På ski fulgte vi efter Fridtjof Nansen for at få naturlivet tilbage

Vi har noget kry sat os for at skulle bestige syv sneklædte toppe på en dag.

Seven summits kalder bjergbestigerne den ultimative udfordring, det er at bestige de syv højeste toppe på hvert af de syv kontinenter. Den bedrift synes vi godt, vi kan mime på en enkelt martsdag i Rondane-fjeldmassivet i Norge.

Så vi er tidligt ude af soveposerne, Anders, gymnasielærer på Christianshavn, Sune, gammel eliteishockeyspiller og nu folkeskolelærer i Virum, og så mig selv, journalist og mestendels stillesiddende redaktionssekretær. Ingen af os just bjergbestigere, men tre mænd i deres bedste alder, det vil for vores vedkommende sige start-40’erne, familiefædre og knyttet sammen af ønsket om at komme nærmere den natur, der er lidt for meget mangelvare i vores hverdagsliv i København.

Vi er her for at praktisere det, Norges apologeter for friluftsliv betegner som »et rigt liv med enkle midler«. For at lære, hvad dét vil sige i fjeldet ved vintertide: at bevæge sig gennem landskabet ved egen kraft, slæbende alle fornødenheder på ryggen og med kort og kompas som vejviser.

Vi spiser havregrød til morgenmad, fylder termoflaskerne med smeltet sne og pakker rygsækkene med pulvermad og ekstra varmt tøj. Og netop som solens stråler begynder at lyse sneen op i dalen, begiver vi os afsted på fjeldskiene. De syv toppe venter.

Civilisationskritik

For omtrent 100 år siden passerede Fridtjof Nansen, en af de helt store norske polarhelte, her forbi Bjørnhollia, hvor vi slog lejr aftenen forinden. Jeg læste højt af dagbogsnotaterne fra hans vandring gennem Rondane, da vi lå i teltet med soveposerne trukket godt op om os. Udenfor var det frostklart, tocifrede minusgrader.

»Men over alt annet ligger fjellene. Det er Rondane, som i kuppel efter kuppel hvelver sine skyhøie stenmasser over vidden, med dype skar, og med snefonner, og botner, og urer – som en eventyrverden for sig,« skriver Fridtjof Nansen i dagbogen, der er dateret 1916 og samlet i en lille bog med titlen Friluftsliv, som jeg har fået Københavns Bibliotek til at finde frem fra magasinet inden afrejse.

Fridtjof Nansen var i sit livs efterår, da han vandrede her forbi. Han havde status af norsk nationalhelt takket være sine bedrifter – han stod i spidsen for den første ekspedition over Grønlands indlandsis i 1888, han rejste længere mod nord, end nogen før havde gjort, først med skib og så på ski. Han var videnskabsmand, diplomat, men også en arg kritiker af samfundsudviklingen i sin samtid.

Vi morede os lidt over Fridtjof Nansens sortsyn og civilisationskritik, præget af Første Verdenskrigs rasen på kontinentet:

»En stadig kamp fører vi for å mestre naturkreftene, for å sikre tilværelsen; men de uten sammenligning største ulykkene, den verste elendigheten, skyller vi fremdeles menneskene selv.«

Men mens vinden fik teltdugen til at blafre, og vi snørede soveposerne til, talte vi om, at Fridtjof Nansen nu nok havde en pointe. At »mellem slike fjell blir synet et a’ent, og målene større end i en gård i en fabrikkby, hvor synet dagen lang stanger mot nærmeste veggen, og misnøyen næres ved stadig å se andre ha det bedre«.

Vi har ved selvsyn kunnet konstatere, at trægrænsen rykker opad her i fjeldene, i takt med at vintrene bliver mildere på grund af klimaforandringer. Og at vi overhovedet er her, beror velsagtens også på en længsel efter noget ... mere enkelt.

Sejrsdans

Vores færd mod toppene bliver hurtigt strabadserende. Vi skal over et bækkeløb for at komme op på den bjergryg, vi skal følge mod toppen, og det er sin sag at manøvrere på de stejle skråninger med ski, rygsæk og førlighed intakt. Selv Anders, den bedste skiløber af os, vælter flere gange på skråningen, og det tager henved to timer at komme den første kilometers penge. Vi når ikke syv toppe i det tempo.

Men snart har vi lagt bækkeløbet og dalen bag os, vi når op over trægrænsen, og de rundede toppe i Rondane-massivet tegner sig horisonten rundt.

Jeg fører an, trækker zigzagspor gennem sneen med Sune og Anders lige bag mig. Vi passerer den første lille knold. One down …

Vi når den næste top lige inden middag, 1.584 meter over havet. Vi hujer, Sune danser en sejrsdans, vi har det, som om vi står på toppen af verden; som var vi polarfarere i samme liga som Nansen, Amundsen, Rasmussen og alle de andre.

Egentlig har vi bare besteget en lille top i solskinsvejr. Den har ikke engang et navn. Bare en lille sort prik og et tal på kortet.

Vi når også kun to af de syv toppe i dag. Mod vest trækker skyerne sammen, og vi skal nå tilbage til Bjørnhollia og teltet inden aften.

Men det er ikke så vigtigt. Her er gudesmukt. Og jeg fornemmer, at vi nu, lige nu, har fundet det, vi kom efter. Og at det er omtrent det samme, som Fridtjof Nansen for 100 år siden programmatisk erklærede, at hans landsmænd i byerne havde brug for:

»Giv dem noe av naturlivet tilbage, det de mangler, men som alle, bevisst eller ubevisst, lenges mot – og livssynet skal bli sunnere, livsgleden lysere.«