Læsetid: 4 min.

Nekrolog over den norske forfatter Beate Grimsrud

Med Beate Grimsruds alt for tidlige død har nordisk litteratur mistet en original prosaist og modig udforsker af grænsefeltet mellem galskab og normalitet
Forfatteren Beate Grimsrud blev 57 år.

Forfatteren Beate Grimsrud blev 57 år.

Finn Frandsen

7. juli 2020

Med Beate Grimsrud, som døde i onsdags i Stockholm, 57 år gammel, har nordisk litteratur mistet en original prosaist og en modig udforsker, ikke blot af grænsefeltet mellem galskab og normalitet, men også af balancen mellem svaghed og styrke, og af valget mellem fællesskab og så den ensomhed, der trods alle kram og alle hilsener med albuen eller med foden forbliver et fundamentalt livsvilkår for os alle.

Dobbeltheder som disse foldes eksempelvis ud i romanen Evighedsbørnene (2015, dansk 2016), hvis fire hovedpersoner, to kvinder og to mænd, vil hinanden, længes mod hinanden, prøver at finde ind til hinanden, men midt bykvarteret, hovedstadens Södermalm, alligevel forbliver uhjælpeligt alene – udtrykt i bogens billede af en kvinde, som, gående på et fortov, efter sig trækker et hundesnor, bare uden hund.

Eller man finder sammensatheden i forgængeren En dåre fri (2010, dansk 2011) om en forfatter, Eli, som på den ene side færdes i et psykiatrisk behandlingssystem, hvor hun prøver tvangsindlæggelse, tvangsmedicinering, bæltefiksering, men på den anden side, i sin mellemmenneskelige tilværelse, er fuld af vitalitet og boblende overskud. Det var denne komplekse figur, skuespilleren Malene Melsen levendegjorde i Odense Teaters meget roste teaterversion (2015), og som publikum kunne indleve sig i uden at gå så meget op i, at den skizofrene og undertiden psykotiske monologperson skriver de samme bøger som Beate Grimsrud, instruerer de samme film, modtager de samme priser, er lige så ordblind og såmænd tillige hører hjemme i to lande og to kulturer.

Selv udfoldede Beate Grimsrud sit voksne liv i en mellemzone, forstået på den måde, at hun, der var født og opvokset i en middelklassefamilie i Oslo-forstaden Bærum, som purung kom på den nordiske folkehøjskole på Biskops-Arnö og derefter valgte at bo i Stockholm. Sine bøger skrev hun derefter på svensk, for siden selv at oversætte dem til norsk. Hendes værdi som grænsekrydser manifesteredes mest markant, da hun fra både norsk og svensk side blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris!

I et interview, hun gav til Politiken samme år (2011) kommer hun ind på sin personlige baggrund som tvilling og siger, at hun som barn længe troede, at hvis folk var alene, måtte den grusomme sandhed være, at deres tvilling var død. Men i hendes roman om Eli tildeles den mandlige side af personen så mange som hele fire navne: ikke bare Askeladden (cirka Norges svar på Klodshans), men også Emil (fra Lønneberg), den gådefulde Erik og kunstneren, repræsenteret ved Sveriges »malerprins« Eugen.

Når man ved meddelelsen om hendes bortgang efter nogen tids svær sygdom gennemgår de mange billeder af den farverige forfatter med den redelige, altid etisk forpligtede holdning og den distinkte, vel bevidst naive skriftstemme, kan man få den tanke, at Beate Grimsrud var mange personer – som regel klædt i skrigende kulører. Tøjet var fyldt med fængende detaljer, og i rollen som interviewoffer skiftede hun uroligt mellem det køligt-korrekte svenske og det syngende norske. I samtaleklippene smiler hun ikke ret meget, men man fornemmer en sitrende uro samt en taknemmelige glæde ved dette som forfatter, blot at vide sig læst – og hørt.

»Jeg følger ikke nogen planer, jeg tramper stien, mens jeg går,« siger hun i det nævnte interview. Det afspejlede sig i hendes bøgers komposition, som er uroligt springende og nødigt følger et overordnet plot. Som flere af sine figurer bearbejdede forfatteren sine problemer ved at dele sig op i forskellige personligheder, og som adskillige af sine samtidige norske kolleger lagde hun sin skrift tæt op ad sine egne livserfaringer og sin egen situation. I den forstand blev hun del af samme ’virkelighedslitteratur’ som Karl Ove Knausgård, Vigdis Hjorth og Tomas Espedal, men er måske i lige så høj grad beslægtet med Lars Saabye Christensen og Per Petterson, der ligeledes synes at rumme næsten uudtømmelige ressourcer af tidlige og senere traumer.

Karakteristisk nok for hendes litterære dobbeltliv skulle hun opleve, hvordan den norske modtagelse af hendes værker ret ofte hæftede sig ved, eller ligefrem snagede i, parallellerne mellem liv og skrift, hvorimod hun i Sverige snarere blev respekteret som fabulant. Det samme kan siges om den danske reception af Grimsrud, dog med den tilføjelse, at der her i landet også kunne høres kritiske røster på baggrund af forfatterens gennemgående valg af overdrevet tidsrigtige temaer (ulighed, overforbrug, indvandring, ligestilling, klimakrise), eller foranlediget af det undertiden anmassende billedsprog og anvendelsen af en måske indimellem lige lovligt bombastisk pædagogiserende fortæller.

Men sådan skrev og var nu engang Beate Grimsrud, hvis hovedpersoner efter en fast regel er sådan nogle, der hele tiden ser på verden med nye øjne og undrer sig over, at livet overhovedet findes, og at ting kan være sådan som de er. Der var intet, som hun hellere ville høre, end hvad en ældre dame sagde til hende i tunnelbanen i Stockholm, at efter at have læst en af hendes romaner »sansede hun det hele på en helt ny måde«.

Massiv offentlig anerkendelse blev det dog til: I 2000 fik hun Sveriges Radios Romanpris for At smyge forbi en økse (1998, da. 2000), i 2007 P2-lytternes romanpris for sin roman Søvnens lekkasje (2007, ikke oversat til dansk), 2010 Brageprisen for En dåre fri og året efter Norges måske fornemste litterære udmærkelse Doblougprisen. Hertil kom hele hædersbevisninger for børnebogen Hva er det som finns i skogen barn? (2002).

Inden sin alt for tidlige død nåede hun i en avissamtale at ytre, dels hvor glad hun var for det Sverige, hvori hun havde levet mere end sit halve liv, dels hvor meget hun ærgrede og undrede sig over dets måde at gribe coronakrisen an på. Modsat nåede hun gudskelov at glæde sig over den begejstrede både svenske og norske modtagelse af sin sidste roman Jeg foreslår at vi våkner, som udkom for kort tid siden og handler om dødelig sygdom og hvad den kan gøre ved én.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • Poul Anker Juul
  • David Zennaro
Anker Nielsen, Poul Anker Juul og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu