Interview
Læsetid: 15 min.

Caroline Albertine Minor: »Det føles vildt klaustrofobisk bare at være sammen med mig selv hele tiden«

Antikke gravportrætter, en afdød mor, der fremmanes i en clairvoyance-seance, og et mylder af stemmer, der taler med, er nogle af ingredienserne i Caroline Albertine Minors nye roman, der følger efter den succesfulde novellesamling ’Velsignelser’
»Jeg har været optaget af clairvoyance, siden jeg var lille. Jeg havde en trang til at skrive en karakter, der var clairvoyant, men en som bare var det, og uden at der blev stillet spørgsmålstegn ved, om det virkede, eller om hun var fake.« fortæller forfatter Caroline Albertine Minor.

»Jeg har været optaget af clairvoyance, siden jeg var lille. Jeg havde en trang til at skrive en karakter, der var clairvoyant, men en som bare var det, og uden at der blev stillet spørgsmålstegn ved, om det virkede, eller om hun var fake.« fortæller forfatter Caroline Albertine Minor.

Kultur
14. august 2020

Her er hun, i sal 21, Glyptotekets smukkeste kvinde: Skønheden fra Palmyra.

Gravportrættet af en rig palmyrensk kvinde fra den syriske oaseby er kronjuvelen i Glyptotekets imponerende samling af gravportrætter fra den antikke oaseby Palmyra i Syrien. Hun er særlig fornem, hendes øjne har været ædelstene, det samme gælder hendes hovedbeklædning. Kvinden fra Palmyra har været lige så forfængelig og optaget af at tage sig godt ud, og hvordan hun viste sig frem i det offentlige rum, som man er i dag. Ja, gravportrætterne er sågar blevet kaldt datidens sociale medier.

Jeg står her i Glyptoteket, fordi Skønheden fra Palmyra spiller en vis rolle i Caroline Albertine Minors nye roman Hummerens skjold. Her er gravportrættet udlånt til British Museum, hvor det er blevet beskadiget af en besøgende, og en af romanens hovedpersoner, Sidsel, skal til London for at renovere busten.

Når Caroline Albertine Minor foran busten skal forklare, hvad den laver i romanen, siger hun, at hun går efter ting, som fascinerer hende, og som hun er tiltrukket af, når hun skal bygge sine karakterer op. I baghovedet svæver også forholdet mellem det forgængelige og det blivende, og hun ville egentlig også som baggrundshistorie til romanen have haft IS’ bombning af oldtidsbyen Palmyra for nogle år siden og tilintetgørelsen af byens mange skatte. Herunder historien om den gamle mand, leder af museet, der gemte genstande af vejen. Da IS kom, nægtede han at forlade sit museum og røbe, hvor han havde gemt dem, og betalte med sit liv – for noget, som var større end ham selv.

Den kunne ikke være i romanen, men den klinger stadig i vores bevidsthed, når vi læser romanen, der spøgelsesagtigt bevæger sig mellem de levende og døde. Ligesom et gravportræt.

Caroline Albertine Minor er ikke bare forfatter, men også i gang med antropologistudiet. De to fag ligner hinanden, i hvert fald gælder det i begge om at leve sig ind i andre personer og kulturer. Som i Skønheden fra Palmyra.

»Da vi på studiet første gang talte om feltarbejde, sagde de, at man skulle gå ud i byen, sætte sig et sted, holde øje, kigge efter mønstre. Det er også sådan, man gør, når man er forfatter, øver sig i at holde øje, blive en voyeur, der holder øje med, hvad folk siger, og hvordan de reagerer, og hvis der er noget man kan bruge, så husker man det.«

Der er dog en forskel, og for Caroline Albertine Minor tilbyder antropologien også et frikvarter fra sig selv.

»Som forfatter risikerer du også at blive meget solipsistisk. Du trækker på dig selv, bruger dig selv, er i egne universer, og så er det en saltvandsindsprøjtning at blive præsenteret for noget andet, andre kulturer, skæbner – for antropologi er mindre og mindre ’nu tager vi ud til det her samfund og prøver at kortlægge det og se, hvordan det hænger sammen’. I stedet for handler det om at være sammen med mennesker i noget tid og ud fra de menneskers synsvinkel forstå en større sammenhæng.«

– Leve sig ind i den anden?

»I antropologien har der været et opgør med den forestilling, at man kan komme og danne sig et fuldstændigt billede af et samfund, man ikke har noget forudgående kendskab til. Det opgør er stadig i gang, det gælder også alt det med repræsentation. I forfattergerningen er der en anden frihed, her lever jeg mig bare ind i andre mennesker.«

– Men kan der for en forfatter ikke ligge samme begrænsninger som for antropologen?

»Jo, der er i højere grad en bevidsthed om, at der er grænser for, hvor man kan skrive fra. Mere end jeg tænker det som en regel, tænker jeg på det, som at man skal gøre sig umage – og jo længere væk man bevæger sig fra sig selv, desto mere umage skal man gøre sig, være kritisk over for sine egne ideer. Noget i mig siger, at det er litteratur, og derfor kan man skrive om alt, og samtidig er der en anden bevidsthed i mig, der siger, at det ikke er tilfældet.«

Baggrunden for den udmelding er, at hun i sin nye roman lever sig ind i og indefra skildrer et mylder af forskellige personer. En af dem er den hjemløse Curtis. Hun har da været nervøs for, om hun har gjort sin research grundigt nok, om han er autentisk nok eller på nogen måde spiller falsk.

At det overhovedet er en overvejelse, siger lidt om, at vi lever i en anden tid.

Caroline Albertine Minor fik ros og hæder for sin novellesamling Velsignelser fra 2017. Her kredsede hun især om sorg og tab. Bogen opnåede den fornemme hæder at blive nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og blev kaldt »et hovedværk i de seneste årtiers danske kortprosa«. I næste uge udkommer hendes roman, Hummerens skjold, om de tre søskende Ea, Sidsel og Niels og den særlige dynamik, der kan herske i en familie, der lever adskilt og ikke helt er kommet sig over et tab. Men også en række andre personer melder sig i koret i den flerstemmige roman.

Den første person, der kom til hende efter Velsignelser, var den mor, der allerede i romanens prolog melder sin ankomst. Det er ikke hvilken som helst mor, men den afdøde mor til de tre børn, der i mellemtiden er blevet voksne og lever hver deres liv. Meget særligt er romanen overordnet fortalt fra den afdøde mors synsvinkel. Fra de dødes verden ind i de levendes. Siden følger et væld af andre stemmer.

»Jeg ville have en karakter, der havde givet alt til andre, og som først får ferie i døden, og som så bliver kaldt tilbage for at blive sig selv igen og smertefuldt blive mindet om den kærlighed, hun havde rummet og som stadig arbejder i hende. En, som modvilligt kommer tilbage til sig selv og husker bid for bid, hvem hun var, og hvem hun stadig er forbundet til.«

Clairvoyance

Det er også her, clairvoyanten kommer ind i billedet. For det er i en clairvoyance-seance, at moren dukker op. Morens ældste datter, Ea, der bor i San Francisco, har opsøgt clairvoyanten Bee, og den seance fungerer som prolog til romanen. Det er ret modigt, fordi det for den forudsætningsløse læser i begyndelsen er uklart, hvad der foregår, når denne fremkaldelse af en ånd skal beskrives i et englandskab af birketræer og højt græs i en tilblivelse mellem alt og intet. Ikke mindst fordi den ånd, der bliver til også er romanens fortæller.

»Jeg beder om lidt meget i starten,« siger Caroline Albertine Minor, da vi har taget plads på en af de sorte bænke i Vinterhaven på Glyptoteket.

»Jeg har været optaget af clairvoyance, siden jeg var lille. Jeg havde en trang til at skrive en karakter, der var clairvoyant, men en som bare var det, og uden at der blev stillet spørgsmålstegn ved, om det virkede, eller om hun var fake. Og så var spørgsmålet, hvordan man skriver sådan et ikkested frem, uden at det bliver en stor kliché. Det kan man nærmest ikke, for der findes jo ingen autentiske erfaringer. Men jeg elskede at skrive Bee.«

Caroline Albertine Minor siger, at der er et kæmpe marked for folk, der søger kontakt. Også her kommer hendes viden om antropologi hende til gode.

»Det, jeg i antropologien bliver tiltrukket af, er ritualer. De små koreografier, mennesker hele tiden laver for at få tingene til at glide og hænge sammen, for at få ting til at gøre mindre ondt eller til at blive smukkere. Et sted, hvor det rituelle virkelig kommer til udtryk, er i overgangen mellem liv og død. Jeg er interesseret i begravelsesritualer, har skrevet bachelor om naturbegravelser i England og om, hvad det siger om vores ideer om, hvad naturen er, hvad døden er. Ritualer er nemt at undersøge, for det er en tydelig handling.«

Clairvoyance har også et ekko i hende selv.

»Personligt har jeg aldrig kunnet beslutte mig for, om det passer eller ej. Jeg dingler stadig. Min søn sagde forleden, at han ikke kunne lide at tænke, at der ikke findes monstre, at de bare er et udslag af fantasien, for hvis han tænkte sådan, så ville alt det gode jo også ryge. Så er der ikke magi, nisser, feer eller pokémon. Han kan godt lide at tænke, at der stadig er mulighed for, at der findes pokémon. Det dilemma kender jeg godt. Hvis man tager den nemme vej og lukker alt det uhyggelige ude, så lukker man også potentialet for det magiske ude. Jeg har brug for at holde det åbent, og det har jeg i romanen kunnet gøre gennem Bee.«

Hun fortæller, at hun selv på et tidspunkt opsøgte en clairvoyant, fordi hun havde brug for hjælp, samtidig med at hun kunne lave research imens. Det var spændende, lidt bedre end at være til psykolog.

»Det var på et tidspunkt, hvor min kæreste og jeg havde haft en kæmpe krise og var gået fra hinanden. Jeg var i tvivl, om jeg skulle kæmpe for, at vi fandt sammen igen, og det talte hun lige ind i. Hun sagde, at den mand, du har, er en god mand, og at I inden så længe kommer til at få et barn sammen. Og i forbindelse med mit arbejde sagde hun, at der ventede en stor hæder. Bagefter fik jeg det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Min mor er fra Nordjylland og mere jordbunden. Hun sagde, at jeg skulle holde mig fra det, det var ikke andet end selvopfyldende profetier. Clairvoyanter er ekstreme menneskekendere. De kan læse dig meget hurtigt, de lytter til din stemme, ser, hvordan du sidder – og måske er det bare meget rart at blive spejlet, blive set og høre en anden tale om én, en som ikke har nogen aktier i én.«

Clairvoyanten og forfatteren ligner hinanden på den måde, at de begge kan fremmane personer, der ikke findes i vores virkelige verden. Der er dog den forskel, at clairvoyanten ikke kan leve sig ind i andres bevidsthed, det kan forfatteren derimod.

»Ja, det er derfor, jeg skriver, jeg udvider min egen begrænsede verden i de potentielle retninger, jeg kunne være gået, hvis jeg havde taget andre valg. Det oplever jeg som en rigdom. Det er jo meget begrænset, hvad man får lov at opleve og føle som værende den, man nu er. Jeg savner det, når jeg ikke skriver. Det føles vildt klaustrofobisk bare at være sammen med mig selv hele tiden.«

–Hvorfor denne fascination af grænsen mellem liv og død?

»Er alle ikke det, er man ikke nysgerrig? Det er et felt, den sidste grænse, det, som vi ikke kan krydse, men som vi gerne vil vide noget om. Jeg sad på en bar i går, hvor en fortalte om en mand, der mente at have været død i 40 minutter, og den mand havde sagt, at der ingenting var på den anden side.«

»I romanen kan man nok godt mærke, at jeg gennem antropologien er blevet præsenteret for så mange andre mulige forestillinger om de levendes og de dødes verden, for andre kulturer, hvor man har en langt mere smidig overgang, en større udveksling også rent sprogligt, mellem de levende og de døde. At forfædrene er mere præsente og har en større agens end i de levendes verden, de betyder simpelthen mere.«

Hummerens skjold er gennemsyret af grænsen mellem liv og død. De døde er til stede rundt omkring i romanen som levende skygger eller som noget, hovedpersonerne har mistet kontakten til. Ligesom Charlotte, de tre søskendes mor, der så at sige orkestrerer romanen fra de dødes rige. På en måde er den afdøde mor fortælleren, bekræfter Caroline Albertine Minor, men samtidig er hun det ikke.

»Det er en fortæller, der kan glide ind og ud af folk, og som har et større scope end den enkelte karakter. Men det er nok sådan, at Charlotte og fortælleren kan glide sammen. Hun har hjulpet mig med at fortælle den her historie, i og med at hun kunne tale fra et andet sted. Sådan en tydeligt alvidende fortæller var en uvant fortællestemme for mig, den ser man ellers kun i old school klassiske romaner.«

Familieidealer

Selve ideen til romanen kom fra en lyst til at skrive om familien. Og det startede med moren, måske fordi Caroline Albertine Minor selv var blevet mor. Derfra voksede ideen om, hvilken slags familie man kan skabe, og hvilke idealer om familien man er vokset op med.

»Jeg er vokset op i en meget harmonisk kernefamilie, hvor min mor var der rigtig meget, og senere min far også. Jeg oplevede at få et barn med en mand, som jeg siden blev skilt fra. Fik en ny mand og blev en sammenbragt familie. Jeg skal kæmpe med ikke at holde den familie op mod mit ideal om familien, som jeg skal demontere.«

»I romanen har jeg forsøgt at vise alle mulige andre konstellationer af, hvad familiær kærlighed kan være, og også andre slags fællesskaber. Jeg har selv bakset med de forestillinger og haft brug for at holde dem op mod idealet og ikke føle mig som en dårlig mor, hvis der ikke er varm aftensmad hver aften. Jeg undersøger min egen manglende evne til at være den mor, som min egen mor var, fordi jeg har nogle andre drifter i andre retninger, som kan føles skamfulde. Den skam må man finde ud af, hvad handler om.«

Det kan godt være, at der er en del af forfatteren i hver af de tre hovedpersoner, Caroline Albertine Minor beskriver i sin nye roman, men ellers har det afgørende været at komme ud af det autobiografiske.

»I den her bog var jeg ikke interesseret i mig selv. Det kan godt være, at jeg har taget udgangspunkt i mig selv, men jeg var sulten efter at fortælle andres historie. Jeg ser det som en værdi i sig selv, at man kan sætte sig ind i andre personer og skildre dem indefra på en måde, hvor man ikke nødvendigvis bliver enig med dem, men forstår dem. Det har været bedst der, hvor jeg bevægede mig længst væk fra min egen historie, men der er samtidig også størst risiko for at skrive dårligt, når man bevæger sig væk fra sig selv. Jo længere væk man bevæger sig fra sig selv, desto mere umage skal man gøre sig.«

Ankeret i Hummerens skjold er de tre søskende, der hver har den samme vægt og stemme i romanen. Den ældste er Ea, hun er flygtet til San Francisco, hvor hun p.t. lever af tatoveringer og af at producere en glidecreme, som sælges til et købedygtigt segment. Hun bor sammen med digteren og fotografen Hector, som har en datter fra et tidligere ægteskab. Den næste i rækken er Sidsel. Hun er kunsthistoriker og arbejder som konservator på Glyptoteket i København. Hun har en lille datter fra en affære med en engelsk professor, der ikke ved noget om datteren. Det er hende, der i begyndelsen af romanen skal tage til British Museum for at tage sig af Skønheden fra Palmyra og tager initiativ til at se faren til datteren igen. Mens hun er væk, skal datteren passes af den yngste, Niels, en vagabonderende fritænker, der lever for sig selv.

De tre søskende er alle fanget et sårbart sted i livet. Det er her romanens titel kommer ind i billedet. Skjoldet på en hummer vokser ikke i takt med hummeren, hvorfor hummeren på et tidspunkt vil føle sig så ilde til mode, klemt og mast, at den vil lede efter et sted at skille sig af med det. Derefter gemmer den sig et sted og venter, sårbar, indtil et nyt skjold er vokset frem.

Sådan er det også med de tre søskende. Forældrenes død har fået dem til at glide fra hinanden, men hen over de fem dage, romanen udspiller sig, bliver de igen forbundet med hinanden af forskellige hændelser, der bringer dem tættere på hinanden.

Men det er ikke bare de tre søskende, der deler taletid i romanen. Det, der især kendetegner romanen, er de mange stemmer. Jeg talte undervejs hele tolv karakterer, der på skift er bærere af perspektiv og synsvinkel.

Caroline Albertine Minor siger, at hun til forskel fra novellesamlingen har givet sig selv en større frihed og tilladt at lade sig rive med, når der kom en bikarakter, som hun havde lyst til at dvæle ved.

»Jeg er inspireret af franske Virginie Despentes’ romantrilogi Vernon Subutex, der har et kæmpe galleri af fortællerstemmer. Det samme gælder tv-serien The Deuce af David Simon, der skildrer pornoindustrien i New York i 1970’erne og 80’erne. Der bliver slået ring om et område, og indenfor får alle lov at være lige vigtige. Det er ikke på forhånd besluttet, hvem der er den vigtigste karakter. Det kan jeg godt lide.«

Det kan virke, som om Caroline Albertine Minor med de mange fortællere stadig skriver noveller, men blot fortsætter med at gøre det i romanform. De mange fortællere kan ikke være tilfældigt, men må afspejle en slags ideologi for romanen, hvor handlingen ikke kun skal varetages af få stemmer. Men hun er selv mere beskeden.

»Jeg er ikke dygtig nok til at skrive interessante transportscener. De steder i en roman, hvor man, hvis man følger en karakter, skal forklare, hvad der er sket i den mellemliggende tid, vil der uvægerligt komme stille perioder, hvor man bare skal have prosaen til at bevæge sig videre. Men når man har mulighed for at klippe mellem dem, har man også mulighed for at holde tempoet højere.«

Caroline Albertine Minor peger på Ursula K. Le Guins såkaldte bæreposeteori om fiktion.

»Det er ideen om historien som en beholder for en masse og ikke som en pil, der skal skydes fra a til b. Det er ikke historien om helten, det er historien om et univers, en verden, en tilstand. Jeg kan mærke, at når jeg selv læser, så befinder jeg mig bedst i et univers, der har dybde, og hvor man tør blive stående på ét sted og ikke hele tiden er forhippet på en handlen. Der er mange ting, der foregår simultant. Hvis man lagde det hele oven på hinanden, så ville der komme noget andet frem. Det er at skrive med dybde frem for med længde. Men jeg vil ikke tale om manifest eller ideologi. Hvis jeg gjorde det, ville jeg gå i stå. Jeg har skrevet på lyst.«

–Men hvorfor har du ikke bare nøjedes med de tre søskende som fortællere?

»Man får i sådanne bøger med tre personer, som man følger på skift, en følelse af forudsigelighed, som jeg ville undgå. Mange finder en yndlings- og hadeperson og glæder sig til, når det igen er den, der står for tur. Jeg ville gøre det mere smidigt og rent rytmisk mindre forudsigeligt. Det giver noget til historien, at man skal orientere sig, kan være forvirret, indtil det begynder at samle sig igen. Og så er det også for ikke selv at komme til at kede mig. Jeg kan godt lide det mylder.«

–Kan du kvalificere ’mylder’?

»Det handler om, at når man fortæller fra et perspektiv, så får den karakter lov til at fortælle sig selv, fremlægger, hvem vedkommende er for læseren. Vores sympati er hos den karakter. Når man så skifter til en anden karakter, så sker der det, at den første karakter kan blive nævnt i en sammenhæng, som ikke stemmer overens med det billede, vi har fået første gang. Jo flere gange det sker, jo flere perspektiver, karaktererne giver på hinanden, desto mere dybde og flere facetter får de enkelte karakterer. Det sker i romanen med forældrene, børnenes forskellige erindringer af dem og børnene imellem. Jeg tror, at det hos læseren skaber en bevidsthed om, at jeg er en person for mig selv, men en helt anden for andre og en helt anden for en tredje igen. Skaber en bevidsthed om, at der ikke er én historie, der er den sande historie.«

–Så kom skriftideologien alligevel ind!

»Ja, måske, men jeg er ikke så god til at tænke ideologisk.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her