Jeg tog en bid af æblet i Tibets iltfattige plateaulandskab. Det var en dårlig idé

Jeg havde ikke spist frisk frugt i mere end en måned, da jeg pludselig fik øje på dem på et lille torv i Tibets hovedstad, Lhasa.

Æblerne.

De lå nøje opstillet i en trækvogn af træ og så så skinnende og sprøde og helt uimodståelige ud. Jeg kan ikke bebrejde Eva, at hun blev fristet dengang i Edens Have.

Normalt rør jeg ikke frugt og grønt, der ikke er kogt, stegt eller skrællet, når jeg rejser længere væk. Jeg har simpelthen brugt for mange nætter i pendulfart mellem hostelseng og fællestoilet til at udfordre naturen på den måde.

Men nu var min kæreste og jeg et par dage forinden landet i Tibet, hvor der – i modsætning til Nepal, som vi kom fra – var rent og pænt alle vegne. Formentlig på grund af den kinesiske besættelsesmagt. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at den kommunistiske disciplin også måtte gælde for frugthygiejnen.