Baggrund
Læsetid: 7 min.

San Francisco’s Bay Area-thrash gav stemme til en modkultur i Reagans USA

I 1980’erne ramte en blodtilsølet musikalsk knytnæve ned i det solbeskinnede Californien og gav stemme til en gryende politisk modkultur, som samtidig fik afgørende betydning for den tunge rocks historie. I serien om USA’s musikalske landkort er vi nået til San Francisco og Bay Area-thrash
I begyndelsen af 1980’erne rejste en ny musikalsk modkultur sig i San Francisco. Unge, vrede og med meget lidt til overs for hippiegenerationens snak om blomster, kærlighed og fred. ’Kill ‘Em All’ (1983) hed thrashscenens første hovedværk, udsendt af et ungt band med en dansk tilflytter ved navn Lars Ulrich bag trommerne: Metallica.

I begyndelsen af 1980’erne rejste en ny musikalsk modkultur sig i San Francisco. Unge, vrede og med meget lidt til overs for hippiegenerationens snak om blomster, kærlighed og fred. ’Kill ‘Em All’ (1983) hed thrashscenens første hovedværk, udsendt af et ungt band med en dansk tilflytter ved navn Lars Ulrich bag trommerne: Metallica.

Fin Costello

Kultur
3. juli 2020

»If you're going to San Francisco, be sure to wear some flowers in your hair« sang Scott McKenzie i sin ikoniske hippiehymne fra 1967. En cementering af San Francisco som epicentrum for flowerpower, modkultur og the summer of love.

Mange forbinder den dag i dag fortsat San Francisco med hippiernes psykedeliske utopi. Men byens historie som vugge for modkulturelle strømninger trækker dybe spor – fra byens betydning for beatgenerationen og jazzen i 50’erne til homoseksuel aktivisme i 70’erne.

I starten af 80’erne rejste en ny musikalsk modkultur sig i San Francisco. Unge, vrede og med meget lidt til overs for hippiegenerationens snak om blomster, kærlighed og fred. Kill 'Em All (1983) hed thrashscenens første hovedværk, udsendt af et ungt band med en dansk tilflytter ved navn Lars Ulrich bag trommerne: Metallica. Sangene havde titler som »Seek & Destroy« og »No Remorse«, og omslaget var prydet af en hammer og en blodpøl.

Blodigt gik det da også for sig i de tidlige år. Bandet Exodus udgav i 1985 debutalbummet Bonded by Blood, der kan betragtes som thrashscenens sande manifest, understreget med titelnummerets omkvæd:

»Murder in the front row
Crowd begins to bang
And there’s blood upon the stage
Bang your head against the stage
And metal takes its price
Bonded by blood
«.

Omkvædet har også lagt titel til Adam Dubins dokumentarfilm Murder in the front row, som havde premiere i 2019, og som netop handler om thrashscenens fremkomst i San Francisco i 1980’erne. Filmen slår fast, at blodet ikke blot var en metafor. Den tidlige San Francisco-thrash var notorisk kendt for særdeles voldsomme koncerter, som ofte resulterede i, at blodet flød. Titlen på Exodus’ debutalbum har dermed også en dobbelt betydning – en forestilling om et broderskab, men samtidig en markering af blodbadet som fysisk besegling af fællesskabet.

The Bay Area

Når man taler om San Franciscos thrashscene, taler man egentlig om Bay Area-thrash – og dermed ikke kun om byen, men om hele det tætbefolkede og multikulturelle fletværk af byer, der danner The San Francisco Bay Area i det nordlige Californien – en region, der i dag tæller over 7 millioner indbyggere.

Bay Area-thrash begyndte at røre på sig i starten af 80’erne. Ronald Reagan var lige blevet valgt til præsident i 1980. Ham kendte man udmærket i Californien fra hans tid som guvernør, hvor han havde demonstreret et særdeles anspændt forhold til delstatens modkulturelle strømninger. Disse spændinger kulminerede i 1969 til den såkaldte Bloody Thursday i universitetsbyen Berkeley – en by, der senere skulle spille en prominent rolle for Bay Area-thrashen. Reagan, der tidligere havde omtalt Berkeleys universitetsmiljø som en højborg for kommunister og seksuelle afvigere, sendte massive politistyrker ind i People’s Park for at slå brutalt ned på aktivistiske studerende. Også den dag flød blodet i Bay Area.

Reagans anstrengte forhold til modkulturen fortsatte i præsidentperioden, hvor han forfægtede kristne, konservative familieværdier kombineret med en streng økonomisk linje, som ramte Bay Area hårdt. Der herskede stor arbejdsløshed, og den gentrificering, som for alvor brød løs i 90’erne, var allerede begyndt at krybe ind over dele af området.

Samtidig var San Francisco i perioden præget af store strømme af immigranter, hvoraf mange flygtede fra konflikter, som USA havde været med til at skabe i lande som El Salvador, Nicaragua og Honduras.

San Francisco

  • San Francisco Bay Area (også blot omtalt som Bay Area eller The Bay) er en folkerig region i det nordlige Californien med sammenlagt tæt på 8 millioner indbyggere.
  • Ud over San Francisco med ca. 800.000 indbyggere tæller regionen større byer som Oakland og San Jose.
  • Bay Area er en multietnisk region. Etniske minoriteter udgøres især af latinamerikanere og asiater (navnlig kinesere og filippinere).
  • Siden 1960 har man i Bay Area kun valgt en republikansk præsident to gange – i begge tilfælde kandidater fra Californien: nemlig Richard Nixon (1972) og Ronald Reagan (1980). Regionen er kendt for liberale politiske holdninger og en stor tilslutning til demokraterne. Til valget i 2016 gik over 70 procent af stemmerne i Bay Area til Hillary Clinton. I San Francisco alene var tallet over 85 procent.
  • Bay Area er blevet et af hovedsæderne for tech-eliten med den såkaldte Silicon Valley. En faktor, der har ført til udpræget gentrificering, eskalerende huspriser og stor økonomisk ulighed. Især selve San Francisco er kendt for nogle af de højeste huspriser i verden, hvilket på lokalpolitisk plan ofte rejses som problem.

Fremtiden virkede ikke lys for en ung generation, der voksede op i denne anspændte tid, som ikke blev mindre anspændt af den fremherskende koldkrigsparanoia og frygten for et nukleart ragnarok – en frygt, som også blev et tema i thrashen.

Murder in the front row giver indtryk af en generation med ryggen mod muren.

»Vi fik ikke noget forærende,« som Gary Holt fra Exodus udtaler i filmen.

Men når man ikke får noget forærende, må man selv tage det, og Exodus måtte da også efter eget udsagn stjæle instrumenter for at kunne udleve deres voldsomme musikalske udladninger.

De følte sig fra starten som udskud i en kulturel periferi. Deres musikalske inspirationskilder kom fra europæiske heavy metal-bands, især fra den engelske metalscene og fra Tyskland, men såmænd også fra København, hvor bandet Mercyful Fate var et forbillede. Det var dog sjældent, at heltene nåede helt til San Francisco på deres tours. Imidlertid blomstrede i den sydligere del af Californien, i L.A., en anden forgrening af den hårde rock op – glam metallen, der med sin fejring af flamboyante excesser på L.A.’s Sunset Strip repræsenterede alt, hvad Bay Area-scenen foragtede.

Demokratisk musikkultur

Var glam metal udråbt til fjenden, opstod der til gengæld et åndeligt fællesskab med Bay Areas punk/hardcore-miljø. Et slægtskab, der ikke mindst voksede ud af spillestedet Ruthie’s Inn i Berkeley.

De mange historier om blodsudgydelserne på forreste række stammer ikke mindst fra dette sted, der er blevet kaldt thrashmetallens svar på punkklubben CBGB’s i New York.

Den afroamerikanske klubejer Wes Robinson kom fra en baggrund i jazzen og havde arbejdet med nogle af jazzens progressive skikkelser som John Coltrane og Pharoah Sanders. Han var dog blevet skuffet over jazzens voksende kommercialisering og havde kastet sin kærlighed på den kompromisløse energi, der udsprang af punk og metal. I Ruthie’s Inn skabte han et hjem til begge scener, hvilket skabte et mødested, som fik stor betydning for lyden og attituden i thrashen.

Hos thrashens tidlige pionerer mødtes riffs fra den klassiske europæiske heavy metal med punkens beskidte lyd, råbende bøllevokal og mosh pitten – et fysisk ritual, som i dag er udbredt i hele metalkulturen, men som fandt sin form i thrashen via punken.

Fælles med punken var også en gennemgående do it yourself-ånd. Kassettebåndets udbredelse understøttede denne og gjorde det nemt for unge fra fattige kår at indspillede rå demobånd i deres forældres garager og udveksle dem med andre metal-ennevenner. Det skabte en demokratisk musikkultur, hvor alle med den rette dedikation kunne deltage.

Hvor den ældre generation af heavy metal-musikere stadig fremstod som larger than life-rockikoner, var Bay Area-scenen et sted, hvor musikere og fans smeltede sammen. De gik i det samme tøj, hang ud i de samme pladebutikker, udvekslede bånd med hinanden og skvattede rundt i de samme pøle af blod, sved og øl på Ruthie’s.

Mange udøvere var da også, mens de var med til at skrive metalhistorie, endnu blot teenagere. Possessed, som var banebrydende i forhold til at transformere thrash til den endnu mere brutale death metal, indspillede deres i dag legendariske debut Seven Churches (1985), mens de var på ferie fra deres high school. Og trommeslageren i Death Angel var kun 14 år (!), da han sammen med en håndfuld familiemedlemmer udgav debutpladen The Ultra-Violence (1987).

Death Angel, der kom fra Bay Areas store filippinske befolkning er også et godt eksempel på thrashens åbenhed for de forskellige etniske minoriteter, som stadig udgør Bay Area.

Historisk katalysator

I dag omtales San Francisco ofte som et skrækeksempel på gentrificering med de abnorme huslejestigninger, der har været en konsekvens af den. Der er derfor heller ikke mange rester tilbage af den undergrundskultur, som opstod i 80’erne. Flere af aktørerne fra den gang thrasher dog videre i bedste velgående.

I starten af 2020, få uger inden coronalockdown, kunne man for eksempel opleve Testament, Exodus og Death Angel på fælles besøg i København, og de filipensbefængte ungersvende, der under navnet Metallica udsendte scenens første hovedværk, er i dag superstjerner.

Bay Area-scenen har både fungeret som katalysator for heavy metals største navne og for nye ekstreme forgreninger – og den tjener fortsat som en uomgængelig fascinationskraft og historisk milepæl i den hårde rocks historie, hvilket film som Murder in the Front Row taler sit tydelige sprog om. Som Adam Dubin for nylig udtalte i et interview med den danske metalside Devilution:

»Thrash virker som den reneste form for metal.«

Bay Area-thrashen vaskede tavlen ren med desperationens blod, men åbnede samtidig heavy metal op for helt nye muligheder.

Kilder: American Hardcore – A Tribal History (Steven Blush, George Petros), »Voracious Souls: Race and Place in the Formation of the San Francisco Bay Area Thrash Scene« (Kevin Fellezs), Blabbermouth, Devilution, Huck Mag, San Francisco Chronicle, Urban Displacement Project. Herudover henvises til filmen Murder in the Front Row (Adam Dubin), der kan streames på VIMEO.

Serie

USA’s musikalske landkort

Hvad kan vi lære om USA ved at forstå amerikanernes musikkultur? I anledning af det kommende præsidentvalg tegner Information et musikalsk landkort over USA: Seks portrætter af amerikanske byer, der alle har haft særlig betydning for musikhistorien. Hvilke genremæssige nybrud har de været med til at fostre? Og hvilke politiske og historiske omstændigheder er musikken vokset ud af?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jonathan Larsen

Tak for en fed artikel. Jeg voksede op med “Bay Area Thrash” i ørerne, og metal redder stadig min dag, når det ser mest sort ud.

Godspeed

Jonathan Larsen

Tak for en fed artikel. Jeg voksede op med “Bay Area Thrash” i ørerne, og metal redder stadig min dag, når det ser mest sort ud.

Godspeed

olivier goulin

En af de få byer i USA, som virkelig har ikonisk personlighed og charme

/O