I L.A. stoppede de med at synge om sol og surfing og begyndte at rappe om bandekriminalitet og social indignation

Den californiske kystmetropol Los Angeles er med sine knap fire millioner indbyggere USA’s næststørste by og en slags varmblodig og skinsyg lillebror til New York City. Byens musikscene er en horeunge af Hollywoods filmindustri, spækket med både død og galskab. Som om den bagende sol sveder forstanden ud af dens beboere og efterlader dem med en vildskab og en vrede, der får navnet Los Angeles (spansk for engle i bestemt flertal, red.) til at runge underligt uncanny.

Lige så bekymringsfrit og solskinsskønt det lød, da The Beach Boys i 1960’erne euforisk berettede om det sjove surferliv og gode vibrationer i komplekse vokalharmonier, lige så vredt og håbløst lød det, da rapperen Ice-T tyve år efter beskrev sin hverdag i Los Angeles således:

»Gold on my neck, my pistols close at hand/ I’m a self-made monster of the city streets/ Remotely controlled by hard hip-hop beats/ But just living in the city is a serious task.«