Som formand for Skuespillerforbundet har Benjamin Boe Rasmussen været en af de aktører fra kulturlivet, der løbende har forhandlet med ministeren under coronakrisen og været med på Skype-møder. Han havde egentlig håbet, at krisen én gang for alle ville overbevise ministeriet om, at kulturen også er en del af dansk erhvervsliv, men når han læser kulturminister Joy Mogensens (S) udtalelser i dagens Information, bliver han mismodig.
»Dybest set er der ikke forskel på, om du laver film, eller du laver postkasser eller Hoptimister,« siger han.
»Det er jo ikke fire amatører nede fra Nørre Snede, der tager en stråhat på og så sætter sig ned og laver film som Dronningen og Ser du månen, Daniel. Det er højt specialiserede mennesker, der knokler på fuldtid og har uddannet sig i årevis for at blive blandt de dygtigste i verden. Den anerkendelse synes jeg mangler,« siger han og tilføjer, at Kulturministeriet i hans øjne aldrig må være et sted, der »bare sidder og deler nogle 25-ører eller millioner ud hist og pist«, men at det derimod skal have modet til at sætte rammer og strukturer, der betragter kulturen som et erhverv.
Tilskud til produktion ikke nok
Kritikken fra Skuespillerforbundet vækker genklang flere andre steder i kulturlivet.
Dansk Artist Forbunds formand, Lena Brostrøm, har svært ved at forstå, at Kulturministeriet ikke for længe siden har fået et samarbejde op at køre med Erhvervsministeriet med henblik på at styrke vilkårene for de kreative og kunstneriske erhverv, siger hun.
»Ude i det virkelige kulturliv kan man ikke skille de her beskæftigelses- og erhvervsproblematikker fra hinanden, så jeg undrer mig over, at det er så væsentligt for kulturministeren at gøre netop det,« siger hun med henvisning til Joy Mogensens tanker om, at ministeriet først og fremmest skal være et produktionsministerium.
Coronakrisen har ifølge Lena Brostrøm afsløret, at både Erhvervs- og Kulturministeriet blev overrasket over, hvor stor økonomien er i og rundt om de danske musikfestivaler og liveevents over sommeren.
»Man har en del institutioner og uddannelser på området, men faktisk ved man ikke særlig meget om de mennesker, der arbejder i sektoren. Man mangler data. Som minister er det ikke nok at give tilskud til produktion, man må også forholde sig til, hvordan produktionen rent økonomisk og ressourcemæssigt hænger sammen.«
Handler ikke om armslængde
Heller ikke Danske Biografers direktør, Lars Werge, forstår ministerens udtalelser. Han bemærker, at det ikke er institutionerne og branchen, der har besluttet, at den ministerielle håndtering af deres behov under coronakrisen skulle ligge i Kulturministeriet.
»Men sådan blev det ret hurtigt. Og det, vi har bedt om, handler ikke om armslængde eller ej. Det handler om overlevelse,« skriver han til Information.
Lena Brostrøm har også svært ved at genkende den armslængdeproblematik, som Joy Mogensen taler om.
»Kulturlivet har aldrig ønsket at hun skulle styre nogen økonomi på nogen som helst måde. Men vi forventer at Kulturministeriet kender til og interesserer sig for dynamikken i branchen. Så der er et kæmpe behov for mere fakta,« siger hun.
Skaber skel mellem brancher
Danske Biografer har ifølge Lars Werge efterspurgt hjælp til genåbningen.
»Så lancerer man en sommerpakke, der blandt andet omfatter halv pris på billetterne til nogle kulturelle oplevelser. Men ikke til andre, for eksempel danske film i biografen. På den måde er det jo Joy Mogensen, der går ind og agerer smagsdommer og skaber skel mellem de forskellige brancher. Det er Joy Mogensen, der har villet hjælpe nogle områder, men ikke andre, og dermed fremmer hun en ulige konkurrence mellem de offentlige og de private kulturaktører og -erhverv,« skriver han.
Han mener, at Joy Mogensen med sommerpakkens initiativer understreger, at hun netop ikke kun interesserer sig for produktet, men for institutionernes overlevelse.
»Det er helt legitimt – men så kunne hun jo sige det. Og igen: Hvis nogle institutioner – de offentlige – skal have hjælp, mens andre kulturområders aktører – de private – ikke skal have hjælp, så er det jo et klart politisk valg. Det må man stå ved, og det savner jeg at se Joy Mogensen gøre.«
På sin vis er Joy Mogensens fokusering på "produkterne" ikke urimelig, men det går ikke at forbigå produkternes sammenhænge og forudsætninger, nemlig koncerter, teatre, biografer, biblioteker, spillesteder og alle de kunstneriske og kulturhistoriske uddannelsessteder.
Det er vel så nemt, at de private aktører må have hjælp som erhverv under erhvervsministeriets hjælpepakker, mens de offentlige og de offentligt understøttede må have hjælp som offentlige institutioner.
Jeg er i øvrigt temmelig led ved, at mange års nedskæringer på kulturområdet nu har ført til en langt mere kommerciel orientering. Det tjener i det lange løb ikke kunsten.
Der er vel stort set ingen der ikke beklager situationen nu,, men at opføre sig så "vigtig" i situationen nu er altså unde ral kritik. Vi kan beklage at vi har fået en ny minister,som skulle på barsel og så rammes af en personlig tragedie udover hun så efter et parmåneder i corona krisen før hun finder sine ben. Men at diverse aktører fra de kunstneriske kredse ikke er menneskelige nok til at se dette er en gåde. Man skulle da tro de har menneskelighed og empati,og gryden kan jo stadig holdes i kog. Jeg læser hende sgu ikke til at se ned på noget som helst.
Viggo Okholm, det her handler ikke om manglende menneskelighed eller om at ministeren ikke ser ned på nogen, men om ministerens, og måske også ministeriets? grad af indsigt i sit ressort!
Ville du gerne køre i et tog der føres af en passioneret togentusiast der desværre kun kender et tog fra rejser som passager, men ikke aner noget videre om hvordan man fører et tog? - og som tilmed tilsyneladende ikke gør ret meget for at komme til at lære det..?
Apropos menneskelighed, hvor er din af slagsen over for de virkelig mange der står uden salt til et æg og uden sikkerhedsnet eller udsigt til snart at komme på fode igen? Det er åbenbart kun ministeren der må beklage sig højlydt!?
Iøvrigt mener jeg at det er ærgerligt at en god borgmester er blevet kapret til dette sporskifte... om det så skyldes at chefen heller ikke havde indsigt i ressortets mangfoldighed?
Er erhvervslivet og kulturlivet det samme så luk da kulturministeriet og læg det ind under erhervsministeriet. Så sku det da være på plads, ikke?
Else Forchammer:
Indrømmet,jeg stiller det firkantet op, men jeg kan altså ikke se at vores system har kunnet gøre meget anderledes umiddelbart: Ja der er mennesker som rammes nogle mere end andre og igen kan kulturen eksistere,hvis ingen har penge og der er pludselig mange ,som skal have hjælp via kontanthjælp-a.kasser, fyringer. Vi er alle i afhængighed af hinanden i kapitalens spil, både her og i forhold til kloden som sådan. Helt fint hvis kulturen får hjælp bredt, men så skal man altså ikke hyle op om et par år når regningen skal betales. Vi har en grøn omstilling på vej og en verdensorden,der lige nu er truet med galninge i de tre store magter.Så samfundssind vil være på sin plads,som kulturministeren melder ud og som i øvrigt virker som om hun er menneske med tvivl og usikkerhed, femfor sikker main stream og store ord.