Bodil Bechs »Fyrretræet« låner storhed fra naturen og gør oprindelighed til en bærende egenskab ved kunsten

Bodil Bechs »Fyrretræet« siger, hvad det er, og gør, hvad det siger
Bodil Bechs »Fyrretræet« siger, hvad det er, og gør, hvad det siger

Sofie Holm Larsen

Kultur
28. august 2020

Flere strømninger og kunstneriske enkeltimpulser løber sammen i Bodil Bechs fine fyrretræsdigt fra debutsamlingen Vi der ejer Natten (1934, genudgivet 2004):

En kosmisk naivisme, der kan minde om Jens August Schade. En taknemmelig naturhengivelse, åndeligt i pagt med Thøger Larsen. En lethed i det poetiske anslag, lidt i stil med samtidigt kubistisk maleri. Og ikke mindst en heftig, trodsig følelse, en typisk moderne kvindelig jeg-vilje, som i forlængelse af forbilledet, Edith Södergran, søger sit eget sproglige udtryk.

Samme år som digtet blev trykt, bidrog Bodil Bech sammen med Schade, Hulda Lütken, Paul la Cour og Gustaf Munch-Petersen til de surrealistiske maleres tidsskrift Linien. Hun havde da et førstehånds kendskab til de fornyende æstetiske bestræbelser hos Ejler Bille, Richard Mortensen, Sonja Ferlov og Vilhelm Bjerke-Petersen, og hun figurerede side om side med udenlandske kunstpionerer som André Breton, Paul Éluard, Benjamin Péret, Hans Arp plus fra Norden Artur Lundkvist – og ikke mindst Edith Södergran.

Vi er altså blandt livsdyrkerne og billedmagerne i den subjektivistiske afdeling af modernismen, hvor man søgte bag om civilisation og konvention til sindets dunkle verdener og driftslivets underste land.

Til denne søgen svarer digtets præsentation af træet og dermed sig selv. De »dybe Toner« er skabt af naturen, sådan må vi læse midterste strofe. Fyrrens og tekstens egen musik skyldes vældige storme. Den er frembragt ved varme, når solens ild »stille luende« hvælver sig over træet. Og tonerne blev til ved kulde, under »isblaa majestætiske Nætter«.

Bodil Bechs magiske rolledigt låner med andre ord storhed, kraft fra naturen og gør oprindelighed til en bærende egenskab ved kunsten, hvilket manifesteres klangmæssigt i, at teksten siger, hvad den er, og gør, som den siger, via koblingen Toner-Storme-Solild, vokalspringet »isblaa« (fortunge – bagtunge) samt det yderst velmodulerede »Jordens roterende Kugle«, hvor munden, der taler, runder sig som selve kloden.

Og der er endnu mere på færde. Træet »svinger« eller svajer gennem døgnets og årets tider, det vil sige har et evighedspræg, og dets grene og nåle betegnes som filtret hår, der bliver redt af »Æterfingre«, det vil sige af vinden, som derved menneskeliggøres diskret.

Bodil Bech (1889-1942)

  • Godsejerdatter, opvokset på Lundegaard, Fyn. Uddannet som koncertpianist i New York. I en periode bosat i Kerteminde.
  • Kom i 1930’erne ind i kredsen af modernistiske kunstnere omkring tidsskrifterne Linien og Konkretion.
  • Debuterede ret sent som 45-årig med Vi der ejer Natten, som blev fulgt af samlingerne Ildtunger danser (1935), Granit og Dugg (1938), Flyvende Hestemanker (1940) og Ud af Himmelporte (1941).
  • Hendes tit stærkt lidenskabsprægede digtning på frie, urimede vers udmærker sig ved overvældende billedglæde og rigdom på skarpt sete, farvespækkede detaljer.

Små dejlige fuglestemmer

Tildeler alt dette træet og dermed digtets subjekt et køn? Ikke umiddelbart. Skal man tolke primitivt, kan »Spiger« i første verslinje måske læses ’fallisk’ og den roterende jordkugle ’kvindeligt’. Men mon ikke det netop er vigtigt, at Bodil Bech ikke (eksplicit) sætter køn på den altomfattende livskraft, som hun besynger? Vi kan måske sige, at menneskenaturen i digtet, via de plastiske, bevægelsesmættede verber – »reder« og »rider« over for »buer sig« – føjes sammen med den ydre natur til en forestilling om kosmos, holdt i det uspecifikke og åbne.

Sådan er det langt fra altid i Bodil Bechs øvrige lyrik. Hun har digte, hvor kvindeligt kønnede erotiske fantasier og længsler artikuleres gennem bombastisk mobilisering af et noget bedaget senromantisk inventar såsom sølvbølger, små dejlige fuglestemmer og lifligt duftende hegn, og så har hun tekster, hvor kosmisk og sanselig Eros skrues op til fuld ekstase, således at det befrugtede, flammende, klart feminine jeg overvældes af det store du, selve guden. Så bliver det lyriske subjekt lige med ét Guds datter, en ildpige, solgudens præstinde. Typisk på den ikke særlig heldige måde virker »Solens Offer« fra samlingen Flyvende Hestemanker (1940):

Du fraadende Udyr,

tag Solens Offer,

drag mig i Bølgernes Kløer

mod Dybder, mod Verdner,

hvor Tanggræsset vajer,

hvor Fiskene stryger

med glasklare Øjne,

hvor Rav og Konkylier

duver i Strømmen.

 

Solglitrende hav,

tag Solens Offer!

Mærkeligt, at vestjyske sommerhusudlejere ikke for længe siden har aktiveret Bodil Bechs urgamle badebilleder i deres reklamemateriale. Dog, evighedslængslen mod drift og død ville nok også være lidt svær at sælge.

Det voksne kvindelivs savn

I en lidt ældre litteraturhistorie, Politikens den lyseblå fra 1966, skriver Torben Brostrøm om Bodil Bech, at hun var »en vølve med flyvende manke, helt i sit temperaments vold«. Dette kan muligvis være rigtigt for en læsemåde, som uproblematisk forbinder forfatterpersonen med det lyriske jeg.

Men man kan måske også forsøge at nærme sig sagen, altså de indre, aldrig afgjorte modsigelser i forfatterskabet, fra en anden vinkel. Sådan som Hans-Jørgen Nielsen antydede, da han året efter, i antologien Tilbageblik på 30’erne, skrev, at årtiets typiske vitalistiske modernister, her en kvindelig sensualist, dyrkede en »udtryksæstetik« og ikke var videre optagne af formalæstetiske problemer.

»De digter ikke med sproget. De digter snarere mod sproget.«

Det klemte, uforløste præg kan altså forklares ud fra en indre protest. Jeget vakler mellem magtvilje og hengivelse. Må slås for at blive et handlende subjekt.

For Bodil Bech bliver problemet, at hun, især som pigeuniverset fortoner sig, og hun erfarer nogle af det voksne kvindelivs savn, voldsomt fornemmer en overvældende erotisk kraft, men har vanskeligt ved så at sige at tage ejendomsretten til den og i hvert fald har svært ved at give den adækvat eget udtryk. Der består hos hende til stadighed en konflikt mellem det nye jeg og det gamle sprog – det literært traditionelle.

»Det er«, skriver Anne-Marie Mai i Nordisk Kvindelitteraturhistorie, bd. 3, 1996, »Edith Södergrans seende og magtfulde jeg, Bodil Bech gør til forbillede i sin poesi«, og inspirationen viser sig overalt i billedsproget. Dog må man »undre sig over, hvor brat og pludseligt Bodil Bech kan bevæge sig fra en senromantisk idyl og til den store vision af jeget som en seerske og et blankt redskab i Guds hænder. Men det er netop den religiøse dimension, der gør de voldsomme kontraster mulige for hende«.

I mange af sine især sene digte slipper hun således sin grundmodsætning og opløser den i »kosmisk« religiøsitet. Men i »Fyrretræet« er konflikten kun netop åbnet. Derfor swinger samspillet mellem et naturplan og et seksuelt farvet menneskeplan. Og digtet fremstår overbevisende, ikke mindst i kraft af slutningens karakter af omkvæd. Her løser Bodil Bech elegant et problem, som mange lyrikere fik under afskeden med de traditionelle strofiske, metriske, rimede former: For hvis man ikke længere kunne eller give et digt helhed af episk eller argumenterende art, hvordan skulle man så slutte det?

Løsningen består i roligt, suverænt at lade træet triumfere. Identifikationen med fyrren fungerer – og forhindrer så digteren i enten at lande i det hvile- og rastløst bekendende (som i andre digte fra 30’ernes midte) eller (som i hendes sidste to bøger) i en selvmytologisering af typen jeg-er-ikke-af-denne-verden.

»Kvindelighed uforenelig med udadvendthed« foreslog litteraturforskeren Lise Loesch (1947-2018) i Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 2, 1981 som nøgle til Bodil Bechs lyriske univers og skrev så:

»Kunne det kvindelige jeg forene sin driftsside med sin intellektuelle stræben, sådan at kvindelighed og udadvendthed ikke var uforenelige, men en dobbelthed i seksualiteten, ville den tredje situation, gudindens, måske have været mere brugbar. Nu kulminerer Bechs digtning i storhedsfantasier, hvor den reelle verden fornægtes, og jeg’et ses som præstinde, menneskene skal tilbede.«

Denne slutning eller konklusion havde ikke været mulig, dengang da Bodil Bech skrev »Fyrretræet« plus for resten en modernistisk nyklassiker (ligeledes i bogen Vi der ejer Natten), som er for meget kærlighedsdigt til at kunne behandles i en naturdigtserie, men som alligevel skal optrykkes her, simpelthen fordi det digt er så flot:

BROMBÆR

Sortgrønne Blade som Solen hopper i

min Ryg hviler mod et Stenhegn

blanke Brombær hænger over mit Hoved

dine bittesmå Brystvorter er som sortebrune Brombær

en sort Slange rejser sig spillende i Græsset

jeg nipper af de sortebrune Brombær

Fyrretræet (1934)

Af Bodil Bech

Jeg er et grønt Spiger
i Jordens roterende Kugle
jeg svinger gennem Nat og Dag
og gennem Aarets Tider
Æterfingre reder mit filtrede Haar
jeg rider under Solen

Jeg er Sangtræet
hør mine dybe Toner
de er skabt af de vældige Storme
der gungrer gennem mig
og naar Solilden stille luende
buer sig henover mig
de er blevet til
under isblaa majestætiske Nætter

Jeg er et grønt Spiger
i Jordens roterende Kugle
Æterfingre reder mit filtrede Haar

Vi nærlæser naturdigte

Det er i digtene, vi finder de mest prægnante fremstillinger af den natur, vi som mennesker er indfældet i. Erik Skyum-Nielsen har fra Kingo til i dag udvalgt de 20 bedste danske digte, der forholder sig til naturen og således udtrykker digternes – og de forskellige tiders – opfattelse af den verden, som omgiver os. Hver uge præsenterer og analyserer han et af disse digte.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her