Vi bringer ET DIGT af Aaiún Nin

Adelina Kiame, der skriver, maler og performer under pseudonymet Aaiún Nin, er 28 år og født i Angola. Hun er opvokset i Angola, Zimbabwe og Sydafrika og flyttede i 2016 til Danmark.

Adelina Kiame, der er sort og lesbisk, skriver blandt andet om homoseksualitet, racisme og diskrimination mod minoriteter, men også kritisk om det angolanske politiske system og om landets stærkt konservative syn på kvinder. Hendes digte er blevet udgivet i flere skandinaviske tidsskrifter, og hun har optrådt med oplæsninger og på litteraturfestivaler i Danmark og Norge.

Efter planen skal Gads Forlag udgive hendes debutbog, en digtsamling, i foråret 2021.

Kiames ansøgning om asyl er blevet afvist af Udlændingestyrelsen, og Flygtningenævnet har stadfæstet denne afgørelse. Afvisningen er blevet kritiseret fra flere sider.

I et brev til Flygtningenævnet beder Amnesty International om, at Kiames sag genoptages, så hun kan få beskyttelse i Danmark.

I denne uge er også dansk, norsk, svensk og islandsk PEN gået ind i sagen med en samlet appel til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Under normale omstændigheder går PEN ikke ind i en sag om en afvist asylansøger, men skriver i appellen, at man her gør en undtagelse:

»Vi frygter, at Adelina Kiame ikke kan fortsætte sit forfatterskab, hvis hun sendes til Angola. Hun er kendt og stærkt kritisk over for de angolanske myndigheder, og vi frygter, at hun vil være tvunget til at tie og skjule sig, hvorved vi dels mister en lysende litterær stjerne, dels en meget vigtig stemme, der kan bane vej for andre unge fra minoritetsmiljøer, der kæmper mod diskrimination, fordomme og forbud mod at være dem, de er.«

Kiames danske oversætter, Mette Moestrup, oplyser, at forfatteren nu afventer svar på anmodningen om genoptagelse af sagen.

Dette digt af Aaiún Nin er oversat af Mette Moestrup i samarbejde med forfatteren. Det har været trykt i hvermandag.dk

ET DIGT

I

Man lærer tidligt
af kvinder
ikke at spille kort ved djævlens bord
ikke at se mænd direkte i øjnene
Pas på de ikke tager dig
Hold benene samlet
vær fiks på fingrene, vær lærenem
Græd
når ingen ser dig
æd smerten i dig
tænk aldrig at du bare vil leve dit liv
Om søndagen gik jeg i kirke med bæltemærker på benene
Den hvide Jesus på korset, han døde for at frelse os fra vores hud
Oblatens forvandling til selvhad
Blodet, udgydt ved dette alter
ofres til grådighedens guder
som lurer bag sølvkorset
Spis hans krop
Drik hans blod
Bed om hud lys nok til at blive elsket
Jomfruen stirrer ud i luften
uberørt af tårer
fra børn for små
til at føle sig værdiløse
men med nedbøjede ansigter
og nedslåede øjne
for at undgå opmærksomhed
Det er meningen at kvinder
skal være mildere
venligere, mindre voldelige
Som om vi ikke har lært at erotisere vores smerte
Blindt
undertrykt raseri
skriger i underlivet
En nedarvet erindring er indprentet i os
slag efter slag
Der er visse ting
som kvinder, opdraget til
at være frygtsomme og fromme
aldrig må længes efter
Hvisken fra kroppen som klistrer til huden
Flakkende febertilstande som frister blikke
i trange rum
Kvinder med for mange hemmeligheder
opdraget til at være frygtsomme og fromme
må ikke være sådan

II

Vi er alle slanger i græsset
For seje til at dvæle ved fortiden
Vi piler afsted i nutiden uden at se os tilbage
At se rødt et helt liv har gjort os bitre
Forgiftet af falske smils galde
Denne verden kan ikke afgøre min skæbne
Jeg bevæger mig
videre end Dashikierne
Yoruba-gudernes indviklede navne
de sorte træskulpturer af unge kvinder
de fordrevnes vrede
Jeg giver afkald på stilheden
og kræver stemmen tilbage
Black as fuck
Holder hovedet lidt for højt
Sender fingerkys
til skulende ansigter
Fri nok til at falde for én med et drilsk blik
Heler hvad jeg kan fra et liv udmålt i suk
Alt ender for hurtigt til at leve i det skjulte
Man lærer tidligt
af kvinder
at vi alle har brug for omsorg
At lede efter historier
i kvinder med nedslåede øjne
Djævlen er en løgn som forsvinder bag røg
og livet
en lang rejse mod tilgivelse