Klumme
Læsetid: 3 min.

Jeg skulle blive 35 år, før jeg så min første solopgang

Det flade, forskelsløse og gennemhyggelige danske landskab har Informations anmelder Nanna Goul aldrig rigtigt følt sig hjemme i. Det afspejler ikke livets vildskab. Men så kørte hun gennem Alperne og så solen stå op
’Den solopgang var nærmest en religiøs oplevelse for mig. Det var så elementært, at se solen stå op, men det var også så storslået og vildt, at jeg næsten ikke kunne rumme det,’ skriver Nanna Goul i sit bidrag til serien, hvor Informations journalister fortæller om deres møde med naturen.

’Den solopgang var nærmest en religiøs oplevelse for mig. Det var så elementært, at se solen stå op, men det var også så storslået og vildt, at jeg næsten ikke kunne rumme det,’ skriver Nanna Goul i sit bidrag til serien, hvor Informations journalister fortæller om deres møde med naturen.

Lukas Furlan

Kultur
11. august 2020

Jeg har altid følt en stor og på mange måder urimelig aversion mod flade landskaber. Som dansker er det ikke en særlig hensigtsmæssig irritation at være udstyret med, og jeg har da også forsøgt at forlige mig med det, men ubehaget er ikke sådan at komme til livs.

Jeg bryder mig simpelthen ikke om det, det forskelsløse i landskabet. Den kontrollerede flade på eksempelvis Lolland, som om landskabet er løbet over med et strygejern af en bureaukratisk guddom. Jeg opfatter det som en slags provokation, måske fordi der er noget i landskabet, der spiller for godt sammen med janteloven, angsten for at stikke næsen frem, at skyde i vejret.

Nej, det flade landskab vil bare stå der, helt udglattet og fantasiløst, der er nærmest noget medicineret over det. Som om hele landskabet er rejst på udjævnende kemi, der både får den til at undgå de dybe dale og de høje bjergtinder.

Jo, jo, vi har Møns Klint og Bornholm, men det er undtagelser, for mest af alt har vi flader og små, bløde og runde bakker, der er noget så hyggelige. Men nogle gange kan det også blive for meget med danskerne og al den hygge, der muligvis altså stammer fra landskabet.

Man bliver jo påvirket af de landskaber, man går rundt i, og måske er det netop derfor, jeg bliver så vred. Tænk, hvis jeg en dag vågner op og er helt gennemhyggelig og udjævnet?

Et orgastisk farvehav

Med den indstilling er det måske ikke så overraskende, selv om det var det for mig, at jeg i bogstaveligste forstand så lyset, da jeg for cirka fem år tilbage kørte gennem Alperne. Vi var på vej hjem fra en sommerferie i Italien, og det var blevet min tur til at køre os gennem den sidste del af natten med to snorkende og savlende væsner på bagsædet.

I begyndelsen var der bælgmørkt og øde veje, men langsomt og umærkeligt stod solen op. Først var der de fint tonede lyserøde og orange farver, der lagde sig som en slags farvedis mellem Alpernes tinder. Så fik lyset, og dermed farverne, mere fat, og så tog fanden ved dem. Pludselig skete alting så hurtigt.

Det var ren eksplosion af farver og ild, der stod ud over bjergene, det var som at se verden blive født, at gå fra mørket og den totale blindhed til at kunne se alt, badet i et orgastisk farvehav.

Man skulle ikke tro, at jeg havde set en solopgang før, men det havde jeg måske heller ikke. Ikke sådan rigtigt. For her i Alperne blev solopgangen forstørret, og det gjorde kontrasterne også. Ikke bare mellem mørket og lyset, men også mellem det storslåede, ja, nærmest højrøstede, hårde og pralende ved bjergene, og de bløde og frodige dale, der lå for foden af bjergmassiverne.

Der er noget ekstremt afvekslende over Alperne, fra sneen på tinderne til tyroleridyllen forneden, de faretruende højder og de runde, omfavnende dale.

Næsten religiøst

Den solopgang var nærmest en religiøs oplevelse for mig. Det var så elementært, at se solen stå op, men det var også så storslået og vildt at jeg næsten ikke kunne rumme det. Jeg måtte bremse op på en rasteplads og vække min kæreste, der troede, at jeg havde taget stoffer, da jeg ruskede ham vågen og så både vild og salig ud, mens jeg pegede manisk på farveorgiet hen over bjergene.

Men det jeg pegede på, var jo ikke bare bjergene, farverne, solen og naturen, som – indrømmet – havde slået benene væk under mig. Det var jo også, fordi den solopgang, der i Alperne, kunne veksles til en eksistentiel erfaring, der var langt sværere for mig at finde frem til i det danske landskab.

Landskabet påvirker mennesket – eller det påvirker i hvert fald mig, dybt.

Og de store kontraster, de ekstremer, som jeg oplever menneskelivet med – liv og død, lykketræf og katastrofer, tab og forelskelse, kærlighed og misundelse – ja, de blev for mig i hvert fald langt bedre afspejlet i Alpernes natur.

Og mindede mig grundlæggende om dobbeltheden i naturen. Mørket og lyset, skønheden og døden. Det hele – det lå – og ligger – jo lige der.

Serie

Mit møde med naturen

Naturen er storladen og voldsom, grim og rå, pyntet og yndig. Og vores møder med den kan være både farlige og eftertænksomme, kosmiske og komiske, opløftende og fornedrende. I denne klummeserie reflekterer Informations journalister over deres eget forhold til naturen med udgangspunkt i en konkret naturoplevelse.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Kære Nanna Goul

Jeg kan og vil på ingen måde fratage dig din nærmest spirituelle ekstase ved alpelandskabet, det er både formidabelt og enormt 'vækkende' til både dåd - og udåd.

De store, bjergtagende horisonter har inspireret mange kunstnere, der ligesom du var løbet tør for strøm af det hjemlige og flade.

Så hvor er det godt, vi er forskellige.

Jeg elsker alt ved Danmarks fladhed; at man kan stirre på de rullende, enormt varierende skyer langs en togtur i landskabet; at man fristes til at tilbringe resten af sit liv i en bivuak på en lille ø, hvor solnedgangen varer hele natten sammen med bålet; at man kan kigge hele mælkevejen visse steder på Lolland og Møn; at der findes adskillige cykelruter, ingen lader til at kende, så man er helt sig selv; at sommerhimlen er fuld af norner og silkeskyer;
at solens stråler kan blive til det pureste guld; at kaffen er klar og dufter på en helt speciel måde - altid - når lyset falder skråt i sin gyldne fejring; når havet ruller én imøde om morgenen, såvel som om aftenen.

Skønt er alperne; men jeg foretrækker mit flade landskab :-)

Maj-Britt Kent Hansen, Anker Heegaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Marianne Ljungberg

Lolland for ever. Been there, done that, unforgettable, unforgotten;)

Henrik Ljungberg