Interview
Læsetid: 7 min.

Musikkollektivet We like We søger ikke et mål og tager sig gerne en omgang ja-jam

For klangkollektivet We like We er arbejdsprocessen vigtigere end målet, for hvis man har et klart mål fra starten af, er der ingen grund til, at man arbejder kollektivt. I serien om kunstkollektiver har vi mødt de tre klassiske musikere fra We like We for at høre om deres kollektivistiske dogmer og metoder
To af medlemmerne af musikkollektivet We like We, violinist Katrine Grarup Elbo og sanger Katinka Fogh Vindelev, sammen med visuel kunstner Simone Bartholin, der er med til at lave gruppens næste projekt.

To af medlemmerne af musikkollektivet We like We, violinist Katrine Grarup Elbo og sanger Katinka Fogh Vindelev, sammen med visuel kunstner Simone Bartholin, der er med til at lave gruppens næste projekt.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
13. juli 2020

Klangkollektivet We like We har ikke nogen plan for, hvor vi er på vej hen, da vi bevæger os ned mellem gravstenene på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

Men da gruppens violinist, Katrine Grarup Elbo, får øje på en stor, ubestemmelig stenskulptur et stykke til venstre for os, begynder hun intuitivt at lede os i den retning. Der er ingen særlig grund til, det er her, vi skal sidde og tale, men stedet så rigtigt ud. »Vi freestyler lidt,« siger Katrine Grarup Elbo.

Vi er mødtes på Assistens Kirkegård, fordi We like We’s næste projekt, Et levende monument for fællesskab, som gruppen blandt andet laver med Aros i Aarhus og Museet for Samtidskunst i Roskilde som samarbejdspartnere, er en undersøgelse af monumenter og deres påvirkning af os. De ved endnu ikke, hvad projektet konkret skal munde ud i, men deres plan er, at det skal være en installation, der på en eller anden måde inddrager publikum i et »levende monument«. 

Gåturen på kirkegården kalder de en researchtur. Gravsten er en slags monumenter over mennesker, og det særlige ved Assistens Kirkegård er, at folk hænger ud og går ture eller mødes for at drikke en øl i skyggen under træerne, og at de gamle monumenter på den måde bliver til en del af byen, siger Katrine Grarup Elbo.

Det er en hed junieftermiddag, og da vi sætter os i græsset, hopper et rødt egern rundt i solen bag os. Det er kun Katrine Grarup Elbo og kollektivets sanger Katinka Fogh Vindelev, der er fysisk til stede i denne danske sommervarme. Det sidste medlem, percussionist Sara Nigard Rosendal, er i Italien og kommer med på en skypeforbindelse på Katinkas telefon. Hun er på besøg hos sin svigerfamilie i landsbyen Albino i Lombardiet, hvorfra vi i løbet af interviewet kan høre kirkeklokker i baggrunden.

We like We er et performance- og klangkollektiv bestående af tre klassiske musikere, der sammen har lavet albums, spillet koncerter og skabt kunstinstallationer. Deres lyd er en blanding af klassisk og elektronisk musik. Over sommeren har Information sat fokus på det kollektive i kunsten i en serie om kunstkollektiver og deres praksis, og derfor sidder vi nu i græsset på kirkegården for at høre om deres arbejdsproces.

Opgør med den klassiske tradition

Alle medlemmerne af We like We er klassisk uddannede. I 2014 udgav de deres første kritikerroste album, A New Age of Sensibility, der i Gaffas femstjernede anmeldelse blev beskrevet som »klassisk og avantgardistisk, sitrende nøgen cello og violin og forundrende fede vokaler«. Siden har de udgivet flere albums, lavet installationer og spillet koncerter – blandt andet en 12 timer lang live lydinstallation og performance på Thorvaldsens Museum i København, Time is local, med lydkunstneren Jacob Kirkegaard. Kollektivet bestod af fire medlemmer, indtil de i løbet af foråret brød med deres cellist.

Der ligger mange opgør med den klassiske musik i We like We’s eksistens, forklarer Katrine Grarup Elbo.

»Da vi startede, var ingen af os komponistuddannede, og det er ret sjældent, at instrumentalister eller sangere skriver musikken inden for den klassiske tradition. Der er et klart hierarki i den klassiske verden, hvor uddannede komponister er de ’rigtige’ komponister. Noget andet er, at vi skaber musikken sammen, hvilket er normalt i den rytmiske verden, men ikke ses ret ofte i den klassiske musik,« siger hun.

Begrebet vi

Navnet We like We stammer fra en drøm, Katinka Fogh Vindelev havde.

»Uuuh,« griner hun. »Jeg vågnede en morgen i en tåge og tænkte bare: ’We like We’. Der er noget med symmetrien i sætningen, der fungerer,« siger hun.

»Og så lever vi i en tid, hvor alle promoverer sig selv i cyberspace,« tilføjer Katrine Grarup Elbo. »Men hvad hvis det ikke handlede om, hvordan jeg promoverer mig selv, men om noget, vi gør sammen.«

– Kan man ikke læse det som »vi kan lide os«?

»Nej, det betyder vi kan lide ’vi’. Begrebet vi,« bryder Sara Nigard Rosendal ind fra Italien.

»Det peger ikke tilbage på os. Det er vi-hed,« siger Katrine Grarup Elbo.

»Og det er meget bevidst,« siger Katinka Fogh Vindelev.

Kropsliggøre musikken

Igennem deres virke har We like We udviklet arbejdsredskaber, dogmer og kollektivistiske metoder.

»Vi har blandt andet arbejdet med, at vi for eksempel skal spille fra fødderne. Eller spille fra hovedchakraet og finde en eller anden energi og være bevidste om, hvorfra i kroppen intentionen kommer fra. Og jeg synes faktisk, det giver noget for lyden, at vi kropsliggør det ved at aftale, at nu spiller alle sammen fra toppen af hovedet,« siger Katinka Fogh Vindelev.

En anden metode, de bruger, er ja-jam, når der skal udvikles ideer. Det er »tyvstjålet fra improvisationsteater,« siger Katrine Grarup Elbo, og går ud på, at de i et tidsrum ikke må sige nej til hinandens ideer, men at de under alle omstændigheder skal gribe dem og bygge videre på dem.

– Er der udfordringer forbundet med altid at skulle sige ja?

»Ja-jam er en måde at åbne for ideer på. Men det er en balancegang, for hvis man hele tiden siger ja, kan man ende med et kompromis, hvor resultatet er en lunken sum af alt. Så får det ikke et kraftfuldt udtryk, og så bliver det halvfesent,« siger Sara Nigard Rosendal.

Metasamtaler

–Hvad er det højeste mål i forhold til at arbejde kollektivt?

»Vi oplever det perfekte glimtvis,« siger Katrine Grarup Elbo.

– Hvordan opleves det?

»Det føles som en sammensmeltning, hvor man er, det man er, og hvor puslespilsbrikkerne ikke kunne være anderledes. Hvor vi bliver til noget større end os tre,« siger Katrine Grarup Elbo.

»Det hele giver mening, når vi lander sammen i et nu. Men det med at tale om mål passer slet ikke til vores projekt. For det taler lidt ind i en kapitalistisk konkurrencestats instrumentaliserende retorik. Og det er alt det, vi ikke vil. Vi prøver at sætte os fri fra at have et mål,« siger Sara Nigard Rosendal.

We like We bruger metasamtaler, hvor de ikke kun taler om, hvad de skaber, men også hvordan de gør det kollektivt. Hvor de i starten mest improviserede, har de i dag et sprog for, hvilket kreativt rum de bevæger sig ind i – for eksempel hvilken del af kroppen de spiller fra.

»Efter vi brød med bandets fjerde medlem, vores cellist, i foråret, er der blevet mere plads til, at vi kan have den slags samtaler kørende – hvor vi både udvikler vores kunst, men også taler om, hvordan vi skaber den kollektivt. Og – det her lyder måske meget højt at flyve – men vi taler også om, hvordan vi er i verden, og hvor vi er i livet. Nogle gange har vi brug for at sætte en time af til at snakke om klimakrisen,« siger Sara Nigard Rosendal.

»Eller Trump,« siger Katrine Grarup Elbo.

»Eller hvis vi har det helt fucked over alt det med George Floyd. Vi bliver nødt til at vende det med hinanden, så vi føler, vi bevæger os i den samme retning i vores kreative flow,« siger Sara Nigard Rosendal.

Kollektiv bevidsthed

Da vi har siddet i snart en time i græsset, ankommer Simone Bartholin, der er visuel kunstner, og som We like We tidligere har arbejdet sammen med. Hun er med i deres næste fælles projekt. »Når Simone tjekker ind, falder det hele bare i hak,« siger Katrine Grarup Elbo.

»Vi mødes ikke bare i øvelokalet, men tager processen alvorligt. Vi tager snakke og gåture og vægter de fælles oplevelser. Man skal virkelig ville gå en tur på Assistens Kirkegård sammen. Man skal have lyst til at tage til Sverige for at udvikle ideer uden helt at vide, hvordan det skal måles og vejes. Det kan ikke kun handle om målet,« siger Katinka Fogh Vindelev.

Simone Bartholin byder ind:

»Vi kan ikke starte med et mål, men skal starte med nysgerrighed. Vi ved ikke, hvad målet er endnu. Det ville slet ikke give mening at arbejde sammen, hvis vi vidste, hvor vi skulle hen. Det skal vi finde ud af sammen,« siger hun.

De fortæller om deres næste projekt, Et levende monument for fællesskab, der er inspireret af den publikumsindragende praksis relationel æstetik, men udover det, ved de ikke meget om, hvad det skal ende med at være.

De taler om at lave et »blødt monument«, som er sanseligt, og som publikum bliver en del af og mærker sammen.

»Det kom ud af coronatragedien, hvor en død flagermus fik hele verden til at gå i stå. Folk har fået en erkendelse af, at vi hænger sammen og er påvirkede af hinanden. Vi har lyst til at skabe et værk, der holder den indsigt i live,« siger Katinka Fogh Vindelev.

»Man laver tit et monument, fordi der har været et paradigmeskift eller ’aldrig mere et eller andet’. Men samtidig lærer vi ikke en skid af historien, det må vi jo bare sige. Der er stadig sindssygt meget racisme i verden og vildt mange krige. Måske kan det opleves anderledes, hvis vi levendegør monumentet. Så vi sanser det sammen,« siger Sara Nigard Rosendal.

Serie

Information i kunstkollektiv

Fællesskaber ser ud til at blomstre i isolations- og præstationstider, også i samtidskunsten, hvor kollektiver spirer frem. Over sommeren tager Informations kulturredaktion på opdagelse i danske kunstkollektiver for at forstå, hvor deres arbejdsform drager – og hvor den er besværlig. Vi følger en længere kollektiv arbejdsproces på Betty Nansen Teatret, besøger gamle og nye kunstkollektivister og kaster os selv ud i kollektiveksperimenter, der kan styrke – eller svække – samarbejdet på redaktionen. Hvordan kan kunsten inspirere til at løfte i flok?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her