Essay
Læsetid: 7 min.

I L.A. stoppede de med at synge om sol og surfing og begyndte at rappe om bandekriminalitet og social indignation

Vokalharmonier om søde teenagedrømme og gode vibrationer prægede musikscenen i Los Angeles i 1960’erne. Men fra midten af 1980’erne ændrede et hold af vrede, unge rappere byens ry med deres sprængfarlige rim om dødbringende stoffer. I Informations serie om vigtige amerikanske musikbyer er vi nået til Vestkysten og dens rå gangsterrap
Med numre som »Boyz-n-the-Hood« og »Dope Man« satte rapgruppen N.W.A. (billedet) nye aggressive standarder for, hvor sprængfarlige rim man kunne tillade sig at bruge.

Med numre som »Boyz-n-the-Hood« og »Dope Man« satte rapgruppen N.W.A. (billedet) nye aggressive standarder for, hvor sprængfarlige rim man kunne tillade sig at bruge.

Raymond Boyd/Getty Images

Kultur
13. juli 2020

Den californiske kystmetropol Los Angeles er med sine knap fire millioner indbyggere USA’s næststørste by og en slags varmblodig og skinsyg lillebror til New York City. Byens musikscene er en horeunge af Hollywoods filmindustri, spækket med både død og galskab. Som om den bagende sol sveder forstanden ud af dens beboere og efterlader dem med en vildskab og en vrede, der får navnet Los Angeles (spansk for engle i bestemt flertal, red.) til at runge underligt uncanny.

Lige så bekymringsfrit og solskinsskønt det lød, da The Beach Boys i 1960’erne euforisk berettede om det sjove surferliv og gode vibrationer i komplekse vokalharmonier, lige så vredt og håbløst lød det, da rapperen Ice-T tyve år efter beskrev sin hverdag i Los Angeles således:

»Gold on my neck, my pistols close at hand/ I’m a self-made monster of the city streets/ Remotely controlled by hard hip-hop beats/ But just living in the city is a serious task

Nummeret »6 ’N the Mornin« fra 1987 regnes for et af de allerførste eksempler på en ny dokumentaristisk stil indenfor den dengang stadig unge hiphop: gangsterrappen, der med sine rå beskrivelser af bandekriminalitet og politivold positionerede sig som et barsk alternativ til den rap, der kom fra hiphoppens fødeby i øst, New York City.

På daværende tidspunkt lå Los Angeles’ to rivaliserende bander – Crips og Bloods – i bandekrig med hinanden. Ice-T var ikke fuldgyldigt medlem af Crips, men færdedes i miljøet. Og hans åbenhjertelige beskrivelser af våben, vold og stoffer medførte, at coveret på hans debutalbum Rhyme Pays blev beklædt med et klistermærke, der med ordene ’Explicit content’ advarede forældre om, at indholdet ikke var for børn.

En advarsel, der hurtigt gav unge i hele landet ekstra lyst til at købe pladen.

Har man hiphoppens credo om at være real in mente, bliver kontrasten til den musik, der strømmede ud af Los Angeles i 1960’erne, endnu mere outreret. For drengene i den populære popkvintet The Beach Boys kunne knap holde balancen på et surfbræt, selv om de sammen med guitarist Dick Dale for eftertiden er blevet indbegrebet af Vestkystens søde surferliv med sandstrande, bølgebrus og svajende palmer ad libitum.

The Beach Boys’ musikalske hjerne, Brian Wilson, var en nørdet gut fra den sydvestlige bydel Hawthorne. Et vokalharmonisk geni, der sammen med sine to yngre brødre, deres fætter Mike Love og klassekammeraten Al Jardine udgjorde Los Angeles’ første succesfulde boyband.

Producer Nick Venet, der sikrede The Beach Boys en pladekontrakt med Capitol Records i 1962, har beskrevet dem som »white trash« og en flok »West Coast hillbillies«, hvis viden om fester og det modsatte køn i højere grad stammede fra de Beach Party-film, Hollywood i den periode producerede til de amerikanske teenagere, end fra egne erfaringer.

Brian Wilsons historie er også historien om, hvordan LSD gav ham en livsvarig psykose. Efter mesterværket Pet Sounds fra 1966 var han så psykisk usammenhængende, at det blev næsten umuligt for ham at spille og indspille.

Og mens heroin i 1970 tog livet af Janis Joplin på et hotelværelse i Hollywood, var det de hårde stoffers utilregnelige yngre bror, crack, der kom til at forme 80’ernes musikalske nybrud.

Compton på crack

Man taler ligefrem om en crack-epidemi, da misbruget af denne form for rygekokain spredte sig blandt de mindrebemidlede indbyggere i de største amerikanske byer i 1980’erne. Og rappere fra Los Angeles nævner i flæng stoffet som dét, der fik kriminaliteten i lokalområder som South Central og Compton til at stige og bandekonflikterne til at eskalere.

Det er ikke uden grund, at Chuck D fra Public Enemy har omtalt den tidlige hiphop som ghettoens CNN. For rap er lige så meget journalistisk reportage fra de skumleste afkroge af de fattigste afroamerikaneres virkelighed, som det er poesi. Og med numre som »Boyz-n-the-Hood« og »Dope Man« satte rapgruppen N.W.A. nye aggressive standarder for, hvor sprængfarlige rim man kunne tillade sig at bruge.

Deres overdrevne brug af bas og ultravoldeligt sprogbrug var med til at give N.W.A. et ry som de mest hardcore hiphoppere på Vestkysten. Og med den tidligere pusher Eazy-E og iskolde Ice Cube i front levede crewet op til det, deres navn stod for: Niggaz Wit Attitudes.

Deres andet album Straight Outta Compton indeholdt »Fuck tha Police« – et (desværre stadig aktuelt) opråb mod racistisk politivold. En protestsang, der fik selveste FBI til at erklære indholdet for den farligste rap i verden. Men jo mere det konservative hvide Amerika lod sig forarge, des mere populære blev gruppens beatdrevne romantiseringer af grov kriminalitet og kvindefjendsk selvforherligelse blandt hvide mænd i forstæderne.

Men i starten af 90’erne forlod den ambitiøse rapper og producer Dr. Dre N.W.A. for at etablere pladeselskabet Death Row Records sammen med den berygtede Suge Knight. Efter sigende blev Dres kontrakt ophævet, da Knight på ægte gangstermaner truede N.W.A.’s manager på livet.

Dre trak med debutalbummet The Cronics soulede omkvæd og lumre tempo hiphoppen i en mere kommerciel retning. Hans gangsterfunk, eller g-funk som den forkortes, havde rødder i 70’ernes funk, særligt det spraglede musikkollektiv Parliament Funkadelic. Og musikken emmede af en afslappet coolness, der – til trods for deres vidt forskellige afsæt og udtryk – dog havde kærligheden til beachparties og biler tilfælles med Brian Wilsons psykedeliske surfpop. 

Hvor The Beach Boys havde sunget om at cruise rundt i en petit Ford på »Little Deuce Coupe«, fik g-funkens gigantiske mængder af bas de åbne cabrioleter til at bounce, når Dr. Dre og hans trofaste følgesvend, Snoop Dog, kørte i kortege gennem byen. Hvilket i de mildest talt overdrevne musikvideoer fik den ene letpåklædte dame efter den anden til at vrikke deres bagdele mod kølerhjelmen.

Gangsterrappens martyr

Den tiltagende rivalisering mellem rappere fra henholdsvis Østkysten og Vestkysten i USA eksploderede i midten af 90’erne. I centrum for konflikten stod Tupac Amaru Shakur, også kaldet 2Pac, gangsterrappens bandanakronede martyr. Han blev født i New York City af forældre, der havde været aktive i De Sorte Pantere, og hans første alias var MC New York. Alligevel endte den karismatiske og kontroversielle rapper med at vælge side til fordel for Los Angeles efter et omdiskuteret og traumatiserende overfald i lobbyen til kammeraten Notorious B.I.G.’s studie på Times Square i 1994.

Mens 2Pac afsonede en dom for voldtægt, kautionerede Suge fra Death Row Records ham ud, mod at han flyttede til L.A. og indspillede sine kommende plader dér. Og på »To Live and Die In L.A.« beskriver 2Pac byen som en konstant farezone:

»South Central LA, can’t get no stranger/ Full of drama like a soap opera, on the curb/ Watching the ghetto bird/ helicopters, I observe/ So many niggas getting three strikes, tossed in jail«

Han refererer til den såkaldte ’three-strikes’-lov, der betød, at enhver, der blev dømt for en alvorlig voldelig forbrydelse, og som allerede havde to eller flere pletter på sin straffeattest, automatisk fik en livstidsdom.

Loven blev underskrevet af den demokratiske præsident Bill Clinton i 1994 i et forsøg på at inddæmme voldelig kriminalitet, men Clinton har senere indrømmet, at den kun gjorde problemet værre. Ud over at forgifte forholdet mellem den afroamerikanske befolkning og politiet, medførte den også problemer med overfyldte fængsler.

»To Live and Die In L.A.« er et af de sidste numre, 2Pac nåede at indspille, inden han i september 1996 blev dræbt i et banderelateret drive by-skyderi i Las Vegas. I dokumentarserien Hip-Hop Evolution mindes rapper E.D.I. Mean nyheden om sin vens død således: »Los Angeles græd, mand. Den by elskede Tupac.« Og han er ikke den eneste, for hvem 2Pac gjorde et uudsletteligt indtryk.

»Fra det øjeblik, han gik bort, vidste jeg, at de ting, han sagde, i sidste ende ville blive ført videre af andre. Men jeg var for ung til at vide, at det ville blive mig,« reflekterer rapperen Kendrick Lamar i musikmagasinet The Dowsers.

Lamar er opvokset i fattigdom i en familie med tætte bånd til bandemiljøet. Han var fem år gammel, da han første gang så en mand blive dræbt udenfor sit hjem i Compton. Anden gang, Lamar blev vidne til mord, var tre år efter foran samme burgerbar i Compton, hvor Suge Knight i 2015 med vilje kørte to mænd over efter et skænderi om rettighederne til filmatiseringen af N.W.A.’s historie, hvilket Knight i dag sidder fængslet for.

Det er om den slags barndomsminder, Lamar rapper, hvilket har gjort ham til en af de mest gennemtrængende stemmer i sin generation. Ud over at være den første rapper nogensinde til at vinde en Pulitzerpris i musik, har han udmærket sig med sin hæst grumsede vokal og sin særlige evne til at forene depression og optimisme i sine rim. Eller som han selv udtrykker det: Hvis han kan vælge mellem at pimpe situationen eller blive et offer for den, vælger han det første.

Med nummeret »Alright« fra det skelsættende To Pimp A Butterfly beskriver han magtmisbrug, politivold og den historiske undertrykkelse af sorte i det amerikanske samfund, samtidig med at han indgyder håb og bønfalder Gud. Sangen er blevet en hymne for det nye årtusindes borgerrettighedskamp og Black Lives Matters-bevægelsen, formentlig fordi Lamar – som den både faldne og frelsende engel han er – forsikrer Los Angeles’ ungdom om, at det hele nok skal gå.

Kilder: 'Waiting For The Sun' af Barney Hoskyns, VICE, Los Angeles Times, BBC, The Vinyl District, The Dowsers, Neighborhood Scout, World Population Review og Darby Wheelers dokumentarserie 'Hip-Hop Evolution', der kan ses på Netflix.

Serie

USA’s musikalske landkort

Hvad kan vi lære om USA ved at forstå amerikanernes musikkultur? I anledning af det kommende præsidentvalg tegner Information et musikalsk landkort over USA: Seks portrætter af amerikanske byer, der alle har haft særlig betydning for musikhistorien. Hvilke genremæssige nybrud har de været med til at fostre? Og hvilke politiske og historiske omstændigheder er musikken vokset ud af?

Seneste artikler

  • I rumfartsbyen Houston sætter popstjerner som Beyoncé og Solange rytme til USA’s raceproblemer

    15. juli 2020
    ’Space City’ i Texas er hjemstavn for nogle af USA’s største politiske popstjerner. Beyoncé og Solange låner fra både cowboytraditionen og fra hiphop og omsætter landets problemer med racisme og social ulighed til radiovenlige megahits
  • Dengang Motown modvilligt pustede til ilden i Detroit

    9. juli 2020
    I 1967 rullede tanks og soldater ind i Detroit for at knuse et voldsomt destruktivt oprør, der startede efter sammenstød med politiet. Soundtracket til urolighederne var dog anderledes optimistisk og lystfyldt, nemlig et lokalt Motown-hit. Nu fortolket som en opfordring til politisk modstand
  • Housemusikken er en politisk fugl Føniks, der lettede fra Chicago

    7. juli 2020
    Op til det kommende præsidentvalg tegner Information et musikalsk landkort over USA: seks portrætter af amerikanske byer, der alle har haft særlig betydning for musikhistorien. Andet stop på turen er Chicago, en befolkningsmæssigt sammensat storby, der har været scene for mange voldsomme sammenstød mellem hvide og sorte – og hvor housemusikken blev født som en politisk protest
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erik pedersen

Filmen Straight outta Compton kan kraftigt anbefales
Hanne Pedersen