Jeg tog en bid af æblet i Tibets iltfattige plateaulandskab. Det var en dårlig idé

Jeg havde ikke spist frisk frugt i mere end en måned, da jeg pludselig fik øje på dem på et lille torv i Tibets hovedstad, Lhasa.

Æblerne.

De lå nøje opstillet i en trækvogn af træ og så så skinnende og sprøde og helt uimodståelige ud. Jeg kan ikke bebrejde Eva, at hun blev fristet dengang i Edens Have.

Normalt rør jeg ikke frugt og grønt, der ikke er kogt, stegt eller skrællet, når jeg rejser længere væk. Jeg har simpelthen brugt for mange nætter i pendulfart mellem hostelseng og fællestoilet til at udfordre naturen på den måde.

Men nu var min kæreste og jeg et par dage forinden landet i Tibet, hvor der – i modsætning til Nepal, som vi kom fra – var rent og pænt alle vegne. Formentlig på grund af den kinesiske besættelsesmagt. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at den kommunistiske disciplin også måtte gælde for frugthygiejnen.

Man kan ikke rejse i Tibet på egen hånd, så vi havde betalt i dyre domme for at køre med en lokal guide rundt i det golde plateaulandskab en uge og besøge klostre, se yakokser og opleve det fantastiske Potala Palads, hvor Dalai Lamaerne har boet i århundreder. Brad Pitts Syv år i Tibet-eventyr på syv dage.

Men så var det, jeg tog en bid af æblet.

Alt visner hurtigere i højden

Allerede inden æblet havde det været et intenst møde med naturlovene at lande i Lhasa. Hovedstaden ligger godt 3.656 meter over havets overflade, og luftens iltniveau er kun 68 procent af det, vi er vant til i flade Danmark. Højdesyge er derfor et udbredt problem blandt turister.

Det er helt vildt, hvor træt man bliver, når kroppen ikke får den ilt, den plejer. Vi sov 12-14 timer de første nætter i højlandet. Og måtte bevæge os langsomt rundt blandt bedehjulene og munkene i Lhasas smalle gader, fordi det gav voldsom hjertebanken at skynde sig det mindste. Øl gav hovedpine, og trapper virkede uoverstigelige.

Det var altså ikke ligefrem, fordi jeg var i mit livs form, da jeg lagde mig til at sove i en nyredt hotelseng et par timer efter at have nydt et æble i solen.

Men da jeg vågnede om natten, kunne jeg straks mærke, at der var noget helt galt. Jeg havde det skidedårligt. Ja, bogstaveligt talt faktisk. Min kæreste, der også havde spist et stykke frisk frugt, måtte have vundet i det store bakterielotteri, for han lå trygt og velfordøjende og sov ved siden af mig.

Det var ikke blevet bedre næste morgen. Tværtimod. Jeg havde det langt værre end de andre gange, jeg har været ramt af en eksotisk madforgiftning.

Pludselig mærkede jeg på egen krop, hvorfor der nærmest ingen planter og træer vokser på det tibetanske plateau: Alt liv visner lidt hurtigere i godt 3,5 kilometers højde. Jeg følte mig mest af alt som en sart bøg, der var blevet slæbt med op over trægrænsen.

Og jeg måtte i bagklogskabens lys erkende, at jeg nok havde undervurderet naturens præmisser i min overmodige omgang med et af dets produkter. Når det kommer til basale livsbehov, er min menneskekrop ikke mere modstandsdygtig end en sårbar plantespire på vej op gennem jordsprækkerne. Der skal ilt og næring til. Ellers dør den.

Fodret med nudelsauce

Min tilstand forværredes kun, da vi den følgende dag kørte yderligere op i højderne på vej til den skorpionformede sø Yamzho Yumco, som ligger 4.441 meter over havoverfladen og er omhyllet af farverige tibetanske bedeflag. Her måtte jeg nærmest trille ud af bilen for overhovedet at få set det turkise vand, der næsten går i ét med den himmel, søen er så tæt på. 

Den er hellig og skulle ifølge lokal mytologi være en transformeret gudinde. Men hvis søen havde helende kræfter, som tibetanerne tror, fik jeg i hvert fald ikke glæde af dem. 

Lavpunktet indtraf, da jeg på en restaurant et par timer senere måtte lægge mig på min kærestes skød af frygt for at besvime af dehydrering og iltmangel. Og han så måtte made mig med den salte sovs fra en portion kopnudler – som næsten var det eneste på hylderne i de kinesiskejede supermarkeder. Et point of no return i vores parforhold.

Det blev heldigvis også vendepunktet for min tilstand, og da vi forlod Tibet nogle dage senere, havde jeg det nærmest godt. Det var næsten, som om min krop genopblomstrede i takt med landskabet omkring os, der langsomt blev grønnere og mere frodigt, mens vi kørte ned, ned, ned mod den nepalesiske hovedstad Kathmandu. Ned, hvor liv ikke visner.