Feature
Læsetid: 10 min.

»Som 11-12-årig gik det op for mig, at det måske var spild af tid at gå til børneteater, for der ville aldrig være roller til sådan én som mig«

Det begrænser ens drømme, og man føler sig usynlig, hvis man ikke ser sig selv på lærredet eller tv-skærmen, siger tre af de brune filmfolk, Patricia Bbaale Bandak, May el-Toukhy og Christopher Læssø, som lige nu tegner dansk film og tv. Dette er den fjerde og sidste artikel i Informations serie om repræsentation og etnicitet i film- og tv-branchen
Patricia Bbaale Bandak er én af mange ikkehvide instruktører, skuespillere og andre filmfolk, som de seneste år har markeret sig foran og bag kameraet på danske film og tv-serier.

Patricia Bbaale Bandak er én af mange ikkehvide instruktører, skuespillere og andre filmfolk, som de seneste år har markeret sig foran og bag kameraet på danske film og tv-serier.

Betina Garcia

Kultur
12. august 2020

»Som barn gik jeg til børneteater, og jeg elskede at spille teater, men allerede som 11-12-årig gik det op for mig, at det måske var spild af tid, fordi der ville aldrig være roller til sådan én som mig,« siger Patricia Bbaale Bandak.

33-årige Bandak flygtede til Danmark fra Uganda sammen med sin far og otte søskende, da hun var blot to år gammel, og voksede op i Nykøbing Falster. Sidste år blev hun færdiguddannet som dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole.

»Som barn så jeg ikke andre brune mennesker på dansk tv og film end Hella Joof, der var fjollet og sjov, men jeg så aldrig en brun pige være prinsesse eller skurk på den der megaseje måde. Sidenhen når jeg har set brune kvinder på film, har de været traffickingofre eller prostituerede, og den slags billeder begrænser ens drømme.«

Ingen børn skal føle eller tænke sådan, mener Patricia Bbaale Bandak.

»Bare det, at et barn tænker, at det nok ikke kommer til at gå, for sådan nogle som mig ses jo ikke, gør, at man på en eller anden måde bliver usynlig.«

Diversitet foran og bag kameraet

Og det er den tankegang, som Patricia Bbaale Bandak gerne vil gøre op med i sine film – og som hun synes, at alle, der laver film og tv, bør tænke over.

»Hvis der er en større repræsentation, er der flere mennesker, som bliver set, og som måske ikke føler sig så usynlige,« siger hun.

»Jeg tror, at det kan have en positiv effekt, fordi man så også tør drømme alle mulige sjove og skæve drømme. For mig handler det ikke om, at der skal være to mørke mennesker med hver gang. Det handler om diversitet både foran og bagved kameraet og diversitet i de fortællinger, der kommer ud af det.«

Det behøver ikke alt sammen handle om racisme, påpeger hun. Det kan også bare være en helt almindelig ung, brun kvinde, der har en stor rolle i den næste sæson af Borgen, og som viser andre brune mennesker, at dansk film og tv ikke kun er hvidt, ligesom det danske samfund ikke er det.

»I en ung alder førte den manglende repræsentation mig indirekte mod en afroamerikansk kultur, fordi det var det eneste sted, jeg kunne finde andre brune mennesker. Så bliver man ældre og finder ud af, at man ikke er afroamerikaner. Jeg er meget mere dansk,« siger Patricia Bbaale Bandak.

Det musikalske indslag

Patricia Bbaale Bandak er blot én af de mange ikkehvide instruktører, skuespillere og andre filmfolk, som gennem de seneste år har markeret sig foran og bag kameraet på danske film og tv-serier, og som er grunden til, at megen af den underholdning, vi ser på det store lærred og den lille skærm i dag, ikke længere er så kridhvid, som da filmfolkene selv var børn og unge.

I en artikelserie har Information undersøgt, hvad dansk filmhistorie siger om Danmarks forhold til ’det fremmede’ og ikkehvide danskere, og hvordan det forhold har forandret sig i takt med, at Danmark er blevet et multikulturelt samfund. I de første tre artikler så vi tilbage på de første hundrede år i dansk film. I denne fjerde og sidste artikel handler det om 2010’erne.

»Den eneste mand af afrikansk herkomst, som jeg kan huske fra film og tv dengang, er Donald Andersen. Der var ikke andre,« siger den 35-årige skuespiller Christopher Læssø, der er født og opvokset i Taastrup som barn af en dansk mor og en far fra Mali, og som er kendt fra film som The Square (2018) og De frivillige (2019) og som vært på flere tv-udsendelser.

At der ikke var flere brune mennesker på dansk film og tv, var dog ikke noget, der optog ham, da han var dreng. Hans mormor, der boede i Brøndby, placerede ham og hans fætter foran tv-skærmen, hvor de så Soldaterkammerater, Piger i trøjen og Kampen om den røde ko, og Læssø var stor Dirch Passer- og Olsen Banden-fan.

»Jeg lagde ikke mærke til, at alle var hvide i filmene. Jo, da jeg så Louis Armstrong i Kærlighedens melodi, men han var jo det musikalske indslag.«

Op ad bakke

Det var ikke før, at han som identitetssøgende, hiphopfascineret teenager fik en af hovedrollerne i Anders Gustafssons Bagland (2003), at Christopher Læssø for alvor begyndte at tænke over, at han var anderledes. Men fordi han var vokset op i Taastrup blandt børn og unge med mellemøstlig og arabisk baggrund, følte han sig som en af hjemmedrengene dér.

»Vi betragtede os alle sammen bare som perkere. Det var mere en kultur, man dyrkede, end det var et skældsord.«

Det var også under arbejdet på Bagland, at Læssø fandt ud af, at han gerne ville være skuespiller, og til at begynde med troede han, at det på grund af hans hudfarve ville være nemmere for ham at slå igennem, hvis han tog til USA.

Men Lars Ranthe, der også medvirkede i filmen, rådede ham i stedet til at søge ind på teaterskolen og på den måde lære skuespilhåndværket. Det var lidt en åbenbaring for den unge mand, der ikke havde tænkt på skuespillet som et håndværk før.

»I de år der gik, fra jeg som 16-17-årig medvirkede i Bagland, til jeg kom ind på skolen som 25-årig, var der mange roller, jeg ikke kunne få, fordi jeg var mørk,« siger han.

»Det var mere en hobby, end det var et job. Og så måtte man lære at acceptere, at man har en hudfarve, der gør, at man ikke kan være med i alt. Jeg var til flere castinger, hvor jeg fik at vide, at jeg gjorde det rigtige og var den rigtige type, men hvis de skulle vælge mig, ville de være nødt til at fortælle en historie om, hvorfor jeg var mørk. Det var sgu op ad bakke.«

Det afskrækkede dog ikke Christoper Læssø. I stedet blev det kun brændstof for hans ambition, og efter tre forsøg kom han ind på Statens Teaterskole.

»Jeg er lidt stædig. Jeg tænkte, at hvis jeg tog uddannelsen, kunne man i hvert fald ikke andet end kigge i min retning, hvis man skulle bruge en mørk skuespiller.«

Et rigtigt hjem

En markant, brun skikkelse bag kameraet er May el-Toukhy, der har instrueret Lang historie kort (2015), der handler om en gruppe venner og deres op- og nedture, og så det kritikerroste og prisvindende drama Dronningen (2019), der handler om en gift kvinde (Trine Dyrholm), der følger sit begær uden tanke for konsekvenserne.

Da nu 42-årige May el-Toukhy, der har en dansk mor og en egyptisk far, voksede op, kom den amerikanske komedieserie Cosby & Co. til at betyde meget for hende.

»Den handler om et veluddannet, sort ægtepar med en masse børn, og det mindede meget om min egen opvækst,« siger hun.

»Mine forældre var ikke intellektuelle, men de var uddannede og havde arbejde. De var skilt, og i min fars hjem var der en stor børneflok, hvor vi alle sammen var brunøjede og havde sort eller brunt hår. Faren i Cosby & Co., der forsøger at holde styr på tropperne – hvem laver hvad med hvem? – var noget, jeg kunne kende hjemmefra. Familien Cosbys hjem var et hjem, som faktisk var et hjem som alle andre hjem.«

Brune mennesker på lærredet

Ronja Røverdatter fra den populære Astrid Lindgren-film fra 1984, var et andet pejlemærke for May el-Toukhy, alene fordi Ronja havde mørkt, krøllet hår.

»Det, at der er en pige, som har det, gør, at jeg føler, at hun repræsenterer mig, også selv om den historie og kontekst, hun indgår i, er en helt anden, end den jeg selv lever i,« siger hun.

Men ligesom for Christopher Læssø var det ikke, før el-Toukhy blev ældre og en bevidst kulturforbruger, at hun begyndte at tænke over, hvor få personer med hendes hudfarve, der egentlig medvirkede i danske film og tv-serier. Men i midten af 1990’erne skete der noget.

»Der er Zlatko Buric i Pusher, hovedpersonerne i Pizza King og en sort mand i Festen, som er Paprika Steens kæreste,« siger hun.

»Enten handler filmene om uretfærdig behandling af den brune eller sorte, eller også er der et gangsterperspektiv. Men bare det, at der er nogen, gør for mit vedkommende, at jeg bliver bevidst om, hvor få der har været. Barnets bevidsthed er ikke udviklet på samme måde. Det indretter sig efter den måde, verden ser ud på.«

Tanke og handling

Tankerne om repræsentation tog May el-Toukhy med sig i sit voksenliv og sin karriere, først på Statens Teaterskole, hvor hun blev uddannet som sceneinstruktør, og siden på Den Danske Filmskole, hvor hun blev uddannet som filminstruktør.

Hun fortæller om en øjenåbnende studietur til London med Teaterskolen, hvor de så en forestilling med en sort Hamlet og en hvid Gertrud. Den oplevelse lagrede sig i hende. Det samme gjorde et praktikophold på det internationalt orienterede Odin Teatret i Holstebro.

»Jeg blev mere og mere bevidst om, at den humanisme, de fleste kunstnere praktiserer gennem deres kunst – udbredelsen af kendskabet til ’den anden’ og en ambition om mangfoldighed – den bliver man også nødt til at praktisere i sin casting og i, hvem man ellers hyrer til at lave sit teaterstykke og sin film,« siger hun.

Et nyt håndværk

Christopher Læssø er ikke bange for at tage bladet fra munden. Men han tøvede alligevel lidt, da Information spurgte, om han ville tale om repræsentation og etnicitet i dansk film og tv. Det er et svært emne at tale om, og så har han heller ikke lyst til at blive talsmand for alle andre med en anden hudfarve end hvid.

»Hellere lade arbejdet fortælle historien end at optræde i alle mulige medier og råbe op om en problemstilling,« siger han.

Men han vil gerne fortælle om sine oplevelser med en branche, der har haft svært ved at finde roller til ham.

»Jeg kan se, at branchen gerne vil, men branchen er ikke bare en instruktør, der får en idé og skal hyre nogle skuespillere. Der er også DFI, investorer og tv-stationer, der skal sige ja. Så nogle gange har jeg tænkt, ’hvorfor fanden har jeg brugt fire år af mit liv på at fordybe mig inden for mit felt, hvis det kun skal handle om min etnicitet?’«

En del af svaret blev rollen som tv-vært, blandt andet på underholdningsprogrammet Danmark har talent (2014-19), hvor han medvirkede i fire af fem sæsoner.

»Jeg har arbejdet som tv-vært af den enkle grund, at jeg ikke fik nogen roller som skuespiller. Men det var selvfølgelig også en udfordring at skulle lære et nyt håndværk. Og så handlede det om at stoppe min egen person og mit navn ind i seernes hoveder, så det blev en naturlig del af deres verden.«

Ingen kvoter

I forhold til både etnicitet og ligestilling i filmbranchen tales der jævnligt om at indføre kvoter, der kan rette op på de skævheder, der er. Det er dog ikke en løsning, som Christopher Læssø er tilhænger af.

»Jeg gider sgu ikke være med i en film, bare fordi jeg er mørk og skal opfylde en kvote. Skrid,« siger han. »En rolle skal komme det rigtige sted fra, og jeg har valgt at tænke, at det talent, jeg kommer med, er så stort, at de ikke kan andet end kigge i min retning.«

Det går lidt bedre med tv-serierne end med filmene, når det kommer til repræsentation, og på de danske teatre er man nået endnu længere. Det siger både May el-Toukhy og Christopher Læssø, der fortæller, at han til efteråret skal medvirke i en opsætning af Robin Hood på Folketeatret – i rollen som Robin Hood.

Det glæder han sig meget til.

Tør de?

Men, mener May el-Toukhy, der er stadig brug for, at branchen tænker anderledes og begynder at træffe nogle mere radikale valg og på den måde vænne publikum til, at ikke alt behøver at være, som det plejer at være.

Da det for nylig blev annonceret, at Ingmar Bergmans tv-serie Scener fra et ægteskab skal genindspilles af HBO, sms'ede el-Toukhy og en kollega forslag til hinanden om, hvem der skulle spille de to hovedroller.

»Og min kollega sendte lige pludselig billeder af Lupita Nyong’o og Mahershala Ali til mig, og så tænkte jeg, ’gud ja, det er jo nu, at man faktisk burde gøre det’,« siger hun.

»At tage et sort par og placere dem i en øvre middelklassesetting og sige, at det ikke handler om race eller undertrykkelse. Det handler bare om et par, der skal arbejde sig igennem en ægteskabskrise. Det undrer mig lidt, når jeg tænker på den amerikanske underholdningsbranche, hvor der er enormt meget shaming og cancel culture: Når slaget skal stå, tager de så de vilde beslutninger? Tør de tage skridtet fuldt ud?«

Serie

Etnisk mangfoldighed i dansk film og tv

Ikkehvide mennesker har traditionelt set været sjældne gæster i danske film og tv-serier, og de er blevet portrætteret med lige dele eksotisme, paternalisme, naivitet og fordom. Det er blevet bedre og mere nuanceret med tiden, men det er stadig ikke godt nok. I en serie på fire artikler ser Information nærmere på diversitet og inklusion i dansk film og tv gennem 100 år.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Shaun Butters

Vil man læse mere om hvordan det ser ud med repræsentation, diskrimination, mangfoldighed og kunstneriske og pædagogiske strategier i børneteatret kan man læse denne rapport, der er lavet for ZeBu med støtte fra Statens Kunstfond http://www.teateravisen.dk/et-oejebliks-mangfoldighed.html

Måske man liiige skal have proportionerne i orden.
Bør man forvente at se brune prinsesser i et nordisk land hvor befolkningen er hvide?

Vi skal passe på ikke lære børn det da helt naturligt kongelige i et nordisk land kan være af alle mulige hudfarver. For det kan de ikke. Måske en gang i fremtiden, men (af logiske årsager) ikke nu, da befolkningen primært stadig er hvide.

At fortælle børn Danmark er et land hvor alle uanset hud-farve kan blive konge, fører kun til antiklimaks for børn af anden etnicitet, den dag de store nok til opleve døren er lukket.
I stedet burde vi lære børn, at Danmark som andre lande, er samfund i konstant udvikling, og på sigt skal det nok også blive almindeligt brune piger får teaterrollen som prinssesse.

Men man skal berette for børnene om den verden de befinder sig i og ikke, af misforstået godt hjerte, vildlede hen imod noget der udelukkende kan betegnes som eventyr.
I vores nuværende verden findes der så mange andre og vigtigere roller at spille, end prinser og prinsesser, og i sidste ende hænger den på forældrene ikke skabe illusioner for deres børn, men give dem tro på de perfekte som de er.

jens peter hansen

Min gamle biologilærer i gymnasiet sagde altid: Vi stammer alle fra Gorm den Gamles mulatkvinde såååå

Bent Christensen

Der vil altid være roller i børneteater/teater for dig. Men som det også gælder for alle andre er spørgsmålet om det skal betales af det offentlige.