halvt år siden. Og det hvad enten man hedder Joy Mogensen eller noget andet.

Mette Poulsen, Per Madsen, Christel Gruner-Olesen, Viggo Okholm og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Jeg synes det er en svær diskussion, men helt ærligt-hvis alle går neden om og hjem,hvordan kan der så blive penge til kultur ud over det vi hver især skaber gratis?
Dilemmaet er jo produktion-vækst-og ånd Det er rigtigt at vi mennesker ikke lever af brød alene, men mange agerer sørme sådan ind imellem.
Mange af de skabende kunstnere er trængt netop fordi vi ikke må mødes tæt i teatre og koncertsteder.,
Men at skælde ministeren ud er simpelthen for plat i den situation vi er i.

Mette Poulsen, Bent Nørgaard, Peter Gløde og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Stå aldrig til søs, lad de andre stå......Vi skulle nødig arbejde for pengene!

Ete Forchhammer

Ikke at den nuværende S-tops ide om at kunst og kultur SKAL ud til alle, inkl. fx min gamle nabo der var stolt over at han da kun ejede en bog. (det var i telfonbøgernea tid, aå måske det var sådan en? jeg husker det ikke.) Mulighederne skal være der, og inden grønthøsteren har fået kvalt mere, er de der allerede, bl.a. fordi div. institutioner og frie kunstnere arbejder ihærdigt for at række ud til dem der ikke kommer af sig selv.
Men det er ulyksaligt når kvantitet forveksles med kvalitet!
At alle skal ha' set Den lille Havfrue gør ikke statuen til en kunstnerisk sværvægter...
At Per Højholdt kan være svær at læse, bortset fra når han lagde stemme til en vis Gittes monologer, gør ikke hans værk ubetydeligt.
De mange - og S-toppen - må simpelthen acceptere at noget kan være betydningsfuldt selvom kun få "forstår" det. Det er nemlig meget sandsynligt at det netop er disse få, der bringer helheden videre, til glæde for alle.

Jørgen Mathiasen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Stefan Glise
Har du en kilde til "mere end to tredjedele af den danske befolkning benytter sig af de såkaldte "finkulturelle" tilbud inden for hvert kvartal."?
Tallet lyder voldsomt højt
Skyldes dit tal noget i retning af?: hvis de samme 10000 mennesker går i Parken for at se FCK 6 gange i et kvartal, så har 60000 danskere set FCK i det kvartal. Men det er jo ikke sandheden. Kun 10000 mennesker har set FCK!
VH

Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Arne Hansen, Danmarks Statistik udgiver hvert år Kulturvaneundersøgelsen, der tilbyder statistik på området: https://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/statistikdokumentation/kul...

Steffen Gliese
Tak for link - men jeg mener du fejltolker undersøgelsen.
Kulturvaneundersøgelsen viser alene antal besøgende! (danskere fra 4 år og op)
Hvis deltagerne i stikprøveundersøgelsen øgede deres aktiviteter, kunne vi nå op på over 100!
Et eksempel til at belyse dette: hvis DR i "november 2018" i 4 søndage registrerede et seertal for Matador på 1,6 mio. svarende til 6,4 mio. seere. Der er dog ikke tale om at 6,4 mio. af den danske befolkning så Matador. Dette tal ville kun kunne nås, hvis et stort antal afdøde gik igen.!!
Undskyld "skolemester" tonen - den er velment.

Steffen Gliese

Men, Arne Hansen, det er sådan, al kulturel aktivitet opgøres, som du kan se. Iøvrigt er det ikke ganske rigtigt - for der angives faktisk procentpoint af dem, der har haft en kulturel indenfor kunsterne. Det er en omfattende interviewundersøgelse, om man kan se spørgsmålene her: https://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/statistikdokumentation/kul.... Som det fremgår af spørgsmålene, er det den enkelte persons oplevelse, der tages udgangspunkt i, så det er ikke blot en smækken tallene sammen.
Da kunsten og kulturen er iblandt os overalt, ville det i virkeligheden være mærkeligt, hvis ikke langt den overvejende del af befolkningen på næsten daglig basis ville have kulturelle oplevelser. Tallene for musik og film taler jo tydeligt om det, mens det alligevel er forholdsvis overraskende, hvor mange der rent faktisk har bevæget sig hen til et teater eller et sted med levende musik eller på et bibliotek i perioden.
Imidlertid vil man selvfølgelig kunne danne sig et andet og mere afrundet billede med næste undersøgelse, når man ser på, hvad lukningen af visse kulturelle muligheder og åbningen af andre har betydet.

Steffen Gliese

Denne undersøgelse fra 2018 af museumsvaner går til biddet i forhold til de 39%, der aldrig kommer på museer - hvilket blot understreger, at over 60% gør, hvoraf mere end to-trediedele af denne grupper kommer på et museum mindst i gennemsnit én gang om året, mens en mindre del kommer på museum indenfor en periode på to år.
https://slks.dk/fileadmin/user_upload/0_SLKS/Dokumenter/Museer/Fakta_om_...

Jørgen Mathiasen

Kulturministeren havde i Deadline nogle betragtninger om sit arbejde, og de var såmænd rigeligt bemærkelsesværdigt. Ministeren har tydeligvis aldrig mødt et æstetisk problem, og hun vil også helst være fri for det. Der er vel ikke andet at sige til det end, at det er hendes ressortområde / pligt at lægge rammerne for den nationale kunstpolitik ved siden af de andre ting, hun bedre kan se sig selv i som kulturminister.