Interview
Læsetid: 11 min.

»Alderen giver et hav af erfaringer, men hvis man bare sidder på dem, bliver ens holdninger støbt i cement«

Hun var kun 24 år, da hun blev redaktør for første gang. Alligevel har det været alder, der skulle til, for at mediechef og forretningskvinde Lisbeth Knudsen for alvor er blevet rustet til at blande sig i den offentlige debat
»Det kræver simpelthen bare mere mod og ballast at sige sin mening offentligt i dag,« mener Lisbeth Knudsen.

»Det kræver simpelthen bare mere mod og ballast at sige sin mening offentligt i dag,« mener Lisbeth Knudsen.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
21. august 2020

Lisbeth Knudsen åbner døren til sin sommerlejlighed i Nordsjælland og samler hænderne i en namaste-lignende hilsen. Hun viser rundt i lejligheden som en god vært. På spisebordet har hun stillet kaffe og småkager med citroncreme i midten frem.

Det har hun gjort hundrede gange før, ser det ud som, men det er ikke rigtigt.

»Faktisk har jeg aldrig før lukket en journalist ind i mit hjem, du er den første nogensinde,« betror hun med løftede øjenbryn.

Lisbeth Knudsen værner om sit privatliv, for kun på den måde mener hun, at hun kan være en del af en offentlig debat, der kun er blevet grovere, i takt med at hun er blevet ældre. 

I portrætserien ’Befriet af alderen’ taler vi med en række kulturpersoner om at blive ældre. Om at lade erfaringer ledsages af et nyt mod til at træde i karakter som sig selv. Og nu har vi altså besøgt mediekvinden, chefredaktøren og bestyrelsesformanden for at forstå, hvordan hun har rustet sig til at stå midt i den boksering, som hun oplever, at den offentlige debat har forvandlet sig til. 

Drømmen om afsløringerne

Størstedelen af året bor Lisbeth Knudsen i en lejlighed på Østerbro, men om sommeren arbejder hun i et kontor her i lejligheden i ’Sommerdanmark’, som hun kalder det. På væggen ved siden af skrivebordet hænger en indrammet forside af Berlingske fra hendes fødselsdag i 1953. »Troen paa en Løsning i Korea tager stadig til,« lyder forsideoverskriften.

»Så ved man, man er blevet gammel,« griner hun.

Uden for vinduet spejler den sommerblå himmel sig i havet. Badegæster kæmper om parkeringspladserne tættest på stranden, men stranden bruger Lisbeth Knudsen ikke til at ligge på, men til at kigge på. Hendes arbejdsliv flyder sammen med hendes fritidsliv, faktisk skelner hun ikke.

»Jeg er endt i et fag, der er utroligt dejligt, og som er en passion for mig, så det opleves slet ikke som en pest eller som noget, jeg bare gør for at tjene penge,« siger hun.

Lisbeth Knudsen har sin arbejdsiver og -moral med hjemmefra. Hendes forældre ejede og drev en kombineret stempelfabrik og et bogtrykkeri på Østerbro i København, og allerede som barn hjalp hun til i familievirksomheden. Først lærte hun at montere gummistempler, og da hun nåede 12-årsalderen og var blevet god til at stave og skrive på skrivemaskine, skrev hun fakturaer og gik på posthuset med dem. 

»Jeg fik tidligt en stor selvstændighed, fordi der var så meget tillid i mit barndomshjem. Mine forældre var ikke politisk aktive og var ikke på den måde hverken samfundskendte eller debattører, men de mente, at man har en forpligtelse til at engagere sig i samfundet og gøre en forskel, hvis man har evnerne til det.«

En måde, hvorpå hun kunne løfte sit samfundsansvar, vurderede hun som ung, var som journalist.

»Jeg kom jo ind på journalistuddannelsen på et tidspunkt, hvor alle drømte om at være Watergate-journalister, der kunne vælte ministre og afsløre store ting, så det var på et tidspunkt, hvor journalistikken betød meget og kunne gøre en forskel.«

Hun fik praktikplads på Berlingske, og inden hun var færdiguddannet, blev hun tilbudt en fast stilling som journalist. Som 24-årig blev hun redaktør for den politiske redaktion, den første af de mange lederstillinger, hun siden har besat. 

»Det var modigt af ledelsen, for der var ikke mange kvindelige politiske journalister på det tidspunkt, og der var ikke mange kvindelige ledere på det tidspunkt, og da slet ikke så unge,« husker hun.

Mediebranchen var anderledes dengang, fortæller Lisbeth Knudsen og skænker vand med brus op i vores glas.

»For at sige det ligeud var der meget druk. Berlingske var et af byens største værtshuse forstået på den måde, at ølleverancerne var enorme. Og vi journalister, der holdt til på Christiansborg, arbejdede nærmest døgnet rundt, mens vi kæderøg.«

Ingen kunne formentlig mærke det på den unge redaktør, men når hun skulle tale foran en større forsamling, var hun rystende nervøs.

»Jeg er dybest set en genert person. Jeg er i virkeligheden slet ikke sådan en person, der stiller sig op og taler foran en masse mennesker. Men det er jeg så blevet. Det var svært for mig i starten at tro på, at folk godt gad høre på det, jeg havde at komme med.«

»Der har alderen virkelig givet en ro og en ballast. Som ung tænker man konstant over, om man passer ind i det miljø, man er i, og den trang til at passe ind har fortaget sig med alderen,« siger hun.

Støbt i cement

Da Lisbeth Knudsen var 37 år, skulle hun for første gang mene noget offentligt. Fremdyrke sine egne holdninger og præsentere dem under sit eget navn som nytiltrådt chefredaktør på Det Fri Aktuelt i 1990. Som ung journalist og redaktør på Berlingske havde hun holdt sig langt væk fra at mene noget som helst med den objektive journalistik som sit absolutte mål.

Hun kan ikke huske, hvad hendes første lederartikel handlede om, men hun kan huske nervøsiteten over, hvordan folk ville reagere. 

Det var med flere sommerfugle, end der var plads til i maven, at hun herfra for alvor meldte sig ind i den offentlige debat. Her har hun stort set huseret lige siden. Efter sin tid som chefredaktør på Det Fri Aktuelt fortsatte hun i samme rolle på Berlingske og siden på Altinget og Mandag Morgen. 

På væggen i køkkenet hænger et kunstværk. Det er lavet af en lokal kunstner, der har samlet små stykker drivtømmer på de nordsjællandske strande og sat dem sammen, så de ligner ansigter i flok. Der er boret huller til munde og øjne i træstykkerne, så de hænger der på væggen og råber med opspilede øjne.

»Det er den offentlige debat. Folk råber i munden på hinanden,« siger hun og peger på kunstværket.

Sarah Hartvigsen Juncker
Hun kalder sin overgang fra journalist til meningsdanner for »kolossal«, men forestiller sig, at den overgang nok havde føltes endnu mere voldsom nu. Den offentlige debat dengang var helt anderledes, end den er i dag, fortæller hun. Den var langsommere, læserbreve blev besvaret med læserbreve dage senere. Og den tvungne langsommelighed gjorde tonen pænere. I dag foregår en stor del af samfundsdebatten på sociale medier, og den kortere vej til tastaturet kan mærkes, mener hun. 

»I dag synes jeg, det er svært at bruge debatten til at gøre hinanden klogere, det bliver i stedet for meget til angreb og modangreb, ’du er dum’, ’jeg synes også, du er dum’. Det er godt nok sjældent, jeg ser et debatopslag på de sociale medier, hvor jeg stopper op og tænker, ’det her kan jeg faktisk lære noget af’,« siger hun.

Alder er en klar fordel i debatten, oplever Lisbeth Knudsen. Erfaringer afføder respekt, og hun kan tåle lidt flere knubs, end hun kunne som ung.

»Det kræver simpelthen bare mere mod og ballast at sige sin mening offentligt i dag.«

En undersøgelse, som Dansk Ungdoms Fællesråd fik lavet i 2016, viser, at 57 procent af unge mellem 16 og 26 år undgår at deltage i debatter på internettet på grund af den hårde debattone.

»Det er så ærgerligt, at de unge ikke har lyst til at deltage i debatten på nettet, men jeg forstår det faktisk godt, for den er for rå og unuanceret, og der er alle muligheder for, at man bliver misforstået. Der er ikke samme eftertanke og refleksion som tidligere, og det synes jeg ellers er noget af det livgivende ved debatten.«

Hun synes at huske, at samfundsdebatten var mere konstruktiv, da hun var yngre. At der var et fokus på mere langsigtede løsninger, og ikke på de lappeløsninger, hun synes, præger de politiske beslutninger i dag. 

Derfor udtaler hun sig heller ikke partipolitisk. 

»Jeg er hverken rød eller blå i debatten,« siger hun og forklarer, at hun er meget opmærksom på ikke at lade alderen gøre hende rigid i sine holdninger. Tværtimod giver den hende en anden tolerance over for andres holdninger, synes hun.

»Alderen giver jo et hav af erfaringer. Men hvis man bare sidder på erfaringer, så bliver ens holdninger og meninger støbt i cement, og det kommer der ikke ret meget godt ud af.« 

Et privat menneske

Det har sine konsekvenser at være en offentlig person. Lisbeth Knudsen bliver genkendt, så snart hun træder ud ad sin hoveddør, og så står hun der i supermarkedet og skal forholde sig til folks blikke og spørgsmål.

»Hvis du er en offentlig person, endnu mere i dag end tidligere, så rykker folk tæt på. Så rykker de nærmest ind i din indkøbskurv, hvis du går i supermarkedet efter at have været fire minutter i fjernsynet, og de rykker ind i din mailboks i meget stort omfang. Jeg har også haft folk, der er gået ind i min have,« siger hun. 

Hun er et privat menneske. Hun har ikke lyst til at have folk rendende i haven, som vil diskutere et eller andet med hende. Og hun vil også helst købe ind i fred.

Havde det ikke været for Berlingske-forsiden og en bogreol med biografier om store politikere og forretningsfolk i hendes sommerhjem, der måske giver et lille praj, ville det være svært at regne ud, at det er lige nøjagtigt hende, der bor her. Her er ingen feriebilleder på køleskabet eller familiefotografier på væggen. Af og til bliver hun spurgt, om hun vil medvirke i et portrætinterview i et dameblad eller i et tv-program, men hun siger altid nej – medmindre det handler om hendes arbejde.

Det er bare ikke Lisbeth Knudsens stil at dele detaljerige anekdoter fra sit liv. Der er andre og vigtigere ting i hendes arbejdsliv, hun meget hellere vil tale om. 

»Jeg taler ikke ret meget om mit personlige liv. Det er en beskyttelsesfaktor, for når du er en offentlig person, kan du meget hurtigt komme til at lukke alle dybt ind i dit liv og i det, som du selv synes er meget privat.«

»Og så har jeg i mere end 35 år boet sammen med en mand, som havde sit eget liv, kan man sige.«

Lisbeth Knudsen mødte Peter Valenius, da de begge arbejdede på Christiansborg i starten af 1980’erne. Han arbejdede i Socialdemokratiets pressetjeneste, og hun arbejdede som journalist for Berlingske, og deres forhold startede med et skænderi om politik på hans kontor. Skænderiet var dog ikke værre, end at de endte med at spise middag sammen, og de to levede sammen, til han døde i 2016. Som helt nye kærester indgik de en slags privatlivspagt, fortæller hun.

»Peter havde sit eget job og var politisk involveret, og vi ville ikke have vores professionelle karrierer blandet sammen. Meget tidligt i vores parforhold lavede vi en aftale om ikke at lukke pressen ind i vores fælles hjem.«

Det er derfor, Information er de første, der besøger Lisbeth Knudsen, og nok også derfor, vi er på besøg i hendes sommerlejlighed og ikke hendes hverdagshjem på Østerbro. Normalt plejer interviews at foregå på hendes kontor eller på fortovet uden for hjemmet, hvis hun skal udtale sig til tv. 

Træt af aldersdiskrimination

Det eneste, der for alvor har fået hende til at bryde sit princip om ikke at lukke offentligheden ind i sit privatliv, var Peter Valenius’ død. Hun oplevede hans sygdomsforløb og sidste dage som kaotiske og uværdige og husker blandt andet, at hun selv måtte køre rundt på de forskellige hospitaler, hvor han fik behandling, med hans journal. I 2017 gav hun et detaljeret interview til bogen Modne kvinder om sine oplevelser.

»Det var en svær beslutning, men også en beslutning, jeg tog, for at andre ikke skulle komme ud for det samme.« 

Selv kalder hun sit forhold til døden for »uafklaret.« Det er ikke noget, hun tænker så meget over, det har hun ikke tid til. Døden er dog blevet mere konkret med alderen for Lisbeth Knudsen. Den er både rykket ind ad hoveddøren med Peter Valenius’ død, men også ind i avisspalterne.

»Man oplever nok oftere og oftere, at man læser avisernes dødsannoncer for at se, om det er en af ens gamle skolekammerater eller nogen, man har læst eller arbejdet sammen med, som er død. Det er sindssygt hårdt og ærgerligt at miste familie og venner, men i den situation er man nødt til at finde nye holdepunkter, man er nødt til at vende et blad og finde nogle nye måder at give livet indhold og mening på, og det synes jeg faktisk ligger lige derude foran døren, hvis man ellers kigger sig om.«

Når Lisbeth Knudsen alligevel har sagt ja til at lade sig interviewe af Dagbladet Information, så er det, fordi hun er »hamrende træt af den aldersdiskrimination,« hun synes findes i det danske samfund.

»Det er, som om man bliver afskrevet i forhold til at følge skarpt med på for eksempel hele den digitale front, hvis man har passeret de 60. Det ligger sådan underforstået i tonelejet, at du ikke kan arbejde og udrette ret meget, hvis du er fyldt 70 år, nu hvor talen om tilbagetrækning og nedslidning fylder hele den politiske dagsorden,« siger hun.

Hun finder absolut stadig mening i sit arbejde og i at lære sig selv nye ting. Lige for tiden er hun særligt interesseret i kunstig intelligens, og hvordan udviklingen inden for teknologien vil ændre medierne. Forretningskvinden har også kastet sig ud i bestyrelsesposter inden for felter, hun aldrig har beskæftiget sig med før, blandt andet i en ingeniørvirksomhed. Hun oplever den fase i sit liv, hun befinder sig i, som »fantastisk«.

»Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg går på opdagelse hele tiden i mine nye områder. Det er det, der tænder mig. For mig er livet en læringsproces, det er ikke noget, der bare holder op, når man rammer et bestemt tal.«

Lisbeth Knudsen vinker farvel fra sin hoveddør. 

»Det er da lige før, I skulle tage jer en dukkert,« opfordrer hun.

Selv vender hun tilbage til skrivebordet med udsigt til den nordsjællandske badestrand. Hun er i gang med at forberede et foredrag om machine learning. For det er sådan, man holder ferie, når man aldrig bliver for gammel til at lære. 

Serie

Befriet af alderen

Med alderen kommer skavankerne og trætheden – men følger der også et større mod til at være sig selv? I denne portrætserie taler vi med en række kulturpersoner om at ankomme langsomt til den, man er. Om alderens betydning for at træde endeligt i karakter. Og om den befrielse, der følger med

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Rasmussen

Forskellen på efterkrigstidens generation til de som er født fra omkring 70'erne og frem er enorm. I mit liv kan jeg ikke finde en fællesnævner med de som i dag er +/- 45 år. De lever i for mig en helt anden isoleret verden, hvor erfaring for dem kun medtager dem de selv har oplevet på egen krop. Sådan har det måske altid været, men livet har aldrig før skulle leves i overhalingsbanen som i dag, og samtidig har velfærdssamfundet haft den konsekvens, at alt skal gøres på den halve tid. På et tidspunkt ramler det, men hvornår? Næste økonomiske krise måske, som kan være lige rundt om hjørnet.