Læsetid: 3 min.

Jeg skulle blive 35 år, før jeg så min første solopgang

Det flade, forskelsløse og gennemhyggelige danske landskab har Informations anmelder Nanna Goul aldrig rigtigt følt sig hjemme i. Det afspejler ikke livets vildskab. Men så kørte hun gennem Alperne og så solen stå op
’Den solopgang var nærmest en religiøs oplevelse for mig. Det var så elementært, at se solen stå op, men det var også så storslået og vildt, at jeg næsten ikke kunne rumme det,’ skriver Nanna Goul i sit bidrag til serien, hvor Informations journalister fortæller om deres møde med naturen.

’Den solopgang var nærmest en religiøs oplevelse for mig. Det var så elementært, at se solen stå op, men det var også så storslået og vildt, at jeg næsten ikke kunne rumme det,’ skriver Nanna Goul i sit bidrag til serien, hvor Informations journalister fortæller om deres møde med naturen.

Lukas Furlan

11. august 2020

Jeg har altid følt en stor og på mange måder urimelig aversion mod flade landskaber. Som dansker er det ikke en særlig hensigtsmæssig irritation at være udstyret med, og jeg har da også forsøgt at forlige mig med det, men ubehaget er ikke sådan at komme til livs.

Jeg bryder mig simpelthen ikke om det, det forskelsløse i landskabet. Den kontrollerede flade på eksempelvis Lolland, som om landskabet er løbet over med et strygejern af en bureaukratisk guddom. Jeg opfatter det som en slags provokation, måske fordi der er noget i landskabet, der spiller for godt sammen med janteloven, angsten for at stikke næsen frem, at skyde i vejret.

Nej, det flade landskab vil bare stå der, helt udglattet og fantasiløst, der er nærmest noget medicineret over det. Som om hele landskabet er rejst på udjævnende kemi, der både får den til at undgå de dybe dale og de høje bjergtinder.

Jo, jo, vi har Møns Klint og Bornholm, men det er undtagelser, for mest af alt har vi flader og små, bløde og runde bakker, der er noget så hyggelige. Men nogle gange kan det også blive for meget med danskerne og al den hygge, der muligvis altså stammer fra landskabet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Kære Nanna Goul

Jeg kan og vil på ingen måde fratage dig din nærmest spirituelle ekstase ved alpelandskabet, det er både formidabelt og enormt 'vækkende' til både dåd - og udåd.

De store, bjergtagende horisonter har inspireret mange kunstnere, der ligesom du var løbet tør for strøm af det hjemlige og flade.

Så hvor er det godt, vi er forskellige.

Jeg elsker alt ved Danmarks fladhed; at man kan stirre på de rullende, enormt varierende skyer langs en togtur i landskabet; at man fristes til at tilbringe resten af sit liv i en bivuak på en lille ø, hvor solnedgangen varer hele natten sammen med bålet; at man kan kigge hele mælkevejen visse steder på Lolland og Møn; at der findes adskillige cykelruter, ingen lader til at kende, så man er helt sig selv; at sommerhimlen er fuld af norner og silkeskyer;
at solens stråler kan blive til det pureste guld; at kaffen er klar og dufter på en helt speciel måde - altid - når lyset falder skråt i sin gyldne fejring; når havet ruller én imøde om morgenen, såvel som om aftenen.

Skønt er alperne; men jeg foretrækker mit flade landskab :-)

Maj-Britt Kent Hansen, Anker Heegaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar