Feature
Læsetid: 9 min.

Tilbage til nostalgiens sommerland

Det er den tid på året, hvor min barndoms lokalområde bliver overrendt af turister, der alle vil prøve karruseller i Fårup Sommerland. Forlystelsesparken i det nordvestjyske giver arbejde til hele oplandet, og mange lokale bliver ved med at vende tilbage. Det gør jeg også selv. Nu er jeg taget hjem for at finde ud af hvorfor
Daniel Hovalt er vokset op en kort cykeltur fra Fårup Sommerland. Det her er hans barndomsbilleder.

Daniel Hovalt er vokset op en kort cykeltur fra Fårup Sommerland. Det her er hans barndomsbilleder.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
25. juli 2020

Jeg kører på en lille landevej med bølgende kornmarker i fuldt flor på begge sider. I horisonten står tårnhøje grantræer og leger læhegn. Det er også dér, skoven begynder. Jeg er på vej til Fårup, et lille skovområde godt 30 kilometer nordvest for Aalborg, der gemmer på en velkendt hemmelighed.

Fårup Sommerland ligner ved første øjekast det sommerland, jeg husker, fra da jeg var knejt. Forlystelsesparken er bygget i ét med naturen. Den er godt gemt blandt grantræer og afslører kun sig selv, når en rutsjebane dukker op over trætoppene.

Foran billetlugen står utålmodige børn, mens forældre forsøger at holde fast i dem. Som små jagthunde på færten af sjov og ballade render de overgearede rundt og overdøver sommerlandets nye kendingsmelodi, der spiller fra et sæt megafoner:

Her i Fårup Sommerland,
Langt ude i den grønne skov,
Er karrusellerne i gang
Dyr og mennesker har det supersjovt

Jeg ryster på hovedet. Povl Kjøllers gamle skovsang er skiftet ud. Engang var den kendingsmelodien for sommerlandet – og for hele min barndom. Hver gang jeg hører ordene »Der er så fuld af sjov, inde i en skov«, minder de mig om at være lille og legende igen.

Jeg er vokset op en kort cykeltur fra sommerlandet. Fra barnsben har jeg besøgt forlystelsesparken hver sommer, og jeg kan stadig smage den sukrede candyfloss og mærke den vægtløse tilstand fra Falken, svimmelheden fra Tønderne.

Men Fårup Sommerland er mere end et barndomsminde. Det er også en af lokalområdets største arbejdspladser, der brødføder hele familier, leverer sommerarbejde til oplandets unge og »giver kunder i butikken hos de små gallerier, glaspusterier og supermarkeder,« som Jammerbugtens borgmester Mogens Gade (V) siger det. Derfor holder hele oplandet vejret, når sommerlandet har tomme pladser i karrusellerne.

Normalt bliver forlystelsesparken overrendt af gæster om sommeren. Men i år har coronakrisen efterladt sommerlandet halvtomt. Fårup Sommerland er ikke omfattet af Folketingets sommerpakke, som giver museer, teatre og zoologiske haver mulighed for at sælge entrébilletter til den halve pris.

Det fremkalder en ubehagelig tanke: Hvad sker der med min barndom, hvis Fårup forsvinder en dag?

Jeg er taget tilbage til min barndoms sommerland for at blive klogere på, hvad Fårup Sommerland betyder for mit gamle lokalsamfund og for os børn, der er rundet af området. Er det nostalgien, der får os til at blive ved med at vende hjem? Og er det på tide at give slip?

Grydehår og fartstriber

Sommerlandets kendingsmelodi spiller svagere i baggrunden, desto længere ind i forlystelsesparken jeg søger for at finde parklederen.

Solen har svært ved at bryde skydækket. Trods højsæsonen trækker det op til en stille dag. Der er halvt så mange gæster som normalt, siger parkleder Andreas Gaihede lige dele bekymret, lige dele nordjysk.

Han håber, at dagen i dag bliver bedre. Men det er »svært at spå om«.

Jeg spejder ned ad stien, der er omkranset af træer, og får øje på de røde træboder med candyfloss og slushice i alskens farver. Jeg plejer at få sommerfugle i maven, når jeg spadserer på denne sti. Jeg plejede også at blive irriteret over, at mine forældre ikke havde travlt, for det havde jeg.

Sommerfuglene i maven baskede allerede, når jeg vågnede den ene dag om året, hvor mine forældre tog mig med i Fårup Sommerland for at prøve forlystelser og få et sæsonkort til resten af sommeren. De dage stod jeg alt for tidligt op for at rede mit grydehår og tjekke, om mit zigzagmønster i nakken stadig mindede om Ronaldos fartstriber. 

Sarah Hartvigsen Juncker

At vi på landevejen til Fårup Sommerland ofte mødte især unge, der kom cyklende iklædt rød fleecejakke og grønbrune outdoor-bukser, var meget sigende for lokalsamfundet.

Mange unge heromkring har haft sommerarbejde i Fårup Sommerland. Et arbejde, der består i at fritere pomfritter, lave candyfloss, starte rutsjebaner og få børn til at grine. Fårup Sommerland brødføder lokalområdets unge. Alle 460 sæsonarbejdere, der arbejder i forlystelsesparken denne sommer, har en tilknytning til området, lader parkleder Gaihede mig vide. Han er selv ingen undtagelse. Han var 19 år gammel, da han begyndte at arbejde i sommerlandet. I dag er han 26.

»Vi plejede altid at holde min fødselsdag her, så jeg har nogle gode minder herfra. Hvis jeg bare kan være med til at skabe nogle af de samme minder for børn, så er det arbejdet værd,« siger han.

Forlystelsesparken vækker en snert af nostalgi i de lokale, mener parkleder Gaihede, og blandt andet derfor kommer folk »hjem« for at arbejde i sommerferien.

»Og så får de vasket tøj og spiser ved mors kødgryder. Det er hjemligt og forbundet med sommer,« siger han.

Jeg vil gå min faste rute gennem parken med parklederen i dag. Vi traver forbi træboderne med candyfloss og slushice og hen til min favoritforlystelse, River Rafting, en lang flod med oprørt vand og – hvis man er uheldig – sejler man gennem et vandfald og får sjaskvådt tøj. Jeg håbede altid på, at det ville ske, og det var altid den første forlystelse, jeg ville prøve.

Jeg kan høre det brusende vandfald igen nu.

»Mange af de ansatte har søskende, der har arbejdet her, og forældre og bedsteforældre. Fårup Sommerland har været en del af samtalen over aftensmaden i området i rigtigt mange år,« siger parklederen.

Fremtidsturisme

I 1975 kørte grosserer Anders Kragelund ind på den amerikanske ambassade for at høre, hvordan fremtiden så ud. På ambassaden blev grossereren fortalt, at fremtiden var »edb« og turisme. Derfra kørte Kragelund videre til skovområdet Fårup og købte et stykke skov.

Sådan blev Skandinaviens første sommerland til. En lokalavis skrev dengang om den nye forlystelsespark, at der for »fire kroner« var »frit slag hele dagen«. Ovenikøbet var der tale om noget revolutionerende:

»Det hele bygger på fremtidsforskningen af, hvad der skal ske i den natur, som vi prøver at bevare uspoleret,« lød det.

Der var endnu ingen rutsjebaner og karruseller, men der var heste og trampoliner og små skovsøer med robåde. Og på små træbænke kunne man spise sine medbragte madpakker.

Forlystelsesparkerne mindede mere om legepladser dengang. Og der var mange af dem: Fyns Sommerland, Varde Sommerland, Falsters. Siden er mange af sommerlandene lukket igen, men Fårup Sommerland ligger her stadig. For fremtiden blev turisme.

I 1975 var der 1.000 besøgende i Fårup Sommerland. I dag kan der på en lun sommerdag være godt 17.000.

Den første rutsjebane, Mine-Expressen, blev bygget i 1992. Siden kom både Lynet og Falken. Dem husker jeg begge fra min barndom. Det var altid min far, der prøvede de to lynhurtige rustjebaner med mig, og min mor, der sad ved min side i de sneglende karruseller.

Jeg husker også at have fejret sidste folkeskoledag i forlystelsesparken. Det er stadig en tradition for mange skoler her i området. Så kører buskaravaner udklædte unge til forlystelsesparken, og i bussen går en Breezer på tur, og så handler det ellers om at se så ædru ud som muligt ved billetlugen.

Jeg var klædt ud som hippie, andre som teletubbies, og så gik vi halvsnalrede rundt vel vidende om, at når vi forlod forlystelsesparken skulle mange af os snart til Aarhus, København, ud i verden og væk fra lokalsamfundet.

Lyserød længsel

Det er, som om forlystelsesparken stille og roligt vågner, jo længere ind i Fårup Sommerland vi traver. Folk sidder på bænke rundt omkring, og en enkelt bedstemor spørger »hvad for en is, skal det være« i køen til isboden i nærheden af River Rafting.

Der dufter af nybagte vafler ved isboden.

»Når jeg indimellem går en tur rundt i parken, er der ofte en duft og et minde, der rammer mig fra gamle dage, som her ved udsugningen på isboden, eller hvis jeg kan mærke varmen fra hoppepuden,« siger parkleder Gaihede.

Det er selvsamme følelse af nostalgi, jeg får ved at høre vandfaldet bruse i River Raftingen.

Nostalgien som fænomen er velbeskrevet fra oldtidens litteratur med Homers Odysseen til den lægevidenskabelige lidelse, som den schweiziske lægestuderende J. Hofer i 1668 introducerede som en diagnose blandt udsendte soldater, der led af hjemve. Selve ordet kommer af det græske nostos (at vende hjem) og algos (en smertefuld længsel), kan jeg læse mig til, da jeg nogle dage senere læser op på emnet. Oprindeligt var nostalgi forbundet med længsel efter et sted, men med tiden er det blevet en længsel efter en svunden tid. 

Jeg synes, det er svært at skelne. For mig flyder sommerland og barndom sammen i en længsel efter både en tid og et sted. Det er i hvert fald sådan, professor i begivenhedskultur og oplevelsesøkonomi på Aarhus Universitet Britta Timm Knudsen forklarer det, da jeg ringer til hende efter mit besøg i Fårup for at blive klogere på min egen nostalgi. Hun har forsket i nostalgi som et filosofisk begreb og siger til mig, at nostalgien for mit vedkommende »binder sig både til et barndomsland og barndomserindringer«.

Men jeg skal også være på vagt, fortæller professoren mig. For nostalgien vikler »fortiden ind i et fiktionsslør« og sætter forlystelsesparken i et »lyserødt skær«.

»Det betyder, at det er en længsel efter en fortid og et barndomsland, som egentlig aldrig helt har eksisteret.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Jeg fortæller hende, at mange andre lokale også genbesøger sommerlandet. Det giver god mening ifølge professoren, da forlystelsesparken »bliver et drømmeland«, hvor vi kan »dyrke nostalgien«.

»Det er det samme, når vi ser gamle film og læser gamle bøger. Det er et fristed, vi bliver ved med at vende tilbage til. Det er ligesådan, når mine døtre ser en gammel serie, og minderne bølger frem,« siger hun.

Men jeg har læst, at nostalgi historisk er blevet set som farlig følelse. Er det farligt at sidde fast i fortiden, spørger jeg professoren.

»Hvis man gennem nostalgien håber, at fremtiden bliver som fortiden, kan det være farligt. Men så længe det er et fristed, et sommerland, som du kan træde ud af igen, er det uskyldigt,« siger hun.

Nostalgiske nuggets

Tilbage i Fårup Sommerland møder jeg tilfældigvis en bekendt fra folkeskolen. Engang brugte jeg og Niels Ole Nørgaard meget tid sammen på at bytte pokemónkort og fodboldkort. Han har været i sommerlandets sold i seks sæsoner, ligesom hans tre søskende. Ved siden af Niels Ole står Rikke Drustrup, endnu en lokal fra Saltum, en lille by i nærheden, hvis familie har arbejdet her i flere generationer: Hendes far, søster, fætre og kusiner har alle været beskæftiget i parken. »Så snart man kan gå, satser man på at få arbejde i Fårup«, fortæller hun.

»Det er nostalgisk at være her, for det er en del af min opvækst. Men man skal jo også ud og være voksen engang.«

Jeg vil have mig en bid mad. Som barn spiste jeg altid i Oasen, en buffet med sprøde pomfritter og saftige nuggets. Men buffeten er lavet om til social dining. Jeg må tage mig til takke med Spisekammeret. Egentlig spiser jeg ikke kød mere, men alligevel ender jeg med at æde en burger med en hårdstegt bøf og fedtdryppende bacon.

Med min fyldte mave går jeg hen til endnu en lokal, Jeppe Kjædegaard, en solbrun ung mand på 22 med guldørering. Han bor egentlig i Aarhus og studerer kemi på universitetet, men kommer tilbage hvert år, nu på sjette sæson. Det er »egentlig meget hyggeligt«, som han siger. Han gik på Pandrup Skole på samme tid som mig, og hans mor var min engelsklærer på skolen. Det er hende, han bor hos, mens han arbejder i Fårup Sommerland. »Alle herfra« har været på gården omkring allehelgensaften for at spise græskarsuppe, som Jeppe siger.

Jeg følger Jeppe hen til Falken, som han skal styre. Min mave vender sig ved tanken om at prøve den, så jeg nøjes med at kigge på.

Jeg fik altid en highfive af sådan en som Jeppe før en tur i Falken. Men det hører en anden tid til.

»God tur,« siger han og får en kollektiv »tak« igen.

»Jeg tror, at det her er min sidste, måske næstsidste sæson. Men … Det har jeg hørt mange sige. Og så kommer de igen året efter.«

Jeppes ord runger i mit hoved, da jeg traver ud fra forlystelsesparken. Jeg har selv sagt de ord mange gange, og alligevel ender jeg med at komme igen.

Nok er barndommen afgrænset, men den bliver forlænget med en tur i Fårup Sommerland. Der er fuld af sjov inde i skoven. I hvert fald lidt endnu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her