Feature
Læsetid: 6 min.

Listen over arrede superskurke og seriemordere fra filmens verden er lige så lang, som klicheen er tyk

Hvis man ser på populærkulturens hitparade af hæslige skurke, åbenbarer der sig en vifte af klicheer, der både vidner om psykoanalytiske tilbøjeligheder, trang til at distancere sig fra ondskaben og en idé om, at mobberen bare er misundelig
Brodermorderen fra Løvernes konge, Scar, både hedder og har et ar. På den måde er der ingen tvivl om hans rolle i historien.

Brodermorderen fra Løvernes konge, Scar, både hedder og har et ar. På den måde er der ingen tvivl om hans rolle i historien.

Walt Disney Studios

Kultur
20. juli 2020

Få ydre træk signalerer superskurk som et ar i ansigtet.

Ernst Stavro Blofeld, James Bonds evigt tilbagevendende ærkefjende, har et sammengroet snitsår hen over højre side af sit ansigt i Donald Pleasences ikoniske gestaltning af ham i You Only Live Twice (1967).

Den forhenværende bundhæderlige advokat og mafiabekæmper i Gotham City Harvey Dent forvandler sig til superskurken Two-Face, idet den ene halvdel af hans ansigt bliver syreskadet.

Og den ledeste løve på savannen, brodermorderen fra Løvernes konge (1994), hedder simpelthen bare Scar, så man ikke behøver være i tvivl om hans rolle i historien.

Ernst Stavro Blofeld, James Bonds evigt tilbagevendende ærkefjende, har et sammengroet snitsår hen over højre side af sit ansigt i Donald Pleasences ikoniske gestaltning af ham i ’You Only Live Twice’ (1967).

Ernst Stavro Blofeld, James Bonds evigt tilbagevendende ærkefjende, har et sammengroet snitsår hen over højre side af sit ansigt i Donald Pleasences ikoniske gestaltning af ham i ’You Only Live Twice’ (1967).

Ritzau

Listen over arrede superskurke og seriemordere fra filmens verden er lige så lang, som klicheen er tyk. I kulørte genrer som horror- og superfilm (og i de tegneserier, mange af dem er baseret på) er let afkodelige karakterer nærmest en fundamental nødvendighed, og det, der er med ar, er, at de altid indebærer en historie. De er synlige tegn på, at en mere eller mindre dramatisk begivenhed har fundet sted og forandret den arrede. Den slags historier er det stof, som superskurke er gjort af.

Ar og andre fysiske afvigelser har været ensbetydende med ondskab hos fiktive karakterer siden 1800-tallets gotiske romaner, hvoraf for eksempel Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll og mr. Hyde (1886) virkelig skar sammenhængen mellem deformt ydre og etisk afsporethed ud i pap.

Den kobling gør mange fiktionsfortællinger nemmere at navigere i, men den gør også livet surt for virkelige mennesker, som har et ar, et modermærke eller andet markant træk, der typisk bruges til at gøre skurke genkendelige som skurke.

Det gjorde den britiske organisation Changing Faces opmærksom på i 2018, da de lancerede kampagnen I Am Not Your Villain, der har til formål at få filmindustrien til at stoppe med at bruge ar som tegn på skurkagtighed. Om det er muligt at slå klicheen om den arrede skurk ihjel, vil vise sig. I mellemtiden kan man så se på, hvad det er, den kliché kan.

Vulgærfreudiansk gavebod

En af de rigtig grimme typer – både indeni og udenpå – er Freddy Krueger, genfærdet og seriemorderen fra Wes Cravens amerikanske firsergyser The Nightmare on Elm Street (1984), der blev begyndelsen på en serie på syv film (plus et remake i 2010 og en tv-serie). 

Freddy Krueger (Robert Englund) er en veritabel gavebod for vulgærfreudianske tolkninger. Han er på alle måder arret af en traumatisk fortid, og hans begær er på alle mulige spektakulære, perverterede måder forbundet med brutalitet.

Under en bedsteborgerlig fedorahat ser man et brandhærget ansigt, hvori huden kun pletvis dækker sener og muskler, hvilket slører grænsen mellem det indre og det ydre, som nogle vil mene er med til at opretholde et trygt og medgørligt verdensbillede. Sådan ser Freddy Krueger ud, fordi han blev brændt ihjel af indbyggerne i den amerikanske lilleby Springwood, hvor han i al hemmelighed havde huseret som morderisk børnelokker. Vel at mærke efter en barndom som adoptivbarn af en voldelig alkoholikerfar og biologisk søn af en nonne, der blev voldtaget af cirka 100 sindssygepatienter.

Som om det ikke var nok oplæg til det psykoanalytiske højreben, opsøger Freddy Krueger sine ofre i drømme og slår dem ihjel (på en måde, så de faktisk også dør i virkeligheden) med sin hjemmelavede handske, der har påmonteret lange strittende knive på hver finger. I overensstemmelse med enhver angstplaget persons erfaringer bliver han bare stærkere, jo mere folk frygter ham.

Afstand mellem det onde og det almindelige

Freddy Krueger er beslægtet med horror- og splatterskurke som den hockeymaskebærende Jason Vorhees fra de 11 Fredag den 13.-film (1980-2009), der blev født med vand i hovedet og mobbet på grund af sit aparte udseende, og Leatherface fra de otte Motorsavsmassakre-film (1974-2017), der gemmer sit ansigt bag en maske af ansigtshud fra sine ofre. Førstnævnte har Freddy Krueger endda mødt i Freddy vs. Jason (2003).

Fra filmen ’Feddy vs. Jason’ (2003).

Fra filmen ’Feddy vs. Jason’ (2003).

New Line Pictures

Når der i den grad har været bud efter de tre grimmerter Freddy Krueger, Jason og Leatherhead i populærkulturen, har det selvfølgelig at gøre med, at det er mere tilfredsstillende at blive præsenteret for ikoner for alt det værste, man kan forestille sig, end for subtile psykologiske portrætter. Og her har de med deres spektakulære udseende haft en brandingmæssig gennemslagskraft.

Men derudover har det nok også noget at sige, at en figur som Freddy Krueger – der er hårdt plaget af sin barndom og oprindelse – udgør en psykologisk pakkeløsning, der passer som fod i hose med de psykologiske forklaringer på ondskab, der er i omløb. Hans ondskab er ikke kommet ud af det blå, men udsprunget af barndomstraumer, psykologiske hårdknuder og forsømte omsorgsbehov.

I kategorien maskebærende superskurk er der få, der overgår Darth Vader fra Star Wars-universet. Selv om han giver sig hen til den mørke side – den nærmest metafysiske ondskab, som kendetegner sith-ordenen – som en ung og flot fyr, er han i langt de fleste af filmene vansiret og tildækket over hele kroppen af en karakteristisk sort dragt med indbygget stemmegenerator.

Populærkulturens tendens til at udstyre sine superskurke med masker og afvigende ansigter kunne skyldes en dybt naiv, men ikke desto mindre ret menneskelig trang til at skabe afstand mellem de onde og de almindelige. Verden virker tryggest på den måde.

Faktisk nok bare misundelig

Ud over de arrede skurke, som er grimme, fordi deres fortid har været led, findes der også de forsmåede, hvis ulykke udspringer af deres uskønne ydre. Lige siden Askepots stedsøstre opførte sig elendigt, har grimhed været en drivkraft for en stor del af fiktionens fælt udseende skurke. De er jo bare sure over, at de selv er for frastødende til at blive gift med en prins eller nogen andre.

På samme måde er Two-Face i Batman-universet dybest set desillusioneret over, at han (på grund af tilværelsens grundlæggende uretfærdighed og måske også lidt hans eget heftige temperament) ikke lykkes med at bekæmpe kriminalitet i Gotham City. Da en mafiaboss vansirer det halve af hans ansigt, taber Harvey Dent endegyldigt småkagerne og giver sig hen til det rene, rasende vanvid, han er drevet af som skurk.

Som populærkulturel mytologisk figur er Two-Face et pletskud, fordi både hans ydre og hans praksis afspejler et overordnet verdenssyn, der rider ham som en mare. Ikke nok med at Harvey Dent skifter side fra de gode til de onde, han overgiver sig også til en lurende besættelse af tilfælde og modsætningsforhold.

Hvor Batman navigerer i en moralsk grumset verden, kan Harvey Dent kun se yderpolerne. Hans forbrydelser er tilrettelagt, så der altid er et element af tilfældighed, inspireret af den lykkemønt, han allerede før omvendingen til skurk brugte til at slå plat og krone med.

Mindre filosofisk anlagt og mere personligt forbitret er det såkaldte fantom i operaen, Erik, hovedperson i først franske Gaston Leroux’ roman Le Fantôme de l'opéra fra 1910 og siden også talrige film- og musicalversioner. Efter sigende blev der uddelt lugtesalt til sarte sjæle under visningerne af den første filmatisering fra 1925, hvori fantomet spilles af den (efter Hollywoods standarder) særpræget udseende Lon Chaney, som også havde brilleret i rollen som klokkeren fra Notre Dame.

Erik er et vansiret musikalsk geni, som aldrig er blevet hverken kysset eller elsket, og som var med til at bygge operahuset i Paris. I den forbindelse konstruerer han en hemmelig bolig til sig selv i kælderen og gange, hvorfra han kan terrorisere operahusets medarbejdere. Eller give dem sangundervisning, som han gør med den kvindelige hovedrolle Christine, som han kaster sin kærlighed på.

Eriks skurkestatus i Fantomet i operaen er ikke helt entydig, idet hans og Christines relation både kan tolkes som et kærlighedsforhold og som et udtryk for Stockholmsyndrom. Han prøver dog at tage livet af andre fra operaen og indskriver sig således i populærkulturens tradition for karakterer, der simpelthen er så trætte af ikke at se almindelig ud, at de veksler deres frustration til rendyrket ondskab og prøver at destruere alt, hvad der er godt i verden. På den måde er der nærmest tale om en radikaliseret version af den gamle kliché om, at mobberen bare er misundelig.

Selv om filmskurke i al almindelighed gør sig skyldige i de mest uhyrlige gerninger og den mest udspekulerede ondskab, er det påfaldende, at de stort set altid er udstyret med en baggrundshistorie, som forklarer ondskaben med basale menneskelige behov, der ikke er blevet opfyldt.

Fantomet fra operaen er aldrig blevet elsket, Harvey Dents jagt på retfærdighed mislykkedes. Selv superskurkenes superskurk, Ernst Stavro Blofeld, afslører i Spectre (2015), at det aldrig rigtigt handlede om at erobre verdensherredømmet, men egentlig bare om at kompensere for manglende faderlig anerkendelse.

Serie

Grimme mennesker

Det er ikke ligegyldigt, hvad vi regner for grimt eller smukt. Studier viser, at smukke mennesker går nemmere gennem livet end mindre smukke mennesker. De får flere venner, tjener mere og tilskrives flere positive værdier. Men hvad mener vi overhovedet, når vi siger at noget er enten grimt eller smukt? Information ser i denne artikelserie på, hvordan grimhed er blevet opfattet gennem kulturhistorien, og hvordan den bliver fremstillet på film.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Hvor var Verdi klog da han insisterede på at skurken Jago i operaen Otello skulle være velklædt og se godt ud, uden nogen som helst skavanker eller tegn på fattigdom, så ingen ville fatte mistanke om hans virkelige væsen. Det var i 1887...

Rolf Andersen, Elisabeth Andersen, Alvin Jensen, peter hanke, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Jeg forestiller mig at den tyske tradition for mensur ar fra dueller og Tysklands problematiske rolle i første halvdel af sidste århundrede/verdenskrigene har spillet en ganske anseelig rolle.

Det understreges vel af den utvivlsomt "Triumph des Willens" inspirerede scene i Løvernes konge, hvor Scar bliver regent for hyænerne.

Når det er sagt er der da en del tidligere eksempler på film hvor helten er voldsomt skæmmet af ar, omend der som regel er tale om (mandlige) karakterer med et demokratisk tvivlsomt forhold til selvtægt og opretholdelse af lov og orden.

Udover den ret hypede deadpool, er Sam Raimis ganske seværdige "Darkman" et godt eksempel fra 1990. Jeg erindrer også fra min barndom DC tegneseiefiguren "Jonah Hex", som vist blev til en ret tvivlsom filmatisering i 2010 (som jeg ikke har set).
Interessant, og tidstypisk nok, blev historien omkring Hex's ar vistnok ændret fra at han fik dem af den indianerstamme han var blevet adopteret i, som følge af en ulykkelig kærlighedshistorie, til at han fik dem af en ond sydstatsgeneral, og indianerne hjalp ham med at overleve dem. Forhistorien omkring arrene nok et betydeligt mere interesant ifht hvem Hollywood gerne vil dæmonisere, end hvem der bærer dem.

Elisabeth Andersen, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar