Interview
Læsetid: 8 min.

»Mavefornemmelse er et legitimt argument,« siger kunstkollektivet FAMILIEN

Kunstkollektivet FAMILIEN laver scenekunst i fællesskab og synes, det er »pissehårdt« og »pissesvært«. Men det er umagen værd at arbejde kollektivt, siger de fire kvindelige medlemmer – ikke mindst fordi de har magten til at indføre firedages arbejdsuge
Det er ikke kun produktet, der motiverer de fire medlemmer af FAMILIEN til at arbejde kollektivt. I lige så høj grad er det at forme sine egne arbejdsforhold. Derfor har de etableret en firedages arbejdsuge. De får færre penge, men til gengæld skal de ikke løbe så stærkt. Fra venstre skuespiller Gry Guldager, dramaturg Tine Byrdal, skuespiller Rosa Sand og instruktør Lene Skytt.

Det er ikke kun produktet, der motiverer de fire medlemmer af FAMILIEN til at arbejde kollektivt. I lige så høj grad er det at forme sine egne arbejdsforhold. Derfor har de etableret en firedages arbejdsuge. De får færre penge, men til gengæld skal de ikke løbe så stærkt. Fra venstre skuespiller Gry Guldager, dramaturg Tine Byrdal, skuespiller Rosa Sand og instruktør Lene Skytt.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
4. juli 2020

Inden vi skulle mødes, havde jeg bedt kunstkollektivet FAMILIEN om at udpege et sted, der betød noget særligt for dets medlemmer.

Det havde udviklet sig til en længere, intern mailtråd, for i kollektivet kunne de ikke rigtig blive enige. Pisserenden, havde nogle af dem foreslået – for der lå Piccoloscenen, teaterskolen for børn og unge, hvor skuespillerne Rosa Sand og Gry Guldager og dramaturg Tine Byrdal mødte hinanden, da de var i 12-årsalderen.

Men instruktør Lene Skytt havde ikke så mange minder derfra, for hun stødte først til de andre, da de var blevet 18 år. Lene Skytt syntes i stedet, at de skulle mødes på Islands Brygge, hvor teaterskolen også havde haft til huse – men det sted forbandt de andre ikke på samme måde med noget formativt.

Til sidst blev de enige om at foreslå, at vi skulle mødes under fanerne i Arbejdermuseets festsal. For i modsætning til skolen peger det sted ikke tilbage – det peger frem.

Den teaterforestilling, FAMILIEN er i gang med for tiden, handler nemlig om arbejderklassen. Men Arbejdermuseets festsal peger også på den måde, kollektivet arbejder på, fortæller Rosa Sand.

»Meget herinde handler jo om, hvordan man har forsøgt at bryde med en arbejdskultur og nogle kapitalistiske magthavere. Det synes jeg også passede ret godt til os.«

For tiden besøger kulturredaktionen en række danske kunstkollektiver for at blive klogere på styrker og svagheder ved deres arbejdsform. FAMILIEN er en kollektiv styregruppe, der består af fire scenekunstnere, der på tværs af deres fagligheder laver teaterforestillinger med udgangspunkt i virkelige mennesker, de har interviewet, og steder, de har besøgt. Når projektet skal udføres, bliver de en slags teaterchefer, der ikke nødvendigvis selv står på scenen, men også hyrer andre.

I begyndelsen af juni blev kollektivet nomineret til en Reumert for den publikumsinddragende forestilling Første parket. Forgængeren En landsby på højkant handler om den såkaldte underklasse, og tilsammen med den kommende forestilling om arbejderklassen udgør de en trilogi om klasser i Danmark; om de sociale koder, vi hver især formår at tyde, og de fællesskaber, vi indgår i uden at lægge mærke til det.

I Første parket, der tegner et portræt af dem, der tilhører overklassen, modtages publikum i en patriciervilla i Charlottenlund, som om de var længe ventede gæster. De får serveret velkomstdrinks, quizzer om prisen på villaen – og måske vinder man et glas champagne til sidst.

Hvis ikke man som Informations anmelder Trine Wøldiche taber og »bare [kan] gå hjem«, som hun skrev om forestillingen, som hun kaldte »noget af det mest mærkværdige«, hun havde været med til, »men også noget af det hyggeligste«.

Forventningsafstemning

Inden vi går i gang med interviewet, tager Gry Guldager ordet. Det er første gang, de bliver interviewet samlet, og det er også længe siden, de har set hinanden. To af medlemmerne er nemlig på barsel.

»Jeg tænkte bare … skal vi lige forventningsafstemme,« spørger hun de andre.

»Skal vi lave talerækker?«

»Jeg tænker bare, at vi byder ind hver især, gør vi ikke?« siger Lene Skytt, der har en blå vikle rundt om sig, der holder en sovende baby ind mod hendes bryst.

Et anerkendende »jo« høres flere steder rundt om bordet, der er dækket med en rød- og hvidternet dug.

»Hvis der er nogen, der snakker for meget, så får man bare en lussing, ikke?« foreslår Rosa Sand spøgende.

»Ej, men det var jo også bare i forhold til, hvis man nu siger noget, de andre ikke er enige i,« indvender Gry Guldager.

»Vi er jo tit meget uenige,« tilføjer hun og vender blikket mod mig.

»Ja, det kunne faktisk være meget sjovt, hvis vi bare gør som vi plejer,« tilføjer Rosa Sand.

»Hvor man bare siger, hvis man er uenig.«

Nogen til at gribe sig

FAMILIEN har eksisteret siden 2014. De var »bare veninder på det tidspunkt« og var taget en tur til Berlin for »at se noget teater og drikke nogle øl«, fortæller Lene Skytt, der på det tidspunkt var ved at afslutte instruktøruddannelsen på teaterskolen.

Med en fadøl i hånden kiggede en af dem rundt på de andre og erklærede: »Er I godt klar over, at vi jo er et teater?« med henvisning til, at de udfyldte forskellige roller i en typisk teaterproduktion. De var to skuespillere, en dramaturg, en instruktør – og en kostumedesigner, der senere valgte forlade samarbejdet.

De ville arbejde kollektivt om at lave en forestilling og satte nogle dogmer for deres arbejde.

– Hvilke dogmer?

»At mavefornemmelse er et legitimt argument,« siger de i kor, som om det var det rigtige svar på lærerens regnestykke.

– Hvad betyder det?

»Det betyder, at man har ret til at sige, at man ikke kan lide noget uden at vide hvorfor,« forklarer Rosa Sand.

»Men det betyder også,« påpeger Lene Skytt, »at man kan sige, at man kan lide det uden at vide hvorfor.«

I de seks år, FAMILIEN har eksisteret, har kollektivet været i konstant forhandling om de værker, det skulle lave.

»Vel at mærke, hvilke værker vi synes var spændende at lave sammen,« siger Tine Byrdal med tryk på sammen.

»I begyndelsen vidste vi ikke, om der ville komme penge ud af det,« fortsætter Lene Skytt.

»Men for mig var det helt fantastisk at stå og kigge på de her damer og vide, at der var nogen, der ville gribe mig, når jeg var færdig på teaterskolen.«

»For mig,« tilføjer Gry Guldager, der blev færdiguddannet fra teaterskolen et par år før, »så handlede det om at få en gruppe, jeg var tæt med, frem for bare at flakke rundt som freelancer.«

Ikke identiske drømme

Når kollektivet skal finde frem til, hvad de vil arbejde med, anvender de en interviewmetode. De »genneminterviewer« hinanden for at få italesat nogle tanker, man måske ikke selv var klar over, at man havde. Det kan godt give nogle »tudeture«. For når de genererer materiale på den måde, trækker de det private med ind i arbejdsrummet, hvor de udvikler forestillingen. Herunder deres privatøkonomi.

»Jeg kan huske, at jeg under et interview sagde, at jeg ikke havde råd til at invitere mine venner på middag,« siger Gry Guldager.

»Men jeg sagde også, at der stod mere end rigeligt på min bankkonto. Jeg ville da aldrig fremlægge min bankkonto på scenen … eller til en avis!« siger hun grinende.

»Men når mine arbejdskolleger også er mine venner, så kan vi gå ind og arbejde med nogle fundamentale værdisammenstød, som jeg ikke selv vidste, var der,« siger hun.

For et par år siden lavede FAMILIEN en øvelse, hvor de hver især skulle forestille sig at være gamle damer, der så tilbage på deres liv i kollektivet.

De skulle fortælle hinanden, hvordan det var gået dem. Det blev en skelsættende øvelse, for idet de trådte et skridt tilbage og så udefra, hvordan de arbejder, opdagede de også, at deres drømme ikke var identiske.

»Jeg kan huske, at jeg blev både rørt og frustreret,« fortæller Rosa Sand.

»Hvis man ikke er enige om, hvor det skal ende, hvordan kommer man så videre?«

»Det var sorgfyldt,« supplerer Gry Guldager.

»Men der lå også en erkendelse i det. At vi ikke kunne fortsætte, som vi havde gjort hidtil. Men det gjorde mig også nysgerrig. Kan det lade sig gøre at arbejde sammen uden at være enige; at have et fællesskab, hvor vi har forskellige syn på tingene.«

»Og vi er her jo stadig,« byder Tine Byrdal ind.

»Der er noget, der binder os sammen, og det var et sted, vi skulle ned at ramme.«

»Jeg tror nu stadig, jeg er der,« siger Gry Guldager.

»Men, øh, jeg forstår godt, hvad du mener.«

»Som instruktør er man jo naturligt leder,« fortæller Lene Skytt.

»Men som nyuddannet begyndte jeg i det her fællesskab, hvor jeg ikke skulle være det. Det gav mig en grundangst – for hvad var min berettigelse så. Hvis det er lederskab, der er min faglighed, og jeg ikke må sætte den i spil, hvad fanden skal jeg så?«

»På den anden side af det kontroltab kom nogle ideer, som er fuldstændigt unikke, og som giver FAMILIEN sin berettigelse som kunstkollektiv,« fortæller hun.

Firedages arbejdsuge

Det er ikke kun produktet, der motiverer dem til at arbejde kollektivt. I lige så høj grad er det at forme sine egne arbejdsforhold. Derfor har de etableret en firedages arbejdsuge. De får færre penge, men til gengæld skal de ikke løbe så stærkt.

»Der skal være tid til et familieliv,« siger kvinderne, der alle sammen er i 30’ene og har seks børn tilsammen.

»Selv om det er pissehårdt og pissesvært, så insisterer jeg på at arbejde kollektivt, fordi det er rarere at gå på arbejde på den måde,« siger Tine Byrdal, der også ser kollektivet som et modsvar til den konkurrence og individualisering, man ser i teaterverdenen, hvor prøveprocesser forkortes, og midlerne bliver færre.

»Vi insisterer på at give os selv og andre nogle gode arbejdsforhold,« siger Rosa Sand.

»Faktisk,« tilføjer Lene Skytt, »så er det jo mere det, at vi får det samme i løn, der gør forskellen. Vi kommer jo fra forskellige fagforeninger, og som instruktør går jeg faktisk ned i løn for at lave det her. Men til gengæld har jeg naturligvis heller ikke det samme ansvar.«

Ligesom det kunstneriske er til forhandling, er måden, kollektivet organiserer sig på, det også. For nylig opdagede FAMILIEN, at en helt flad struktur ikke længere fungerede.

»Vi havde haft en proces, der var for hård. Vi havde haft for mange lange diskussioner, hvor vi ikke kunne blive enige,« fortæller Lene Skytt.

Derfor har de også taget en produktionsleder og en pr-medarbejder med på holdet.

Nu »roterer de kasketterne« og skiftes til at være ledere to og to.

Et amorft væsen

Den hidtil største udfordring for kollektivet ligger forude, fortæller de med et glimt i øjet. De har nemlig kun fået to billetter til Reumertfesten.

Man forestiller sig, at der kan opstå lidt uenighed om, hvem der skal med.

– Når der så tit opstår uenighed mellem jer, hvad driver jer så?

»For mig er FAMILIEN et amorft væsen,« siger Rosa Sand.

»De produktioner, der kommer på bordet mellem os fire, har deres eget liv. Og jeg bliver ved med at have lyst til at vende tilbage til det væsen.«

FAMILIENS samarbejder er også en praktisk erfaring, medlemmerne kan bruge andre steder.

Gry Guldager tilføjer: »Der er et eller andet med både at se forretningskvinden, der får et kunstnerisk værk i hus, og veninden, som står og ammer sin baby. Det gør os til noget større.«

På den måde ender interviewet samme sted som FAMILIENs udgangspunkt. Nemlig ved venskabet.

Serie

Information i kunstkollektiv

Fællesskaber ser ud til at blomstre i isolations- og præstationstider, også i samtidskunsten, hvor kollektiver spirer frem. Over sommeren tager Informations kulturredaktion på opdagelse i danske kunstkollektiver for at forstå, hvor deres arbejdsform drager – og hvor den er besværlig. Vi følger en længere kollektiv arbejdsproces på Betty Nansen Teatret, besøger gamle og nye kunstkollektivister og kaster os selv ud i kollektiveksperimenter, der kan styrke – eller svække – samarbejdet på redaktionen. Hvordan kan kunsten inspirere til at løfte i flok?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

De er en skøn og bemærkelsesværdig gruppe.