Klumme
Læsetid: 3 min.

Vi er blevet flere på matriklen, siden en solsortefamilie flyttede ind under halvtaget

’Fri som fuglen’, lyder en fast, men fjollet vending. For fugle er overhovedet ikke fri. De er bundet af pligter og gøremål, skriver Informations David Rehling, der for nylig har fået besøg af en lille fuglefamilie på sin adresse
’Fri som fuglen’, lyder en fast, men fjollet vending. For fugle er overhovedet ikke fri. De er bundet af pligter og gøremål, skriver Informations David Rehling, der for nylig har fået besøg af en lille fuglefamilie på sin adresse

Sofie Holm Larsen/iBureauet

Kultur
17. august 2020

Naturen er jo lige her, hvor jeg er. Det bliver jeg opløftende mindet om under coronakrisen. Afsondret sidder jeg i de første forårsdages sol i min Dragør-gårdhave og læser. Pludselig slår det mig, hvor meget fugleliv der er. Luftrummet tumler af fugle. Jeg ser dem suse alle vegne. Og nu hvor der ikke er baggrundsbuldren fra lufthavnen i Kastrup, kan jeg høre dem: Fugle synger, deres vinger basker, og deres kløer hopper på hustage og skure: Srii srii, bask bask, bump, bump!

På himlen over mit hus myldrer trækfugle på vej op langs Øresund. Deres vinger hviner. Jeg vil vide, hvem de er, og slår op i min fuglebog. Den fortæller mig, at de, der flyver i uregelmæssige formationer, er bramgæs eller knortegæs. Og da det er nogle store krabater, der flyver uordentligt, må det være bramgæs. Hvad angår de fugle, der trækker på lige rækker eller i V-formation, er det enten blisgæs, sædgæs, kortnæbbede gæs eller grågæs, oplyser fuglebogen. Her er jeg ret usikker på den præcise identifikation, så jeg nøjes med at more mig over gruppedisciplinen blandt gæssene – hvem de så end er.

Vi bliver flere om at leve på matriklen, da en solsortefamilie bestemmer sig til at stifte hjem på en hylde under værkstedsskurets halvtag. Lidt upraktisk, for det er også dér, vores cykler holder til. Når vi rumsterer i skuret, sender den rugende brune solsortehun olme blikke. Jeg smiler tilbage og prøver at ligne tilforladeligheden selv. Når jeg er ved skuret, holder den sorte solsortehan sig væk. Men så snart jeg er på afstand i min læsestol, dukker hannen op med fødevareforsyning: en orm om næbbet. Hannen er i stand til at stå stille i luften, inden den skarpt drejer om hjørnet og op til reden på hylden. Vips, er hannen ude igen. Den mellemlander på et tagbræt ved pæretræet og svipper kækt halefjerene op – ganske som fuglebogen siger, den gør. Så kaster den sig ud i verden.

Fuglefri

Når jeg iagttager den urokkeligt rugende solsortehun og hendes skaffedyr af en han, kan jeg ikke lade være med at tænke på det fjollede i udtrykket ’fri som fuglen’. Fugle er overhovedet ikke fri! De er bundet af pligter. Pligt til at finde mage, skaffe sig rede, få lagt æg, få ruget kuldene ud, flere om året, fodre ungerne, få dem på vinger. Hvorpå det for mange arter er på høje tid at tage på træk – igen. I det sydlige Australien har jeg truffet en andefugl, der hvert år kommer trækkende fra det nordlige Sibirien. 10.000 kilometer. Hver vej! Og så har den tilmed kræfter til at pleje et familieliv.

Åh jo, så er der også alle de farer, en fugl skal overvinde. Da sprøde pippelyde fra hylden under halvtaget i Dragør-gården vidner om, at æg er blevet til unger, begynder kvarterets modbydelige husskader – som der synes flere af år for år – at vise en urovækkende interesse for, hvad der foregår inde i skuret. Jeg genner skaderne væk, men jeg kan jo ikke sidde døgnet rundt i min læsestol og vogte solsorteunger.

Og æv! En morgen finder vi i gården en solsorteunge hakket i stumper. Dens dun fyger. Dagen efter konstaterer vi, at solsortefamilien har rømmet reden. Den har formentlig fået nok af at bo farligt, gætter jeg. Men jeg lægger mærke til, at solsortehannen sporadisk vender tilbage for at inspicere reden. Og så dukker hannen op med kviste til en efterisolering. Hvorpå jeg nu igen bliver nidstirret af den rugende hun, når jeg har ærinder med cyklen. Og i det, der nu er den sommervarme gård, kan jeg fra min læsestol smile til hannen, når den svinger rundt med ormeforsyninger.

Til gengæld er det ikke længere helt så let at høre fuglene. Lufthavnen er ved at genoptage sin støjsendervirksomhed. Ligesom flyene i øvrigt igen lægger deres slør af udstødningsgasser over himlen.

Det er ikke lykkedes det bevingede dyreliv at genvinde sit monopol på trafik i luftrummet. I hvert fald ikke i denne omgang.

Serie

Mit møde med naturen

Naturen er storladen og voldsom, grim og rå, pyntet og yndig. Og vores møder med den kan være både farlige og eftertænksomme, kosmiske og komiske, opløftende og fornedrende. I denne klummeserie reflekterer Informations journalister over deres eget forhold til naturen med udgangspunkt i en konkret naturoplevelse.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her